Sidste nyt fra computerfronten. ICMC-konference i Århus 12.-17. september 1994

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 03 - side 134-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

En ivrigt trommespillende computerstyret Lego-robot i Musikhusets foyer tog imod de 350 computermusik-specialister fra ca. 30 forskellige lande, der i dagene 12. - 17. september strømmede til Århus for at deltage i den årlige internationale computermusikkonference, ICMC. Det var 19. gang konferencen blev afholdt, og med DIEM (Dansk Institut for Elektroakustisk Musik) som vært var det første gang nogensinde, at konferencen fandt sted på dansk territorium. Og selv om Musikhuset faktisk var for lille til at rumme alle konferencens mange aktiviteter, og både Rådhushal og nabohuset Brobjerg måtte inddrages til den lange række af paper sessions, er der ingen tvivl om, at de gode og afgrænsede fysiske rammer i Århus har virket utroligt indbydende på deltagerne, der er vant til, at ICMC afholdes i tilknytning til et universitet, hvorfra man måske skal styrte afsted til en helt anden ende af byen for at høre en koncert eller andet.

Temaet for konferencen 1994 var "The Human Touch", og interaktion mellem menneske og computer var således den røde tråd både i konferencens videnskabelige indlæg og i rækken af koncerter og performances.

Computermusik er uløseligt forbundet med digital teknologi, og ICMC er netop et forum, hvor videnskabsmænd og kunstnere kan mødes for at diskutere den kunstneriske anvendelse af videnskabelige forskningsresultater, samt hvordan videnskaben kan inddrage kunstneriske udtryk. Som ICMC-komiteens formand, Wayne Siegel, udtrykker i programbogens forord, »er konferencen et eksempel på, at grænsen mellem kunst og videnskab er flydende, og at kunstneren og forskeren ofte er én og samme person.«

Netop denne dualisme er vel en væsentlig grund til, at computermusik i så vid udstrækning er blevet bedømt ud fra teknologiens præmisser.

Spørgsmål omkring computermusik har i mange år koncentreret sig om, 'hvordan' musikken laves; men computermusik har nu så mange år på bagen, at spørgsmål om den digitale teknologis indflydelse på komponister og udøveres musikalske tankegang trænger sig på, og også publikum må inddrages i de æstetiske overvejelser. Hvor kommer den menneskelige faktor ind i computermusikken, og 'hvorfor' overhovedet lave computermusik? Menneskelig adfærd, udtryk og perception var derfor centrale begreber på dette års konference.

KYMA og Interaktion

Som optakt til den egentlige konference blev der den 12. og 13. september afholdt fire workshops. På den første workshop Introduktion til digital signalbehandling blev der talt meget om sinuskurver, bits, sampling, spektralanalyser og mange andre af den digitale tekniks grundbegreber. Herefter fulgte den amerikanske komponist Carla Scaletti, der har udformet det grafiske lydprogram KYMA, som blev demonstreret på workshoppen. Det var ikke bare herligt at opleve en kompetent kvinde i den yderst mandsdominerede com-putermusikverden, men også herligt at opleve en forbilledlig formidler, der bl.a. integrerede KYMA-programmets mange muligheder for manipulering med lyd og stemme i selve foredraget. KYMA er et af de programmer, der bl.a. giver mulighed for at arbejde med lyd i såkaldt 'real time'.

George Lewis' workshop, Sammenspil med 'de sidste dages automater' (om sammenspil med computer) var et overbevisende eksempel på, at den menneskelige faktor i høj grad er til stede i computermusik. Lewis opfatter simpelthen computeren som en følelsesmæssig 'transducer' mellem en person der putter noget ind i maskinen, og det der kommer ud i den anden ende, som gerne auditivt skulle afspejle personens følelser. Med andre ord må softwaren konstrueres, så den tager hensyn til den udøvende musiker. Han mener også, at det er uund-gåeligt at viderebringe sin sociale og kulturelle baggrund i musikken. (Den lattermilde Lewis, der selv er afroamerikaner, brugte, uden altid at være særlig præcis, mange sociale billeder fra USA til at forklare sine musikalske redskaber.)

