Ny kompositionsmusik i gymnasiet?

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 188-188

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ny kompositionsmusik i gymnasiet - hvorfor ikke?

Hvorfor står det 20. årh.'s kompositionsmusik så svagt i gymnasiets musikundervisning?

Det er der mange mere eller mindre gode grunde til, grunde som man må gøre sig klart, hvis situationen skal ændres. Jeg mener, der findes holdningsmæssige og faglige stopklodser - både hos elever og lærere.

Eleverne er i dag ikke på forhånd negative over for klassisk musik snarere tværtimod, men de møder klassisk musik med forventninger om velklang, harmoni og afslapning, og deres eventuelle repertoirekendskab rækker i hel-digste tilfælde op til midten af forrige århundrede. Der er fra elevside på forhånd intet ønske om eller bevidst behov for at stifte bekendtskab med det 20. årh.'s kunstmusik, og situationen er altså en helt anden, end da vi for 25 år siden opprioriterede den rytmiske musik i undervisningen, hvor vi lærere knoklede for at imødekomme et forståeligt og rimeligt elevkrav, som mange af os ikke var uddannede til at honorere. Dengang var der medvind fra eleverne, men i denne sag ved de ikke engang, at der er en cykelsti, og der er brug for ildsjæle, ja for missionærer blandt underviserne.

Generelt adskiller lærernes holdning sig næppe markant fra elevernes; selvom det aktive repertoirekendskab forhåbentlig rækker længere frem i tiden, ligger engagementet for de flestes vedkommende før 1900, og skal man være missionær, kræver det både engagement og indsigt. Mange af os fik på dette område ingen af delene gennem vores uddannelse.

Kredsen omkring Schönberg ses vel efterhånden i et vist omfang på pensumindberetningerne (?), men hvad med alt det, der er sket efter 2. verdenskrig, og her tænker jeg ikke i første række på østeuropæere som fx Górecki? Det er min fornemmelse, at det indtager en meget lille plads i vores undervisning.

Her ser jeg een stopklods.

En anden er de manglende undervisningsmaterialer på området. Hvis vi generelt skal tage emnet op, forudsætter det, at der på dansk udarbejdes velegnet materiale, som både undervisere og elever kan bruge; det fremgår af nyligt afholdte konferencer i Undervisningsministeriet, at der fra forskellig side arbejdes på sagen.

En tredje forhindring er - i hvert fald for højniveauets vedkommende - at det nok kan være spændende at arbejde med noget nyt, men hvordan stiller man ekstemporalopgaver og hvordan får man overhovedet fat i materiale i form af cd, noder m.v., når man bor i Holstebro?

Vi vil ofte på elevernes vegne være bange for at stille enkelte elever over for urimeligt svære opgaver og viger måske derfor tilbage for det nye. Jeg tror ikke altid denne frygt er velbegrundet, men på den anden side var det måske en overvejelse værd, forsøgsvis at tillade eleverne at opgive et mindre antal kendte værker med tilhørende perspektiverende tekster inden for dette område, så man kunne få hul på bylden.

Det kunne vel i nogen grad ligestille den elev, der kommer op i ukendt stof, med den, der kommer op i noget af det 'svære' moderne.

På mellemniveau vil dette jo uden videre kunne lade sig gøre, og på obligatorisk niveau er det vel sådan set bare at gå i gang, hvis man ellers aner sine levende råd, og dem må man erfare sig til, tror jeg. Som inspirationskilde kan jeg anbefale John Paynters bog Sound & Structure fra 1992.

Bjarne Mørup

Årgang 69/1994-1995, nr. 05