Nye udgivelser fra Edition Wilhelm Hansen

WH 30198 Niels Viggo Bentzon: Duo opus 539 (1989) for violin og bratsch, spillepartitur, 17 sider, kr. 120.

WH 30183 Jacob Gade: Tango Jalousie, arrangeret for blæserkvintet af Stig Jørgensen, 1992, partitur og stemmer, i alt 13 sider, kr. 150.

WH 30176 Niels Rosing-Schow: Voix Interieures (1990-91, rev. 1992) for klarinet, violin, cello og klaver, partitur, 62 sider, kr. 225.

WH 30208 Karsten Fundal: The Ways Of Lightness And Falling (1991, rev. 1992) trio for klarinet, cello og klaver, partitur og stemmer, i alt 39 sider, kr. 200.

WH 30206 Bo Holten: Visdom og Galskab (1993), tre satser til gammeltestamentlige tekster for sopran solo og blandet kor, partitur, 29 sider, kr. 75.

WH 30145 Bent Lorentzen: Two Choral Songs To Enzensberger (1988 og -89) for blandet kor, partitur, 31 sider, kr. 75.

WH 30118B Per Nørgård: Tintinnabulary (1986), strygekvartet no. 6, partitur, 25 sider, kr. 198.

WH 29864 Bent Sørensen: Lacrymae (1984) for orkester, stort partitur, 73 sider, kr. 500.

WH 30137 Poul Ruders: Symfoni (1989) "Himmelhoch jauchzend - zum Tode betrübt", for stort orkester, stort partitur, 113 sider, kr. 1200.

WH 30204 Poul Ruders: Tundra, Hommage á Jean Sibelius (1990), for orkester, stort partitur, 12 sider, kr. 198.

Ovenstående titler er udgivet i januar dette år. De første fire er i det udmærkede 23 x 30 cm format. Det er kun 2 cm bredere end A4, men den ekstra margin er ikke desto mindre af stor betydning for nodesætterens mulighed for at kreere en fornuftig spatiering. Det lader sig dog stadig gøre at fotokopiere nodesatsen på et A4-ark (ups!). Men hvis folk vil kopiere i stedet for at købe, kan det jo altid lade sig gøre, og i et tilfælde som Niels Viggo Bentzons Duo må musikerne under alle omstændigheder enten ty til kopimaskinen eller indøve en elaboreret koreografi med bladvendinger på modpartens nodestativ. Og det er ikke ment som en kritik af noden. Opgaven kunne, så vidt jeg kan overskue, ikke være løst bedre end den er. Derimod må man lede forgæves efter svar på spørgsmål, der udspringer af Bentzons ideale skrivemåde både med hensyn til frasering (som altså ikke er bueføring) og specielt med hensyn til glissader til og fra flageoletter og fra meget højt til allerdybest. I den henseende er der i allerhøjeste grad tale om en urtext.

Stig Jørgensens arrangement for blæserkvintet af Gades Tango Jalousie fremstår tydeligt og meget traditionelt. Og meget praktisk er hver stemme koncentreret på én side. En klemme på nodestativet og der er ingen problemer i blæsevejr.

Niels Rosing-Schows Voix Interieures og Karsten Fundals The Ways Of Lightness And Falling er udført af samme nodesætter, og der er i begge tilfælde tale om en klar disponering og et i det hele taget professionelt arbejde. Jeg vil dog tillade mig at anfægte erstatningen af triolangivelser med blot en klamme, som det er tilfældet i Voix Interieures t. 62-77, da der ikke er tale om en repeterende rytmisk figur (i hvilket tilfælde man selvsagt heller ikke behøvede en klamme), men om vidt forskellige underdelinger af ottendedelstrioler. Det letter ikke læseligheden, og det er uendelig lidt plads, der er sparet ved at undlade tretallet i klammen. Sætteren har formentlig blot gengivet komponistens 'shorthand', og det er sjældent nogen god idé.

Begge udgivelser rummer også en del sjusket tegnearbejde - ikke så meget at det forstyrrer det overordnede indtryk, men nok til at det nærtagende øje føler sig lidt stødt. I samme Voix ... er der f.eks. i t. 30 en bue, der starter i en grim plamage, som burde være retoucheret væk, samt en del buer der meget tydeligt er sammensat af buede og vandrette stykker og andre, der er reddet på stregen: »hov, den her bliver for kort, vi stopper her og vipper den lige en tand.« I The Ways ... t. 156 er en arpeggio-bølgelinie primitivt udført med en ikke-profileret pen (har man hørt så galt!) og for begge partiturers vedkommende er der tale om en del fedten frem og tilbage med filtpennen eller andre former for praksis til forbedring af det allerede skrevne, hvilket slører præcisionen i det grafiske udtryk. Men, som sagt, det overordnede indtryk lider ikke større skade.

Jeg borer dog også lidt i det for at få lejlighed til at anføre en vigtig pointe med hensyn til forskellen imellem computersats og manuelt arbejde. Når det drejer sig om det sidste, har man fordelen af, at man selv har valgt hvert et skridt man tager - og hvis man har en vis rutine, kender man også konsekvensen af det. Men når pennen skrider, så er den skredet, og så er der måske en hel side, der skal laves om (hvis man altså ikke lader nåde gå for ret). På computeren kan man rette og rette - og det er det man gør. For nodeskrivningsprogrammerne kommer med et, for mange elementers vedkommende, for dårligt bud på layoutet. Og man vil kunne forstå, at det er en ganske anden rutine at gå noget efter med henblik på at finde og rette alt det, der burde være anderledes. Samt at finde ud af præcis hvor anderledes (for ikke at tale om hvordan).

