Ny kompositionsmusik i gymnasiet?

Et fag i udvikling

Mange mennesker finder det spøjst, at man går til eksamen i musik i gymnasiet. »Hvad gør I så - komponerer... eller synger måske ligefrem!!« Og så følger ofte en syndflod af erindringer om musikundervisningen i gamle dage - muntre beretninger om brummere og hjælpeløse vikarer - meget langt fra det moderne musikfag, som er obligatorisk for alle i 1.g og som mange vælger som eksamensfag i 2. og 3.g - et fag, som er en vital del af skolens liv i hverdag og fest.

Musikfaget har udviklet sig kolossalt igennem de seneste 20-25 år. Fra at være et relativt stillestående fag, koncentreret om klassisk musikorientering og korsang, ud-viklede faget sig repertoiremæssigt og fik langt flere elever. Det blev anerkendt som fag på højeste gymnasiale niveau med skriftlig eksamen og det hele, og 'sammenspillet' blev i stigende grad en del af fagets profil. Og med den rytmiske musik fik faget en samtidsorientering, som blev understøttet af en stigende samfundsorientering.

Lidt efter lidt blev musikfaget dels konsolideret, dels fastslået som et gymnasialt fag på niveau med de øvrige humanistiske fag. Og nu står vi med en faglig profil, som både er meget bred og meget dybtgående. Det er et godt og levende fag med masser af muligheder og udfordringer.

For en gymnasiemusiklærer er det en meget tilfredsstillende tilstand, og det er samtidig meget opløftende at opleve en stor interesse fra andre sider af kulturlivet for vores fag og for musikundervisningens muligheder. Jeg kan nævne nogle eksempler: En halv snes mellemniveau-musikhold samarbejder med Danmarks Radio P2musik om at lave radioudsendelser - Dansk Komponistforening og gymnasiemusiklærere planlægger et forsøg med musikundervisningen som laboratorium for komposition af ny musik, - Danmarks Radios udviklingsafdeling for multi-medier, DRIVE- gruppen, arbejder sammen med musiklærere om udvikling af multi- medie-materiale til musikundervisningen, - universiteternes musikinstitutter arbejder sammen med musiklærere om udvikling af materiale til stilimitation inden for rytmisk musik etc. etc.

Og musikundervisningen er også et spændende miljø at arbejde i. Der er utroligt mange muligheder, eleverne er talentfulde og højt motiverede, lærerne veluddannede ildsjæle, undervisnings-bekendtgørelserne er rummelige og krævende; man skal nå langt. Og på valgniveauerne skal man altså til eksamen.

Eksamen deler sig - ligesom undervisningen - ligeligt mellem musikudøvelse og musikteori og mellem det skriftlige og det mundtlige. Man skal op i musikkundskab (musikhistorie, musikteori) og musikudøvelse (solo og ensemble) - og hele det nåede pensum opgives til eksamen.

På landsplan er der to slående træk ved pensum-opgivelserne: en mangfoldighed og frodighed - og så en dominans af hvad man kunne kalde 'mainstream', dvs. et repertoire, som er temmelig forudsigeligt, bestående af lidt renæssance, en god del barok, en mængde klassik, noget romantik, lidt nyere tid, godt med jazz op til 70'erne, rigeligt med rock til og med Beatles - og: Sjældent det mere fremmedartede og yderst sjældent det man med en samlebetegnelse kalder 'ny musik', dvs. kontemporær kompositionsmusik. Og det er der flere plausible forklaringer på. Jeg skal forsøge et par stykker. Man samtidig vil jeg insistere på, at det kan være anderledes.

Ved pædagogisk tilrettelæggelse af et repertoire har man selvsagt særligt øje for regler og konventioner. For at forenkle og skabe over-blik samler man enkeltforekomster-ne under nogle overbegreber og generaliserer. Og derfor kommer 'det normale', konsensus og konvention i første række, og 'bruddene' derefter. Snarere bluesskema end bop, snarere Eine Kleine Nachtmusik end Beethovens 3., hellere Rhythm & Blues end Coltrane.

Der kræves »spredning historisk og i genrer og stilarter, og pensum skal desuden belyse de sammenhænge, hvori musikken indgår.« Det er store krav, så selvom den gode vilje er tilstede, er det forklarligt, hvis 'bruddene', eksperimenterne, det allernyeste og det sværeste ikke kommer med.

Men ud fra den erkendelse, at det er i bruddene, i oprøret, det sker, og ud fra den opfattelse, at det er vigtigt at kende til den kultur, som er udtryk for ens samtid, må noget gøres for at hjælpe de gode viljer hertil og skaffe materiale og muligheder herfor.

Der er allerede gode og vellykkede eksempler på udvidelse af perspektivet og repertoiret i gymnasiemusikken, og mere kommer til. To møder mellem komponister, formidlere og gymnasielærere inden jul gav en masse gode idéer, og nu kommer der fart på.

Jeg vil meget gerne styrke for-bindelsen mellem gymnasiemusikken og 'det virkelige liv', gøre musiktimerne til laboratorier for samarbejde mellem komponister og lærere og elever, skaffe rum og mid-ler til efteruddannelse af lærere, initiere og animere til forsøg med såvel undervisning som eksamen, medvirke til udgivelse af materiale i diverse tilstandsformer etc. etc.

Der er talløse muligheder, som skal prøves. Ikke hulter til bulter og over hals og hoved, men i organisk forlængelse af det gode arbejde, som har gjort musikfaget til et dynamisk og spændende fag i stadig vækst.

Finn Gravesen