Tingene på deres rette plads. - En sælsom leder

Dansk musikpolitik, det 10. bind i den kulturpolitiske redegørelse, får hård medfart af lederskribenten Anders Beyer i sidste udgave af Dansk Musik Tidsskrift.

Lad mig for den gode debats skyld bringe et par faktuelle oplysninger på banen:

For det første er det ikke Kulturministeriet, der udgiver den kulturpolitiske udredning. Dén opgave er med megen omhu givet til Nordisk Kulturinstitut under ledelse af Peter Duelund. Det har fra begyndelsen været afgørende for mig, at det ikke er en ministeriel redegørelse, men at den netop skrives af politisk uafhængige og dermed ubundne forskere uden tilknytning til minsteriet.

Det er derfor langt fra givet, som lederen postulerer, at det er »på denne baggrund, at ministeriet vil stille dagsordenen for diskussionerne om-kring musikken i Danmark«. Jeg former mine egne synspunkter og holdninger. Forfatterne til redegørelsen gør ligeså. Bogen står naturligvis helt for deres egen regning.

For det andet er det nu interessant at læse, at lederskribenten i et ellers meget seriøst og sobert blad som DMT kalder Statens Musikråd for »ministeriets forlængede arm«. Anders Beyer burde måske om nogen studere den kulturpolitiske udredning med omhu.

Et af de mest fundamentale og rigtige principper i den danske kultur-politik er princippet om 'armslængden' - at den konkrete, faglige og kunstneriske fordeling af statens kulturbevillinger foregår i faglige og uafhængige råd, nævn og udvalg under Kulturministeriet (Kunstfond, Musikråd, Museumsnævn, Filminstitut osv.). Statens Musikråd er naturligvis ikke ministeriets forlængede arm. Dét ville ikke være godt for hverken musikrådet, musikerne eller ministeriet.

Der vil altid være mange, meget forskellige opfattelser af en sådan bog. Det har jeg naturligvis respekt for. Sådan bør det være, og alene af dén grund har bogen allerede opfyldt én af sine missioner. Men en god debat fordrer nu engang, at man forholder sig til fakta.

»Kunne man forestille sig, at Justitsministeriet lod to jura-studerende evaluere det samlede danske juridiske landskab i Danmark på ikke mere end 72 sider?« spørger lederskribenten. Hvis dén absurde sammenligning skal tages som et udtryk for musiklivets selvopfattelse, ja så må jeg tilstå, at der nok desværre er langt igen, før debatten bliver konstruktiv.

Jytte Hilden