Gigantiske udgivelser af Niels W. Gade og Carl Nielsen

Af
| Årgang 69 (1994-1995) nr. 02 - side 97-99

Fondsstøtte og store forskerhold bag komplette udgaver af de to komponisters værker. Gade-projektet har gæret

i lang tid, mens Nielsen-udgivelsen er udløst af kulturministeren på baggrund af en kritisk avisartikel.

Niels W. Gade bliver den første danske komponist nogensinde, der får udgivet sine samlede værker (hvis man altså lige ser bort fra en komplet udgivelse af Mogens Pedersøn i 1933). Allerede nu er der åbent for subskriptionen til Gade-udgivelsen, der distribueres af Engstrøm og Sødring i samarbejde med det tyske forlag Bärenreiter (se indlæg i DMT nr. 1, red.). Orkesterværkerne kommer til at udgøre den første serie af de samlede værker, og det er 4. symfoni, der som den første dukker op på markedet om et par måneder sammen med en del af kammermusikken. Frem til år 2000 udgives den øvrige instrumentalmusik, og senere udkommer så vokal- og sceneværkerne.

Så at sige på skuldrene af Gade-projektet står nu et andet stort projekt, nemlig udgivelsen af Carl Nielsens samlede værker. »Selv om mange ting er vidt forskellige ved de to projekter, er der jo overordnede problemstillinger, der er fælles for sådanne samlede udgaver«, siger Niels Bo Foltmann, der arbejder på begge projekter og regner med, at Nielsen-projektet på mange måder kan drage nytte af Gade-projektet. »Hensigten med Gade-udgaven var vel netop at gøde jorden for en Carl Nielsen-udgivelse. Den stigende interesse for Gades værker gennem de seneste år gjorde det relevant at lave en samlet udgave. Man anså Gade-udgivelsen for mindre intrikat end en Carl Nielsen-udgivelse, og man kunne så gøre sig nogle erfaringer gennem Gade-udgivelsen.«

Gade-projektet kom i stand på initiativ af Dansk Selskab for Musikforskning, der i begyndelsen af 80'erne nedsatte en arbejdsgruppe. Med støtte fra Lundbeck Fonden og Augustinus Fonden blev projektet søsat ved en ekstraordinær generalforsamling i maj 1990. Af økonomiske grunde var det mest hensigtmæssigt, at projektet blev organiseret som Fonden til udgivelse af Gades værker, og dermed ledet af en bestyrelse bestående af formanden, professor Finn Egeland Hansen samt professor John Bergsagel, lektor Niels Martin Jensen, forhenværende rektor Tage Nielsen og lektor Carsten Hatting. Som den eneste fuldtidsansatte har mag. art. Niels Bo Foltmann arbejdet tre år på Gade-projektet, hvor han har været ansvarlig for den rent praktiske tilrettelæggelse af udgivelsen, og udover de editionstekniske retningslinier har han stået for udgivelsen af fem symfonier.

Med den fornemme titel af direktør for Fonden til udgivelse af Gades værker har forskningsbibliotekar Anne Ørbæk Jensen sammen med Bo Foltmann arbejdet som gæst på Det kgl. Bibliotek, hvor Gades samling af trykte værker og manuskripter findes. Det er på en seksårig bevilling fra Det Humanistiske Forskningsråd til en halvtidsansat sekretær, at Anne Ørbæk Jensen siden 1990 ved registrering af manuskripter her og i udlandet har kunnet opbygge et decideret Gade-arkiv.

»Det er et stort detektivarbejde at finde manuskripter i udlandet; men som en frugt af arbejdet har Anne Ørbæk Jensen samtidig fundet breve rundt omkring på forskellige biblioteker til og fra Gade. Og det er jo guld værd for Gade-projektet«, siger Niels Bo Foltmann. Som supplement til Gade-udgivelsen planlægges en brevudgave og værkfortegnelse, og andre registranter er en bibliografi over artikler om Gade, trykte værker, breve og selvfølgelig også en diskografi.

»Gade fik en meget stor del af sine værker udgivet på Breitkopf og Härtel eller Friedrich Kistner i Leipzig. Han sendte sine tryk-manuskripter til Leipzig, og de havnede så i de to forlags arkiver. Mange troede, at alt var gået til grunde under 2. verdenskrig; men det viste sig, at sidstnævnte forlags arkiv var blevet evakueret, og i 1950 dukkede manuskriptsamlingen pludselig op på auktion. Et imponerende katalog, hvor også en del af Gades ting var med. Hele samlingen blev erhvervet af Hessische Landes- und Hochschulbibliothek i Darmstadt. Men fx ligger manuskriptet til Gades 2. symfoni, som var dediceret til Gewandhausorkestret, på rådhuset i Leipzig, mens 3. symfoni af uforklarlige grunde er havnet på Bibliothèque Nationale i Paris. Gade havde også for vane som erindringsgave at forære en lille skitse eller en stump af et partitur, og de kan jo være havnet mange steder« fortæller Niels Bo Foltmann.

