Nye plader

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 06 - side 210-212

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Bernhard Lewkovitch: Vocal & Instrumental Works. Royal Danish Brass; medlemmer af Operakoret; Radiokammerkoret; medlemmer af Concentus Musicus. Dir.: Steen Lindholm; Uwe Gronostay; Per Enevold; Aksel H. Mathiesen. dacapo 9207/9208. (Spilletid: 56' + 71'.)

Bernhard Lewkovitch: The Liturgal Year. Orgel: Robert Hofstetter. Point PCD 5109.

Vagn Holmboe: String Quartets Vol. 1. Kontrakvartetten. dacapo DCCD 9203. (Spilletid: 77'.)

Vagn Holmboe: Works for a capella choir. Sokkelund Sangkor. Dir. Morten Schuldt-Jensen. dacapo DCCD 9204. (Spilletid: 61'.)

Edvard Grieg: The Complete Music for String Quartet. Kontrakvartetten. BIS CD-543.

Hvilken fornøjelse er det ikke at beskæftige sig med musik af Holmboe og Lewkovitch i en tid, hvor jagten på det specielle, det sensationelle, - det ved førstegangshøringen 'interessante', for længst er trængt frem ikke blot ved avantgarden (hvor denne jagt har hersket længe) men ud til alle musiklivets periferier. Gedigen sats er ikke i højsædet i disse år, kommercialismens kendemærke: den kortlivede vitaminfattige sanse- eller intellektpirring, er slået frygteligt igennem. For hvem har overhovedet tid til at høre de nye ting mere end højst et par gange? Videre, straks videre til noget andet.

Lewkovitch og Holmboe, nu hhv. 66 og 84 år gamle, har aldrig deltaget i jagten. Begge komponisters karrierer har været en redebon ransagelse og raffinering af deres eget udtryksspektrum. For Holmboes vedkommende næsten uden stilistisk præcedens. Bartok nævnes til bevidstløshed (også i programnoterne her) i denne forbindelse, men jeg kan sandt at sige ikke se megen stilistisk lighed. En generationsfælle som Hilding Rosenberg kunne evt. nævnes, men faktisk er Holmboes musik ganske egenartet. Det samme kan ikke helt siges om Lewkovitch, som har skrevet nogle værker, der stilistisk ligger truende nær Stravinsky i 1940'rne, - men på en sær måde forandrer det helt anderledes åndelige ståsted udtrykket, så det truende forsvinder.

Dobbelt cd'en med Lewkovitch-værker DCCD 9207/08 rummer 2 timers musik, som spænder vidt i stil og tid; og jeg tør godt sige, at al musikken her er af høj kvalitet, og at udførelserne gennemgående også er fine. Songs of Solomon (1985) synges ligefremt og smukt af Stig Fogh Andersen, 2 choral-partita'er spilles rundt og afbalanceret af Royal Danish Brass. Den første af dem bygger på koralen Jesu, meine Freude, og læner sig smukt op ad messingkoralen fra Bartoks orkesterkoncert (en god pille at læne sig op ad). De to fine kantateværker fra 50'erne Tres orationes ('57) og Cantata sacra ('59) udføres særdeles fint af Ole Hedegaard som solist foran et mindre ensemble, og Bo Anker Hansen synger klart og naturligt i Ten Strings ('88) hvis tekst udgøres af korte citater fra Salmernes Bog i engelsk oversættelse. I dette, pladesættets yngste værk ('88), kommer en hidtil ukendt sødme til syne, som jeg kun erindrer at have stødt på i de tidlige Frank Jæger-madrigaler, som jeg stadig synes er noget af Lewkovitch's mest yndefulde og elegante musik. Den sødme er alt andet end uklædelig.

Radiokoret synger fint i Messen under Gronostays ledelse, og Peter Severin synger smukt og karakteristisk og med eksemplarisk teksttydelighed i Halfdan Rasmussen-sangene. Men hvorfor kommer værkerne i sådan en mærkelig rækkefølge? Hvorfor er oplysningerne om værkerne spredt planløst rundt i ledsagehæftet? Hvorfor er messen her dateret 1952, når den kommer fra 1978? (Måske troede nogle, at det var den anden Lewkovitch-messe, det drejede sig om?) Hvorfor er solisten i Cantata sacra ikke nævnt? Hvorfor er datoerne og stederne for optagelserne ikke nævnt? Hvorfor er to af værkerne i mono og tilmed uden at det nævnes? Hvorfor er der ikke programnoter til værkerne på cd 2? Hvorfor er kun en enkelt af teksterne oversat? Denne ellers udmærkede udgivelse er groft skæmmet af u-undskyldeligt rod i ledsagehæftet. Synd.

