31 solister synger sammen. Portræt af Radiokammerkoret

Radiokammerkoret står foran nye pladeindspilninger og turnevirksomhed, der i 1995 bringer koret til Tyskland, Finland, Sverige og Holland. DMT var med, da koret sang julen ind i London

De kender måske selv holdningen, som kun er baseret på fornemmelser; denne let ironiserende, overbærende attitude, som undertiden kommer til udtryk hos professionelle musikfolk. Tag nu kormusikken, som af mange bliver opfattet som et sted, hvor nutidige komponister hælder efterladenskaberne fra de vigtigere værker for orkester. Er det et fortegnet billede? Selv om det er sagen sat på spidsen, så er det vel næppe skudt helt ved siden af. Sådan har det ikke altid været; for renaisancens mestre, der selv var korsangere og komponister, var hovedværkerne korværker.

Den lidt overbærende holdning til korfolket og dets musik har også fået næring som følge af den musik og de arrangementer, som de tusind kor har brugt så mange onsdagsaftener på; rytmiske ba-du-ba-du-bab-arrangementer med obligate kvintskridssekvenser udsat for hele repertoiret, tandløse bagateller i afdelingen for tappenstreger, børnesange udsat for kvartstabler og jazzede synkoper. På Kor 72-stævner, på kurser for kommende dirigenter, i samlinger fra forlag, er der gennem årene blevet doceret ikke så lidt ba-du-ba-du-bab. Således var det da også muligt for John Høybye at blive kåret som årets korkomponist af Dansk Amatørkorunion, der er en paraplyorganisation med ikke færre end 35.000 medlemmer i henved 1300 kor.

På den anden side er der i Danmark også lang tradition for både at holde de klassiske dyder i hævd og samtidig forny sig, sådan som det er tilfældet hos eksempelvis Københavns Drengekor. I naturlig forlængelse af den hjemlige kulturpolitiske kviksandsmanøvrering, forsøgte den nu afgåede kulturborgmester i København som en af sine sidste handlinger at aflive Drengekoret. Hvis borgmesteren havde haft den mindste fornemmelse for Sangskolens betydning i almindelighed, korets i særdeleshed, så havde han holdt nallerne væk. For se blot på de mandlige sangere i Operakoret, eller de fremtrædende solister på Det Kgl. Teater, eller på mandskoret i Radiokammerkoret - rigtig mange af disse sangere er rekrutteret fra Københavns Drengekor.

Mogens Wöldike hed dirigenten, der skabte Drengekoret. Det ved mange. Færre ved, at han også var med til at etablere Radiokammerkoret, som denne kombinerede portrætartikel og pladerundgang skal handle om. Radiokammerkoret blev grundlagt af Wöldike i 1937 som 'Statsradiofoniens Madrigalkor', med den opgave at dyrke a cappella-repertoiret. Wöldike prægede koret helt frem til 1970'erne, hvor englænderen John Alldis blev chefdirigent i perioden 1972-77. 1985-88 var Per Enevold fast dirigent for koret, og siden 1989 har svenskeren Stefan Parkman været korets chefdirigent. I 1992 udnævntes endvidere en 1. gæstedirigent: Uwe Gronostay, professor i Berlin og desuden kunstnerisk leder af Nederlands Kamerkoor.

Radiokammerkoret regnes med rette for at høre til blandt de øverste i den danske korpyramides top. Dels i kraft af den formelt set professionelle status: Man får løn (70% af en fuld stilling). Dels i kraft af det kunstnerisk set høje niveau. Et niveau som næppe kan tænkes uden den underskov af amatører, som har produceret så mange halv- og helprofessionelle sangere.