Lewis opfatter de interaktive systemer som tæt forbundne med improvisationsmusik, som igen har en kulturel binding til jazzen, og han mener simpelthen, at resultatet af interaktion er et kulturelt paradigme. Barnlige papegøjeeffekter eller harmoniske ideer er helt udelukkede i hans programmer, der arbejder med musikalske gestus. Hans drøm er at designe et program, der udtrykker gamelan-orkestrets idé om samspil i en gruppe, hvor man samtidig kan improvisere. Og for at eksemplificere sine tanker om improvisation delte Lewis midt i workshoppen percussioninstrumenter rundt til publikum og lavede en lille 'interaktiv Orff-session', der belyste folks adfærd under en improvisation og problemerne omkring afslutningen af et forløb.

At Lewis vitterlig har en dybt personlig stil, kunne man høre, da han under en koncert sprang ind og lavede en flot tromboneimprovisation i samspil med sit interaktive system.

Tongues of Fire

Allerede på de indledende workshops kunne man stifte bekendtskab med et af konferencens hovednavne, den engelske komponist og forfatter Trevor Wishart, der under overskriften Computermusikkens æstetik forsøgte at stille spørgsmålet 'hvorfor'. Mange af Trevor Wisharts synspunkter under workshoppen virkede yderst provokerende på lytterskaren, nok især på den amerikanske del, og der var flere gange verbal mudderkastning i luften.

Wishart gjorde det hurtigt klart, at han ikke så nogen mening i at tale om en speciel computermusik-æstetik, men kun om musikæstetik, idet han betragter al musik som lyd-kunst, og computermusik blot som en udvidelse af de traditionelle musikalske behov. Men selv om Wishart pointerede, at det er resultatet og perceptionen, der er vigtig, ikke kompositionsprocessen, viste det sig alligevel utroligt svært at snakke om æstetik uden hele tiden at bringe teknikken og 'hvordan' med ind i billedet.

Trevor Wishart er som komponist meget optaget af at kommunikere med andre mennesker og er meget bevidst om sit publikum. Han mener faktisk, at mange komponister und-skylder sig selv ved ikke at reflektere over publikum. At komponere er for ham en balanceakt mellem at gøre, hvad man selv har lyst til og en tagen stilling til, hvad det er, der interesserer publikum. Han går så vidt som til at sige, at der kun er tale om musik, hvis lyd-kunsten når ind i en bredere kulturel kontekst. Hvis ikke, er der tale om specialist-kommunikation.

Også det fysiske nærvær af men-nesker på en scene eller manglen på samme tager han med ind i sine over-vejelser. Er der tale om rene båndkompositioner, ser Trevor Wishart artikulering i rummet som en næsten nødvendig kompensering for manglen af levende musikere. Der, hvor Trevor Wishart specielt oplever et skisma inden for computermusik, er brugen af de interaktive systemer, hvor selve systemets ideologi distancerer sig fra publikums oplevelse af de levende musikere i koncertsituationen, idet jo mere indviklet det interaktive system er, des mere frustrerende er det for publikum at finde ud af, hvad der foregår.

Brug af reallyde, som tillader den ikke specialiserede lytter at genkende omverdenen, er et vigtigt middel til en slags menneskeliggørelse af computermusik, og specielt den menneskelige stemme, som indgår i stort set alle Trevor Wisharts kompositioner, opfat-ter han som det vigtigste og mest interessante instrument, man kan manipulere med. I Wisharts båndkomposition Tongues of Fire, der blev opført på konferencen, er hele udgangsmaterialet den menneskelige stemme, som ved manipulation af teksturen gennemgår forandring til fx træ-, vand og ildagtige lyde. Et værk fuldt af spændende idéer og lyde, men som med sine 25 minutters spilletid er for langt.

Trevor Wishart kan godt lide udviklingsformer og mener, at når man i computermusik bevæger sig fra et sted til et andet, sker det efter samme logik som i tonal musik, blot er det tiden og ikke takter, der styrer forløbet i elektronmusikkens klangrum. Men i hans rige billedsprog var det netop hans valg af metaforer fra den traditionelle musikanalyse, som fx 'modulation' og 'transponering', der under workshoppen gav anledning til hidsige angreb fra salen.

At der er et Atlanterhav imellem amerikansk og engelsk/europæisk tankegang skinnede igennem ved flere lejligheder i løbet af konferencen, mest markant under paneldiskussionen med overskriften Touched by Machine? Composition and Performance in the Digital Age. Igen plæderede Trevor Wishart for komponistens pligt til, som en del af kompositionsprocessen, at opsøge publikum. For selv om alle har adgang til at lave deres egen musik, lever vi i et struktureret, specialiseret samfund, hvor komponisterne er én af specialistgrupperne, der også bør have en pædagogisk funktion. Og iøvrigt frygtede han den amerikanske 'Institutions Internet-disease'.

