Manglende indsigt

I februar-nummeret af DMT harcelerer Anders Beyer, ganske vist uden navns nævnelse, over, at Musikvidenskabeligt Institut i København kan tillade en komponerende professor at erklære sig ikke villig til at »undervise i sig selv og sine kolleger«. Jeg melder mig frivilligt som den skyldige. Jeg gør det endda uden at skamme mig, for der må være noget, som AB enten ikke ved eller ikke har fået gennemtænkt.

Musik handler om følelser og personlige indsigter, videnskab handler (såvidt muligt!) om kendsgerninger og logisk ræsonnement. Tag nu tre komponister i dagens danske musikmiljø: 1) Kollega A. Han er et sympatisk menneske, som jeg holder meget af; men jeg kan rent ud sagt ikke tage hans musik. 2) Kollega B. Jeg er en stor beundrer af ham som komponist, men de personlige relationer mellem os er ikke de bedste. 3) Mig selv. Jeg lægger min sjæl i det, jeg komponerer, og afskærer mig naturligvis derved fra en 'objektiv' vurdering af det. - Hvordan skulle jeg på musikvidenskabeligt betryggende vis kunne undervise i et musikliv, hvori disse tre personer indgår? Ville det, som jeg i givet fald ville have at sige om hver enkelt af dem, overhovedet være troværdigt? Næppe. - Og ingen er tjent med, at jeg fremstår som utroværdig.

Jeg har en enkelt gang på given foranledning bedt en komponistkollega komme til en af mine timer og fortælle om et af sine værker. Det fungerede fint. Men her var anledningen specifik, og jeg havde selv bedt ham komme. Hensigten var gennem hans præsentation af værket at belyse en problemstilling, som vi havde diskuteret, og som ikke specielt handlede om det nutidige danske musikmiljø. Det er noget andet end at undervise i det miljø og dets aktører.

AB mener iøvrigt, at musikhistorien for mit vedkommende af ovenfor nævnte grund må stoppe i 1945. Åbenbart er han uvidende om, at jeg har skrevet en bog, Musikalsk Modernisme, der netop handler om musikken efter 1945. - En lignende mangel på kendskab til den danske musiklitteratur røber han ved sin omtale af »en alderstegen gymnasielærer, som uvist af hvilken grund har fået lov at skrive dr. phil. på sit brevpapir«. Grunden hertil kunne let være erue-ret ved en gennemgang af titlerne på de senere års musikvidenskabelige doktorafhandlinger i Danmark. Der er såmænd ikke for mange af dem. Det ville klæde DMT's redaktør, om han holdt sig blot nødtørftigt orienteret om de emner, som tidsskriftet er til for at belyse.

Jan Maegaard, professor