Nye bøger

Musikvidenskabelige årbøger: Aarhus Universitet (Cæcilia, dobbeltbind for 1992/93. Redigeret af Kirsten Saas Bak, Ansa Lønstrup og C.C. Møller. Eget forlag 1994. 318 sider).

Aalborg Universitetscenter og Nordjydsk Musikkonservatorium (Col Legno, 1. stak, dec. 1992 (s. 1-164) og 2. stak, okt. 1993 (s. 165-239). I ringbind. Redigeret af Finn Egeland Hansen og Martin Knakkergaard. Eget forlag).

Dansk Selskab for Musikforskning (Dansk Årbog for Musikforskning, bind XXI, 1993. Redigeret af Niels Bo Foltmann og Jens Henrik Koudal. I kommission hos Engstrøm & Sødring Musikforlag, København 1994. 127 s.).

Musikforskningen i Danmark udfolder sig almindeligvis uden den store bevågenhed fra den brede befolkning. Så med mindre man er tæt på forskningsmiljøet, er der kun få muligheder for at holde sig ajour med udviklingen. Dette forhold søger forskningsmiljøet selv at råde bod på gennem publikationer som de, der i det følgende skal omtales. Det drejer sig om to universitetspublikationer, dels Cæcilia (fra Aarhus Universitet), dels Col Legno (fra Aalborg Universitetscenter i samarbejde med Nordjydsk Musikkonservatorium), samt årbogen fra Dansk Selskab for Musikforskning (herefter DÅFM). Sidstnævnte udgivelse har kunnet læses i mange år (første bind kom i 1961). De to første er ganske nye. Cæcilia udkommer hermed for anden gang, medens Col Legno har premiere.

En synliggørelse af forskningen finder ikke kun sin begrundelse i ønsket om at meddele en ny indsigt til fagfæller, men også i ønsket om at demonstrere resultaternes relevans over for bevilgende myndigheder. Velvilje hos sidstnævnte er i stigende grad påkrævet i kraft af de øgede krav til målbarhed og nytteværdi, et forhold, der stedse hyppigere bliver påpeget som en latent fare for den uvildige forsknings fremtid. Det er især på baggrund af denne - i virkeligheden indlysende - erkendelse, at en vurdering af de tre nævnte publikationer er interessant. Universitetsårbøgerne skal især afspejle forskningsmiljøet - og dermed det faglige niveau - på uddannelsesstederne.

DÅFM er, ifølge forordet »... bredere, idet vi er de eneste, der bringer rapporter, anmeldelser og bibliografi, desuden går vi på tværs af institutionernes grænser i et forsøg på at skabe et fælles forum, hvor dansk musikforskning afspejles og diskuteres«, s. 8). Cæcilia indeholder, i lighed med Københavns Universitets Musik og Forskning specialeresumeer og en speciale-liste, hvorimod Col Legno udelukkende indeholder artikler. Målgruppen for alle tre publikationer må dog siges at være fagfolk, da niveauet generelt er højt - i nogle tilfælde dog mest på overfladen.

Den øgede redaktionelle opmærksomhed mod læseren ses allerede i layoutet. Især DÅFM har i 1993-udgaven gennemgået en tiltrængt modernisering. Tidligere tiders asketiske og antikverede udstyr er nu erstattet af en mere gedigen og æstetisk indbinding samt et mere indbydende satsbillede. Cæcilia fremtræder også med et diskret og tiltalende omslag og læsevenlige tekstsider, medens redaktionen bag Col Legno har valgt at udsende artiklerne i et ringbind - »Dels fordi den i det ydre er mindre pretentiøs [originalens stavemåde], mindre 'definitiv' end bogformen, dels fordi produktionstiden for en stak blade til samlemappen er væsentlig kortere end for en bog«, s. 5). Det fremsendte eksemplar indeholder således en '1. stak' fra december 1992 samt en '2. stak' fra oktober 1993. Det er jo udmærket, men det uprætentiøse havde nu ikke behøvet at gå ud over trykkekvaliteten. Især er 2. stak så utydelig i trykket, at det mest af alt minder om kursuspapirer.