Fra amerikansk side blev der derimod ud fra et helt anderledes individualistisk synspunkt talt meget for Internets store fordel i forbindelse med musik som et medie for udveksling. Computermusikkens metodologi synes netop at være god, fordi man selv kan lave sin musik og høre den. Derfor er det ikke vigtigt at undervise i, hvordan man skal lytte til musikken, men hvordan man laver den. Og overhovedet at tale om koncertbegrebet i det 20. århundrede forekom nogle totalt bizart. De mente, at man nu må tage hul på en ny tid, som ikke kræver den klassiske musiks redskaber og kendskabet til 500 års musikhistorie.

Der blev selvfølgelig også opfordret til at holde op med at betragte computermusik som en ghetto, og hvad angår stil følte en af de amerikanske komponister, at der faktisk er mindre forskel mellem hans egen instrumentalmusik og computermusik end mel-lem hans egen computermusik og andres computermusik.

Der lader til i øjeblikket at være en massiv udvandring af amerikanske komponister fra IRCAM i Paris. Senest har komponisterne Miller Puckette og Cort Lippe forladt stedet og slået sig ned på den anden side af Atlanten. I Miller Puckettes yderst humoristiske konferenceindlæg, Is there a Life after MIDI? faldt der mange hug til IRCAM, hvor han selv har udviklet det grafiske programmeringssprog, MAX, til Ircam Signal Processing Workstation, ISPW. Uheldigvis er fabrikanten holdt op med at producere den tilsvarende og yderst kostbare computer, hvorved IRCAM er kommet i en slem kattepine. Og Apple og andre PC-producenters interesseområde er jo ikke just at dække en lille flok musikere og komponisters behov for at arbejde med lyd i real time. Miller Puckette fremhævede i den forbindelse, at det også er ti gange sværere at arbejde med end uden real time, og at man faktisk med båndmusik kan bevæge sig ind på meget større områder. Hans galgenhumoristiske konklusion var derfor en opfordring til at bruge så lidt software som muligt, undgå grafik og evt. gå tilbage til brug af papir og blyant.

Proceedings og paper sessions

I forbindelse med afholdelsen af ICMC udkommer hvert år The Proceedings, der er en samling specielt udvalgte videnskabelige artikler omhandlende mange forskellige områder inden for computermusik, og dette digre værk med præsentation af de seneste forskningsresultater anses blandt fagfolk for at være den vigtigste publikation inden for computermusik-området. Fordelt under overordnede emner som æstetik, psykoakustik, perception, neurale netværk, akustik og simulering, lydsyntese-teknik, interaktiv performance, kompositionssystemer og meget andet blev de knapt 150 artikler præsenteret af skribenterne på konferencens paper sessions.

Formidlingen varierede fra bevidstløs ordret oplæsning til den mere illustrative og underholdende afdeling som fx en session med 'Foot-Tapping', hvor både højhælede sko, morgensutter, gummistøvler og træsko forsøgte at finde fodslaget i en melodi. Fodtøjets indbyggede step-motor blev styret af forskellige lytte-programmer baseret på fx beregning af sandsynligheden for, hvor næste slag kommer. Skoene var faktisk i stand til at halvere taktslaget, hvis musikkens hastighed blev speedet op eller fordoblet; men ved fri improvisation, synkoper eller afrikansk musik blev den vestlige kulturs sko hylet ud af den.

Gen-jam og genetiske algoritmer var også med på programmet, og det var yderst fascinerende både at se og høre, hvordan matematiske modeller fra genetikkens verden med fænotyper, genotyper, mutationer og crossover kan benyttes f.eks. til udviklingen af rytmiske mønstre. I bogstaveligste forstand kunne man høre domine-rende gener fra forældregenerationen slå igennem i de næste generationer.