En anden ny cd (Point PCD 5109) med Lewkovitch's orgelmusik har anderledes orden i hæftet. Her spiller Robert D. Hofstetter, til daglig organist ved Hans Egede Kirke i København, hans 6 Koralvariationer ('73) samt udpluk af 65 Orgelkoraler ('72) og 12 Orgelkoraler ('79) i gode, stilegne registreringer. Tydeligvis er al denne liturgiske musik tænkt til dansk gudstjenestebrug, hvilket måske kan undre, når man tænker på B.L.'s stærke forankring i den katolske kirke. Alle kompositionerne her bygger på kendte salmemelodier og jeg må sige, jeg synes, det er imponerende, hvor varieret han kan lave sine gedigne satser, selv inden for de ret snævre (ja, næsten asketiske) rammer, han sætter op for sig selv. Dog må det så også siges, at en hel time af denne musik ikke er noget, man orker at høre i træk, - men det er selvfølgelig heller ikke sådan, musikken er tænkt.

Holmboe-pladen med strygekvartetter spillet af Kontrakvartetten (dacapo DCCD 9203) bærer tilføjelsen Vol. 1, så mon ikke et nyt komplet sæt af Holmboes snes kvartetter er på vej? Nu ved jeg ikke præcis om Københavns Strygekvartet har indspillet hele Holmboe-sættet, men deres indspilninger havde (og har stadig) en strålende blød klangskønhed over sig. Og det er vigtigt, fordi Holmboe ved talrige lejligheder har erklæret, at det netop var Københavns Strygekvartets interpretationer og 'lyd', som var impulsgivende til, at kvartetrækken er blevet så lang og righoldig. Jeg husker f.eks. uropførelsen af kvartet nr. 15 (tror jeg det var), som blev uropført af Københavnerne på en solbeskinnet, højhimmelsblæsende efterårs-eftermiddag en søndag i Ramløse Kirke nær Holmboes hjem. Da Tutter Givskov intonerede den drømmende soloviolinindledning (con sord. så vidt jeg husker), og da de andre satte ind i samme tone, og da kirkens flag blafrede vildt mod den blå høst-himmel, da var der nogle elementære ting, som faldt i hak i min forståelse af Holmboes kvartetkunst.

Min favorit blandt de tidlige kvartetter har altid været nr. 4 ('54), og da jeg så, at den var på Kontrakvartettens nye plade, måtte jeg straks hale min gamle a la greque-bord-prydede oldsag af en LP med Københavns Strygekvartet ned fra hylden: Sammenligningen falder ud til begge ensemblers fordel. Den gamle indspilning var som jeg huskede den, med den 'rigtige' Holmboe-sound og elegante artikulationer. Kontrakvartetten går simpelt hen mere til den. Der er, hvad Jens Brincker ville kalde, internationale øren med i spillet her (og måske er så en anelse af særprægets sommerfuglevingestøv blevet støvet af ved samme lejlighed). Fremdriften og energien er eklatant og der er stor nøjagtighed i samspillet. De to kvartetter fra 1949, som cd'en også indeholder (nr. 1 og 3), nyder godt af samme flugt og djærvhed, og man kan glæde sig over, at denne betydelige danske kammermusik bliver præsenteret for det internationale publikum på sådan et niveau. Kontra Kvartetten har helt sin egen karakteristiske lyd, som man måske som ny-musik-lytter i Danmark har vænnet sig af med at lægge mærke til! Det er ikke retfærdigt. Holmboes kvartetter får faktisk lidt bredere vingefang at flyve ud i verden på i Kontra'ernes hænder.

Til gengæld kan man ikke kalde lyden i Sokkelund Sangkor international. Heldigvis! For den typiske danske korlyd (eller dansk/svenske) dette kor repræsenterer er en elite-lyd af sammen-smeltet og dog i satsbilledet gennemsigtig blandingsklang, som har været i udvikling herhjemme de sidste 30-40 år; og som nu står som noget af det ypperste korsang, man overhovedet kan høre i Europa idag: Det er ikke tilfældigt, at danske amatørkor af bedste skuffe scorer den ene konkurrencesejr efter den anden i de europæiske kor-konkurrencer. Det er kor som Lille MUKO, Hymnia, Camerata og altså Sokkelund Sangkor, som har indspillet nærværende Holmboe-plade (DCCD 9204), jeg taler om her (undskyld til de kor jeg glemte at nævne). Denne danske korudvikling startede for alvor herhjemme omkring 1960 med betydelige kordirigenter som Niels Møller, Poul Jørgensen, Sv. G. Asmussen og flere andre. Ansættelsen af Dan-Oluf Stenlund som kor-professor på Konservatoriet i København har ligeledes fået stor betydning, da det i hovedsagen er hans elever, som viderefører traditionen og som leder de danske elitekor idag. Således fusioneredes den svenske tradition (Alfvén-Ericson-Eriksson-Stenlund) med den danske, og tydeligvis med godt resultat.

