Nye bøger

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 06 - side 242-244

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Politikens introduktion til klassisk musik. Komponisterne, værkerne og teorien. Af Mogens Wenzel Andreasen og Søren Sørensen. Politikens Forlag 1994. 352 sider, kr. 349,-.

Den klassiske musik - opera, ny musik, gammel musik - oplever en stigende interesse i den brede befolkning. Politikens forlag har taget pulsen på tidsånden og udsendt et introduktionsværk. Med dette værk i hånden skulle den interesserede novice være rustet til at begive sig på opdagerfærd i den klassiske musiks labyrint og her styre direkte mod udvalgte hovedværker og deres ophavsmænd, krydret med en smule musikteori og en masse anekdoter.

Hvis bøger af denne type skal være vellykkede må forfatterens evne til at stille skarpt på både store linier og detaljer være veludviklet for at undgå, at det overfladiske vue ikke skal fortegne emnets topografi. Des-uden er det vigtigt, at forfatteren sondrer mellem objektivt og subjektivt, så værket ikke i højere grad kommer til at handle om forfatteren end om emnet. Hvilket netop er, hvad der er sket i denne bog.

Politikens forlag har til denne publikation kørt det sædvanlige store apparat i stilling. Der er ikke sparet på udstyret: Godt papir, god trykkekvalitet, mange illustrationer, heraf flere i farver, samt mange nodeeksempler. Det hele er - naturligvis - stift indbundet. Desuden har man bedt en professor, dr.phil. (Søren Sørensen) samt en kendt causeur (Mogens Wenzel Andreasen) om at formulere indholdet, medens indledningen er skrevet af Kontrapunkt-værten Sixten Nordström. Endelig bærer bogen undertitlen Kompo-nisterne, værkerne og teorien.

Sådan.

Alt signalerer alsidighed og kvalitet, men også forståelighed og underholdning. Af forordet fremgår det, at »Hensigten er ikke at gennemgå eller omtale samtlige komponister og musikværker af betydning, men at give læseren hjælp til at forholde sig til den musik, der er centralt placeret på repertoiret.« (s. 4), og det er derfor heller ikke overraskende, at bogens omdrejningspunkt er den mest populære del af koncertrepertoiret.

En sådan strategi er absolut hensigtsmæssig til en begynderguide som denne. Men i realiseringen af strategien tager det pragmatiske og subjektive overhånd, hvilket medfører en fortegning af kompositionsmusikkens historie. Ud fra devisen »giv folk hvad folk vil have« anvendes målgruppens forbrugsvaner som kriterium for vægtning af stoffet. Krydret med forfatternes personlige præferencer, som spiller med på centrale områder.

Een ting er, at romantikken (fra Schubert til Richard Strauss) tildeles 175 sider, mens barokken spises af med 37 (Wienerklassikken får 60). Værre er det, at middelalder og renaissance slet og ret udelades. Efter 9 sider om 'Musikkens rødder' (gregorianik og folkeviser) fortsætter teksten uanfægtet med barokken, hvor Palestrina og Lassus nævnes med et par linier, for elementer, der peger hen mod barokken.

»De afsnit af musikhistorien, der ikke er så stærkt repræsenteret på koncertrepertoiret, såsom musikken før Bach og Händel og den helt nye musik, er ikke lige så udførligt omtalt.« (forordet, s. 4). Ja, det tør svagt antydes. Men hvorfor så ikke også udelade langt det meste af teksten fra s. 329 og ud ('1900-tallet iøvrigt')? Og hvorfor gøre så forholdsvis meget ud af Hindemith, når denne af forfatterne selv indrømmes en marginaliseret placering i koncertrepertoiret (»Han kommer sikkert igen«, s. 327)? Her har forfatternes subjektive (og diskutable) skøn været afgørende.