Komponister, der ønsker at skabe koreografi til deres musik uden selv at være koreograf eller danser, har nu muligheden med programmet Nuntius, der blev præsenteret af Tamas Ungvary fra Sverige. (Men måske er det bedre at lade en koreograf benytte det i samarbejde med en komponist.) Nuntius er faktisk en animeret videreudvikling af det canadiske koreografiprogram Life Forms, der netop er det program, Merce Cunningham har benyttet i sit samarbejde med John Cage. Og har man set deres værker, er man ikke i tvivl om, at computerprogrammer kan åbne for helt nye koreografiske ideer.

Et forslag om at lave en slags bevægelses- eller koreografi-bibliotek, hvortil folk, der bruger programmerne, kan indsende deres ting, blev luftet under demonstrationen. Og her ville brug af Internet jo være en oplagt idé.

Kgl. Ballet i badekarret

ICMC-kommiteen havde i år modtaget over 400 værker til bedømmelse, og blandt disse havde den internationale jury udvalgt ialt 64 værker, der blev opført på konferencens 11 koncerter. At ICMC havde indbudt Den Kgl. Danske Ballet til at danse til fire af disse værker var et meget positivt og opmuntrende tiltag, der i høj grad bibragte computermusikken et 'human touch'.

Anita Saij havde koreograferet Woman in a Bath-Tub til Marc Aingers Lament. Måske er det musikkens rumklang, der har inspireret Anita Saij til den yderst originale og raffinerede kvindedans i badekarret, hvor man næsten kunne frygte, at Teresa Jarvis blev suget med ud, da hun i slutningen gled helt ned i badekarret. Mens denne æggende kvindedans var lige ved at stjæle opmærksomheden helt fra musikken, var Anita Saijs minimale, japansk inspirerede bevægelsessprog i Promenade for a Sea Woman and her Two Partners helt anderledes underlagt amerikaneren Russell Pinkstons Music for Margo's World, hvor et stærkt rytmisk element kontrasterer med dyriske lyde.

Komponisten Kwok-ping John Chen fra Hong Kong beskriver selv sit værk Huang Zhong Elements som digital 'musique concrète', og Marie Brolin-Tani benyttede musikken til i dans at fortælle historien om de to første siamesiske tvillingers møde med kærligheden. Peter Schaufuss har fra Berlin bragt koreografen Axel Eckert med til Danmark. Til Richard Karpens voldsomme Terra Infirma havde Eckert skabt en række episke, arketypiske billeder, der dog havde svært ved at vise, hvor de egentlig ville hen.

København får en lille smagsprøve fra det store ICMC program, når de fire danseværker opføres på Det Kgl. Teater i januar 1995. Forhåbentlig har dansen gjort sit indtog for at forblive fast partner til en del af computermusikken på ICMC fremover. Og det vil jo være oplagt at invitere en Mr. Cunningham eller andre computerfreaks fra danseverdenen til at lege med.

Performance interfaces

På bl.a. en Multimedia-koncert kunne man stifte bekendtskab med forskellige former for performance interfaces. Rolf Wallin optrådte i sit værk Yo i tøj påsyet lange bånd af sensorer, der ved forskellig berøring af metalringe på fingrene via computer udløste diverse stemmelyde. En lidt klinisk demonstration af et nyt spilleredskab.

At muskelspændinger og kropsbevægelser på interessant vis kan benyttes til direkte kontrol af lydsyntese, viste den japansk fødte Atau Tanaka i sin Bio Muse-performance Over Bow. Bio Musen består af specielt udviklede armbind til registrering af muskelspændingerne, som så via Max kontrollerer to synthesizere. Det var en imponerende fin auditiv respons, man oplevede på Tanakas visuelt smukke Tai Chi-agtige bevægelser.

Mest dramatisk var dog hollænderen Michel Waisvisz' performance Faustos Schrei, hvor dramaet i høj grad var henlagt til den medvirkende danserinde med de sadomasochistiske tilbøjeligheder. Hendes rolle var dog ikke kun at være et dansedramatisk modspil til Michel Waisvisz, men også rent fysisk at 'spille' på ham, fx når hun som en truende fugl sad på hans ryg eller dirigerede ham med forskellige cues.

Waisvisz' performance interface er 'lydhandskerne', The Hands, der ved registrering af finger-, hånd- eller armbevægelser styrer computermusikken. En del af lydmaterialet til Faustos Schrei er udarbejdet i elektronmusikkens gamle tempel i Köln. Inspireret af Stockhausens Gesang der Jünglinge lader Waisvisz i værkets slutning en lille dreng, Fausto, dukke op på scenen, hvor han martres og udstøder et højt skingrende kamp-skrig, der straks manipuleres.

