Gotta believe!

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 06 - side 238-240

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Verdenspremiere på ny dansk opera. Den Anden Opera i København har valgt at lægge den første egenproduktion i hænderne på den danske komponist Lars Klit. Den sidste Virtuos har premiere den 20. april.

Ofte er det en klanglig impuls, der danner udgangspunkt for Lars Klits kompositioner. Et eller andet lyd-ligt univers, der fanger opmærksomheden og sætter noget i gang. Også da han begyndte på musikken til Den sidste Virtuos.

»På det tidspunkt havde jeg lige set Twin Peaks, og der var noget i den musik, som jeg syntes simpelthen var så disgusting, så klamt, at det kunne jeg bruge. Der skulle være den dér pilrådne stemning over det!«, fortæller Klit.

Det skulle netop være klamt og uhyggeligt. »En gyseropera« havde Jesper Lützhøft, kunstnerisk leder af Den Anden Opera, udbedt sig, da han bestilte værket. Nu er prøverne i fuld gang, og den 20. april skal Den sidste Virtuos uropføres. I øvrigt Den Anden Operas første egenproduktion.

Den sidste Virtuos er en kammeropera for fem sangere og syv instrumentalister. En foruroligende fortælling om en violinbygger-butik, hvis ejer er den eneste, der kender hemmeligheden om, hvordan man bygger en virkelig violin. Hvordan man giver en violin dét sidste, der gør den til et ganske særligt instrument. Men ingen værdsætter længere hans kunst. Udenfor hersker borgerkrig, og i butikken kommer der aldrig kunder. - Før 'den sidste virtuos' dukker op for at bestille en ny violin. Så kommer den grusomme hemmelighed om violinbyggeriets kunst for en dag, og et blodigt drama tager fart.

Operaens libretto er skrevet af forfatteren og dramatikeren Sanne Bjerg. Dermed sluttes i dobbelt forstand en forbindelse tilbage til Lerchenborgs musikdramatiske workshop i sommeren 1989, hvor fem unge komponister og ditto forfattere fra henholdsvis konservatoriet og forfatterskolen deltog. Heriblandt både Lars Klit, der dengang lavede kammeroperaen Where Many Rivers Meet i samarbejde med Lars Lønstrup Jakobsen, og Sanne Bjerg (se DMT Nr. 1 1989/90).

Tolvtonerækken fra Alban Bergs violinkoncert og et D-dur domineret groove-univers præger sammen med temaet fra David Lynchs TV-serie hver deres klanglige rum i Den sidste Virtuos. På den måde kan Lars Klit arbejde med flere parallelle klang-universer i forhold til handlingsgang og personkarakteristik.

Samtidig får det musikdramatiske forløb form, dels ved at der er knyttet et bestemt instrument til hver person i operaen, dels, i opera-ens anden halvdel hvor uhyggen for alvor griber om sig, i kraft af et tilsvarende personfikseret arbejde med dynamiske, rock-inspirerede rytmeforløb, der langsomt forskydes indbyrdes i overensstemmelse med handlingsgangen. Et virkemiddel hvis raffinerede pointe ikke skal afsløres her.

Et konkret eksempel på, hvordan det klanglige og det dramatiske sammenknyttes, er rollen som violinbyggerens søn, den uskyldige part i operaen. Den kræver, at tenoren Jan Lund i værkets første halvdel synger en kvart tone under resten af ensemblet(!) for derved at skabe en særlig klangkvalitet, et klangligt rum, der psykologisk understreger hans naivitet i forhold til det djævelske spil, der foregår i faderens værksted. Først da realiteterne går op for sønnen, kommer han - i konkret såvel som overført betydning - op på niveau med resten af ensemblet.

Ambience og poesi

For den 30-årige Lars Klit har vejen til en effektiv kompositorisk praksis været at blande udbyttet af konservatoriestudierne med sine praktiske erfaringer som rockguitarist og dertil knyttet inspiration fra grænsesøgende musikere som Jimi Hendrix, Zappa, Sort Sol og U2.

