Nye plader

Louis Glass: Symfonier nr. 5 & 6
Det Sydafrikanske Radiosymfoniorkester, dir. Peter Marchbank.
Marco Polo 8.223486. Spilletid: 68'.

Carl Nielsen: Klaverværker vol. II: Suite op. 45, 3 klaverstykker op. 59 posth., Klavermusik for små og store op. 53. Anne Øland, klaver.
Paula PACD 80. Spilletid: 63'.

Carl Nielsen: Moderen og anden scenemusik. Sønderjyllands Symfoniorkester, dir. John Frandsen. Ole Hedegaard, tenor.
Paula PACD 18. Spilletid: 47'.

Jeg kan ikke forestille mig en mere spændende udgivelse af ældre dansk musik end Louis Glass' symfonier. Louis Glass må være de sidste 50 års største kollektive hukommelsessvigt i dansk musik. En sammenligning med Carl Nielsen er oplagt: De var helt jævnaldrende og skrev begge 6 symfonier over en længere årrække. Hvor Carl Nielsen var symbolet på den nye tid, hvilket gav ham problemer i sine tidlige år, var Glass eksponenten for traditionen. Det gav ham problemer i sine senere år!

Efter succes med sin 3. Symfoni, Skovsymfonien (titlen beroligede tidens publikum), inddrog Louis Glass i stigende grad sin teosofiske livsanskuelse i sine værker, og hans stædige debatteren om ånd gjorde ham til en omstridt person i 1920'rne og 30'rne. Efter sin død blev han af Nielsen-disciplene regnet for det største bytte. Idag kender ingen ham - ingen! Hans sidste fire symfonier har ialt fået ca. 10 opførelser de seneste 25 år rundt omkring i landet. Det har været nærmest umuligt for lyttere under 50 at tegne sig et billede af hans musik på det grundlag. Kun Claus Røllum-Larsen har beskæftiget sig dybtgående med Glass i sin magisterafhandling om de 6 symfonier. Nu kan man altså købe to af dem, indspillet af et sydafrikansk orkester på et pladeselskab fra Hong Kong med en tysk direktør. Hvem har fortalt dem om Louis Glass??

Jeg var spændt på om Marco Polo ville nævne den 5. symfonis titel, Svastika, på coveret. Det gør man, og det får nok nogle til at spærre øjnene op. Louis Glass tog det gamle tegn for solen og livets kredsløb meget højtideligt, og skrev sin kendteste symfoni over svastika-tegnets program.

Det er virkelig et meget originalt værk, og det burde være bedre kendt herhjemme. Glass har taget konsekvensen af sin anti-brandesianske holdning, og præsenterer sin æstetik i et symbolistisk sprog. 1. sats' overraskende klare sonateform er simpelthen dansk skønvirke i toner! Symfonien spilles her af det sydafrikanske radiosymfoniorkester (!), og orkestrets strygerbesætning er lille - for lille. Det giver optagelsen et interessant skær af opførelsespraksis fra begyndelsen af århundredet. Dertil har orkestret en udpræget engelsk klang. Men hvad man først og fremmest savner er smidighed, flugt og vingesus i dirigenten Peter Marchbanks fortolkning. Heldigvis er Louis Glass' musik yderst velorganiseret (og en vigtig påmindelse oven på Langgaard-året: dansk senromantisk musik kan formes med en fast hånd!), og det er til denne dirigents fordel. Desuden spiller man efter originalpartituret, og ikke det i DR nedarvede partitur, revideret af Fritz Busch.

Der bør være en indspilning tilgængelig, som tager et mere ekspansivt greb om værket, gerne med et større orkester. Danacord udsendte engang et LP-sæt med historiske optagelser med Launy Grøndahl, bl.a. Svastika-symfonien. Hans mere naturlige og hjertevarme fortolkning ville være meget velkommen på CD.