Tomme øldåser (importeret fra USA) buldrer mest. At de også kan bruges som interface kunne man opleve i Ronald E. Alfords elektroakustiske live performance system IMAGE: the pop can. Trods mange spændende lyde fra computerstyring med øldåser sad man alligevel tilbage med en tør smag af kitsch i munden.

Cikada og Athelas

På konferencens åbningskoncert spillede det norske Cikada Ensemble, der ligesom det danske Athelas Ensemble har specialiseret sig i opførelse af værker for akustiske instrumenter i samspil med computere.

Cikada indledte med at uropføre Stephen Montagues ICMA-bestillingsværk Silence: John, Yvar & Tim for strygekvartet, klaver, elektronik og bånd. Det var et godt genhør med Montague, der sidste år fascinerede på Musiana-festivalen med sine strygekvartetter. I Silence, der er skrevet til minde om vennerne og kollegaerne John Cage, Yvar Mikhashoff og Tim Souster, arbejder Montague bl.a. videre med slagtøjsagtige lyde i både de forstærkede strygere og klaver, bevæger sig ind i et glas-metalagtigt univers og når efter et voldsomt klimaks frem til stilheden.

Et fint kammermusikværk fra Cikadas hjemland var Lasse Thoresens Ab Uno, hvori reminiscenser af norsk folkemusik dukker op. Værket er for nylig udkommet på en anbefalelsesværdig portræt-cd af Thoresen (på plademærket Aurora, acd 4968). Mere sjovt end dybsindigt var Alessandro Ciprianis Visiblili for to violiner og bånd, der leger med violinens tekniske muligheder og med musikeren som både fysisk tilstedeværende menneske og som en illusion, når kun lyd og lysbillede står tilbage.

På koncerten med Athelas var det næsten fraværet af klingende computermusik, der var mest slående. Computerens medvirken i Ivar Frounbergs SHâTa Lè fra 1991 var kun på det kompositoriske plan, og uropførelsen af Erik Højsgaards Nocturne, der var et DIEM/ICMC-bestillingsværk, var en meget tynd kop computer-te. David A. Jaffe fik opført 4. sats af The Seven Wonders of the Ancient World, der gjorde indtryk med sin interessante instrumentation for mandolin, guitar, harpe, cembalo, harmonium, percussion, bas og selvspillende midi-klaver, der styres af Radio Drum interface (trommestikker med radiosendere, der overfører bevægelsesmønstre til midi-klaver).

Etniske referencer, real-time performance og bånd

Musik med etniske referencer var et tema, der skjult dukkede op gennem hele koncertrækken og, trods værkernes højst varierende kvalitet, både virkede forfriskende anderledes og samtidig gav musikken et menneskeligt islæt. Det gjaldt fx svenske Magnus Eldénius Norwegian Fragments for hardangerfele og bånd, Roberto Morales-Manzanares' Cempaxuchitl for mexikansk rørfløjte og bånd, Adolfo Nuñez' båndkomposition Jurel med masser af flamenco-elementer og ægyptiske Riad Abdel-Gawads Taqaseem No.2 for violin og bånd.

Australieren Stuart Favilla har selv udviklet sin smukke drageformede Light Harp, der er designet specielt til asiatisk musik og kan reagere på forskellige fysiske gestus. Strengene er simpelthen lystråler, der, når de afbrydes med hænderne, via MIDI sender besked til en computer, som styrer en synthesizer eller et lydmodul. I Favillas fascinerende improvisation over indiske ragaer sammen med Joanne Cannon på fagot bragte computermusikken publikum lige ind i østens klangunivers.

Iklædt traditionel japansk dragt opførte komponisten Satosi Simura sit værk Tikukan no utyu II for den japan-ske bambusfløjte, shakuhachi, og bevægelsessensorer, alt imens billeder af traner blev transformeret på bag-væggen. Både sensorer på fløjten og på Simuras hoved, alle afhængige af det ekspressive fløjtespil, sendte data til computerne, der behandlede dem i real-time. En smuk blanding af etnisk musik og ny teknologi.

