Som man råber i skoven

Jeg takker for kommentarerne til min artikel Om musik og politik. Sådanne debatter må forlade DMT inden de bliver for subtile og så evt. vende tilbage, når der er nyt 'kød' på bordet.

Jeg skal derfor forsøge at gøre mine bemærkninger her få og korte, selvom der i de to kommentarer er stof nok til nye lange debatter.

1) Værdi. »At udforske kompositionsteknikkens regler ... dette er, hvad der gør skabende virke til kunstnerisk virke, og kunstnerisk virke interessant.« Svend Hvidtfelt Nielsen (Windshapes - et skoleeksempel, DMT nr. 7, maj 1993)

»Hvad der gør kunstnerisk virke interessant er ikke nødvendigvis, hvad der gør kunst og skabelse af kunst meningsfuld og værdifuld.« Peter Bruun (Om Musik og Politik, DMT nr. 6, april 1994)

»Nu er dette (ovenstående PB citat) ...en til det intetsigende grænsende sætning, eftersom der ...ikke findes en metode på denne jord, der tilsikrer kunst værdi.« Per Nørgård (Ligegyldiggør Svend Hvidtfelt Nielsen musikken, DMT nr. 7, juni 1994)

»Tilbage står så blot det lille, problem, at der ikke kan gives kriterier for 'værdi'«, Svend Hvidtfelt Nielsen (Åbent brev til Peter Bruun om 'værdi', DMT nr. 7, juni 1994)

Ordet 'værdi' introduceres af undertegnede, og det er åbenbart, at det er blevet centralt i debatten. Det sættes som modpol til begrebet 'det interessante'. Dette 'interessante' i Svend Hvidtfelt Nielsens artikel Windshapes.... er nok i første omgang, som jeg foreslår i Om musik og Politik, et moment i en fænomenologisk bestemmelse af musikskabende praksis: At blive komponist vil sige, at man i indlevelsen i praksis lærer reglerne, lærer at bruge dem og bryde dem etc. og lærer at finde dette arbejde interessant. På samme måde som fx en videnskabsmand i oplæringsfasen indlever sig i formler, regler og forsøgsopstillinger, sådan så disse tilsidst er noget, han lever og ånder med. Han spørger ikke til nogen dybere mening med sit arbejde, for han finder mening nok i arbejdet. Er det dette Svend Hvidtfelt Nielsen mener, så rammer min kritik måske helt ved siden af?

Min anke går imidlertid på - og det er mere et forsøg på at sige noget, som Svend Hvidtfeldt Nielsen ikke siger end på at gennemhulle hans udsagn - at dette 'interessante' i sig selv ikke er nok: Det begreb siger for lidt om, hvad musikken kunne have af betydning i en menneskelig, social sammenhæng. Derfor efterlyser jeg en søgen efter et begreb om en anden dybere social/menneskelig/åndelig værdi, som musikken kunne tænkes at have (egentlig det samme ærinde som Per Nørgård er ude i i pristalen til Nordisk Råd).

Jeg er mao. ikke ude efter kriterier, udfra hvilke man kan dømme, om et værk er et godt sådant, eller for den sags skyld metoder, der sikrer at et værk bliver godt. Med værdi mener jeg sådan noget som 'valør'; altså betydning, relevans, funktion. En tale om 'værdi' i den betydning er meningsfuld og uundgåelig, forsåvidt som en tale om æstetik overhovedet er meningsfuld. At det er dette, jeg er ude efter, er Svend Hvidtfelt Nielsen med på, når han senere konstaterer (rigtigt), at jeg er med på, at musikalske værdikriterier ikke lader sig opstille, og at musikkens betydning hidrører fra noget andet - grundlæggende fra den indstilling musik fordrer.

Ovenstående PB-sætning er altså ikke grænsende til det intetsigende, den er sigende omend grænsende til det tautologiske: Kunstnerisk virke er ikke værdifuldt, fordi det er interessant, men fordi det skaber kunst, der kan have afgørende betydning i vort liv.

2) Svend Hvidtfelt Nielsen gør opmærksom på, at uanset man (teoretisk) kan begrunde musikkens relevans og værdifylde, så afhjælper det ikke den almindelige overhørighed og berører derfor ikke den almindelige socialliberale kulturpolitiske ligegyldighed.

Dér er naturligvis et påtrængende problem, som jeg ikke kommer ind på. Men min idé var nok i første omgang, at en betoning og fastholdelse af denne »kontemplative indstilling, tilstedeværelsen etc.« måske kunne hjælpe til at stå imod over for kulturpolitisk omklamring og i-bås-sætten.

3) PN kommer med en kritik: Med udgangspunkt i spørgsmålet om musikkens erkendelseskraft kontra dens sociale funktion hævder han, at der i ethvert værk - nyt som gammelt - altid vil være mulige erkendelser at afdække. Dette synspunkt er jeg grundlæggende helt enig i, og jeg mener ikke at Om musik og politik nogetsteds skulle benægte det.

Derudover påpeger han, at mit spæde forslag til en grund for musikkens sociale og erkendelsesmæssige værdi ikke udsiger noget nyt. Det har jeg heller ikke påstået, det gør. Men derfor kan det vel godt være værd at gøre opmærksom på. Dette ikke-nye er måske, det er ihvertfald min idé i artiklen, netop nu relevant og kontroversielt.

Jeg kunne sluttelig aldrig drømme om, at sen Beethoven, Webern og Pelle skulle udelukkes fra det gode selskab, og jeg vil da sige, at disses musik er så livsnær som noget. I det hele taget er mit ærinde egentlig ikke at udelukke nogen musik. Presset op mod en mur må jeg naturligvis indrømme, at Fx Brian Ferneyhoughs musik eller Elliot Carters har svært ved at overbevise mig. Jeg udelukker imidlertid ikke dermed, at deres musik kan være interessant at beskæftige sig med - eller i sin højspændte fortættethed ganske betagende at lytte til.

Men alt dette må nok herudover redes ud uden brug af DMTs spalteplads.

Tak for svarene.

Peter Bruun