Where the Streets have No Name. Kort over et lydlandskab

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 05 - side 190-195

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

På British Museum ligger der et verdenskort fra 900-tallet. Kortet dækker hele den dengang kendte verden - altså alt undtagen det amerikanske kontinent og Australien. Kortet får en til at se på verden med andre øjne: Skandinavien er en ø, der hedder Island, og den ligger på højde med det, der nu er Tyrkiet. England er hesteskoformet og Italien rektangulært. Kortet er fyldt med latinske navne og beskrivelser; allerlængst mod øst - i det der vel er Kina - står sætningen »Hic abundant leones« - frit oversat: Her er der overflod af løver.

Det følgende er et forsøg på at tegne et kort over det lydlandskab, der med en bred betegnelse kaldes cross-over - med alt, hvad det indebærer af farer for at overse landforbindelser og fortegne velkendte områder.

Problemerne ved at beskrive musik, der bevidst sætter sig uden for den gængse kategorisering af genrer, er anderledes end de ellers nok så komplicerede problemer, man kommer ud for, når man vil beskrive barokmusik, ny kompositionsmusik, folkemusik, osv. Der mangler ganske enkelt ord. Det er sjældent muligt at bruge henvisninger (á la »Han er Messiaen-elev«, »Han var en del af Mannheimer-skolen«) af den grund, at de ofte ikke giver mening i dette univers. Henvisninger duer kun som landkending, hvis det man henviser til giver brugbare associationer, giver mening i den sammenhæng, man bruger dem. At henvise til pladeselskabet Hathut Art hjælper sikkert de færreste - det vil enten forekomme som ren nonsens eller som ulideligt snobberi.

Derudover har de musikere, der - bevidst - sætter sig uden for de gængse genrekategorier, som regel en idé med at gøre det. At bruge ord fra den klassiske analyse, gloser fra scenen omkring den progressive rockmusik eller begreber fra den ny kompositionsmusiks verden vil på den ene eller den anden måde være mangel på respekt over for musikerne og musikken. Og sidst men ikke mindst er meget af denne musik lavet af mennesker, der modsætter sig den udtalte verbalisering af musikken som genstand - det er altså også svært at hente hjælp fra komponister og musikere.

Materialet til en undersøgelse af denne vadestedsmusik er ene og alene de bunker af cd'er der hober sig op i mellemrummene mellem de sædvanlige kasser, vi putter musikken ned i.

Pladeselskabernes rolle

Det første billede, der tegner sig, når man lytter til cd-stablerne er, at mange af dem kommer fra de samme pladeselskaber. Baggrunden for det er, at enkelte producere med lige dele idealisme, musikalitet og forretningssans har formået at skabe succesrige pladeselskaber. Det er normalt enmands-selskaber, hvor lederen afgør alt: optagelsessted, valg af musikere, mikrofonopstilling, mixning, coverdesign og markedsføring. Lige netop fordi producerne samtidig er dygtige forretningsmænd, der kan markedsføre deres produkter ordentligt, fylder disse selskaber meget i cross-over musikkens landskab. Som eksempler kan nævnes Creation, Crammed og 4AD. I det føl-gende koncentrerer jeg mig om to af de store cross-over selskaber - et tysk: ECM Records, og et amerikansk: New Albion Records.

Giganten blandt enmands-selskaberne er ECM Records. ECM, der bliver ledet af Manfred Eicher, har med sin udgivelsespolitik både skabt og afspejlet en hel verden af musik. Eicher producerer selv alle pladerne og lyden er umiskendelig. Bag alle ECM-udgivelser ligger den samme lydæstetik. Ligegyldigt hvilken musik der indspilles, indhylles den i det samme klanglige univers - ECM-universet. Derfor er det heller ikke hvad som helst, der bliver udgivet på ECM, kun den musik, der kan tåle det afslørende, lidt kølige og alligevel altomfavnende rum, der præger Manfred Eichers produktion.

Nogle musikere - fx Keith Jarret - elsker denne lydæstetik så højt, at de sjældent lader andre end Eicher producere deres plader. Andre ser det som et fængsel. Der er ingen krav om, at musikken skal være ny hos ECM, Perotins tidlige flerstemmighed udkommer side om side med avantgarde jazz og Arvo Pärt. Men alligevel tegner der sig en linie i ECMs udgivelser, der også kan sige noget om den musik, denne artikel handler om - og nu kommer der endelig nogle navne på bordet.

