Ny kompositionsmusik i gymnasiet?

Nye henkogningsmetoder

Set fra helikopterhøjde tager gymnasieføljetonen sig uendelig og umulig ud: Hvis kultur er det givne, og kunst - her: Musik - er anfægtelse af det givne, så står gymnasiet i et strukturbetinget og derfor uløseligt dilemma. Et alment (dannende) skolevæsen må nødvendigvis forskrive sig til det givne og nedskrive anfægtelsen af det givne til ikke-meriterende tidsfordriv og dubiøst dagdrømmeri.

Anfægtelsen lader sig selvsagt vanskeligt integrere i et pædagogisk projekt, som forventes at producere velfungerende, uanfægtede medborgere til fortsat opretholdelse af det givne.

Men kunsten er jo nu engang i verden - hvor skulle den ellers være? - og der er historisk belæg for at mene, at forholdet mellem det givne og det endnu-ikke-givne kan være dialektisk, undertiden ligefrem dynamisk. »Die Welt lässt sich doch etwas bewegen«, hævdede Stockhausen engang, muligvis påvirket af indtagelsen af en fuldvoksen portion banana-split.

Oven i købet har kunstmusikken vristet sig ud af den historiske nødvendigheds skruetvinge, så meget at den for tiden lyder helt appetitligt og tilforladeligt. Det skulle være en smal sag at spærre den slags inde i et ringbind og/eller devitaminisere den ved hjælp af tidens avancerede pædagogiske henkogningsmetoder.

Det skal da forsøges. Det kan der ikke ske alverden ved. I hvert fald ikke så længe den af afdøde professor, dr.phil. Jens Peter Larsen formulerede doktrin forbliver retningsvisende for universiteternes musikuddannelser: »Et partitur af fx Händel ser tit lidt ordinært ud, men når man hører det, overvældes man af musikkens originalitet og skønhed. Omvendt tager fx Stockhausens partiturer sig utroligt spændende ud, men når man så hører det ...«

Deri havde professoren åbenbart evigt ret. Foreløbig har doktrinen netop fejret sit 40 års jubilæum som uanfægtet del af det givne.

Sven Erik Werner