Ny kompositionsmusik i gymnasiet?

Fat om nældens rod

Da dette blads lederskribent har den kedelige vane at iklæde sig sit Mr. Hyde-kostume, kunne den langt venligere Dr. Jekyll-attitude passende danne et kontrapunkt i dette indlæg. For det mest konstruktive i en sag om den ny musik i gymnasiet er vel at tage udgangspunkt i, at der er øer af frodig nyskabende virksomhed ude i gymnasieskolen. Men at det er undtagelsen snarere end reglen, når det gælder den ny kompositionsmusik, det er der vist ingen, der vil bestride.

Så det tiltag, som gymnasieskolens fagkonsulent i musik har taget for at forsøge at lukke det gabende hul, der er på området, skal hilses velkomment og bakkes op. Og de meget konkrete forslag, som er kommet ud af møder og konferencer, tyder på, at der er mere end en professionel velvilje tilstede. Vi tør mao. tale om en reel interesse hos dele af musikfolkene i gymnasiet.

I diagnosticeringsfasen kommer vi imidlertid ikke uden om et par syrlige bemærkninger. Det er næsten påkrævet, når man som undertegnede står i den gunstige position ikke at have en kasket, der skal sidde på en bestemt måde, eller et bagland, som skal spørges om lov først. Andre kan have problemer med at sige tingene ligeud. Jeg er for utålmodig og for ustrategisk anlagt til at orke at pakke kritikken ind i cellofan.

Det står klart, at problemerne i gymnasiet er en arv fra universitetet. Jeg kan ikke udtale mig med sikkerhed angående undervisningen og forskningen på samtlige musikvidenskabelige institutter, men der hvor jeg har haft min gang, har det set sort ud længe. Når et institut kan tillade, at en komponerende professor »ikke vil undervise i sig selv og sine kolleger«, hvilket reelt betyder, at musikhistorien for vedkommende (med speciale i det 20. århundredes kompositionsmusik) stopper i 1945, så er der noget fundamentalt galt. Vi taler om et musikvidenskabeligt institut uden samlet musikhistorisk styring og profil. En katastrofeansættelse i et adjunktur blev i sidste øjeblik afværget ved indgriben udefra. Det har dog ikke afholdt instituttet fra at tildele et treårigt lektorvikariat til en alderstegen gymnasielærer, som uvist af hvilken grund har fået lov til at skrive dr.phil. på visitkortet. Det er hårrejsende. Det er Musikvidenskabeligt Institut i København.

På et møde i Dansk Tonekunstnerforening sidst i 1994, gav institutbestyrer for det omtalte institut, lektor Niels Krabbe, en situationsbeskrivelse, som ikke var opmuntrende. Han indrømmede ærligt, at der var tale om en krise. Det frygtelige var, at her stoppede hans tale. Skal hilse og sige, at hvis man uden for murene, i det rigtige musikliv, har kriser og ikke har løsningsforslag og hen ad vejen løser problemerne, så træder nok så håndfaste mekanismer i kraft. Uddybning er vist overflødig.

Universitetet må ophøre med at være varmestue for pensionsmodne lærere, som åndeligt set er stået af. For de studerende er nemlig taberne i dette spil. Dem tales der sjældent om. Når undervisningen, forskningen og formidlingen på højeste niveau er under niveau/ikke-eksisterende, så smitter det af på alle niveauer længere nede i systemet. Deraf en del af miseren i gymnasiet.

Se blot på fagene litteraturvidenskab og dansk på universitetet. Her er belysningen af det 20. århundredes litteratur centralt placeret i undervisning og forskning. Hvilket igen medfører, at danskundervisningen i gymnasiet ikke har de problemer, som musikundervisningen bakser med.

Det kunne være interessant at få situationsrapporter fra andre musikvidenskabelige institutter. Dybdeborende kritiske vurderinger, der skyer kollegiale broderskaber og fagligt kammerateri. Kom frit frem, hiv skeletterne ud af skabene - hvis der noget at skrive hjem om, skal dette blad nok lægge spalter til.

Mr. Hyde dukkede alligevel op igen. Undskyld. Måske fordi fraværet af det muliges kunst er så forbandet ophidsende.

Anders Beyer