Den grå stemme

Saxofonisten Jan Garbarek er en af de komponister/musikere, der er med til at tegne pladeselskabet ECM, og med hans længselsfulde saxofon i ørerne tager jeg så springet ud i en beskrivelse af musikken fra ECM. Garbarek er jazzmusiker, men han har bevæget sig langt ud over jazzens grænser. Med sig fra jazzen har han taget improvisationen og blandingen komponist/musiker i en og samme person. Garbareks produktion rækker fra en indspilning af norske middelaldersange med sangerinden Agnes Buen Garnås over græsk filmmusik til soloprojekter og udgivelser med andre musikere fra både den klassiske musik og jazzen. Hans spil er præget af gennemsigtighed, insisteren, længsel og overblik - altsammen ord, der også kunne bruges om Eichers lydæstetik.

It's OK to listen to the gray voice er titlen på en udgivelse fra 1985 med Jan Garbarek Group. Besætningen er saxofoner, guitar og guitarsynthesizer, bas, trommer og percussion. Alle cd'ens syv numre er komponeret af Garbarek og alle syv titler inklusive titelskæringen er taget fra digte af Tomas Tranströmer. It's OK... er en af de mere jazz'ede af Garbareks cd'er. Musikken er afdæmpet, fraserne lange og sammenspillet eminent. Inderligheden kommer frem gennem det utrolige overskud, man fornemmer i både teknisk og musikalsk henseende. Der er plads til jublende frie fællesimprovisationer, og selvom de ord, jeg tidligere har brugt, måske kan få Garbarek til at virke som 'skønhedsjæger', så er der masser af hvæsende guitarforvrængning og saxofonhyl - men det lyder af en eller anden grund bare aldrig grimt, ondt, ophidsende eller provokerende når Garbarek og Eicher står for det.

Et fælles udtryk

Og det er måske en anke, man kan have over for ECM - det hele er eksperimenterende, grænseoverskridende og fabelagtigt, men det gør aldrig rigtig ondt. Der er aldrig nogen egentlige overraskelser. Det hele er meget PC (Political Correct) og meget, meget smukt. Dette gælder også langt de fleste andre cd'er fra ECM. (Jeg bruger konsekvent ordet cd om mediet denne musik formidles på, fordi nedskrevne noder er yderst sjældne og fordi LP'er ikke hører hjemme her.)

Bandoneonspilleren og komponisten Dino Saluzzi, pianisten/kom-ponisten Keith Jarret, sangerinden/komponisten Meredith Monk, trompetisten/komponisten Michael Mantler og violinisten/komponisten Paul Giger er alle genreoverskridende navne, der er formidlere af ECM-æstetikken.

Det bemærkelsesværdige og fascinerende ved ECMs udgivelser er også, at selv den musik man umiddelbart og uden problemer ville kategorisere som enten jazz (Jack De Johnette, Chick Corea), middelalder/renaissancemusik (Perotin, Machaut, Gesualdo), ny kompositionsmusik (Stockhausen, Pärt, Górecki) eller 'klassisk' (Bach) kommer til at genopstå som flere sider af samme sag. Det der ellers bliver opfattet som væsensforskellig musik (argentinsk tango, minimalisme, avantgarde jazz, norsk folkemusik) bliver pludselig forståeligt som en helhed, som ét fælles udtryk.

Nye rum

Et andet pladeselskab, der også byder på en guldgrube af genreoverskridende cd-udgivelser, er New Albion Records. En stor del af New Albions udgivelser er med ny amerikansk kompositionsmusik, men ud over disse cd'er udgiver selskabet også musik som jeg ville placere imellem de fastlagte genrer. Et eksempel er cd'erne med Deep Listening Band. De blev dannet i forbindelse med et pladeprojekt i 1988. Projektet gik ud på at indspille en cd i en gammel vandcisterne ved Fort Worden i USA. Den enorme betonbeholder er tom nu og Pauline Oliveros, Stuart Dempster, Panaiotis, Thomasa Eckert og William O. Smith kravlede ned i den for at udnytte cisternens 45 sekunder lange, naturlige efterklang. Musikerne sidder rundt omkring i cisternen og improviserer - der er ikke angivet komponistnavn på de enkelte skæ-ringer, og en stor del af musikken er helt ud i det ekstreme baseret på rumlyd. Skæringen Balloon Payment består simpelthen af et 'klonk' og dets efterklang. Skæringen varer 45 sekunder og den sidste halvdel er knap hørbar. En del af ideen bag Deep Listening Bands 'cisterne-cd'er' er også at udnytte selve rummet til at give de enkelte numre individuel karakter. I hver skæring er besætningen forskellig, og musikerne flytter sig rundt i rummet.