At høre Louis Glass' 6. Symfoni var en overraskelse på niveau med førsteindspilningerne af Langgaard-symfonierne sidste år. Værket er formidabelt orkestreret. Musikken er skrevet af en mand, der er stået af ræset - det er en kærlighedserklæring til dansk nationalromantik, og et højdepunkt af dansk historiserende musik. 1. satsen har et mægtigt vingefang, og åbner for post-Hartmann'sk filmmusik, der virkelig er uhyggelig! Symfonien har 5 satser, og i forhold til Svastika en simplere, illustrativ tilgang. I tredje sats står ideerne ikke mål med omfanget, men det opvejes af fjerde og femte sats, som er meget veloplagte. Symfonien har en suite-agtig karakter, som er meget tilfredsstillende; låget er taget af trykkogeren, og ideer præsenteres på en meget appellerende måde.

Det sydafrikanske orkester er bedst i den 6. Symfoni (som på grund af tilblivelsesåret 1926 aldrig har fået en chance), men det er så meget mere velkomment, da det må være 5'eren, som står først for tur til endnu en indspilning. Som situationen er nu, er pladen uden konkurrence, og den er en uvurderlig tilføjelse til forståelsen af århundredets danske symfoni-historie, som ikke kun begynder med Carl Nielsen og Rued Langgaard. Jeg håber, at Marco Polo også er på vej med de øvrige 4 symfonier, og måske et par af de store suiter og balletmusikken Artemis, som lavede skandale på Det Kgl. i 1917.

Samtidig med at Louis Glass skrev sine sidste to symfonier, skrev Carl Nielsen de værker, der kan høres på den nye CD med pianisten Anne Øland. Hendes Carl Nielsen-spil er klart, alvorligt og robust. Når hun spiller de femtonige stykker fra Klavermusik for små og store, griber hun musikken an, som om den ikke var didaktisk, og derved hører man de klassiske (Bach'ske) idealer meget tydeligt, mens legen og uskylden i musikken til gengæld fortaber sig. Jeg synes de enkle stykker i 1. bind (krydstonearterne) er for robuste, og at venstre hånds uhyre simple akkompagnementer bliver taget alt for alvorligt. 2. bind, med b-tonearterne, lykkes med stykkernes større kunstlethed langt bedre. Paulas produktion er god, lyden er lidt for hård, men med fin rumfornemmelse.

I 'den luciferiske' Suite hører man virkelig nuanceret spil og en ærbødighed for det store værk. Ølands fortolkning rammer et centralt spørgsmål: Hvilke hensigter havde Nielsen med sin (sene) klavermusik? Han var ikke pianist, og musikken løber fantaserende ud af fingrene i et polyfont væv.

Tankevældet og de mange eksperimenter skaber i Suitens tilfælde et personligt, men ikke særlig helstøbt værk, hvor originale ideer står side om side med Nielsen-standardvendinger. Jeg må sige, at værkets gåder forstørres, jo alvorligere tilgang kunstner og lytter har. Er Nielsen i sin himmel mon ikke forundret over den højtidelighed, man giver værker som dette - skal det overhovedet 'opføres'? Kan det opføres? Ølands bud ophøjer de originale indfald til højeste status, og bygger sin fortolkning op omkring den langsomme tredjesats, som spilles gribende. Men de usædvanlige teksturer bliver hos hende en del for solide.

I Carl Nielsens berømte posthume 3 Klaverstykker slipper han befriende den sidste jordforbindelse til klaverets olympiske traditioner. Værkerne er udfordrende for fantasien og teknikken, og Øland spiller dem atletisk, nærmest muskuløst, og med en tung rytmisk fornemmelse. Den fabulerende musik får igen høj 'værkstatus', og det 2. stykke får en tydelig lighed med es-mol præludiet fra Das Wohltemperierte Klavier bd. 1. Tredje stykke spiller Øland for massivt, synes jeg, men hendes fortolkning er alt i alt et interessant og gennemtænkt bud på Nielsens klaver-juleleg, som fortjener at blive et internationalt repertoire-værk.

Udover Anne Øland har Elisabeth Westenholz og den amerikanske Nielsen-forsker Mina Miller indspillet alle klaverværkerne for hhv. BIS og Hyperion. De to 'klassiske' indspilninger, Herman D. Koppels og Arne Skjold Rasmussens, burde være tilgængelige på CD - det er performance practice fra vor egen tid.

