Nye bøger

Die Musik in Amerika. Studien zur Wertungsforschung 27, Otto Kolleritsch ed. UE 1994. 197 pp.

Af Jan Maegaard

Spørgsmål: er der i Amerika udviklet musikalske idiomer, som gør det meningsfuldt at operere med begrebet 'amerikansk musik' på linje med tysk, fransk, russisk musik etc.? Nogle vil hertil svare ja, andre nej. Begge parter vil kunne støtte deres respektive synspunkter på en hel række argumenter. - Jeg selv er glad over aldrig at være blevet stillet over for det spørgsmål. Måske skulle man helst lade være med at stille det.

Når nu Otto Kolleritsch har udsendt det 27. bind af Studien zur Wertungsforschung under overskriften 'Ny musik i Amerika', tyder noget på, at spørgsmålet har været oppe at vende. Indtil ikke så forfærdelig mange år siden havde man overhovedet kun 'ny musik' i Amerika, komponeret af amerikanere altså. Og den orienterede sig hovedsageligt i to retninger, på den ene side efterklang af europæisk musik (hvor i Europa den end måtte komme fra) og på den anden side 'afro-amerikansk' musik af den ene eller anden art. Da det åbenlyst ikke har været den sidstnævnte kategori der har ligget det pågældende symposiums arrangør mest på sinde, er det ret beset spørgsmålet om amerikansk musiks bidrag til den fælles europæisk-amerikanske kunstmusik siden 1920'rne der har været drivfjederen. Bindet bærer da også den sigende undertitel Über Traditionslosigkeit und Traditionslastigkeit - altså den amerikanske komponists dilemma mellem på den ene side som 'bortløben europæer' at kunne gøre hvad pokker der passer ham, og på den anden side hans dybe afhængighed af de europæiske læremestre, også dem der under og efter 2. verdenskrig kom til at befolke amerikanske musikinstitutioner.

At dette har afstedkommet en enorm diversitet i amerikansk musik, kan ikke undre nogen - ej heller at det ikke fyldestgørende kan beskrives i de 15 indlæg, som dette bind rummer. Besynderligt nok må man savne en særskilt artikel om Charles Ives, der dog var den første til at udnytte chancen for at gøre, hvad pokker han ville, den første bevidste udbryder fra europæisk æstetik. Ligeledes søger man forgæves efter kloge ord om Edgar Varèse, der nok var fransk af fødsel og tildels uddannet i Berlin, men dog efter 1. verdenskrig manifesterede sig som en førerskikkelse i amerikansk avantgarde. Og hvor er Gershwin blevet af? - og Henry Cowell? Nej, emnet er for omfattende til at kunne omskrives på 190 sider. - På den anden side er der bidrag, som nok ligger i periferien af emnet: om musikkulturer i Latin-Amerika (H. J. Koellreutter fra São Paulo), om Karel Husa (Jirí Vyslouzil) og om amerikanske impulser i nyere norsk musik (Kjell Skyllstad). De fylder nærmest op.

Men der er dog også mere eller mindre væsentlige bidrag om virkelig centrale emner i nyere amerikansk musik såsom receptionen af europæisk avantgarde (Helga de la Motte-Haber og Horst Weber), John Cages forhold til traditionen (Dieter Schnebel) og til Boulez (Theo Hirsbrunner), Elliott Carter og ekspressionismen (W. Grazer), to indlæg om Morton Feldman (Marion Saxon og Siegfr. Mauser), et om amerikansk massekulturs indvirkning på Adorno og hans grundsyns nedslag hos George Steiner (H. Haslmayr) samt et om 'tradition' (i citationstegn) i afro-amerikansk musik (A. N. Wilson).

Denne brogede buket af indblik, alle skrevet af udenforstående(!), samler sig ikke til noget helhedsbillede - bør i hvert fald ikke gøre det. Det ville være et sært billede af amerikansk musik der kom ud af det. Men på forunderlig vis lykkes det Otto Kolleritsch i hans slutindlæg at knytte en sløjfe, der, om ikke forbinder delene, så dog kaster et perspektiv. Med udgangspunkt i begreberne traditionsløshed og traditionsbelastning retter han blikket tilbage mod det foregående års symposium omkring postmodernisme. Daniel Bell citeres for herom at have sagt, at ordet ikke udtrykker stort andet end mangel på en logisk definition. Man har her at gøre med en vaghed, der svarer til utydeligheden i begrebet 'Amerika', som dets dialektiske pendant 'Europa' må forholde sig til med samme utydelighed. Det vedrører en ubundethed i forhold til traditionen, som længe var en integreret del af amerikansk forholden-sig til kunst, men som europæeren langt senere møjsommeligt måtte kæmpe for - naturligvis uden nogensinde at opnå den, da negationen jo aldrig kan løsrive sig fra det negerede. - Inspirationen må da ifølge Kolleritsch ligge i at forholde sig skabende, ikke til den ene eller anden umulighed, men til erkendelsen af, at hverken traditionsbelastningens lyst til befrielse fra bindinger eller traditionsløshedens trang til at gøre sin eksistens til myte - altså: tradition - kan eller bør opgives. Sådan!