En anden af New Albions mere opsigtsvækkende cd-udgivelser er Galax med viola da gamba-spilleren Roy Whelden. Whelden spiller gambe, så det lyder som en cello med sprøde og gyldne overtoner. Cd'en er et eksempel på genreoverskridelser inden for rammerne af en enkelt udgivelse. Whelden spiller musik af Carl Friedrich Abel (vi genopfrisker lige årstallene 1723-1787), resten af værkerne er af Whelden selv og af ... Lennon/Mc Cartney! En af hans egne kompositioner er Prelude and Divisions on She's so Heavy for solo-gambe over en af The Beatles mest udsyrede sange.

Lyden af ...

Et træk næsten alle cross-over cd'er har til fælles er fokuseringen på lyden. Lyd både forstået som 'sound' (produktionen, mixningen, rummet), forstået som 'fornemmelsen' på cd'en i det hele taget og forstået som real-lyd (hverdagens lyde). I det følgende benytter jeg udelukkende ordet som en beskrivelse af den samlede lyd på en cd, ikke om den ene eller den anden gruppes 'sound'. 'Sound' skal her ikke forstås som et analyseparameter, som man støder på det i rockmusikanalyse, men som en form for optage- eller lydæstetik.

Det ville være absurd at sige, at der er mere eller mindre sound på cross-over cd'er end på andre musikudgivelser. På enhver cd, ligegyldigt om der er klassisk, jazz eller rock på den, er der på en eller anden måde taget stilling til lyduniverset, men på mange cross-over cd'er er sound'en en meget central del af musikken. Når man hører sin nye Ligeti-cd lytter man ofte 'bag om' sound'en og forestiller sig orkestret, som det ville lyde i virke-ligheden. Anderledes er det med megen cross-over musik. Den eksi-sterer netop kun som lyd fra en cd, der er ikke noget virkelighedskorrelat. Den abstrakte lyd, der kommer ud af stereoanlæggets højttalere, forestiller kun sig selv og ikke et i forvejen kendt instrument.

Eksemplet med pladeselskabet ECM, hvor alle udgivelser er præget af samme sound er ekstremt, men der er en generel tendens til at cross-over cd'er eksperimenterer med det rum, de vælger musikken skal udfolde sig i. Deep Listening Band valgte et optagested, hvor de kan benytte 45 sekunders naturlig efterklang. På det svenske band Hedningarnes cd'er kan man nærmest mærke Laplands frysende vinde blæse gennem hovedet og på Meredith Monks udgivelser er der en følelse af at være helt henne ved hendes læber, mens hun synger, samtidig med at rummet er bevaret luftigt og gennemsigtigt (oplev Meredith Monk på festivalen Verdens Stemmer, se folder, artikel og annonce i dette nummer, red.). Denne form for bevidsthed om sound på udgivelserne er med til at gøre mange af cd'erne ekstremt lyttevenlige, især fordi sound'en aldrig er anmassende eller kedelig.

Den tredje del af lydbegrebet - reallyden - har rødder i den konkrete musik fra Pierre Schaeffer og fremefter, og løber i næsten samme spor som dele af avantgarde-rocken og den ny elektronmusik. I den efterhånden store mængde af cd-udgivelser, der benytter sig af bearbejdet reallyd, er det umuligt at skille fårene fra bukkene. Her flyder grænserne mellem avantgarderock, ny kompositionsmusik og det, jeg nu har valgt at kalde cross-over, fuldstændig over i hinanden. Den amerikanske komponist Ingram Marshalls elektronmusikkomposition Alcatraz (New Albion), er baseret på lydoptagelser lavet på fængselsøen Alcatraz. Optagelserne er kraftigt bearbejdede og optræder kun indimellem som genkendelig reallyd.

Et helt andet eksempel er Paul Gigers Alpstein (ECM). På Alpstein er reallydene brugt både som musikalsk element og som beskrivelse. Reallydene er ægte alpelyd: koklokker, landsbystemning, hyrder og dyr. Ovenover, indimellem og nedenunder ligger Paul Gigers svævende violin. Lydene er med til at fortælle musikkens historie og der er ingen hørbar elektronisk bearbejdelse.

Også englænderen Gavin Bryars bruger lyd som inspiration og materiale. På den nyudkomne The Sinking of the Titanic er inspirationen forestillingen om den musik, orkestret på Titanic spillede, lige idet skibet gik ned (det var hymnen Autumn), og en del af kompositionen er bearbejdet reallyd. Selvom det er svært at høre, hvad reallydene oprindelig har været, så kommer de på cd'en til at virke som lydene i og omkring skibet, mens det ligger på havets bund - uhyggelige og melankolske.