Han vil dog ikke høre tale om postmodernisme af den grund. Men jo, Lars Klit befinder sig godt med, hvad han selv opfatter som en eklektisk kompositionsmåde. En holdning han tilsvarende finder hos læreren Hans Abrahamsen, fx i orkesterværket Nacht und Trompeten. På samme måde føler han sig beslægtet med en komponist som Pelle Gudmundsen-Holmgreen:

»Pelle har jo også den evne til at være meget eklektisk. Han udvælger nogle ting, og så lukker han dem ikke ud af rummet, før de har aftjent deres værnepligt!«

Fra begyndelsen, dvs. inden konservatoriet, ville han være pianist, men et leksikon-opslag under 'tolvtonemusik' fik ham til at ændre mening til fordel for komposition. Det var mens han stadig gik i gymnasiet og spillede guitar i en Hendrix-inspireret experience-trio.

I konservatorietiden var det Stravinskij, der fascinerede. Her fandt Lars Klit en klippeteknik, en måde at panorere mellem forskellige lydblokke på, der gav støddet til hans egen 'pattern-teknik', som han stadig anvender. Med den kan han udvinde og udvikle taktmønstre efter et kanonisk princip.

Det afgørende skel sætter Lars Klit imidlertid i begyndelsen af 1990'erne, efter studietiden:

»Da jeg startede på konservatoriet, var jeg meget fikseret på det strukturelle - selvom jeg fandt ud af, at det, jeg lavede, havde ingen liv, før der var noget poetik i det. Det var jo en meget stærk konflikt sammen med alle de andre påvirkninger, som gjorde, at min kompositionshastighed dalede. På ét år nåede jeg faktisk kun at komponere et værk på fire minutter. Det var en frustrerende følelse. Jeg følte meget, at publikum, det rig-tige publikum, det stod sgu' altid uden for døren, uden for koncertsalen.«

Det var den franske spektralmusik-komponist Tristan Murail, som Lars Klit har studeret hos, og særligt hans Désintégrations for bånd og kammerensemble, der sporede ham ind på det klangliges primat som løsning på konflikten mellem det strukturelle og det poetiske - og på den lammende fornemmelse af distance til publikum.

I fokuseringen på det, man i rockmusikken kalder ambience, genfandt Lars Klit en måde at fastholde det nødvendige poetiske aspekt og dermed foreningen af komposition og kommunikation. Den retning prøver han nu at fortsætte: At lade det klanglige få første prioritet, og så derpå hale de strukturerende principper, fx pattern-teknikken, ind i billedet.

Fornemmelsen af identitet

Samtidig har det været vigtigt at holde fast i pattern-teknikken p.g.a. dens fundamentale element af gentagelse. Det har at gøre med en fokusering på musikkens organiske natur:

»Lytterne skal ha' en fornemmelse af identitet. Det er jo det, det handler om. Musikken, det er et spørgsmål om identitet. Og hvis man er rigtig heldig, så kan man også få folk til at identificere sig med musikken. Når du gentager noget - om det så er en ordret gentagelse, eller om du lige har lavet en drejning af det - så sker der det, at folk de tænker: Hov! Det har jeg hørt før! - Det bliver et fokuspunkt.«

Lars Klit nævner i denne for-bindelse Morton Feldman som en væsentlig 'mentor' med henblik på Feldmans specielle kompositionsteknik, en slags akkordisk patchworkarbejde med papirlapper, som Lars Klit har overført til computeren.

En anden væsentlig mentor har været Ligeti. I hans cellokoncert fandt Lars Klit en poetisk musikalsk udviklingsform, som han har søgt at gøre til sin egen. Den skel-sættende ændring i Klits kompositionspraksis omkring 1991 satte skub i arbejdet med bl.a. en koncert for guitar og orkester, der længe havde spøgt. Det blev til el- guitarkoncerten Sentinel, et værk hvis musikalske materiale faktisk er indarbejdet i den særlige bueform, der strukturerer Ligetis cellokoncert.