I modsætning til Carl Nielsen-udgaven er Gade-udgaven baseret på eksterne udgivere, dvs. at der er knyttet en række universitets- lektorer og professorer fra Århus, Ålborg og København til udgivelsen af de enkelte værker, og de bruger så en del af deres forskningstid på dette projekt. Til gengæld står Gade-projektet selv for produktionen, idet man har købt det store dansk udviklede computer-nodeprogram Scan Note. En meget stor del af Bo Foltmanns arbejde har derfor været den nodetypografiske tilrettelæggelse, som forlaget Bärenreiter nu har sagt god for.

»Studentermedarbejdere ved Århus og Ålborg Universitet taster værkerne ind, hvilket selvfølgelig er en forholdsvis billig procedure; men til gengæld bliver produktionen tidskrævende, da der altid skal efterredigeres. I og med vi selv laver stort set alt arbejdet, er der lidt mere pionerånd over Gade-projektet«, siger Bo Foltmann, der dog kalder Gade-projektet et discount-projekt sammenholdt med Carl Nielsen-projektet, hvor der foreløbig er ansat fire fuldtids forskere og en sekretær på halv tid.

Miseren om Maskerade

Det blev en opførelse af Maskerade i Innsbruck sidste år under ledelse af den danske dirigent Niels Muus, der satte skred i planen om en samlet Carl Nielsen udgave. Elisabeth Saugmann fra Jyllands Posten fik nys om det elendige materiale, Niels Muus havde fået sendt til Innsbruck, og lavede stor ståhej over, at et af Carl Nielsens hovedværker ikke engang forelå i trykt version. Den nybagte kulturminister henvendte sig fluks til overbibliotekar ved Det Kgl. Bibliotek, Erland Kolding Nielsen, for at høre om en Carl Nielsen udgave kunne iværksættes, for i så tilfælde ville Kulturministeriet se positivt på sagen. Hermed var der pludselig skabt basis for en Carl Nielsen-udgivelse.

I hast blev en arbejdsgruppe sammensat, hvor Niels Martin Jensen blev udnævnt til at udarbejdede en foreløbig projektbeskrivelse, som blev indsendt til Kulturministeriet omkring oktober 1993, og i løbet af januar 1994 var projektet accepteret. Det er skitseret til en niårig periode på tre treårige faser, hvilket mildest talt lyder skræmmende kort i sammenligning med tidshorisonten på tilsvarende udenlandske udgivelser.

En ansvarshavende bestyrelse med faglig kompetence bestående af ni personer blev sammensat i løbet af foråret: Overbibliotekar Erland Kolding Nielsen (formand), cand. mag. Niels Krabbe (næstformand), professor dr. phil. Henrik Glahn (repræsentant for Dansk Selskab for Musikforskning), professor dr. phil. Finn Mathiasen (repræsentant for de Musikvidenskabelige Institutter), rektor Steen Pade (repræsentant for Konservatorierne), dirigent Michael Schönwandt (repræsentant for Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik) samt professor dr. phil. Finn Egeland Hansen, cand. mag. Niels Martin Jensen og dr. phil. h.c. Dan Fog.

Bestyrelsen besluttede at opslå samtlige stillinger i projektets første treårige periode. Efter at have søgt og fået forskerlederstillingen trådte Niels Martin Jensen ud af bestyrelsen og fik samtidig orlov i tre år fra sit lektorat ved Københavns Universitet. De tre redaktører cand. mag. Michael Fjeldsøe, mag. art. Niels Bo Foltmann og ph.d. Peter Hauge er ligeledes foreløbig blevet ansat for en treårig periode, der startede 1. august. Erland Kolding Nielsen, der fuldt og fast regner med at Niels Martin Jensen forbliver forskningsleder alle 9 år, oplyser, at der allerede til næste år er planer om at udvide redaktørstaben; men han ved på nuværende tidspunkt ikke, hvilke forskere der yderligere bliver knyttet til projektet. Helt utænkeligt er det vel ikke, at bestyrelsen til den tid ansætter landets førende Carl Nielsen-forsker, lektor Torben Schousboe. Det er bl.a. forarbejde udført af Torben Schousboe, der har gjort en hurtig iværksættelse af Carl Nielsen-projektet mulig.

