Ny musik på landet. Suså-festivalen 20.-21. august 1994

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 03 - side 139-139

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Så er vi her igen. Til "Ny musik i Suså". Til vaskeægte græsrodsfestival i Susåskolens lokaler, hvor radiofolkene overnatter på skolesundhedsplejerskens briks, og hvor alle arrangørerne er glade amatører udi kunsten at ar-rangere en festival. Eller udtrykt med initiativtageren Anne Kristine Smiths afvæbnende selvironi: »Ny musik i Suså er en rigtig cowboyfestival.«

Suså er en anderledes festival. Den er bl.a. ukommerciel, og derved adskiller den sig fra andre festivaler. Suså-festivalen giver simpelthen af-kald på at være en verdensbegivenhed, den kender sin plads, om man så må sige. Og den er i det midtsjællandske med et lokalt publikum. Arrangørerne har ambitioner, men ikke for store. Koncerterne bliver sendt i radioen, og komponisterne møder op, men ny-musik-maskineriet er ikke i funktion her, og det betyder faktisk, at Suså-musikdagene ikke bliver andet end fire koncerter med mad imellem. Udmærkede koncerter, det skal der ikke være tvivl om, og god mad. Men et indhold behøver sin form for overhovedet at være begribeligt, og det er svært at se bort fra, at Suså mangler lidt form. Og det er da interessant, at man, i en tid hvor indpakningen, kulturens varebeskaffenhed nok er stort set uundgåelig, men ikke desto mindre forkætret, alligevel må bekende sig til en eller anden form for formidling.

Ligesom sidste års festival, var det Suså 1994's erklærede hensigt at præsentere den nye danske kompositionsmusik. Et så bredtfavnende sigte kunne nemt gøre programmet usammenhængende. Og kan man ikke - netop af en festival - forlange den kælen for detaljen i programlægningen, der giver et rigtigt velkomponeret program?

Et decideret tema er selvfølgelig ikke en naturnødvendighed. Og det skal ikke være der, bare for at anmelderne har noget at skrive om, men fordi det med slet og ret 'at opleve' faktisk kan være svært. Den fordybelse der kræves, for at lytteren drages ind i hvert eneste musikstykkes lille verden, er meget svær at opbygge og at opretholde. Tager man publikum lidt ved hånden - koncentrerer sig om en bestemt slags musik, det være sig et mere begrænset antal komponister, en snæver tidsperiode e.l. - føres lytteren langsomt ind i et musikalsk univers og opnår en skærpelse af sanserne, der, efterhånden som man opdager, hvad man kan lytte efter, aflokker musikken mangfoldige oplevelser.

De enkelte koncerter var selvfølgelig, som koncerter nu er; mere eller mindre interessante og vellykkede. Men alligevel fremstod af det samlede indtryk en klar kontur, et uudtalt program, nemlig det lyriske i musikken. Både musikken som stemningsmaleri og som tonesat poesi. Der var megen vokalmusik på programmet, og alene et blik på ensemblernes sammensætning viste tydeligt betoningen af det indadvendte og stemningsskabende. Janus ensemblet med altsangerinden Hanne Stavad som midtpunkt omgivet af fløjte, guitar, cello og slagtøj. En besætning der er som skabt til at fremkalde et luftigt og tåget klangbillede. Og koncertens anden afdeling med musik for violin og harpe. Kan det blive mere ægte lyrisk? Med Bodil Rørbech og Tine Rehling var det en oplevelse af musikalsk intensitet og inderlighed.

Den vokale musik

Sammenknytningen af lyrik og musik i et fælles udtryk har sin mest umiddelbare formidler i den menneskelige stemme, der både kan udtrykke sig i toner og ord. Når Suså-arrangørerne prioriterede den vokale musik højt i år kan det skyldes, at ordene og stemmens klang giver den uvante lytter en - vel at mærke ikke intellektuel, men umiddelbar - forståelsesramme, der bibringer den abstrakte musik mere konkrete betydninger, hvad der er meget frugtbart i forbindelse med den nye musiks komplicerede sprog.

Den menneskelige stemme var igen i centrum ved festivalens sidste koncert med Lille MUKO og Jesper Grove Jørgensen. Koncentrationen hos koret var så stor, at den i starten nærmere var en spænding, der hæmmede den frie udfoldelse og gav en lidt uinteressant korklang. Men ved uropførelsen af Hans-Henrik Nordstrøms Nat med tekst af Jørgen Sonne var spændingen forvandlet til intensitet, og koret foldede sig ud i stor nuancerigdom. Nordstrøms musik bar ved sin kompleksitet og klangfascination Sonnes sproglige virtuositet og sanselige dynamik frem i et smukt helhedsudtryk.

Musikken som tonemaleri

Koncerten med Athelas og Lin ensemblerne bød på musik med egentligt program og poetisk forlæg. Og ensemblerne formåede med deres virtuositet, under Windekildes sikre hånd, at male de skønneste tonebilleder. Niels Rosing-Schows ..Sous les râles du vent dÉst var et stemningsmaleri til digtet Sacrifice af Digteren Gilles Gourdon. I begyndelsen med klaveret som centrum, hvorom resten af besætningen bevægede sig i forskellige figurationer, som et ulmende bål med gløder og pludselige gnister. Eller i passager hvor musikken fordampede bort i overtoner. En i sandhed duftende og glimtende og sanselig musik, spillet med utrolig koncentration og klanglig kerne i samspillet. Musikken var virkelig som det landskab af lyd med forgrund og baggrund, som kom-ponisten selv taler om, og som han kalder vor tids pastorale. Og i dette landskabs vilde og forrevne poesi viste musikerne, med deres fremragende spil, lytteren en vej at følge.

Det var ikke Texas gule rose vi fik på Suså's cowboyfestival, men pionerånden manglede ikke. De tog virkelig fat, arrangørerne. Men i mine øjne ikke altid de rigtige steder. Fx virkede de korte introduktioner til værkerne, som musikerne var blevet bedt om at give, i længden ret overfladiske. Vi havde jo programbogen at læse i, og som komme-hinanden-ved middel og stemningsskaber kræver en sådan publikumspleje en god portion talang af musikerne, som de ikke alle besad.

De joviale og familiære rammer får selvfølgelig musikken og koncertsituationen lidt ned på jorden, men jeg er ikke sikker på, at det er en måde, der fremmer koncentrationen i det lange løb. Og musikken fortjener koncentreret opmærksomhed, for det var unægtelig den, der gjorde Suså-festivalen til andet og mere end en cowboyfestival - nemlig til en smuk musikbegivenhed i den midtsjællandske landskabspoesi.