Lidt af hvert

Verdensmusikdagene

Sverige er værtsland for de kommende Verdensmusikdage (ISCM-festivalen), som afholdes i Stockholm 1.-8. oktober. Store dele af det svenske musikmiljø er engageret i festivalen; fem orkestre, flere kor, adskillige kammerensembler og solister. Arrangørerne af dette års festival - den svenske ISCM-sektion og Svenska Rikskonserter m.fl. - har ambitionen om at »sammenställa ett program som rymmer både motivisk stringens och tematisk lekfullhet.« Med denne poetiske byder musik-Sverige velkommen til en festival for det 20. århundredes komponister og interpreter. Vi kan se frem til værker som fx Apparitions af György Ligeti, Minnewater af Bent Sørensen, Tre Laudi af Luigi Dallapiccola, Fantasia Contrappuntistica af Ferruccio Busoni. Yderligere oplysninger: Christina Falk på Svenska Rikskonserter, tlf. +46 8 79 14 638. Se også folder indhæftet på midteropslaget i dette nummer.

Hensigten med festivalen, som har eksisteret i 72 år, har fra begyndelsen været at skabe et forum for den ny musik og et musikalsk fællesskab mellem de nu henved 50 medlemslande i ISCM-familien. På det seneste har ændringer i ISCM's statutter medført en friere form, hvor planlæggerne i højere grad kan tage rent kunstneriske hensyn.

I forbindelse med fremtidige festivaler skal det vise sig, hvordan disse ændringer udmønter sig i praksis. Allerede ved festivalen i Tyskland til næste år (23. juni - 2. juli), ser man hvordan det i værste fald kan gå, hvis nationalchauvinismen får overtaget: 16 lande er repræsenteret, 13 værker er tyske. Der er ikke et eneste værk fra de fem nordiske lande. Ærligt talt, det kan de sgu ikke være bekendt, dernede i Essen. At fremhæve sig selv på den måde - Sehr geehrter Herr Gerhard Stäbler, Präsident der Gesellschaft für Neue Musik Ruhr - er ganske enkelt usmageligt.

Fra den 7.-14. september 1996 skal Danmark være vært for festivalen. De danske arrangører har valgt at sætte focus på bl.a. elektroakustisk musik og musikdramatik. Komiteen for Verdensmusikdagene i København 1996 er: Den danske ISCM-sektion (Musica Nova), Dansk Musik Informations Center, Danmarks Radio, DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik). Den nye koncertforening, Musica Nova, har overtaget DUT's rettigheder og ansvar som dansk ISCM-sektion.

I Kulturby 96 har man også valgt at satse på ISCM-festivalen. I introduktionshæftet til kulturby-arrangementerne står der at læse om Verdensmusikdagene: »DUT, Det Unge Tonekunstnerselskab, arrangerer i 1996 International Society for Contemporary Music med 50 uropførelser på programmet.« Himmel og Bøf. Håber de gode mennesker i diverse sekretariater får en mere realistisk og praktisk fornemmelse af, hvad festivalen går ud på.

Læs mere om Musica Nova og Verdensmusikdagene i København andetsteds i bladet.

Festival i Berlin

Fra 28. april til 11. maj dannede Konzerthaus Berlin (det tidligere Schauspielhaus) rammen om en Skandinavisk musikfestival. Tyske Kenner und Liebhaber kunne her få et indblik i de nordiske klange. Initiativet kom fra Svenska Rikskonserter i Stockholm. Medarrangører blev Rikskonsertene i Oslo og Dansk Musik Informations Center.

Når Skandinavien og de Nordiske lande på musikområdet laver fælles fremstød som Nordiske Musikdage, Scandinavia Today, Klänge des Nordens (Frankfurt 1989) og Nordisk Råds Musikpris, er signaleffekten ikke til at misforstå: vi er gode nok, når vi flyver i flok.

