Her står vi

Af
| DMT Årgang 68 (1993-1994) nr. 07 - side 217-217

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Kunstkritikk

I den tyske digter Hans Magnus Enzensbergers seneste digtsamling Fremtidsmusik, danner forfatteren par med tidsånden. Digtene handler om verdens undergang. Enzensberger, engang en af venstrefløjens og oplysningstraditionens frontfigurer, altid istand til at tage tidsåndens frembringelser ved vingebenet og vende tingene på hovedet, har udviklet sig fra at nære tro på fremskridtet til at udtrykke en absolut illusionsløshed. Med hans egne ord: »Heller ikke fremtiden er mere, hvad den var engang«. Enzensbergers digte er fortsat i dialog med den kritiske fornuft, men hans fremtidsskepsis bliver stadig tydeligere.

Komponisten Karl Aage Rasmussen har sat musik til Enzensbergers episke digt om luksuslineren Titanics forlis i 1912. Her er klagen over vores civilisation endnu ikke vendt til sortsyn (undertitlen på bogen er En Komedie), forfatteren tillader en humoristisk-elegisk sarkasme, som forståeligt nok passer i Karl Aage Rasmussens kram. Hans nye opera Titanics Undergang hænger på Titanic-myten om den moderne tekniks katastrofiske fremtid - men vil mere end det. Læs om operaen i dette nummer.

Troen på fornuften og de dybe abstraktioner er for længst afløst af en fragmenteret oplevelse af tid og et velkommen til højtflyvende, intime banaliteter. Det går igennem Rasmussens opera som en rød tråd, og vi genfinder holdningen hos filosoffen Arno Victor Nielsen, som interviewes i dette nummer. (Tænk at de to skulle mødes i et åndeligt fællesskab!). Pessimismen har bredt sig, ikke som holdningsløshed, men som en skepsis over for muligheden af at forbinde kunst og liv på en meningsfuld måde. Men vi holder endnu halvhjertet liv i kunsten - bare for en sikkerheds skyld.

Det gør vi bl.a. andet ved at sikre rammerne for kunsten. Hele maskineriet holdes i live - indholdet taler vi om sidenhen. Det er i lyset af denne kulturelle situation, den nyligt afholdte konference om kunstens dilemmaer skal ses; i samarbejde med Nordisk Kultur Institut arrangerede Kulturministeriet en konference med overskriften »Hvor står vi nu?«. Set i relation til ovenstående kunne man sige, at situationen er håbløs, men ikke alvorlig. Livet går jo videre. ... But it is quite hopeless. Unquestioning. But it can't go on. It, say it, not knowing what. It's getting late. Where now. When now? - Som Berio konstaterede for en del år siden.

I den døende kultur giver man ikke anstændige vilkår for de seriøst arbejdende kunstnere, men lader rammerne svulme op som svulster på et sygt legeme. Ikke engang en tidssvarende diagnosticering eller problemformulering kunne man servere ved ovennævnte kulturkonference; når man sætter en gammel mand som Peter Duelund, der hænger håbløst fast i en 70'er-bevidsthed, til at forestå udredningsarbejdet, er der ikke håb for et brugbart resultat. Til gengæld får man dyrket rammerne endnu en gang. Det hævdes, at der står 100 kulturarbejdere på skuldrene af hver kunstner i Danmark, mao. giver hver kunstner arbejde til 100 kulturkontorister.

Gudskelov er planerne om et musikhus i København udsat på ubestemt tid.

Årgang 68/1993-1994, nr. 07