Åbent brev til Peter Bruun

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 07 - side 248-249

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Arbitrary

Kære Peter Bruun!

Tak, for dit indlæg i sidste nummer af DMT. Du har i mine øjne aldeles ret i, at »det, der gør kunstnerisk virke interessant, ikke nødvendigvis er det, der gør kunst og det at skabe kunst meningsfuldt og værdifuldt«. I det hele taget hilser jeg dit opgør med lighedstegnet mellem bevidst materialevalg og værdi velkomment. Tilbage står så blot det lille problem, at der ikke kan gives kriterier for 'værdi'. - Hvis det da er et problem.

Problematisk er, synes jeg, ihvertfald de bud på og beskrivelser af 'værdi', som din tekst giver. Jeg er fx slet ikke enig med dig i din brug af begreberne »samfundets dannelsesniveau« og »den kontemplative indstilling«. Til gengæld fornemmer jeg, at du i din tale om 'musikkens fysiske præsens' har visioner om meget mere, end du giver udtryk for. Jeg vil kommentere punkterne et for et.

1. Samfundets dannelsesniveau

I din redegørelse for baggrunden for kompositionsmusikkens nuværende position siger du, at musikken har sin blivende eller absolutte værdi »idet den repræsenterer samfundets dannelsesniveau«.

Muligvis er sætningen blot ment som et referat af, hvad man almindeligvis siger om kunst og samfund i tekster præget af filosofisk jargon. Dette gør dog ikke sætningen rigtigere i mine øjne.

Sætningen repræsenterer det synspunkt, at i og med partiturmusikken eksisterer, og i og med at alle vi partiturkomponister kan se, at denne musik er den mest-komplekse/højst-udviklede musiktype p.t., så er den implicit lig med samfundets dannelsesniveau. At dette udsagn er sandt i kraft af sætningens logiske konstruktion (altså en analytisk sandhed), er imidlertid ikke ensbetydende med, at det afspejler en empirisk virkelighed (og dermed er en syntetisk sandhed).

Samfundets dannelsesniveau må aflæses, af det billede samfundet lader fremstå af sig selv. Og stedet for sådanne billeder er bl.a. medierne. Ikke nødvendigvis den kulørte presse og lotto-show'ene, men den nyheds- og kulturformidlende del af medieverdenen; TV-aviser og dagblade.

Da disse medier hele tiden må tænke på deres omsætning, vælger de at spejle det, de mener at se som udtryk for deres køberes idé om samfundet. Hermed er repræsentationen af samfundets dannelsesniveau underlagt markedsmekanismer.

Tilstedeværelse i den almene bevidsthed må skabes gennem synliggørelse i stedet for henvisning til overleverede værdier. Kompositionsmusikken har brug for reklame, professionel reklame. Fx solide koncertannonceringer i form af en plakatoverklistring af byen.

Vores miljøs manglende forståelse for reklame er rimeligvis det, der ligger bag, når fx miljøets trofaste hånende ånd, dagbladet Information, taler om kompositionsmusikkens »villede eksklusivitet (min kursivering), der samtidig skulle være et martyrium«. Og dette iøvrigt i noget så stilbrydende som en positiv anmeldelse af dette års Numus-festival!

Samfundets musikalske dannelsesniveau udgøres idag af den avancerede rock, fordi denne som den eneste af avantgarderne formår at synliggøre sig. Det udelukker ikke, at andre områder - vores eget fx - kan få opmærksomhed. Opmærksomheden er da blot dikteret af tilstedeværelsen af det allerede kendte, jvf. 'Clausens' og nu også 'Per Kirkebys' operaer. (Om nogen fik den ide at lade Erik Mortensen designe kostumer, ville vi såmænd også få en 'Mortensen-opera').

Givet denne opfattelse af tingenes tilstand kan jeg naturligvis ikke være enig med dig i, at et områdes 'absolutte værdi' betinges af dets forhold til samfundets dannelsesniveau.

2. Den kontemplative indstilling

Heller ikke din tiltro til at fokusering på 'den kontemplative indstilling' vil skabe en anarkistisk fremfor en socialdemokratisk musik deler jeg. Jeg er enig med dig i, at den kontemplative indstillingen er værdifuld, og jeg ser din fremhævelse af en speciel musikindstilling snarere end en speciel musik som en stiltiende enighed i, at musikalske værdikriterier ikke lader sig opstille. Musik kan ikke gennem ideologiske eller kompositionstekniske forskrifter sikre sig betydning: denne er til gengæld givet på forhånd i og med eksistensen af en kontemplativ indstilling, som altså forlener den type musik, der fordrer denne indstilling, betydning. Det er flot sat op.

Men kompositionsmusikkens skitserede 'socialdemokratiske' position, berøres bare ikke en meter af betoningen af denne indstilling. Tværtimod. Det er jo netop vores musiks fordring af en sådan indstilling, der er det moment, der gør, at den har et selvstændigt reklamebehov!

De mennesker, der allerede er i båsen, kan nikke genkendende og sige »ja, netop, det er for denne indstilling musikken er så vigtig«, mens verden uden for båsen stadig skal overbevises om indstillingens værdi.

Vores musiks evne til at være genstand for denne bevidsthedsindstilling er til gengæld det moment, der gør, at det traditionsforlængende arbejde, som omtales i Windshapes... ikke bare er et internt materialemæssigt anliggende. Det er samtidig et arbejde for at videreføre og forlænge eksistensmuligheden for en særlig bevidsthedsform, den kontemplative indstilling, der som eksistensbetingelse må have noget at indstille sig på!

3. Fysisk præsens

I dit opgør med ideen om en kritisk materialeholdning som kriterium for musikkens værdi fremhæver du tanken om, at musikkens åndelige værdi er »givet i og med dens fysiske præsens«.

At du ikke er ene om denne holdning ses ved dens genopdukken i Karsten Fundals indlæg i samme nummer. Her tales om en »følelsesmæssig og legemlig (min kursivering) indlevelse« som central for en kommende tids musikholdning. KF fortsætter med at plædere for en »kulturel åbenhed«, en åbenhed der »rummer mulighed for kontaktflader mellem fænomener, som vi aldrig har forestillet os mulige«, og han slutter sit indlæg med at opfordre til »at kombinere vores trods alt meget specielle 'komponist-mentalitet' med et mere afslappet forhold til det 'almindelige'«. Idealet er en »smidig fluktuation mellem det intellektuelt analytiske og det konkret og nærværende oplevede«.

Nu ved jeg godt, at jeg ikke har belæg for at tage dig til indtægt for Karsten Fundals betragtninger. Alligevel fornemmer jeg en overensstemmelse mellem jer.

»Det konkrete nærvær«, »det sjælelige indhold« er for mig at se analogt med det »konkret og nærværende oplevede«, ligesom din vilje til at formulere en position uden for båsen er analog med Fundals opfordring til åbenhed.

Det er altså skinfægtning, når du formulerer spørgsmålet, »hvad kunne vi ville?«.

Godt nok er der ingen interne materiale-opgør; men noget langt væsentligere synes at være på tapetet: Nemlig viljen til at tage den store udfordring op, der ligger i at prøve at kommunikere med andre end blot ligesindede. Viljen til at dreje »kompositionsteknikkens regler, således som vi overtager dem fra vores forgængere« over i helt andre baner, åbne for tilsyneladende umulige påvirkninger, men uden at slippe tilknytningen til kontemplativ indlevelse.

At kunne ville så meget forekommer mig yderst værdifuldt.

Mange hilsner

Svend Hvidtfelt Nielsen

Årgang 68/1993-1994, nr. 07