Koret består af 31 fastansatte sangere. Som grundstamme i Radiokoret (75 professionelle sangere) er korets opgaver i sagens natur mere varierede end kammerkor, der har specialiseret sig udelukkende i a cappella-musik. Koret synger en del med orkester, Torsdagskoncerter, operaproduktioner og symfoniske korværker på plade med Radiosymfoniorkestret, operetter med Underholdningsorkestret. Men a cappella-genren optager lidt mere end 50 % af korets årlige ca. 210 arbejdsdage, og det er Danmarks Radios erklærede mål, at koret kan virke som inspiration for komponister af a cappella-musik. Alsidighed er typisk for koret, ingen musikepoker er per definition uden for korets repertoire, men da koret sammensættes af hovedsagelig konservatorieuddannede sangere, heraf ganske mange som dyrker en sideløbende karriere som oratoriesolister eller sangpædagoger, ligger tyngdepunktet i korets repertoire på a cappella-musik fra romantikken og fra det 20. århundrede, hvor stemmernes klangfylde især kommer til sin ret.

Koret har de seneste år markeret sig kraftigt med cd-udgivelser. Fra 1989 med eksklusiv aftale med pladeselskabet Chandos, hvor det er blevet til 6 rene a cappella-cd'er og 15 cd'er med orkester. Et tilsvarende antal kommer til i de nærmeste år. Korets turnevirksomhed omfatter i de seneste år USA, Finland, Stockholm New Music, Ultima Festival i Oslo, Schleswig-Holstein Festival, samt promenadekoncert i Royal Albert Hall og koncerter i Alte Oper i Frankfurt.

Udvikling

Jeg skrev indledningsvis, at kormusikken af mange komponister opleves som en nebengeschäft, en brokkasse for det, der ikke kan indpasses i de mere betydningsfulde værker. Provokationen kunne trænge til en perspektivering, for med udviklingen af de rigtig gode kor i Danmark, er der også opstået et nyt repertoire, som følge af ambitiøse korledere. På samme som percussionsafdelingens fremragende udøvere med stor succes har fået komponister til at skrive musik for slagtøj, så har kormusikkens fremmeste udøvere formået at tiltrække sig opmærksomhed fra toneangivende komponister som Per Nørgård, Bent Lorentzen, Bernhard Lewkovitsch, Vagn Holm-boe. Andre kunne nævnes. I tilfældet Radiokammerkoret, så har man også bestilt værker hos yngre dan-ske komponister; i hukommelsen toner musik frem af Niels Rosing-Schow og Bent Sørensen.

Inden for det seneste årti er der i toppen af den danske korverden set en rivende udvikling. Udbryderkoret Ars Nova gik forrest for godt ti år siden og kæmpede længe for at leve op til korets egne kunstneriske ambitioner. Dårlige anmeldelser haglede ned over koret, som kvitterede ved at blive ved. Heldigvis. Via diverse støtteordninger og økonomiske lappeløsninger fik koret mulighed for at perfektionere repertoiret. Ars Novas arbejde kom til at være formdannende æstetisk set i kraft af nyt klangideal i vide-ste forstand. Andre halvprofessionelle kor med højt ambitionsniveau så dagens lys - navne som Hymnia, Sokkelund Sangkor og Carmina gav genlyd i musiklivet, mere etablerede kor som Lille Muko og Camerata fik et kunstnerisk løft. Det varede ikke længe inden cd-produktionen kunne dokumentere en standard på internationalt niveau (Det vender vi tilbage til i anmeldelsessektionen i næste nummer, red.).

Som lytter har man en klar fornemmelse af, at denne udvikling er smittet af på Radiokammerkoret. I det forløbne årti har der været en udskiftning i alle grupper, som har muliggjort en helt ny klang. Tidligere tiders gammelmandsvibrato og uhomogen klang er nu erstattet af en smidig og fleksibel korklang. Det betyder, at de mange individuelle solister er blevet langt bedre til at smelte sammen til én klang. Som en af sangerne med lige dele humor og alvor for nylig sagde til et nyt kormedlem: »Velkommen, og tak fordi du nu har droppet din solistkarriere til fordel for Radiokammerkoret.«