Paula har genudgivet en optagelse fra 1982, hvor man kan høre noget af Carl Nielsens teatermusik. Pladen domineres af sange, som alle synges lyrisk smukt af Ole Hedegaard, og temmelig uprofessionelt af tre sønderjyske kor. Musik fra genforeningsstykket Moderen fylder halvdelen af den korte spilletid. Selv om 4. vers af Som en rejselysten Flåde stadig kan kaldes den flotteste strofe skrevet på dansk, blev Helge Rodes skuespiltekst efter kort tid anset for helt umulig - som i Louis Glass' tilfælde: symboler har ikke været populære i de sidste 100 års danske kunst.

Det er yderst interessant at høre de velkendte sange i den oprindelige orkesterversion (Så bittert var mit Hjerte virker fx slet ikke i klaversats), og ikke mindre spændende at høre den rene instrumental-ledsagemusik, allerbedst ouverturen til Amor og Digteren, som blev Nielsens tredjesidste orkesterstykke. Hvad dramatisk kvalitet angår, kan Ole Hedegaard dog ikke måle sig med barytonen Lars Thodberg Bertelsen, som i Points CD-serie med Carl Nielsens sange (med klaverledsagelse) er uimodståelig teatralsk.

Euterpe Ensemble. Værker af Erik Bach, John Frandsen, Vagn Holmboe, Ricardo Odriozola, Per Nørgård & Mogens Christensen.
Horizon 9301. Spilletid: 56'.

Contemporary danish works for cla-rinet. Værker af Herman D. Koppel, Niels Viggo Bentzon, Poul Ruders & Bent Sørensen. John Kruse, klar., o.a.
Paula PACD 78. Spilletid: 73'.

Axel Borup-Jørgensen: Für Gitarre og andre guitarværker.
Per Dybro Sørensen, guitar, m. fl.
Paula PACD 81. Spilletid: 78'.

Mogens Christensen: Chamber and vocal music, vol. 2. LIN ensemble m. fl.
Paula PACD 86. Spilletid: 77'.

To nye CD'er har musikerne i centrum for et rigt udvalg af ny dansk musik. Euterpe Ensemblets barok-besætning (violin, blokfløjte, cembalo og cello) er skabt til triosonater, men ensemblet spiller også ny musik, og man har valgt kun at præsentere denne side, selv om et 'blandet' program ville have gjort CD'en endnu sjovere.

Pladen er underholdende og frisk. Tonen slåes an med to diverterende stykker af Erik Bach og John Frandsen, som dog begge toppes af Vagn Holmboes Trio op. 133. Det er et herligt og smittende værk, som virkelig udnytter besætningens karakter. Ensemblet spiller meget engageret, og man kan især nyde Jane Odriozolas smukke celloklang.

Violinisten Ricardo Odriozola gør ikke sin egen komposition Ashen Hours nogen tjeneste ved at placere den umiddelbart efter Holmboes Trio. Odriozolas stykke er bygget over et fint lille motiv, men falder igennem med sit uklare forløb og utilstrækkelige instrumentation. Herefter dykker intensitetskurven for CD'en. Nørgårds Heyday's Night bliver fremført lidt vel bogstaveligt, og Mogens Christensens Tropics er ikke nær så inspireret som de stykker, der findes på den plade, jeg omtaler nedenfor. (Helt trist er den præcise optagelse af et blafrende nodeblad, der ubønhørligt falder til Ellevang Kirkens gulv). Euterpe Ensemblet kan dog være godt tilfreds med denne CD, som er et fint visitkort, der lægger op til en efterfølger med barokmusik.

Klarinettisten John Kruse er i fokus i 73 minutter på pladen med nutidige danske værker for klarinet, og jeg er ked af at sige, at det imponerende program ikke rigtig lykkes. Jeg tror at pladens idé er forkert, med en nærmest stiv præsentation af to værker af hver af de fire komponister. Man kan mene, at pladen er fyldig, og at der derfor er plads til svipsere, men man burde hellere have taget svipserne fra.

