Ny kompositionsmusik i gymnasiet?

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 187-187

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Gammel og ny musik

Det kunne nok diskuteres, om man som universitetslærer skal blande sig i gymnasiemusiklærernes re-fleksioner over deres egen praksis og dens udvikling. Men da nu DMT har inviteret mig til det, lader jeg den anfægtelse fare. Værten må bære sin del af ansvaret.

Fordommene omkring ny kompositionsmusik er mange, og der er for så vidt intet overraskende i, at gymnasiasternes forhold til den er yderst tyndt. Vanskeligere må det være at forklare, hvordan man overhovedet forholder sig til den vesteuropæiske musikkultur, hvis man anser den for at være afsluttet i det 19. århundrede. Al musik var engang ny, og gennem de sidste ca. 300 år har det netop været et væsentligt træk ved musikken, at den skulle være ny, være original. Der er derfor stærke lighedstræk mellem de situationer, som Bachs Leipzig-menighed, Haydns London- publikum og de første tilhørere til Wagners operaer i Bayreuth var sat i, og den, som vi oplever, når vi lytter til ny musik. Alle måtte forholde sig til noget, de ikke før havde hørt, ligesom også vi skylder os selv at gøre det, når vi har øren at høre med.

Eftertanken er ikke kun et spørgsmål om systematisering, om på forhånd at have fået det typiske udleveret på et sølvfad og være sat i stand til at konstatere reprisens indtræden eller comes' reaktion på dux i en fugagennemføring. Sådanne opsamlede erfaringer kan være nyttige nok, ja, nødvendige, når man skal indstille sig på at tage imod et stykke musik af en vis ælde. Men hvis denne form for forståelse ikke kan kombineres med en åbning af opmærksomheden mod det uventede, det ikke-før-hørte, sådan som man nødvendigvis må indstille sig over for ny musik, så er det nær ved at være forgæves, at man søger værdier i de klassiske værker, der udgør den historiske arv.

Den ny musik skal selvfølgelig ikke blot være et vehikel for forståelsen af den gamle. Skellet mellem gammelt og nyt burde snarere betragtes som en af de fordomme, der bør bekæmpes. Vel er der brud i historien, såvel som i dagligdagen. Men vi kan opleve dem i det meste af den musik, som det er umagen værd at lytte til, om den så er gammel eller ny. Og hvis vi oplever den gamle musik som væsensforskellig fra den ny, er der meget der taler for, at vi har misforstået den.

Ny musik skal og kan heller ikke bare høres som øjeblikkets umiddelbare og ubetingede udsagn. Der ligger i den også en tanke, der er en frugt af eftertanken, af bevidstheden om en tradition, som komponisten har skrevet sig ind i. Vi, der tilhører den samme tradition, må forstå den for at forstå os selv. Valget mellem den og tomheden er kun tilsyneladende frit. Det kan være vanskeligt at omgås med traditionen, men man kan ikke som levende menneske være den foruden.

Det er nok banaliteter. Hensigten med dem var blot at hilse gymnasiemusiklærernes initiativ velkomment. Den sunde - og i musikundervisningen så højt besungne - eftertanke må sætte ind mod de absurditeter, der åbner sig ved antagelsen af, at gammel musik skulle ligge os nærmere end den ny. Hvis ny musik ikke har sin selvfølgelige plads i gymnasiets musikundervisning, så mangler livsnerven i hele musikforståelsen.

Carsten E. Hatting

Årgang 69/1994-1995, nr. 05