Fra den vestlige verden var der et dejligt genhør med Bertil Anderssons real-time performance af Cort Lippes Music for Clarinet and ISPW, der sidste år gjorde indtryk på Musiana-festivalen. Værket mindede i stilen meget om canadieren Keith Hamels værk Obsessed Again.... for fagot og interaktiv elektronik, hvor balancen mellem Uffe Munkgaards akustiske fagotspil og de computerbearbejdede lyde også var meget fin.

Netop en fin balance mellem det akustiske instrument og computerproduceret bånd karakteriserede den engelske Katharine Normans Trilling Wire for klarinet og bånd og Jon Christopher Nelsons Waves of Refraction for guitar og bånd. Men inden for denne genre var det specielt Ezequiel Viñaos The Seven Valleys for violin og bånd - hvis heftige rytmemønstre Ian Humphries fra The Smith Quartet ufortrødent kastede sig ud i - der gjorde indtryk ved sine fine kontraster og logiske form.

De mange rene båndkompositioner, der blev præsenteret på konferencen, er forblevet i erindringen som forbløffende ens i stilen og ofte mangelfulde med hensyn til formen.

Klaver og orkester

Den engelske pianist Philip Mead gjorde en imponerende entré på ICMC med sin opførelse af Denis Smalleys Piano Nets for klaver og bånd, som han uden brug af noder opførte helt på indre timing. Philip Mead dukkede op igen på afslutningskoncerten med Aarhus Symfoniorkester, sikkert ledet af Søren K. Hansen. I amerikaneren Brian Bevelanders Synthecisms no.4 for firhændigt klaver, orkester og bånd havde Philip Mead følgeskab af en anden fremragende engelsk pianist, Stephen Gutman. Fine klange blev frembragt ved spil direkte på strengene, og flotte klangflader voksede frem i det til tider lidt dystre værk.

Philip Mead var også solist i Alcides Lanzas Piano Concerto for MIDI-klaver og orkester. Lanza har i mange år været bosat i Canada, men er argentiner af fødsel, og små elementer fra den argentinske tango stak hovedet frem flere steder i klaverkoncerten. Det var interessant at opleve, hvordan brugen af MIDI-klaver fik de fremmede, samplede lyde til på sin vis organisk at vokse ud af soloinstrumentet, som fx når klangen af bandoneónens spændingsfyldte akkorder dukkede op. Men i uropførelsen af DIEM/ICMC-bestillingsværket Bells of Earth for orkester og bånd, komponeret af islændingen Thorsteinn Hauksson, blev båndets computerbearbejdede lyde brugt til at udvide orkestrets klangrum og bibringe det en ekstra dimension, der mere logisk rakte ud over symfoniorkestrets egne muligheder.

Festfyrværkeri

Det var absolut værd at vente et døgn på vejrgudernes gunst, så de svenske lyd- og fyrmestre Åke Parmerud og Anders Blomquist fredag kunne få sendt deres forrygende flotte festfyrværkeri i luften. Med hele percussionarsenalet opstillet foran Musikhuset indledte Frans Hansen med den bragende trommesolo fra Parmerud/Blomquists Trio. Og i makkerparrets Target for computer og fyrværkeri blev slagets gang i luften anticiperet af diverse fyrværkerilyde i musikken, før et orgie af lyd og lys brød løs.

Og det blev Fuzzy i samarbejde med Mouse House fra Århus, der i lyd-billed-flashback over ugen der gik, satte punktum for ICMC lørdag aften.

Man kan roligt sige, at ICMC i Århus med den store tilslutning var ved at drukne i sin egen succes. DIEM er ikke blot et navn på det elektroakustiske verdenskort, men har som medarrangør og vært for en vellykket ICMC gjort sig synlig på internationalt plan. Men Danmark befinder sig endnu på mange måder i en latensperioden, når det gælder computermusikken, hvor USA forskningsmæssigt er den store førerhund. Det vil fremover blive interessant at se, hvilke udspil der måtte komme fra Rusland, Østeuropa og den tredje verdens lande, når økonomien giver dem bedre mulighed for at bevæge sig ind på computermusikområdet. Mens de professionelle kan begejstres på det teknologiske plan, er det dog stadigvæk det klingende resultat med dets mere eller mindre menneskelige islæt, der rører publikum.

Se også DMTs optakt til konferencen: 'Rapport fra Cyperspace' af Steffen Brandorff, DMT nr. 5, jan/feb 1993/94.

Årgang 69/1994-1995, nr. 03