I modsætning til så mange andre udgivelser er Carl Nielsen udgaven altså politisk bestemt, og projektet er derfor også meget resultatorienteret; men til gengæld har projektet økonomisk trygge rammer omkring sig. »Kulturministeriet har givet tilsagn om støtte til den anden treårs periode, og det forestående Folketingsvalg vil ikke få konsekvenser for Carl Nielsen-udgivelsen«, udtaler Erland Kolding Nielsen. Carl Nielsen Legatets bestyrelse har for nylig ændret fundatsen, så der også fra denne side bliver mulighed for at støtte udgivelsen af Carl Nielsens samlede værker. Der bliver ikke tale om nogen speciel, systematisk udgivelsesstrategi; men simpelthen et skøn over, hvad der er brug for her og nu. Og Det kgl. Bibliotek oplyser, at der både fra de hjemlige orkestre og fra udlandet er stor efterspørgsel efter partiturer af Carl Nielsen, der slet ikke er trykt.

Moderinstitutionen for Carl Nielsen-projektet er Det kgl. Bibliotek; men de foreløbig fire ansatte forskere er allerede flyttet ind i nyindrettede lokaler på Højbro Plads, hvor det redaktionelle arbejde vil foregå. Den overordnede retningslinie er en udgivelse af alle afsluttede værker, sandsynligvis efter princippet fassung letzter hand; men de editionstekniske retningslinier er endnu ikke fastlagt. »Problemet med Carl Nielsen er« siger Bo Foltmann, »at han ikke var nogen særlig god korrekturlæser, så der er simpelthen regulære fejl og inkonsekvenser i hans partiturer. Til tider lod han også andre skrive sine ting ud, og han lod fx pianister rette nogle af klaverværkerne lidt til.«

Carl Nielsen-udgaven skal produceres eksternt, så indledningsvis har man prøvet at systematisere og omfangsberegne henholdsvis sceneværkerne, instrumentalmusikken og vokalværkerne for at kunne indhente realistiske tilbud hos forlag og nodestikkerfirmaer. Udover en værkserie vil den samlede udgave af Carl Nielsens musik omfatte en studieserie og en tekstserie. Mens stemmematerialet på Gade-projektet først udkommer et års tid efter partiturerne, prioriterer man det højt på Carl Nielsen-projektet, at få udgivet stemmer og klaverpartiturer samtidig med orkester- og operapartiturer. Til gengæld udkommer det kritiske apparat, dvs. noter og kommentarer, først senere i studieserien, da det er det mest vanskelige og tidskrævende arbejde.

Carl Nielsen fik først og fremmest sine ting udgivet på danske forlag; men også i forbindelse med Carl Nielsen-projektet skal der foretages et større detektivarbejde (se annonce), da mange ting bl.a. stadigvæk ligger rundt omkring i private hjem. Og et af de største problemer er, at manuskriptet til 3. symfoni, Espansiva, aldrig er dukket op. Kun den trykte udgave findes.

For at komme igang med det redaktionelle arbejde har de fire forskere foreløbig uddelegeret fire værker, nemlig 2. og 5. symfoni, Lille suite for strygere og så selvfølgelig Maskerade, der jo var anledning til hele projektstarten. »Problemet med Maskerade er, at stemmerne siden de blev skrevet ud, er blevet rettet, klippet og byttet så meget om, at de snart er ubrugelige« siger Bo Foltmann. »Også scenemusikken til Aladdin, som jo er meget spillet, skal med i første fase, da den aldrig er blevet trykt. Opføres Aladdin idag, spiller musikerne efter håndskrevne noder. Saul og David, der heller ikke er trykt, håber vi også at få med i første fase, foruden de hyppigt opførte korværker Hymnus amoris, Søvnen og Fynsk

Forår.«.

Både Saul og David og Maskerade er sat på Det kgl. Teaters repertoire i Kulturby 96-året. »Selv om det måske lyder lidt vildt, at Maskerade skal foreligge færdigtrykt i partitur og stemmer i begyndelsen af 1996, ville det jo være en fantastisk fjer i hatten for Carl Nielsen-udgaven, hvis teatret kunne spille den efter den nyreviderede version«, siger Niels Bo Foltmann, »men at nå at lave begge operaer på halvandet år er nok at spænde buen for hårdt«.