Det beundringsværdige ved Kammerkoret, som det synger idag, er evnen til at udvise disciplin i form af anonymitet (koret som én stemme) og sangernes potentiale som rigtige solister, der kan træde frem af kollektivet på overbevisende måde. Disse egenskaber er udnyttet på korets cd-udgivelser på det engelske plademærke Chandos. En gennemlytning af korets indspilninger, som dækker et bredt repertoire, afslører at det har en ganske stor spændvidde. Som det har været tilfældet for Radiosymfoniorkestret, så har også generationsskiftet i Radiokammerkoret været altafgørende for fornyelsen af både klanglig profil og repertoiremæssig nysgerrighed. Det er således ikke tilfældigt, at koret er tiltænkt en central rolle i forbindelse med Stockhausen-festivalen i efteråret 1996, som - hvis alle brikker falder på plads - skal munde ud i uropførelser og pladeindspilninger i samarbejde med komponisten.

Det forhold, at koret kan meget eller for at sige det mere præcist skal kunne dække hele musikhistorien, betyder også en accept af en udglatning i profil som følge af de seneste årtiers fokusering på specialist-ensembler. Som mor sagde, når det gik dårligt i skolen: Man kan ikke være lige god til det hele. Men i tilfældet Radiokammerkoret er der vist ingen tvivl om, at det er et forbandet godt allroundkor. Det ville være urimeligt at forlange mere.

På den baggrund skal en kritik af korets koncerter og pladeindspilninger funderes: Det er et kor med en forpligtelse til at dække hele musikhistorien. Når det gælder den ny musik, er det derfor muligt at finde indspilninger og andre ensembler, som kan aflokke nodebilledet flere facetter. Jeg tænker på vokalensemblet Ars Nova, som nærmest er vokset op med Per Nørgårds Wie Ein Kind som åndelig bagage. Dette kors indspilning af værket foretrækker jeg fremfor Radiokammerkorets, fordi Ars Nova har haft langt bedre betingelser for at finpudse det 'gale', det 'farlige' og profilere værket som det normsprængende stykke og den kompositoriske genistreg, værket rent faktisk er.

Jeg fik bekræftet denne holdning i forbindelse med Radiokammerkorets koncert i London før jul, hvor koret gav koncert i St. John's Smith Square. Nørgårds værker fra Wölfli-perioden må aldrig blive pæne eller polerede, tværtimod skal det kantede og karakteren af 'på-grænsen-til-det-mislykkede' fremhæves. Koret skal dog have ros for en forbilledlig præstation i midtersatsens tour de force af stemmemylder med tekst af Rilke.

På samme koncert sang koret også Sven-David Sandströms A Cradle Song/The Tyger med udgangspunkt i to digte af William Blake fra samlingen Songs of Innocence and Experience. Det værk kæmpede koret med; hvor må det værk være svært at få på plads. Efter min mening kan man godt komme helt uden om det uden at forbryde sig i den store stil. Sandströms musik skal opleves efter efter den gamle parole: Det er svært, så er det nok også godt. Komponisten hævder en gang imellem, at nu er han helt ærlig i sin musik, og de foregående værker var uegentlige. Hvornår kommer den næste proklamation?

På koncerten i London gik det galt fra begyndelsen i Sandstöms værk - koret kom galt fra start og mudderet bredte sig til stemmegrupperne. Der må være grænser for, hvad man skal udsætte sagesløse korsangere for. Bo Holten og Poul Rovsing Olsen har også beskæftiget sig med Blakes digtning. Her er der mere at hente (jeg ved godt, at det ikke er på mode at skrive, at Holten også kan skrive god musik, undskyld).

Rosinen i pølseenden på Kammerkorets koncert i London: Søren-knasemig om koret ikke havde fået fat i en lille serie elle-bælle-arrangementer - et potpourri af danske julesange. Svend Saabys tro eftersnakkere. Ikke et ondt ord herfra.

De sprøjter plader ud

Allerede den engelske kritiker ved The Times, Paul Griffiths, var begejstret for koret, da han anmeldte det her i bladet for et par årgange siden. De mange pladeindspilninger har medført, at udlandet er ved at få øje på koret. Hvis man vil stive sin danske selvforståelse af, så kan man gå ind i pladeforretningen Tower Records i London og finde Kammerkorets plader i den klassiske afdeling. Ved siden af dacapos, Paulas, Kontrapunkts og Danacords. Ih, hvor vi kan.