Det bringer mig til de to computersatte korpartiturer, Bo Holtens Visdom og Galskab og Bent Lorentzens Two Choral Songs To Enzensberger. Lad mig først rose omslaget på Holtens partitur. For- og bagside er prydet af velvalgte tegninger af henholdsvis Leonardo da Vinci og Hieronymus Bosch, og det er en rar forandring fra det velkendte WH-omslag, som næppe kan siges at have nogen aktuel appeal. Lignende tiltag har været gjort med flere værker af Bent Sørensen, som i manuskript på gult papir (med hvid margin) har omslag med fornemme reproduktioner i farvetryk.

Men tilbage til Holten. Der er tale om tre satser til gammeltestamentelige tekster for sopran og blandet kor. Teksterne, fra Ordsprogenes Bog, Højsangen og Klagesangene, er aftrykt først i partituret. Jeg studsede noget over den afsluttende passus i første tekst (Ordspr. 30, v. 24-33): »Hvad enten du har handlet tåbeligt ved at hovmode dig,/ eller du har tænkt dig om, så læg hånden på munden./ For tryk på mælken giver tykmælk,/ tryk på næsen giver blod,/ og tryk på vreden giver strid.« Tryk på mælken giver tykmælk? Min bibel siger ost, hvilket også svarer bedre til virkeligheden, eller hvad? Men således altså den seneste autoriserede bibeloversættelse, der anvendes i alle tre tekster.

Visdom og Galskab er i formatet 19 x 27 cm. Velsagtens et gængst 'korformat', men i dette tilfælde hvor der er 6-8 stemmer og to akkolader pr. side, burde man nok have valgt A4. Eller også skulle satsen være reduceret en 10-15% (rent grafisk, altså). Især fordi systemerne står så tæt, bliver det problematisk, at kursiverede dynamikangivelser til de enkelte stemmer (cresc. o. lign.) er i samme punktstørrelse som teksten. En lidt mindre og federe kursiv ville have hjulpet på det. Og så er der ét element i nodetypografien, der generer mig: Det vedrører sammenhængen imellem bjælkers hældning og nodehalses længder. I sekstendedelsfigurer kan man her opleve nogle meget korte nodehalse, hvilket giver et noget 'klemt' udseende. Men disse tilfælde er i øvrigt få, og den praktiske anvendelighed er alt i alt udmærket.

Bent Lorentzens Two Choral Songs To Enzensberger (Prozession og Mund) har med sin blanding af traditionel og optisk notation (især Lutoslawski-lignende aleatorik) sat nodeskrivningsprogrammet på en hård prøve. Det havde givetvis været både lettere og hurtigere at lave i hånden, eller også kunne den sidste fase af layoutet med fordel være færdiggjort i et tegneprogram. Men jeg synes, at opgaven er fornemt løst. Værket tager sig meget indbydende ud og burde give en og anden korleder blod på tanden.

Formatet 19 x 27 cm ville her have været helt håbløst, for det valgte A4 format kan kun lige gå an. Flere steder kunne man have ønsket sig en lidt større spredning i nodespatieringen, men det forhindres af selve notationen, der kræver at et afsnit med forskudte 'tale-moduler' står samlet på én side. Flest problemer er der faktisk på den første side (se eksempel). Der er tydelig tempoangivelse, e= 66, men samtidig angiver en klamme over den første sekstendedelstriol, at dens varighed er fire sekunder (her må man formode at skulle 'underforstå' en pause efter triolen). Dernæst følger i en talestemme fire toogtredivtedele, der i en sungen stemme modsvares rumligt af en ottendedelstriol. Men det er alligevel klart nok, at det må være tempoet og ikke spatieringen, der bestemmer udførelsen.

Værre er det, at 'moderen' til de tre ekkoer tilsyneladende har dobbelt så lang tid til sin rådighed som sine efterfølgere. Her kan pladsmangel ikke bruges som undskyldning. Men ellers er partituret som sagt flot. Dog ærgrer det, at første akkolade i begge satser er placeret så højt på siden, som det overhovedet har kunnet lade sig gøre - en nedrykning havde pyntet betydeligt.

Per Nørgårds meget komplekse strygekvartet, Tintinnabulary er i formatet 19 x 27 cm med tre akkolader pr. side. Nodesatsen er således i studiepartitur-størrelse, men er på ingen måde gnidret. Alt er fint og klart tegnet og der er godt med luft imellem akkoladerne.

De tre store partiturer (i A3 format) Bent Sørensens Lacrimae og Poul Ruders' Symfoni og Tundra er ligeledes forbilledligt udført. Hver side udgør en harmonisk helhed med en luftig og næsten lineær spatiering, der giver et godt overblik. Jeg har ikke læst alle noderne, og det skulle være mærkeligt om man ikke kunne finde en hel del fejl i arbejder af denne størrelsesorden, ud over de småting jeg er stødt på. Poul Ruders er altid meget omhyggelig med musikeranvisninger af enhver art og på rette tid og sted. Men mon denne besked til synthesizer-spilleren i Symfoni : 'Celesta' on 'Vibraphone' skal forstås bogstaveligt, eller skulle der have stået 'or'? 1200 kr. for symfoni-partituret er ganske mange penge, men der er dælme også mange noder i det. Og så er den med limet ryg. Modsat Tundra, hvor det ville være en overkommelig opgave at tælle noderne op: 6 minutter for orkester på 8 sider - tre foldede A2 ark i et omslag for 198 kr. Det er måske snarere her, prisen er for højt sat.