En helt anden inspiration er billeder. Her betyder filmmusikken selvfølgelig meget, men også musik, der på den ene eller anden måde er inspireret af synsindtryk. Her kan nævnes Louis Andriessens M is for Man, Music and Mozart, der er inspireret af - og udført i samarbejde med - filmmageren Peter Greenaway. Udgivelsesrækken Made to Measure fra Crammed Records har endda en slags motto, der lyder »Musik, der er skrevet for film - eller kunne have været det«.

Det eksotiske

Meget af cross-over musikken henter sin inspiration fra verden uden for musikken. Det er musik, der med en anden sprogbrug kunne betegnes som programmusik. Mange af de kunstnere, der bevæger sig i cross-over landskabet, vil fortælle historier. Det drejer sig ikke om at 'skrive en god sang' og kun sjældent om at skrive absolut musik i klassisk forstand. Saxofonisten John Surmans instrumentale cd The Road to St. Ives er et eksempel på en meget konkret inspiration; cd'en er en musikalsk beskrivelse af vejen til St. Ives. Alle skæringerne har navne efter loka-liteter undervejs og inspirationen kommer fra landskaberne omkring dem. I cd-bookletten er der endda affotograferet et kort over ruten med navnene på. På cd'en Paris bruger Malcolm Mc Laren både tekster og musik til at beskrive den franske hovedstad. Undervejs er der citater af Satie, og også her bruges sound'en til at vise, at det er en storby, der fortælles om.

En af de helt åbenlyse inspirationskilder for mange cross-over musikere er 'det eksotiske' - jeg sætter det i gåseøjne, fordi det ikke blot står for andre kulturers (= den 3. Verdens) musik, men i det hele taget indikerer noget, der er fjernt, noget der er langt væk i rum eller tid. Middelalderen er ofte meget tæt på i cd-produktionerne. Som nævnt har den norske folkemusiksangerinde Agnes Buen Garnås indspillet en række norske middelalderviser sammen med Jan Garbarek, der har sat elektronisk bearbejdet lyd og musik under Garnås' sarte stemme. At middelalder- og renaissancemusikkens anderledes tonesprog falder godt i hak med cross-over musikkens underbygges af, at både ECM og New Albion har udgivet en række cd'er med musik af bl.a. Perotin, Dufay og Machaut.

Også folkemusikken giver meget materiale til nye cd-udgivelser og her er spektret verdensomspændende: argentinsk tango, indiske ragaer, sydamerikansk dansemusik i enhver afskygning, Balkanlandenes svævende rytmer, Japans pentatone skalaer, Balis gamelanorkestre, australske didgeridoos, schweiziske alpehorn, bulgarske kvindekor, arabiske kvarttoner, afrikanske trommer, norske hyrdekald - you name it! Fra hjemmefronten er Irene Beckers cd med den tuvenske strubesangerinde Sainkho et godt eksempel på, hvordan frugtbare samarbejder ofte opstår, når musikkulturerne støder sammen. Der er mange eksempler på, hvordan man som lytter kan få sit musikalske verdensbillede rystet af netop sådan en sammensætning af en, for os her i Vesten, 'eksotisk' musiker (i ordets allermest positive betydning), og så en af 'vore egne'. Men også folkemusikken fra vore egne breddegrader giver inspiration til cross-over cd'er. Bandet Hedningarna er en sådan blanding af rå nordisk folkemusik og ligeså rå rockrødder. Og tænk bare på den gamle plade Jazz på Svenska med svenske folkeviser spillet af jazzpianisten Jan Johansson - efter min mening noget af det bedste cross-over, der nogensinde er lavet.

Andre grænser at krydse

Og endelig er der den gruppe af musikere og komponister, der nok krydser grænser, men som jeg af forskellige grunde kvier mig ved at kalde cross-over. Amerikaneren John Zorn er en af dem. Hans musik (fx cd'en Naked City) er collageagtig. Direkte citater og stilcitater fra honky-tonk til Wagner flyver om ørerne på lytteren, musikerne er en grundig blanding af rock-, jazz- og klassiske, og musikken er rå ud over det sædvanlige. Det er fristende at kalde Zorn cross-over, men han lyder ikke sådan.