Det er synd, at programplanlægningen går ud over John Kruse, som er en dygtig og samvittighedsfuld musiker. Hans spil får et ekstra løft i de stykker, hvor han akkompagneres af Per Salo; især er Niels Viggo Bentzons Klarinetsonate op. 63 livfuld og med bid. Netop dette stykke er dog dårligt optaget, og har et alt for smalt stereobillede. Efter Bentzon følger et andet højdepunkt, Koppels Variazioni libère op. 98 for 3 klarinetter og slagtøj. Det er uhyre velskrevet musik, Stravinskij-inspireret og vittig - sagt med reference til et Leroy Anderson bandstand-nummer: Clarinet Candy. Også Koppels andet variationsstykke op. 72 er blandt pladens bedste.

Efter de to åbningsstykker af Bentzon og Koppel begynder pladen at gå i tomgang, fordi den får arkiv-funktion - man får fornemmelsen af, at pladen er et katalog over ny klarinetmusik på CD-ROM snarere end en optagelse af levende musik til levende mennesker. Jeg synes, at det ud-over de nævnte stykker kun er Poul Ruders' tovlige Tattoo for One, der har selvstændigt liv, som man hører det ved en live-koncert. Mærkeligt nok er der simpelthen for meget musik på denne CD.

På CD'en med værker af Axel Borup-Jørgensen er der sat asketiske rammer for besætningen, som aldrig overstiger to medvirkende af gangen, men musikerne spiller med stor koncentration og vægt. Borup-Jørgensens guitarværker balancerer mellem det finurlige og det konstruktive, mellem ekspressivitet og det søgte.

På pladen står de mest radikale stykker skarpest; det er Praeambulum, Sange til Ole Sarvig-tekster og titelstykket Für Gitarre. De spilles med elegance og nerve af guitaristen Per Dybro Sørensen, især titelstykket, som er en stor kunstnerisk indsats. I Sarvig-sangene synger sopranen Marianne Lund det hundesvære parti ganske forbløffende. Hvem vil bruge hende til flere plader med ny musik?

CD'en rummer god musik mellem de konstante eksperimenter, men produktionen er simpelthen for dårlig. De syv stykker har meget forskellig lyd, og selv de enkelte optagelser, som stykkerne er klippet (tydeligt) sammen af, har forskellig lyd. Varighederne på æsken er upræcise, udfade'ningerne er grimme, og en evigt kvidrende fugl skal naturligvis få produceren til at stoppe optagelsen. Man kan takke selskaber som Paula for mange utraditionelle og unikke plader, men det tekniske køkkenbordsniveau kan altså blive for lavt.

Paulas serie med værker af Mogens Christensen viser selskabets foretagsomhed, når det er mere effektivt end de større selskabers. Det er et beundringsværdigt ambitiøst projekt, som - komponistens korte karriere taget i betragtning - vist ikke har sin lige i nyere dansk pladehistorie. I modsætning til klarinet-antologien jeg omtalte før, tager musikken fuldstændig magten på denne CD. Mogens Christensens musik er velformuleret og nærmest drøvtygget med ørerne. Værkerne ejer deres forløb, og kommunikationen til lytteren bliver stærk. Idérig og venlig musik uden krukkerier.

De seks stykker har hver sin besætning, og det er dejligt. De mest sparsomt instrumenterede værker, The Tale of Adam Ruhani og El mar, las rosas y el sueño perdido, har stort overskud og gør indtryk med meget dedikerede musikere.

I Orfiske Ildklipper hører man velgennemtænkt musik, smukt formet, men i en dårligt klippet optagelse.

CD'ens hovedværk er trioen Gura - the growing Darkness, som er en koncentration af Christensens udtryksverden i en sort og indadvendt form, der mere imponerer end besnærer. LIN ensemblets sammenspil er fremragende, optagelsen desværre en del for indelukket.

Pladens finale er blokfløjte-koncerten A Fancyer's Delight, som er det tætteste man denne gang kommer på orkestermusik, og i passagerne med alle 12 musikere bliver man meget nysgerrig efter at høre musik af Mogens Christensen for stor besætning. Stykket er bygget på citatteknik, og er ind i mellem ganske morsomt. Det er en CD, hvor værkerne bestyrker hinanden, og hvor blandingen af en enkelt komponist og varierende besætninger giver pote.