Til historien om den klassiske musik hører også musikken mellem gregorianik og barok, og denne musik oplever desuden i disse år en stærkt stigende interesse. Et dansk ensemble - Vokalgruppen Ars Nova - hører jo til blandt de ypperste i verden, hvad angår realiseringen af denne musik. Det er beskæmmende, at hele denne periode stryges med følgende bemærkning i forordet »Musikken lever idag i kraft af radioopførelser og cd-indspilninger til glæde for de særligt interesserede.« (s. 4).

Som tidligere nævnt forjætter bogen ikke blot komponisterne og værkerne, men også teorien. Det må siges at være en tilsnigelse. Den musikteori, der er med, er i al væsentlighed anbragt i nogle grå faktaruder, der står selvstændigt i forhold til teksten, og derfor kan udelades under læsningen. En i princippet udmærket idé. Men det bliver ikke rigtigt til noget.

Der lægges ellers ambitiøst ud i bogens første femtedel, hvor syv grå faktaruder kommer rundt om lidt af hvert. Ikke det store pædagogiske glansnummer, ikke den store sammenhæng, men alligevel med en vis informationsværdi. Men efter s. 71 forlades ideen stort set, og herefter optræder de grå sider kun fire gange, hvoraf de to er essays (et om virtuoser og et om Satie), medens afsnittet 'Dur-mol-skalaen', s. 292-3, er en delvis gentagelse af afsnittet 'Dur og mol: Kvintcirklen', s. 61-64. Det fremgår desværre ingen steder hvem af de to forfattere, der har skrevet hvad, men langt hovedparten af teksten synes umiskendeligt at bære Wenzel Andreasens stempel. Sproget er flydende og letlæst, hvilket er en god egenskab i folkelig formidling. Mon ikke Søren Sørensens indsats primært ligger i teorisiderne samt måske de 9 sider om musikkens rødder?

Wenzel Andreasens navn skal nok sælge til mange, han er jo en institution i populariseringen af den klassiske musik. Han ved meget, og han kan fortælle. Og netop derfor hviler der et vældigt ansvar på hans skuldre, et ansvar, som Wenzel Andreasen måske ikke helt er sig bevidst. For mange mennesker vil det første møde med den klassiske musik ske med netop Wenzel Andreasen som turguide, og det er derfor utroligt vigtigt, at den formidlede information præsenteres på en måde, så modtageren ikke er i tvivl om, hvad der er subjektivt, og hvad der er objektivt. Denne sondering mestrer Wenzel Andreasen til-syneladende ikke, for bogen er gennemsyret af subjektive vurderinger og kommentarer, der i bedste fald er mere eller mindre kontroversielle, og som i værste fald er ukorrekte.

Der tænkes her på vurderinger af typen »... regnes som den bedste, der er skrevet for instrumentet.« (s. 196, om Dvoraks Cellokoncert), eller »..ret klodset skrevet for klaveret« (s. 210, om Mussorgskijs Udstillingsbilleder). Hvad angår sidstnævnte, kan det undre, at forfatteren har valgt at tage udgangspunkt i netop klaverversionen, da det langt overvejende er den af Ravel instrumenterede version, der er på standardrepertoiret. Og apropos standardrepertoiret, så glimrer både Ravels Bolero og Vivaldis De fire årstider ved deres fravær i denne kavalkade af klassikere. Verdi nævnes kun i fem linier.

Mere problematisk er forfatterens forsøg på at give en beskrivelse af romantikkens idégrundlag og livssyn. Det er fragmentarisk, uklart og vildledende. Fx s. 126, hvor det centrale i romantikken defineres som »..det idealistiske, symboliseret i kampen mellem godt og ondt eller mellem andre modsatrettede principper..«

Et langt mere velovervejet og velformuleret signalement gives af Orla Vinther i den netop udkomne Musikken i 1800-tallet, der senere skal omtales i dette tidsskrift. Uheldig er også oplysningen på s. 7, hvor det postuleres, at der intet kendes til den græske oldtids musik, fordi grækerne intet kendte til noder. Forkert. Der kendes meget lidt, javel. Ejheller er det noteret i noder, korrekt. Men alligevel noteret således at man idag kan decifrere - og opføre - fragmenterne. En liste over disse fragmenter findes i Gustav Reeses Music in the Middel Ages, s. 48-49. Fragmenterne er desuden indspillet af et spansk ensemble.