Synliggørelse kalder på sammenhold. Og det er der brug for i et land som Tyskland, der i mange år har været opfattet som noget nær uindtageligt. Naturligvis findes der undtagelser, fx blev Langgaards Sfærernes Musik spillet i Tyskland, før den blev spillet i Danmark, i 50'erne nød svenske komponister som fx Bengt Hambraeus, Bo Nilsson og Ingvar Lidholm en vis anerkendelse i Darmstadt. Men det er undtagelser; vi kan roligt fastslå, at i det mindste dansk musik ikke har fundet nær så megen forståelse i Centraleuropa som eksempelvis i England og USA.

Med festivalen i Berlin, operaer af Nielsen og Lorentzen i Kassel, temanummer om Per Nørgård i fagtidsskriftet Musik Texte, kunne man fristes til at sige, at en ændring er på vej. Men vi skal ikke være for sikre. Det, vi i første omgang kan glæde os over, er, at man i musikfaglige kredse er begyndt at interessere sig for dansk musik. At det går langsomt her, kunne blandt andet skyldes, at vi herhjemme ikke publicerer en videnskabelig årbog på engelsk! Jeg tillader mig et udråbstegn, for det er dybt urimeligt, at vi klager over, at det går langsomt med udbredelsen af dansk musikkultur, når dansk musikforskning på samme tid ikke engang kan tage sig sammen til at udgive en publikation på et sprog, man forstår i udlandet.

Det kunne skyldes en velbegrundet mindreværdsfølelse: guderne skal vide, at der ikke går Carl Dahlhaus-kapaciteter rundt i det danske musikvidenskabelige miljø. Men vi har jo lært os at stille os tilfreds med mindre ånder i mange år, så hvorfor dog ikke samle de bedste bidrag fra en høst et godt år og udgive dem på tysk eller engelsk? Sigende er det, at førende udenlandske musikforskere abonnerer på noget så uvidenskabeligt som Nordic Sounds, bare for at få noget om dansk musik på et for dem civiliseret sprog.

Tilbage til Berlin: det kulturelle salgsmaskineri gør sit til at bevise, at die Dänen ikke er så dumme. Festivalen i Berlin var det første store fremstød, hvor de nye musikeksport-midler blev brugt. Langt hen ad vejen må man tage hatten af for informations- og radiofolkene: da de endelig fandt fælles fodslag, lykkedes det at få mange ting til at fungere. Åbningskoncerten med Radiosymfoniorkestret under Leif Segerstam var en succes. Man spillede Eliassons 1. Symfoni, Griegs Klaverkoncert og Nielsens Femte. En tysk kollega på rækken bag mig mente, at Nielsen lød mere moderne end Eliasson. Jeg er ikke utilbøjelig til at give vedkommende ret.

Koncerten var velbesøgt, hvilket man ikke kan sige, at festivalen var generelt (jeg refererer her til dagbladsartikler, da jeg selv kun gæstede festivalen de første dage). Og hvis vi tager en dyb indånding og skriver et par linier om seminarerne, så var dem, jeg overværede, deciderede fusere. De var ikke dårligt besøgt, de var slet ikke besøgt. Arrangørerne havde indforskrevet Geir Johnson fra Norge, Jan Ling fra Sverige og Bertel Krarup fra Danmark til, sammen med involverede komponister, at diskutere de skandinaviske udtryk. Minsandten om man ikke havde fundet den mølædte kanin frem fra pulterkammeret, diskussionen af, om der findes en speciel nordisk tone.

Lad det nu ligge. De seancer, jeg var til, mindede mest af alt om udvidede pressemøder, hvor begavede musikfolk formidlede stoffet på en venlig måde: ingen skarpe kanter eller ubehagelige spørgsmål.

Det er ikke mit anliggende at kritisere de tre skandinaviske herrer. De er såmænd gode nok. Bare ikke i denne sammenhæng. Lad mig erindre om, at Technische Universität Berlin har tilknyttet musikforskere som fx Helga de la Motte-Haber og Hermann Danuser. Disse to skriver bøger, som læses i hele verden. Tysk musikliv har også opfundet en Reinhard Oehlschlägel, som bor og arbejder i Köln. Han har beskæftiget sig med nordisk musik i mange år som dagblads-, radio- og tidsskriftsmand. Eksempelvis. Hvorfor ikke hive nogle af disse mennesker ind i rampelyset?

