Adorno og Ferneyhough

Uden tvivl har Adorno følt en stærk forpligtelse til at være nærværende i Darmstadt-miljøet, da det i årene efter 2.verdenskrig gjorde sig til den radikale efterkrigsmodernismes højborg. Historien om Darmstadt er en del af historien om Tysklands kulturelle genrejsning efter nazismen, og Adorno, der var vokset op med Schönbergskolens af nazi-regimet så effektivt undertrykte musik, havde tiltænkt sig selv en betydningsfuld rolle i den sammenhæng.

Allerede dengang spurgte de yngre imidlertid, om Adorno nu også fuldt og helt var åndeligt nærværende i den nye tid, eller om man blot havde at gøre med en gammel mand, der længselsfuldt tænkte tilbage på fjerne ungdomsdage og den musik, han havde lært at værdsætte i den ny musiks heroiske ungdomsårs i århundredets første årtier. Man kan diskutere, hvem der i grunden har været mest følsomme over for efterkrigseuropas brændende etiske, kulturelle og politiske problemer - den gamle moralist og sortseer eller den fremskridtsberusede 'Wiederaufbau'-generation'. Men det er hævet over tvivl, at Adornos stemme har haft en fremmed klang i Darmstadt. Det kan man konkret forvisse sig om, hvis man besøger lydarkivet i Darmstadt, hvor det er muligt at lytte til Adornos foredrag fra Darmstadt-kurserne. Og man kan i overført betydning erfare det ved at læse foredragene i Darmstädter Beiträge zur Neuen Musik.

I sine direkte henvendelser til efterkrigsgenerationen fastholder Adorno sine grundlæggende antagelser om det avancerede musikalske materiale som forudsætningen for kunstnerisk gyldighed. Men samtidig kritiserer han serialismen, der i hans tolkningsunivers repræsenterer overgivelsen til en falsk objektivitet og stiller sig hindrende i vejen for den sande formidling mellem det (samfundsmæssigt) objektive og subjektiviteten, der er kunstværkets mål, og som for Arnold Schönberg kun lykkes på trods (!) af den systematiserede tolvtoneteknik.

Men kritikkens form og metode - og dens skarphed - veksler. I Vers une musique informelle, som Brian Ferneyhough har valgt som udgangspunkt for sin diskussion af spørgsmålet om Adornos aktualitet, har han gjort sit yderste for at stille skarpt og præcist ind på de nyeste tendenser anno 1961, og han for-søger en filosofisk analyse af hele spektret fra Stockhausens serialisme til Cages zen-buddhistiske kon-templationsøvelser.

Vers une musique informelle repræsenterer det nærmeste Adorno kom på en egentlig forståelse af efterkrigsmodernismens betydning, og foredragets ambitiøse mål er at udstikke programmet for en ny musik, der overskrider seria-lismens position uden at fornægte den, og som på ny orienterer sig mod kunstværkets mulighed for en ægte formidling mellem subjektivt og objektivt.

Brian Ferneyhough arbejder videre på Adornos projekt under inddragelse af musikalske udtryk og æstetiske positioner, der er kommet til siden, og som Adorno af gode grunde ikke kunne inddrage i sine refleksioner.

Ferneyhoughs artikel blev holdt som et foredrag på Fondation Royaumont i Frankrig den 10.9.94. Vi gengiver det her med tilladelse af komponisten.