Encyklopædisk metamorfose

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 181-181

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Bongopatter. Musikalsk begreb, som opstod sidst i 1970'erne. Dækker en pædagogisk metode, som i løbet af 1980'erne kom til at styre undervisningen i gymnasiet og på universitetet. Baggrunden for udviklingen af bongopattepædagogikken skal søges i nye krav til færdige gymnasielærere, som skulle 'møde de unge mennesker i deres egen musikkultur', dvs. den rytmiske musik. Det kunne de færdige cand.mag.er ikke i 70'erne. Kursen blev lagt om på universitetet; der blev hentet eksterne lektorer i bongopatter ind for at give de kommende gymnasielærere et rytmisk fundament. Hørelære, musikledelse, korledelse, arrangement, - overalt swingede bongopatterne, så det næsten blev for meget. Klik-klak, klik-klak. Snart forsvandt gamle ord som fx 'kontrapunkt' og 'kirketonal harmonisering'. Det blev et anliggende for særlige støvede gemytter, der partout ville beskæftige sig med den gamle musik.

Historikere ville kalde det et paradigmeskift. Sandt er det i hvert fald, at der kom andre boller på suppen. Og de, der ikke kyssede bongopatterne velkommen, blev overdøvet af nye toner fra det nye rytmiske øvelokale. Æblemand, kom indenfor lød det inde fra øvelokalet, og den udenforstående kunne træde indenfor og være med i alle sang- og danselegene. Ingen havde grund til at stå udenfor, alle stud. mag.erne kunne være med i de mange sjove og spændende rytmiske sanglege. Snart strømmede denne musik ud og mødte de unge gymnasieelever - lige præcis dér, hvor de unge selv var - Lige ind i øret hed en bogtitel, som øvede sig i at tale gymnasieelevernes eget musiksprog. Ga-Dung.

Hvorfor det lidt nedladende ord 'patter' er blevet sammenstillet med ordet 'bongo', er der ingen, der med sikkerhed kan sige noget om. En af forklaringerne går ud på, at de unge mænd og især kvinderne i den periode oftest gik klædt som skulle de til sækkevæddeløb. Typisk var der tale om en meget stor filtsæk med huller til arme og hoved. Når disse unge sad lidt foroverbøjet med deres bongos på skødet - og det gjorde de næsten altid - så udgjorde bongotrommerne et 'naturligt' brystparti. Blandt fagfolk er der dog uenighed om denne definition.

I tiåret 1980-90 kom de mange pædagoger ud i musiklivet: I gymnasieskolen, på højskolerne, i Danmarks Radio, i musikskolerne. Hvor de sidder den dag i dag. Alle kan de deres Æblemand. Og de sidder ikke og fiser den af, det gør de bestemt ikke: De sprøjter arrangementer ud i stakkevis. Der er udgivet bjerge af disse 'Bedstefar, tag dine tænder på-nodehæfter', der ligger som klassesæt i det ganske land. Sa-bab-du-bab.

De kritiske røster som af og til er dukket op, har ingen taget notits af. Én sur mand kaldte den venlige æblemand for 'babymos' og 'musikalsk fastfood'. Højrøvet snob. Ikke desto mindre - og det er næsten ikke til at tro - er der nu kræfter blandt de 500 gymnasielærere i musik, som ikke gider at mødes på ælle-bælle-fermaten med de rytmiske freaks. Der tegner sig langsomt et nyt billede af den helt unge generation, for hvem den rytmiske musik slet ikke er noget 'problem' - de kan den bedre end deres pensionsmodne lærere nogensinde vil komme til. For unge mennesker består det nye i at udforske de eksperimenterende jazz- og rockscener og kompositionsmusikken. G'ganggali ging g'gang, g'gung g'gung!

Kort sagt: Vi er på vej ind i et nyt paradigmeskift. Tilbage til værktøjet, tilbage til den solide musikuddannelse, tilbage til respekten for musik som fag, både på universitetet og i gymnasieskolen, tilbage til et universitet der tør at stille dagsordenen for en relevant undervisningsplan også for gymnasieskolen, tilbage til et universitet, der tør have en profil både indadtil og udadtil. (Se også enqueten på de følgende sider).

Årgang 69/1994-1995, nr. 05