Nye plader

Sirenen og hyænen

Laurie Anderson og Diamanda Galás er begge kvinder, der placerer sig i spændingsfeltet mellem musik og performance. De er begge musikuddannede, men har brudt med institutionen på et tidligt tidspunkt for at søge deres eget unikke udtryk, og har på hver sin måde præget de mere eksperimenterende randområder af rockscenen siden begyndelsen af 80'erne med deres insisterende stemmer. Men her hører ligheden også op. Det er to vidt forskellige temperamenter, vi har med at gøre. Hvor Anderson taler lavmælt og underfundigt, skriger Galás sin smerte ud i sataniske chokbølger. Hvor Andersons stemme ikke i sig selv er unik, er Galás' det i allerhøjeste grad.

Laurie Anderson har en baggrund som violinist og art school-skulptør, hvilket hun i 70'erne begyndte at forene i sine performances, der bestod af lige dele elektroniske selvopfundne instrumenter, tale/sang og billeder. Da hun mod al forventning i 1981 fik et decideret hit med sin første single O Superman, på trods af dens særprægethed og totale mangel på popkvaliteter, var det et vendepunkt for hende, der på den ene side gav hende et større publikum, men på den anden side også associerede hende til en rockscene, hvor hun ikke følte, hun hørte hjemme. Som performance-kunstner brød hun sig ikke om denne fokuseren på hendes musik, løsrevet fra de performances, den var en del af, og har altid insisteret på, at det var det samlede udtryk, der gjaldt: Lyd, ord og billede.

Når man sidder med hendes nyeste cd, har man både musikken og ordene. Billeder er der en del af i coverhæftet, men de er naturligvis fastfrossede og er kun en lille del af det visuelle udtryk, hvor også Andersons krop plejer at spille en central rolle. Ikke kroppen som seksuelt objekt, snarere kroppen som skulptur: en androgyn, maskinel krop, der vidner om menneskets teknologiserede fremmedgørelse, på vej bort fra det kødelige.

Denne amputering af det samlede værk har på visse af hendes tidligere plader været en skuffelse, da det musikalske udtryk ikke altid har kunnet stå for sig selv, dette undtaget udgivelserne Big Science (1982) og Mister Heartbreak (1984), der begge stadig er yderst lytteværdige. Den nye cd Bright Red må siges at fungere lige så godt på sine egne præmisser, idet der tydeligvis er kælet for musikken. Anderson har allieret sig med en imponerende gruppe af betydningsfulde musikere, heriblandt Brian Eno, Lou Reed (det er mig bekendt første gang, at disse to arbejder sammen, hvordan de end har kunnet undgå det!) og Arthur Lindsay. Brian Eno har som medkomponist og producer sat et væsentligt fingeraftryk på pladen, hvilket den nyder godt af. Herudover er det karakteristisk, at Anderson synger mere og taler mindre, end hun plejer, og afslører en ganske glimrende sangstemme, der af og til kan minde om Eurythmics-sangeren Annie Lennox' (sic!).

Pladen er inddelt i to akter. Første akt, Bright Red, synes at have samme fortæller, der er strandet i et dystopisk fremtidsunivers, hvor kun virtual reality rummer flugten fra den ydre katastrofe af menneskeligt forfald. Egentlig meningsfuld kommunikation er næsten umulig (Speak My Language) i en verden hvor alle resignerer og kun trøstes af erindringen om det forgangne. Musikken afspejler dette ved at lade den allestedsnærværende synthesizer bære lydbilledet med kolde og dehumaniserede, men længselsfuldt melankolske temaer, der modspilles af Cyro Baptistas varme percussion, der repræsenterer det menneskelige, blodet, dansen, nerverne. På hele pladen er lykken kun repræsenteret af drømmene (In Our Sleep) og først og fremmest erindringen om barndommen, den barndom der var renhed og frihed.

Anden akt, Tightrope, er ikke en tekstlig helhed på samme måde som første del, men gennemspiller forskellige temaer, bl.a. denne barndom (Beautiful Pea Green Boat), tidens forsvinding (Same Time Tomorrow) og i det hele taget mere personlige emner. Er der ikke en konceptuel helhed, er der til gengæld en større musikalsk helstøbthed i denne anden del. De melodiske temaer får liv og fylde, som det ikke er hørt hos Anderson før, og Brian Enos mesterlige produktion skaber en minimalisme uden spinkelhed, hvilket tydeligst kommer til udtryk i nummeret

In Our Sleep, hvor duetten Laurie Anderson/Lou Reed får to banale melodilinier gjort nærværende med en syngende forvrænget guitar i én akkord og den intense percussion i baggrunden. Anderson er ikke bange for det banale. Men udstyret med hendes underfundige dobbelttydigheder er der altid mere, end der umiddelbart møder øret. Tekstligt såvel som musikalsk.