Hans musik er i mine ører i langt højere grad en del af den ny kompositionsmusik. Zorn er - igen i mine ører - et indlæg i den musikalske debat efter modernismen. Hans utrolige genrebevidsthed og den ekspressionistiske brutalitet i det musikalske udtryk ligger milevidt fra min opfattelse af cross-over. Her er genrebevidsthed det centrale ord: Zorn spiller på at blande stilelementerne, og han gør det ud fra en skarp bevidsthed om de forskellige associationer, der er knyttet til de forskellige genrer, han benytter sig af i collagerne. Denne form for bevidsthed springer derimod ikke i ørerne, når man lytter til cross-over. Jeg er overbevist om, at de mange cross-over musikere er meget genrebevidste, men de bruger ikke denne bevidsthed i det konkrete musikalske udtryk; de har valgt at spille en musik, der falder udenfor, fordi de bedst udtrykker deres musikalske ideer på den måde og ikke fordi en del af det musikalske budskab ligger gemt i selve stilblandingen.

Og nu nærmer jeg mig diskussionen om 'ørerne, der lytter'. Meget af den musik jeg kalder cross-over, kalder andre måske noget andet. I mit cross-over univers indgår bl.a. Brian Enos og David Byrnes My Life in the Bush of Ghosts, en stor mængde amerikansk minimalmusik fra Meredith Monk til Terry Riley, adskillige af Bowie/Eno-numrene fra Heroes og Low samt dele af den eksperimenterende jazz. Grunden er, at jeg lytter til denne musik, ligesom jeg lytter til Garbarek, Saluzzi, David Darling, Paul Giger og alle de andre. Det betyder ikke, at 'størrelsen' af min musikalske oplevelse er dårligere, mindre eller bedre end når jeg hører klassisk, jazz, rock eller ny musik - den er bare anderledes. Og det er den, fordi jeg ikke kan stille de samme veldefinerede krav til en musik, der sætter sig uden for de sædvanlige traditioner. Jeg lytter måske i virkeligheden mere åbent, med risiko for desto større skuffelser og chance for desto større oplevelser.

Men nu er det, at isen begynder at revne under mig - for når jeg siger, at Zorns musik ikke lyder som cross-over, så kræver det jo, at jeg har en forklaring på, hvordan cross-over lyder. Det har jeg ikke, men Zorns larmende, storbypulsende, frenetiske musik passer ikke ind i mit billede af cross-over, ligeså lidt som Trio Rococos indspilning af Beatlessange gør det, selvom den på papiret også krydser et par grænser. Nu begynder jeg at fare vild i de navnløse gader. Lyt selv til musikken ... Hic abundant leones.

Trine Boje Mortensen er programmedarbejder i Danmarks Radio.

Selektiv diskografi

Crammed Discs (Made to Measure-serien)

Vol. 01: Minimal Compact: Minimal Compact

Vol. 03: Mikel Rouse: Colorado Suite/Side Wind

Vol. 05: Hector Zazou: Geographies

Vol. 22: Blaime L. Raininger: Doute et de Grace (soundtrack)

Vol. 24: Jean Marc Zelver: La Fiancée aux Yeux de Bois

New Albion Records

Deep Listening Band: Deep Listening

Deep Listening Band: The Ready-made Boomerang

Paul Lansky: Small Talk

Ingram Marshall: Alcatraz

Janice Giteck: Home

Roy Whelden: Galax

ECM Records

Keith Jarret: Köln Concert

David Darling: October

Jan Garbarek: It's OK to listen to the gray voice

Jan Garbarek, Egberto Gismonti, Charlie Haden: Folk Songs

Agnes Buen Garnås, Jan Garbarek: Medieval Songs from Norway/Rosensfugle

Terje Rypdal: Chaser

Meredith Monk: Turtle Dreams

Chick Corea: Children's Songs

Dino Saluzzi: Kultrum

Dino Saluzzi, Charlie Haden, Palle Mikkelborg, Pierre Favre: Once upon a Time - Far away in the South

Paul Giger: Alpstein

John Surman: The Road to St. Ives

Andet

Hedningarna: Trä (Silence)

Gavin Bryars: The Sinking of the Titanic (Point Music)

Louis Andriessen: M is for Man, Music and Mozart (Elektra)

Malcolm Mc Laren: Paris (Vogue)

Irene Becker, Sainkho: Dancing on the Island (Olufsen)

Jan Johansson: Folkvisor/Jazz på Ryska/Jazz på Svenska (Megafon)

John Zorn: Naked City (Elektra)

Brian Eno, David Byrne: My Life in the Bush of Ghosts (EG Records)

David Bowie: Heroes og Low (RCA)

Brian Eno: Discreet Music (med bl.a. 3 variationer over kanon i D- dur af Pachelbel) (EG Records)

NHØP: Uncharted Land (Pladecompagniet)

Palle Mikkelborg: Anything but Grey (Columbia)

Årgang 69/1994-1995, nr. 05