Svar til Jytte Hilden

Årene i musiklivets tjeneste har bl.a. lært os, at når vi stryger venligt, så er vi seriøse og sobre. Når vi kradser vedvarende, er vi studentikose, useriøse og det, der er værre. Vi ved, at involverede bliver pikeret, når vi kalder en spade for en spade. Det er der mange eksempler på. Da vi fx som de første lavede en dybdeborende kritik af DUT-sagen, blev vi truet med sagsanlæg. Langt om længe er også Kulturministeriet kommet frem til, at der er foregået griserier i DUT.

På baggrund af vores kendskab til musiklivets nedskrevne love - til og med også de uskrevne (dvs. de mekanismer, der reelt er bestemmende for udviklingen) - føler vi en forpligtelse til at sige fra over for den rene og skære amatørisme. Som den fx kommer til udtryk i den omtalte bog.

Når Jytte Hilden hælder et udglattende olielag ud over kritikken af bogudgivelsen og samtidig ikke glemmer at vaske sine egne hænder rene, når hun rettelig burde vise modighed og skære igennem og forlange arbejdet gjort om - vi ved jo godt, at det ville ske, hvis hun bad om det - så viser det med al ønskelig tydelighed, at der er brug for iagttagere, der insisterer på at bide det offentlige kulturlivs repræsentanter i haserne, når inkompetencen udbasuneres så tydeligt, som det er tilfældet i denne sag.

Fakta går vi skam ind for her på stedet. Fakta i denne sag er, at to uerfarne musikstuderende blev hyret som researchere på den omtalte bogudgivelse. Pludselig måtte de imidlertid se sig selv i rollen som forfattere, en position, der slet ikke var tiltænkt dem fra begyndelsen. I kampens hede og måske på grund af tidspres, undervurdering af opgaven og manglende kompetence på stofområdet, er lorten øjensynligt blevet tørret af på de unge studerende. Det er det, vi her på redaktionen kalder bondefangeri.

Fakta er, at bogen er noget værre bras. Længere er den historie ikke. Og det vil være rystende, hvis den i analysesammenhæng bliver brugt som baggrund for at drage konsekvenser for musiklivet. Vi venter med spænding på Peter Duelunds samlede redegørelse.

Anders Beyer