Om igen

Så kom den. Bogen der skulle belyse musiklivets forskellige problemer i relation til de ændrede samfundsmæssige forudsætninger. Vi taler om bog nr. 10 i den kulturpolitiske udredning, som blev igangsat og finansieret af Kulturministeriet. »Hensigten er at fremme en velunderbygget kulturpolitisk debat om de aktuelle og fremtidige udfordringer«, hedder det eksplicit i bogen, der er forfattet af to stud. mag.'er i musikvidenskab. Men allerede i forordet kapitulerer de to studerende imidlertid: »Bogen kan derfor ikke betragtes som en fyldestgørende klarlægning af musikkens forhold i dag. Formålet har været at beskrive de problemstillinger, som folk i miljøet bedømmer som de væsentligste.«

Det er jo meget sympatisk helt fra starten at give op, men hvorfor så alligevel fortsætte? Resten af bogen er ubetydelige kradserier i overfladen af dansk musiklivs problemer og udfordringer. Er det virkelig på denne baggrund, at Kulturministeriet vil stille dagsordenen for diskussionerne omkring musikken i Danmark? 72 sider helt uden vedkommende dyk ned i de virkelige knaster i miljøerne. Skræmmende lavt ambitionsniveau hos projektledelsen under kultursociolog Peter Duelund. Som en dagbladskritiker udtrykte det: »Kunne man forestille sig, at f.eks. Justitsministeriet lod to jurastuderende evaluere det samlede juridiske landskab i Danmark på ikke mere end 72 sider...?«

Det kvalitetskriterium, som ministeriet gennem Statens Musikråd fordrer af ansøgere til kulturpenge kan ministeriet ikke selv opfylde. Det må være konklusionen efter en meget forstemmende læsning af udredningen på musikområdet. Bogen svarer til det, man i faglig sammenhæng på universitetet plejer at benævne en 'afløsningsopgave', en studenteropgave der viser, at eleven har øvet sig i at indsamle og sammenstille forskellige oplysninger på et område. Men kan vi lade os nøje med det, når det gælder den fremtidige diskussion af mål og midler i dansk musikliv?

I bogen interviewes en række personer i dansk musikliv, som mener noget om fremtiden. Men en perspektivering af disse holdninger endsige en problematisering af det sagte, skal man lede i vejviseren efter. Enhver der er bekendt med dansk musikliv ved, at disse centralt placerede interview-personer er garvede musikfolk, som alle udtrykker sig i forhold til institutionelle ideologier og strategier. Udelukkende at agere mikrofonholder i denne sammenhæng er meningsløst.

Musiklivet må ikke lade sig nøje med det foreliggende resultat; Statens Musikråd må som ministeriets forlængede arm og rådgiver bede om en ny og langt mere grundig redegørelse, der når længere end en præsentation af institutioner og den statslige kulturpolitik.