Nedtælling

Så blev ISCM Verdensmusikdagene i Stockholm afviklet. Som man kunne forvente med Svenska Rikskonserter i spidsen for snart sagt hele det svenske musikliv, blev arrangementet en succes: fremragende musikere og ensembler, udsolgte koncerter, ingen aflysninger. En uge med musik afviklet topprofessionelt af de musikfolk, der kan det der med festivaler.

Musikalsk set med det mest snævre æstetiske rum, denne lytter har oplevet ved nogen ISCM-festival. Lige som man troede den musikalske modernisme var død, raslede musikhistoriens skeletter på scenen, ja billedligt talt dansede de dødedans helt ned på stolerækkerne og bredte uhygge omkring sig. Mindst én lytter følte sig i lidt for nekrofile omgivelser. Havde man så endda fået den rigtige Helmut Lachenmann og den rigtige Klaus Huber istedet for deres elevers behjertede forsøg på at nå mestrene blot til sokkeholderne. For nu at hive et par navne frem i lyset. Men pragtfuldt er det at kunne koncentrere sig om at diskutere æstetik, istedet for de evige elegier om dårlige arrangører. Tak for det, Sverige! Vi vender tilbage med en mere grundig anmeldelse af ISCM-festivalen i næste nummer.

Svenskerne kunne altså notere en solid succes som værter for ISCM-festivalen. Ikke så langt ude i horisonten, nærmere betegnet om to år (7.-14. september 1996) er den danske ISCM-sektion, Musica Nova, hovedansvarlig for gennemførelsen af festivalen. Nedtællingen er begyndt. En international jury er udpeget, en overordnet planlægning er lagt, en arbejdsgruppe med deltagelse af DIEM, Danmarks Radio, Musica Nova og Dansk Musikinformationscenter (MIC) er etableret. Imidlertid er det på kort tid lykkedes de nævnte institutioner at komme så skævt ud af starthullerne, at samarbejdet ligger underdrejet på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Ligeså vigtigt det er internt i miljøet at diskutere, så ordene slår gnister - som det eksempelvis sker i dette blad - ligeså vigtigt er det at lade institutionelle udviklingsstrategier ligge, når der melder sig en 'national' opgave, som kalder på samarbejde institutionerne imellem. Musica Nova må derfor hurtigst muligt få samling på tropperne og udpege en kunstnerisk leder og en administrator. Lykkes det ikke vil kritikken hagle ned over de unge musikfolk, der uden tvivl gør deres bedste for at skabe en god ISCM-festival. Der er alle-rede på nuværende tidspunkt murren i krogene over, at den og den personlighed ikke er blevet bedt om at medvirke. Vel er disse ISCM-bagmænd ikke berømte koryfæer med overvældende karismatisk udstråling, men det behøver ikke at være ensbetydende med, at de er dårlige koncertarrangører. De store ånder har i jury- og anden sammenhæng æstetisk set oftest et yderst begrænset syns- og hørefelt. Det er ikke just det bedste udgangspunkt i nærværende sammenhæng.

Med andre ord: De danske arrangører bør have en chance. Der er brug for at forberede et generationsskifte på organisationsplanet i ny dansk musik, så den gamle garde ikke kommer til at efterlade et tomrum, når de aldersstegne krigere går på pension. Det betyder ikke, at vi skal stille os ukritiske over for dispositionerne hos de danske ISCM-arrangører. Det betyder blot, at de faglige miljøer ikke behøver at slagte dem, før de er begyndt deres arbejde.