Når man lytter til Radiosymfoniorkestrets og Radiokorets ind-spilninger af dansk musik fra1800-tallet: Gades Elverskud, Heises Drot og Marsk, Nielsens Saul og David (se diskografi), så kunne jeg ikke forestille noget andet kor gøre det bedre. Olufs Ballade og de andre ørehængere er bare noget af det mest danske, som vel om noget er selve klangbunden i den danske sangtradition. Bare udtrykket i sætningen og den melodiske opgang i Længes jeg efter min fæstemø, vil øjeblikkelig få alle de danske lyse barytoner til at bryde ud i tårevædet nostalgi.

Men koret (og orkestret) kan også formidle Mahlers livsanskuelsessymfonier under Leif Segerstam. Hans særprægede direktion med storladen patos klæder denne musik, der ikke tager skade af, at den får på alle kontakter. Og så er det vist ingen hemmelighed, at Segerstam har et helt usædvanligt øre og kan lytte igennem den tykkeste orkesterklang, som ingen anden. Derfor er han også respekteret af musikerne. Det bliver noget af en arv at løfte for den nye chefdirigent, Ulf Schirmer. Det er senest kommet musikken til gode i Mahlers 8. Symfoni og komponistens fragment fra en 10. Symfoni. Jeg har hørt Bernsteins version et utal af gange og også Levines (et mindre utal af gange). Mine ører har vænnet sig til at mene, at Bernsteins konstruktive sammenbrud bygges op uovertruffent, hvor kontrasterne helt og holdent bliver det formkonstituerende. Hos Bernstein fremstår de kammermusikalske passager virkelig sådan som Adorno beskriver dem hos den sene Mahler: uendeligt tynde og opløsende i karakteren. Afskedsmusik så det gør noget.

Så er der mere at hente i 8. Symfoni hos radiofolkene. Dette Mahlers opus magnum kan symfoniorkestret og koret sagtens være bekendt at sende ud i verden i konkurrence med de 247 andre indspilninger af værket.

Man kunne sagtens slå på tromme for andre af korets indspilninger, her blot et par vigtige: Regers a cappella værker kan man høre igen og igen med korets indspilning. Det samme gælder Richard Strauss' værker for kor med Tine Kiberg, Randi Stene, Gert Henning-Jensen og Ulrik Cold som solister. Man kan anbefale at anskaffe sig pladerne med Radiokoret. De skulle være til at få i de fleste pladeforretninger i Danmark, ellers som sagt i Tower Records i London. Prøv eventuelt også den danske distributør, som gemmer sig i Solrød: OH Musik, tlf. 53 14 66 44.

Kammerkoret sang julen ind i Lon-don den 23. december, nærmere betegnet i St. John's Smith Square. Der er ingen grund til at skjule, at der er langt fra St. John's Smith Square til Carnegie Hall, både i den ene og den anden forstand. Men hvorfor ikke klø på, det er lykkedes for andre danske eliteensembler at slå igennem, så hvorfor ikke Radiokammerkoret. Konklusionen må være, at der er al mulig grund til at satse på det Radiokammerkor, der i de seneste ti år har udviklet sig i store skridt. Ikke mindst den nuværende kunstneriske ledelse og chefdirigenten Stefan Parkman har med højt ambitionsniveau lagt kursen fast de kommende år. Foreløbig er der planlagt 12 pladeindspilninger med musik af bl.a. Knudåge Riisager, Paul Hindemith, J.A.P. Schultz, Alexander von Zemlinsky, Rued Langgaard, Zoltan Kodaly og Kuhlau.

Side 203: Radiokammerkoret fotograferet i London i forbindelse med koncerten i St. John's Smith Square. Foto: Jan Persson, DR-foto.