Summa summarum: Alt for megen sjusk og unøjagtighed. Bogen skal nok sælge og glæde mange mindre kritiske musikinteresserede. Den skulle blot have heddet 300 års musikhistorie ifølge Mogens Wenzel Andreasen. Med bidrag af Søren Sørensen. Det havde nok været en mere korrekt varedeklaration, der sammen med en opstramning af de nævnte kritikpunkter ville resultere i en mere reel udgivelse.

Lars Ole Bonde m.fl.: Rundt om 'Ringen'. Veje til Wagners Verdensteater. Danmarks Radio, Forlaget 1994. 188 sider, kr. 325,-.

I forordet til sin lille Wagner-bog fra 1984 skriver Claus Kirchheiner, at litteraturen om Wagner er den mest omfattende vedrørende en enkeltperson, bortset fra Jesus. Det er ikke utænkeligt, for mængden af bøger og artikler er enorm, og vidner om hvilken uudtømmelig inspirationskilde Wagners sceniske værker synes at være.

Denne, den seneste danske udgivelse om komponisten, er foranlediget, ikke af en årsdag, men af Den Jydske Operas samlede opførelse af Nibelungens Ring. Udstyret er smukt og gedigent, der er anvendt glittet papir, bogen er stift indbundet med guldtryk på omslaget, forordet er af borgmester Thorkild Simonsen, og udgivelsen besørget af Danmarks Radio.

Bogen, der bærer titlen Rundt om 'Ringen', er en samling artikler, der i høj grad afspejler den mangfoldighed af Veje til Wagners Verdensteater, der er bogens undertitel. Artiklerne er redigeret af Lars Ole Bonde, der selv har skrevet broderparten og som iøvrigt tidligere har skrevet om Wagner (Kunsten og revolutionen. Studier i forholdet mellem musik og samfund hos Richard Wagner (1979)).

Indholdet favner bredt: Fra det store overblik til detailspørgsmål, fra det nøgternt beskrivende i handlingsreferaterne til de dybsindige fortolkninger, fra det inspirerende og visionære til det vitterlige vås. Lars Ole Bonde anfører i forordet, at »det er ikke en specielt let læst bog, men Ringen er heller ikke nogen operette«, og så er man varskoet. Det er udmærket, for allerede i åbningskapitlets to interviews (med hhv. dirigent for og instruktør af Aarhus-opsætningen) bevæger teksten sig ind på indforståede analytiske betragtninger. Er man ikke fortrolig med handlingen i Ringen, kan man råde bod på dette gennem de allerede nævnte handlingsresumeer - der iøvrigt er ledsaget af mange smukke illustrationer fra 125 års Ring-opsætninger, heraf mange enkeltbilleder og dobbelt-opslag i en glimrende farvereproduktion.

Det tredie kapitel er Lars Ole Bondes overskuelige og oplysende beskrivelse af væsentlige forudsætninger for Ringens tilblivelse. Og i kapitel 4 bringes så 5 indlæg om oplevelses- og fortolkningsmuligheder. Det er her, den største spændvidde i indhold og kvalitet findes. Bonde indleder selv med Træk af 'Ringens' fortolkningshistorie, der naturligt fører frem til Villy Sørensens to fine artikler.

Disse når gennem en redegørelse for Wagners anvendelse af klassisk mytologisk materiale frem til at indkredse centrale temaer i Ringen som fx magt kontra kærlighed, selv-opofrelse kontra udnyttelse, indre naturnødvendighed kontra ydre magtvilkårlighed.

Om man deler Wagners til dels anarkistiske opfattelse af menneskets egentlige natur, må naturligvis bero på personligt temperament og tro. Men de sidste to artikler i dette afsnit af bogen søger alligevel at argumentere for Ringen som formidler af almene, dybdepsykologiske fænomener. Jolande Jacobi beskriver og kommenterer (i en artikel fra 1962) Jungs gennemlysning af motiver i Ringen. Vurderingen af Jungs ind-sats for psykologien spænder p.t. meget vidt: Fra udsagn om en overvurdering af delvist uforståelige betragtninger til udsagn om en spirende erkendelse af Jungs epokegørende opdagelser.