I Sentinel, som også i Den sidste Virtuos, arbejder Lars Klit med scordatura som en vigtig teknik. El-guitaren er simpelthen stemt om, så nogle af de løse strenge giver andre toner end de sædvanlige, igen af hensyn til musikkens klanglige aspekt. Samtidig benyttes flageolettoner for at udvinde en særlig ambience inspireret af bl.a. U2-guitaristen The Edge. Sentinel kan i parentes bemærket høres i en koncertopførelse med Sjællands Symfoniorkester i slutningen af 1996.

Love songs og saetas

Foreløbig står der ikke flere musikdramatiske værker på programmet. Men sammen med Lars Lønstrup Jakobsen, librettisten til hans første opera, arbejder Lars Klit for tiden på nogle love songs for rocksanger og ensemble. Sangene, der har arbejdstitlen ... And Never Get out Again, skal opføres af Athelas Ensemblet. Rocksangeren til projektet er ikke fundet endnu. Så helt har Lars Klit altså ikke slup-pet det tekstbundne.

Derudover er det endnu en koncert for elektrisk guitar, In Memoriam Jimi Hendrix II, der for tiden fylder op på harddisken. Og så Lars Klits 1. symfoni, Sinfonia de Saetas. Måske det mest spændende projekt, for så vidt som det viser en ny vej i form af en primært melodisk inspiration hentet fra spansk musik, nærmere bestemt en særlig slags flamencosang fra Sevilla, de såkaldte saetas.

Denne inspirationskilde forsøger Lars Klit i øjeblikket at forene med den centrale fokusering på ambience som udgangspunktet for sine kom-positioner og en overordnet, arkitektonisk proportionering efter det gyldne snit. Altsammen 'organiske' komponenter, der skal sikre lytteren en mulighed for oplevelse af identifikation.

Der er altså gang i butikken. Selvom det ifølge Lars Klit er lidt af et vovestykke overhovedet at komponere:

»Nogle gange er det nemt, fordi man har lavet noget, der - hvad skal man sige - er kædet sammen. Andre gange er det ikke så nemt.«

Men samarbejdet omkring Den sidste Virtuos har fungeret optimalt, ikke mindst i forhold til instruktøren Kasper Holten. - Heldigvis, for sådan et projekt er en svær proces, der let kan gå galt: »I virkeligheden så kunne man jo vælge at sige, at operaen er et postulat, som aldrig nogensinde holder. I virkeligheden! Det er kun fordi, vi tror på, at den fan'me holder, og fordi vi ser den sammenhæng mellem tekst og musik og instruktion og scenografi og alt det dér. - Hvis du vil ha' et motto til artiklen, så kan du skrive Gotta believe! Det er faktisk det, det handler om!«

Foto side 238: De medvirkende (og personalet på Den Anden Opera) i Lars Klits opera 'Den sidste Virtuos'. I bageste række (fra højre) ses librettisten Sanne Bjerg, komponisten Lars Klit og instruktøren Kasper Holten.

Selektiv værkliste

Soloværker

Arroyo de la Miel, solo cello, 1994 (10')

Malagueña, solo bratsch, 1994 (12')

Kammerværker

Like a Fanfare, messingsekstet1986 (4')

Three Pieces, strygekvartet 1987 (7')

Ensembleværker

And my Dreams Turned into Sand ... slagtøjstrio, 1990 (15')

It Goes Way Back, almost big band1992 (12')

The Wounded Child, kammer-ensemble, 1994 (11')

Narchiste, bar.sax., vl. 1995 (10')

Orkesterværker

Sentinel, el-guitar, ork. 1994 (13')

Musikdramatiske værker

Where Many Rivers Meet (poetisk opera, libretto: Lars Løn- strup Jakobsen) 1989 (15')

Kitsch (for stumspiller og kontra-bassist) 1989 (17')

Den sidste Virtuos (kammeropera i én akt, libretto: Sanne Bjerg) 1994 (75')

Årgang 69/1994-1995, nr. 06