Artiklerne i de tre publikationer afspejler en stor bredde i emnevalg, metode og videnskabssyn, og i sammenhæng hermed er der også stor forskel på perspektiveringen af stoffet og den hensyntagen, der udvises i formidlingen. De analytiske artikler udgør ca. halvdelen af den samlede mængde. Såvel ældre og nutidig kompositionsmusik som den rytmiske populærmusik og folkemusikken gøres her til genstand for analyser af både hermeneutisk og formdynamisk observans. Ambitionsniveauet er ligeså bredt - fra analytiske skoleridt som Martin Knakkergaards 10 minutter af Repons, Peter Wangs Tristanforspillets form, tonalitet og indhold, (begge i Col Legno) og C.C. Møllers Strukturelle kompositionsteknikker i Wagners 'Tristan og Isolde' (Cæcilia) til mere causerende overbliksanalyser hos Finn Egeland Hansen (2 artikler i Col Legno - Der er menuetter og der er menuetter - en sammenlignende analyse af to Mozart menuetter og En musikalsk spøg - el. Claus Nielsen Schalls symfoni (re)visited).

Niels Møller analyserer i DÅFM allegrodelen af ouverturen til Messias med henblik på en afklaring af det korrekte tempo; men trods den omstændelige analyse synes artiklen ikke rigtigt at kunne legitimere sig selv. Dette problem belaster ikke Thomas von Jessens Metamorfose og formdualisme i Zemlinskys 2. strygekvartet i samme bog. De formale lag og tematiske udviklingsprincipper, der her afdækkes, er en udmærket indfaldsvinkel til en efterhånden knapt så overset komponist.

Som antydet ovenfor byder kompositionmusikken sig mere umiddelbart til for denne type analyser. Der gøres også forsøg med den rytmiske musik, men i erkendelse af denne musiks helt anderledes sociologiske og psykologiske status afsøges et mere værkrelevant begrebsapparat. Med varierende held. Netop de stærke sociologiske årsager til rockmusikkens udformning bevirker, at Tore Mortensens åbningsreplik i artiklen Rockmusikkens parametre II. Rytmik (Col Legno, 2. stak) forekommer mig alt for kategorisk, for ikke at sige misvisende: »rockmusikkens primære funktion og eksistensberettigelse har altid været at fungere som teenage-generationens dansemusik«, s. 181). Med et pennestrøg omgås rockmusikkens oprørspotentiale.

Selvom artiklen er en grundig og oplysende påvisning af mangfoldigheden i det rytmiske parameter - udførligt dokumenteret - og selvom det ikke er Tore Mortensens intention at relatere de tilvejebragte resultater til sociologiske sammenhænge, kunne man nu nok ønske sig, at netop denne afgrænsning blev ekspliciteret i artiklens indledning, fremfor den citerede, højst tvivlsomme, kategorisering. At man så kunne have forestillet sig en kobling mellem de forskellige rytmekategoriers udviklingslinier og de samtidige ændringer i rockmusikkens popularitetsprofil (nye modkulturer, kommercialisering osv.), det er så noget helt andet.

En kobling af denne type etableres til gengæld af Alf Björnberg i artiklen Strukturrelationer mellan musik och bilder i musikvideo (også Col Legno, 2. stak). Ved at placere musikvideoen i spændingsfeltet mellem audiovisuelle strukturanalyser på den ene side og sociologiske forklaringsmodeller af fx Birmingham-typen på den anden side, opnår Björnberg at give et fascinerende og detaljeret signalement af en uhyre udbredt kommunikationsform. Som ovenikøbet må formodes stadigvæk at være i sin vorden.

Richard Middleton, der inddrages af Björnberg, er tilsyneladende en væsentlig inspirationskilde i disse år. Ihvertfald anvendes hans arbejder også i to artikler i DÅFM. Dog er Lisbeth Ihlemanns Move that body! En introduktion til Richard Middletons gesture-teori alt for summarisk til at blive andet end en ansats, mens Charlotte Rørdam Larsens Populærmusik mellem mundtlig og skriftlig kultur, trods sit beskedne omfang, er ganske tankevækkende. Især hæftede jeg mig ved hendes skematisering af forskelle på skriftlig og mundtlig kultur.