DISCOGRAFI Radiokoret

Antologier:

Schultz, Lewkovitch, Gade, Langgaard, Heise: Gensyn med Danmark. Dir. Per Enevold. DACOCD 308

Lidholm, Henze, Nørgård, Schönberg, Poulenc: Masters of 20th Century. A Cappella. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 8963

Royal Music from the Courts. Dir. Stefan Parkman. dacapo DCCD 9020

Tormis, Nørgård, Rautavaara, Sandström, Jersild: Scandinavian Contemporary. A Cappella. Stefan Parkman. CHANDOS 9264

Alfabetisk:

Brahms, Ein deutsches Requiem. Dir. Michel Corboz. ERATO ECD 88227

Bruckner, 10 Sacred Choruses. Werner, Sven Erik, Hommage à Bruckner. Dir. Uwe Gronostay. Kontrapunkt 32022

Curran, Crystal Psalms. Frans Rasmussen. New Albion Records

Gade, Niels W., Elverskud. Dir. Dmitri Kitaenko

Fünf Gesänge. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 9075

Hamerik, Requiem. Dir. Ole Schmidt. Kontrapunkt 32074/75

Heise, Drot og Marsk. Dir. Michael Schønwandt. CHANDOS 9143-45

Janácek, Msa Glagolskaja + Kodaly, Psalmus hungaricus. Dir. Sir Charles Mackerras. CHANDOS 9310

Kuhlau, Elverhøj (Elf Mountain). Dir. John Frandsen. dacapo DCCD 8902

Lulu (Complete opera). Dir. M. Schønwandt. Kontrapunkt 32009/11

Langgaard, Symfoni nr. 14. Dir. Michael Schønwandt. DACOCD 302

Sfærernes Musik. Dir. John Frandsen. DACOCD 340-41

Fra Dybet. Dir. Leif Segerstam. CHANDOS 9249

Lewkovitch, Mass with 2 horns. Dir. Uwe Gronostay

Improperia. Dir. Per Enevold. dacapo DCCD 9207-08

Mahler, 2. Symfoni. Dir. Leif Segerstam. CHANDOS (April 1994)

3. Symfoni. Dir. Leif Segerstam. CHANDOS 8970/71

8. Symfoni. Dir. Leif Segerstam. CHANDOS 9305/6

Moussorsky, Boris Godunov. Dir. Dmitrij Kitaenko. Kontrapunkt 32036/37

Carl Nielsen, Maskarade. Dir. John Frandsen. Unicorn DKP9073/74

Saul og David. Dir. Jascha Horenstein. Unicorn DKP9086/87

Saul og David. Dir. Neeme Järvi. CHANDOS 8911/12

Hymnus amoris, Fynsk Forår, Søvnen. Dir. Leif Segerstam

3 Motetter. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 8853

Aladdin. Dir. Gennady Rozhdestvensky. CHANDOS 9135

Per Nørgård, 3. Symfoni. Tamás Vetö. dacapo DCCD 8901

Siddharta. Dir. Jan Latham-Koenig. dacapo DCCD (vinter 94)

Pepping, St. Matthew Passion. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 8854

Pizzetti, A Cappella. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 8964

Prokofjev, Alexander Nevsky. Dir. Dmitri Kitaenko. CHANDOS 9001

Ivan the Terrible. Dir. Dmitri Kitaenko. BMG (vinter 1994/95)

Rachmaninov, The Spring, The Bells. Dir. Dmitri Kitaenko. CHANDOS 8966

Reger, A Cappella. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 9298

Schnittke, Minnesang, Choir Concerto. Dir. S. Parkman. CHANDOS 9126

Schumann, Der Rose Pilgerfahrt. Dir. G. Kuhn. CHANDOS (Marts 1995)

Strauss, A Cappella. Dir. Stefan Parkman. CHANDOS 9223

Svend Erik Tarp, Te Deum. Dir. John Nelson. dacapo DCCD 9005

Zemlinsky: Once Upon A Time. Dir. Hans Graf. Capriccio 60019-2