Det kan ikke siges for ofte: arrangementer som festivalen i Berlin skal have en meget kraftig forankring i det lokale miljø for at have nogen som helst virkning. Ved at få de la Motte-Haber til at sætte skandinavisk musik på dagsordenen for de studerende, og med tysk elegance at tvinge dem til at deltage ved koncerter og seminarer, så kunne ringene brede sig i vandet. Nu var det bare latterligt. Og fagligt set undertiden grænsende til det pinlige. Som når Jan Ling i et seminar om Olav Anton Thommesen siger, at tyskerne ganske enkelt »ikke forstår sonologien, da de er så snævert forbundet til avantgarde-begrebet.«

Udtalelsen skriver sig lige ind i fordommenes rige, som i faglige kredse for længst er perspektiveret og nuanceret. Og lad mig så lige minde om, at de tidlige værker af en så vigtig komponist som Wolfgang Rihm helt og holdent gør op med avantgarde-attituden. Hvad d'herrer kunne have sat de lange bor i, når det gælder Thommesens musik, er en nærmere diskussion af begrebet meta-musik (måske med udgangspunkt i Günter Mayer), en perspektivering af musikken i forhold til Sausures begreber signifiant/signifié, en jævnføring af Thommesens kompositionsprincipper med Stockhausens formel-tænkning, en sammenligning af Thommesens Glassperlespell og Berios Sinfonia. Og i forlængelse heraf: en diskussion af den norske komponists formbehandling set i lyset af fransk dekonstruktivisme og ændret tidsopfattelse. Bare for at nævne mulige indfaldsvinkler. Jeg forlanger ikke epokegørende iagttagelser, men et eller andet tankevækkende kan man vel forvente?

Informationsafdelingen skal have en afsluttende bemærkning: det er muligt, at informationsmedarbejderne ved en forfærdelig masse om profitrater, markedsføring og produktionsstyring - men du altforbarmende hvor de famler i blinde, når det gælder en sensibilitet over for kunstens fremtrædelsesformer og rent faglige indfaldsvinkler i forbindelse med salgsmaskineriet.

Når vi skal bedømme den kunstneriske udvælgelse af værker til festivalen i Berlin, må vi sige, at den var for tilfældig. Man havde som lytter det indtryk, at ensembler fik lov til at spille det, de nu engang havde på programmet. Hele programlægningen skulle kunstnerisk set have været kørt mere stramt; hvorfor skulle den ellers meget udmærkede Grieg-trio eksempelvis spille Mendelssohns klavertrio sammen med værker af Grieg og Thoresen? For at hive flere tyskere ind i salen? Hvis det er argumentet, så kunne arrangørerne overveje at droppe det i forbindelse med en ny event.

Dette sidste ord, event (jeg har nu lært at lægge det rigtige tryk, e-vent hedder det), er på alles læber for tiden. Den ny musikformidler ved ikke en kæft om kunst men en hel del om event-making og marketing. Er bevillingsapparatet ved at køre ud af et forkert spor?

Et eksempel. Der gives nu ganske store summer fra turistministeriet til synliggørelse af de danske ny musik-festivaler. En cand. merc. er blevet tilknyttet MIC for at gennemføre en reklame-offensiv. Helt konkret: Lerchenborg Musikdage har brug for en permanent tilknyttet festival-sekretær, ikke en cand. merc., for hvem ny musik lige så godt kunne være en by på bagsiden af månen. Og så videre.

Store dele af ny musik-folket kan rent faktisk godt selv - for nu at sige det usminket: miljøet er under anstændige vilkår ret gode hele vejen rundt, med et kontaktnet over hele verden. Men det er ydmygende og uværdigt ustandselig at skulle løbe tiggergang for blot at få en brøkdel af kagen. Vel at mærke når man ved, hvad der bliver hældt ud af penge på andre kulturprojekter. Tving mig ikke til at give eksempler.

Det er et paradoks, at denne skribent, der i årevis har beklaget den lukkede atmosfære i musikformidlingen, nu skal kritisere den ny åbenhed. Men det er måden altså. Formen og stilen kammer over, venner. I er dygtige til at sætte både i vandet, men jeg er blevet i tvivl om jeres søfartskundskaber.