De signalementer, hun her giver, er interessante i forhold til netop genstanden for denne anmeldelse - den skriftlige formidling af teoridannelser over en ikke-skriftlig kultur, nemlig den klingende musik. For den skriftlige kultur nævner Rørdam Larsen således »abstrakt og til fiktive modtagere«, samt »adskillelse mellem den vidende og 'viden' = distance = objektivitet« (s. 63).

Dette må siges at gælde mange af artiklerne i årbøgerne. I objektivitetens navn bliver distancen til den undersøgte genstand undertiden lovlig stor, og det kan være svært altid at føle den verdensomstyrtende relevans af undersøgelsen. Jens Henrik Koudal, der i Cæcilia refererer sit interessante nodefund på Ålholm Slot, beretter i DÅFM om en af ham selv foretaget omfattende undersøgelse af musikermobilitet i Østersøområdet i 1600- og 1700-tallet, kortlagt ved hjælp af samtidige garnisionsjournaler og pasprotokoller. Undersøgelsen kan velsagtens tjene som dokumentation for en fremtidig undersøgelse af musikkens vilkår og udviklingslinier i de nævnte egne på det nævnte tidsrum. Men som musikalsk grundforskning per se må en sådan ekskurs absolut befinde sig i periferien.

Distancen udmønter sig også i mange tilfælde i en formidlingsform, der ikke er læseren specielt imødekommende. Komplicerede værkanalyser er svære at videregive på en læsevenlig måde og fordrer oftest et vist kendskab til det analyserede værk.

Selvom Martin Knakkergaard stiller store krav til sine læsere, klarer han det alt i alt udmærket i sin tidligere nævnte Boulez-analyse. Peter Wang har i samme publikation (Col Legno) omskrevet og finpudset sin analyse af Tristan-forspillet, tidligere aftrykt i DÅFM (bind XIX). Artiklen har vundet ved denne redigering og udvidelse; men til gengæld er noteapparatet opstillet med ringe konsekvens og kontrol; det er for ujævnt, rodet og behæftet med fejl.

Generelt må det siges at være en styrke for Cæcilia og Col Legno, at der er plads til artikler af en vis længde, da flere af artiklerne i DÅFM synes at lide under en for begrænset plads til udfoldelse. Dette opvejes så til dels af den mere alsidige informationsvægtning, der tilgodeser oplysninger om det ind- og udlandske forskningsmiljø, som de øvrige publikationer ikke giver. De mest vellykkede artikler er i mine øjne dem, hvor forskellige perspektiver kombineres og dermed sætter det valg-te emne i relation til flere forskellige fagområder. Per Drud Nielsen tager i Når det kommer til stykket (Col Legno) afsæt i Barbers Adagio, og når gennem værkanalysen frem til en personlig og udfordrende frihåndstegning af skismaet mellem oplevelse og analyse.

I det hele taget giver - for mig at se - artikler, hvor den sociologiske kobling manifesteres, en umiddelbart større relevans af de opdagede sammenhænge. Her står Björnbergs musikvideoanalyse som et vægtigt eksempel, formuleret med hele den relevante nysociologiske terminologi. Lise Helmer Petersen beskriver Den grønlandske trommesang (Cæcilia) i et langt mere jordnært sprog, men det betyder ikke nogen forringelse, da denne artikels udgangspunkt i langt højere grad er antropologisk. Artiklen munder ud i en nøgtern beskrivelse af trommesangens centrale placering i den grønlandske kulturs selvforståelse, hvorved Helmer Petersen med enkle midler påpeger de sociale sammenhænge i forbindelse med et musikalsk fænomen. Artikler som disse har for mig at se lettere ved at overbevise om relevansen af fortsat støtte til den musikalske grundforskning i Danmark end mange af de øvrige bidrag.

Det sner ikke mange steder i det musikvidenskabelige miljø herhjemme. Hvis Musik & Forskning havde været med i bunken, ville det, med de seneste udgaver af denne publikation, ikke have set bedre ud. Tværtimod. Man kan kun håbe på, at rektor Kjeld Møllgårds opsang i Berlingske Tidende 3. marts 1994 virkelig kommer til udførelse hele vejen rundt: »Administratorer og dårlige forskere må ud, for folk skal gøre tingene ordentligt.«