Da Holmboe startede sin store kor-samling Liber Canticorum omkring 1950, havde han næppe tænkt sig, at denne musik skulle blive hverdagskost blandt de bedste danske amatørkor. Men det er den blevet! Og man kan glæde sig over, at det er så gedigen en satstype som Holmboes, der har opnået denne fornemme placering. Men man kan måske også undre sig: Holmboes kormusik er ikke umiddelbar let at få til at klinge. Det er altså på trods af denne utaknemmelighed og i kraft af kvalitet, at musikken lever videre. (Bernhard Lewkovitch's kor-musik, der lever fuldt lige så stærkt blandt de danske kor som Holmboes, er derimod mere idiomatisk skrevet, klinger af sig selv, 'ligger bedre', som man siger, men er på samme høje kvalitetsniveau.) Sokkelund Sangkor overkommer fornemt de klanglige problemer hos Holmboe under Morten Schuldt-Jensens ledelse og har her indsunget en lang række vigtige værker fra de sidste 40 år. Hensynsfuldt er man gået uden om Benedic Domino, op. 59A, som har været opført så mange gange, men ellers er det Holmboe-favoritter som The Wee Wee Man, Høbjergning ved havet og de 4 Lagerkvist sange op. 34, som man finder på denne fortræffelige cd. I retfærdighedens navn bør det nævnes, at disse 2 Holmboeplader fra dacapo har betydeligt bedre og mere velinformerende ledsagehæfter end det, som nævnt, var tilfældet med dacapos Lewkovitch-udgivelse.

Alt hvad Grieg komponerede for strygekvartet (undtagen en kvartet i d-mol, der er gået tabt) har Kontrakvartetten indspillet for BIS (BIS CD-543). Det består af den velkendte kvartet i g-mol, den ufuldendte i F-dur (kun 2 satser blev færdige; skitserne til 3. og 4. sats blev efter Griegs død 'fuldendt' til hele satser af Julius Röntgen, men de er ikke indspillet her) samt et ubetydeligt juvenilium, en fuga i f-mol fra Griegs 18. leveår.

Den store g-mol kvartet får her en meget flot, fejende og lidenskabelig interpretation, der ignorerer myten om, at Grieg kun var til miniaturer. Kun 2. satsens hoveddel (Romanze) modsiger hovedindtrykket: havde den været en streg mere original og mindre salon, havde hele kvartetten kunnet betegnes som et mesterværk. Men er det "en strygekvartet"? Et af Kontra Kvartettens medlemmer ymtede noget om, da jeg meddelte min glæde over indspilningen og værket, at g-mol værket var glimrende, hvis man betragtede det som en strygerserenade og ikke som en kvartet. Det er nok romancen, der bidrager noget hertil, for ellers er det symfoniske anlæg stærkt nok f.eks. med ét gennemgående motiv i hele værket.

Ravel sagde engang på et sent tidspunkt i sit liv, at han endnu aldrig havde skrevet et værk, der ikke var påvirket af Grieg. Dette udsagn kan vel ikke overraske nogen, der både kan sin Grieg og sin Ravel godt. Derimod tager Debussy's arrogant nedladende bemærkninger om Grieg i M. Chroche sig noget latterlige ud, hvis man sammenholder ovennævnte g-mol kvartet med Debussy's egen i samme toneart. Og lighederne holder bestemt ikke op her. Næh, de er faktisk ganske interessante at studere.

F-dur kvartetten er fremragende original musik, og det kan undre, at Grieg ikke fik gjort den færdig. Han havde den liggende som dårlig samvittighed de sidste 15 år af sit liv og nævner den flere gange som 'forbandet'. Det tyder nok på, at han virkelig havde noget særligt på hjerte her, men måske magtede han ikke arbejdsbyrden i denne periode, hvor han ofte var meget syg.

Kontra Kvartetten spiller de to overleverede satser med stor kærlighed og elegance: man tør næsten håbe, at denne indspilning kan give dette fine satspar sin rettelige plads i strygekvartetternes standardrepertoire, der stadig synes uendeligt tålmodigt at tolerere wienerklassikkernes selv mest tyndhårede venstrehåndsarbejder på bekostning af betydeligt kvartetstof som denne, Szymanovski- eller Stenhammer-kvartetter.

En morsom detalje til slut: Da Nina Grieg i 1907 sendte nogle af sin afdøde mands efterladte manuskripter til Julius Röntgen (Den hollandske komponist som også blev ven med Carl Nielsen og færdedes på Fuglsang) fortæller denne i et brev, hvordan disse to værker for første gang klang i kvartetform: Pianisten Harold Bauer spillede 1. violin, 2. violin blev udført af Pablo Casals holdende instrumentet på skødet, - hans måde at spille violin på, bratschen betjentes af Röntgen selv, der i øvrigt var pianist, og fru Calas spillede cello. Bestemt en original besætning, der matchede musikkens originalitet.

Årgang 68/1993-1994, nr. 06