Diamanda Galás gør ting med sin stemme, som man ville tro var løgn, hvis ikke man faktisk hørte det. Hun kan få den til at dirre, kurre, hyle og glide, så det lyder som en blanding mellem en hyæne, en døende svane og en bil, der skrider i svinget. Som operasanger var hun i sine unge dage med til bl.a. at opføre værker af Xenakis og Vinko Globokar under Pierre Boulez, men brød snart af for at hellige sig sit eget projekt, der indbefattede trilogien Mask of the Red Death (1986-88), optaget af AIDS og sindssyge og med klare satanistiske undertoner. Og dystert var det: lidelse og død blev udpenslet i noget af det mest foruroligende musik, der nogensinde er udgivet på plade.

Nærværende anmelder så hende i 1987 optræde på Roskilde Festival - en uafrystelig oplevelse af messende skrig, en satanisk De Profundis, der belejligt passede ind i 80'ernes ung-doms døds-patos, men som også rummede en insisterende kunstnerisk konsekvens, der gjorde hende til noget ganske særligt, hvilket hendes videre virke også har vist.

The Sporting Life er resultatet af et samarbejde med Led Zeppelin-bassisten John Paul Jones - unægtelig en overraskende konstellation. Jones er producer og medkomponist på ca. halvdelen af numrene, og har således omtrent samme rolle som Brian Eno hos Laurie Anderson. Som bassist giver han bassen en yderst fremtrædende plads, med skarpe, huggende ostinater, der af og til bliver lidt monotone. I det hele taget kan besætningen bas-trommer-sang (på trommer figurerer Pete Thomas, kendt fra Elvis Costellos gruppe The Attractions) give et meget hult lyd-billede, og musikken fungerer derfor bedst, når Galás har sit keyboard med, og når bassen er mere afdæmpet.

I det hele taget er pladens højdepunkter, når Galás får lov til at udfolde sin stemmekunst, som i den indledende messe Skótoseme eller den intense gospel-blues Last Man Down. Interessant er det, at hendes egne kompositioner (fx You're Mine og Tony) er mere Led Zeppelin-agtige end dem, Jones har været med til at lave, som var de en hyldest. Teksterne kredser fortsat om livets mest dystre sider, men med et forfriskende tilskud af selvironi, et aspekt man kunne savne i hendes tidligere værker. The Sporting Life er Galás' mest livlige plade til dato, men jeg foretrækker nok alligevel de plader, der er helt hendes egne. Hun behøver ikke hjælp fra en rock-dinosaur.

Laurie Anderson: 'Bright Red'. (Warner Bros. 9 45534-2)

Diamanda Galás with John Paul Jones: 'The Sporting Life'. (Mute CDSTUMM 127)

Bagatel

Thomas Koppel har lavet musikken til forestillingen Messe for et tilfælde, løst bygget over Kafkas novelle Forvandlingen, iscenesat af Flemming Flindt og opført på Gladsaxe Teater. Denne scenemusik er nu udkommet på cd, og må altså være tænkt at kunne fungere som et selvstændigt musikalsk udtryk. Det kan den bare ikke.

Koppel har for første gang for alvor stiftet bekendtskab med elektronmusikken, og har lavet dette lydspor på synthesizere og sampler, hvilket han tydeligvis har fundet spændende. Der er to melodiske temaer, der går igen i forskellige variationer og stilarter, krydret med samplede reallyde og citater af bl.a. Bro Bro Brille og Ode an die Freude. Med forskellige folkelige stilarter søger Koppel at bringe mennesket og fællesskabet ind i den ellers fremmedgørende elektronik. Således lyder det i det hele taget, som Koppel altid har lydt, tilsat lidt Pink Floyd og Kraftwerk. Bare tyndere.

Som scenemusik er det sikkert velfungerende, omend der måske er for lidt kafkask verfremdung, men lyttemusik er det ikke - undtaget det eneste vokalnummer, Hush - Lullaby For A Dying Monster, hvor Annisette synger med sin karakteristiske hæst skælvende stemme, så man må overgive sig. Men ét nummer er for lidt på en cd. Det er udmærket håndværk, men en musikalsk bagatel.

Thomas Koppel: 'Mass for a Case'. (Mega MRCD 3264).