Ud fra en artikel som den foreliggende kan begge synspunkter synes relevante. Jungs fortolkninger, ud fra især arketyperne, balancerer hele tiden mellem overfortolkning og afklaring - i det mindste i Jacobis formidling. Personligt finder jeg artiklen meget spændende og inspirerende.

Afklaring kan man til gengæld ikke beskylde Peter Kjærulffs artikel Wagners 'Ring' - et bevidsthedsdrama for at bibringe. Her sænker røgelsestågerne sig tætte og tykke. Artiklen må være medtaget for at give et eksempel på, hvor obskure fortolkningsforsøg værket også kan blive udsat for. Bondes egen holdning til en frembringelse som Kjærulffs artikel fremgår ikke af forordet, men jeg kan ikke tro, at han tager den alvorligt. Det er forvirring på et meget højt plan.

Kjærulff præsterer på 11 sider at inddrage adskillige New Age-elementer, som fx aurasyn og Kundalini-rejsning, der tilmed præsenteres med en docerende indforstået selvfølgelighed, som var det et sekterisk tidsskrift.

Hvis der så endda havde været en linie i Kjærulffs synspunkter. Men nej. Indfaldene kommer dumpende som i fri association. Det er muligt, at Kjærulff selv har haft en bevidsthedsudvidende oplevelse gennem mødet med Ringen. De usammenhængende brudstykker, der her er sluppet ud af pandebrasken, tyder imidlertid ikke på, at oplevelsen er af almengyldig karakter. Men artiklen er da underholdende som et kuriøst eksempel på ekstremerne i Wagner-litteraturen, og er derfor med til at give bogen en overraskende dynamisk spændvidde.

Jordforbindelsen reetableres gennem John Christiansens koncise introduktion til Wagner-sangere og indspilninger af værket.

Melodier til salmer af Hans Adolph Brorson 1694-1764. Et udvalg af pietismens åndelige sange udgivet af Henrik Glahn. Engstrøm & Sødring 1994. 112 sider, kr. 190,-.

1994 var 300-året for Brorsons fødsel, hvilket også har foranlediget udgivelser og artikler, men naturliqvis i et mere beskedent omfang end Grieg-årets markeringer. Henrik Glahn, der er dr.phil. på en afhandling om den lutherske salmesang, har benyttet lejligheden til at forestå en smuk udgivelse af Brorson-salmer, der kompletterer det tilgængelige materiale.

Bogen, der ganske enkelt hedder Melodier til salmer af Hans Adolph Brorson, indeholder melodierne (med koralsats og tekst) til de salmer i samlingen Troens rare Klenodie (1739), hvis melodier ikke tidligere har været tilgængelige i danske kilder.

Det er et udmærket tiltag, at en central side af Brorsons digtning nu er gjort praktisk tilgængelig i sin helhed. Her skal det dog tilføjes - som Glahn også selv gør opmærksom på - at udgivelsen ikke uden videre egner sig til fx gudstjenestebrug. Hertil er disse pietistiske melodier i mange tilfælde ikke særligt velegnede. De har snarere været tiltænkt en solistisk udførelse i husandagten.

Der er dog få undtagelser, hvor Glahn argumenter for at disse ældre melodier burde overvejes som afløsere for de i Den Danske Salmebog allerede anvendte melodier. Melodierne er i nærværende bog aftrykt separat med en ledsagende koralsats, udarbejdet på baggrund af originalernes generalbasinformationer og med melodien i overstemmen.

Glahns kommentarer og noter er grundige og gennemarbejdede, og bogens omslag og brug af vignetter er tilrettelagt med tydelig hilsen til den pietistiske tids æstetik. En interessant, smuk og anvendelig udgivelse.

Årgang 69/1994-1995, nr. 06