Nye plader

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 06 - side 242-246

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ordenskarakterer har Fanden skabt. Noget mere krakilsk end at vurdere en præstation efter hvordan dens præsentation lever op til et mere eller mindre tilfældigt regelsæt skal man lede længe efter. Kunne man mene. Man kunne også mene, at et kunstnerisk udtryk som eksempelvis en cd-udgivelse er en helhed bestående af både den indspillede musik og præsentationen af den, lige fra valg af cover og ledsagende tekster helt ned til korrekturlæsningen på teksthæftet. I denne måneds bunke af cd- udgivelser er det meget forskelligt om ambitionsniveauet har inkluderet alle udgivelsens elementer, eller man tilsyneladende har koncentreret sig mest om den musik, der skulle indspilles.

Radiokorets cd, Scandinavian Contemporary a Capella, er duksedrengen i denne sammenhæng. De øvrige cd'er har hver sine mere eller mindre graverende smuttere og giver en ganske lærerig repræsentation af, hvad der egentlig kan gå galt i forbindelse med det afsluttende papirarbejde i cd-udgivelsen. Ingen producer eller musiker accepterer sjusk i forhold til hvilke toner, der spilles eller synges, mens man på det tekstlige og organisatoriske niveau er en del mindre nøjeregnende. Udover et vist mål af ordinære trykfejl i stort set alle teksthæfter, drejer det sig om spørgsmål som konsekvens i behandlingen af titler på enkelte værker, konsekvens i de layout-mæssige valg der træffes, teksthæftets rækkefølge af værker sammenlignet med det faktisk indspillede, og den tekniske detalje at få lagt cues ind så det kan lade sig gøre at søge på enkelte spor på cd'en.Det er ofte uden for de enkelte kunstneres kontrol, hvordan disse ekstra-musikalske elementer udformes, hvilket der selvfølgelig kan siges både for og imod, men summa summarum er, at musikkens vedhæng lidt for ofte får et skær af venstrehåndsarbejde. Det er ikke specielt vanskeligt at rette op på disse småfejl, det kræver blot, at også den sidste fase i produktionen af cd'erne ydes den nødvendige opmærksomhed. Så er det sagt en gang for alle.

Laudate Dominum. Contemporary Danish Choral Music. Universitetskoret Lille MUKO. Dir. Jesper Grove Jørgensen. Værker af Holmboe og la Cour. Spilletid 57:23. Point PCD 5115.

Det københavnske korliv nyder godt af en voldsom aktivitet på niveauet lige under de store professionelle institutioners kor, det man til daglig kalder det semi-professionelle niveau. For få år siden var det først og frem-mest gennem koncertaktiviteten, vi fik dokumenteret niveauet, men efterhånden som prisen for cd-indspilninger er faldet (og korenes niveau er steget), er der nu til dags ikke noget kor med respekt for sig selv, der ikke også udkommer på laser-skive. Uden for København savner jeg stadig at møde en tilsvarende aktivitet, men det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid, før provinsen kommer på højde med hovedstaden.

Lille MUKOs bidrag til 'den københavnske korantologi' er på denne cd Vagn Holmboes Benedic Domino, op. 59, I (1953), Speravi in Domino, op. 61d (1953) og Laudate Dominum, op. 158b (1984) samt Svend la Cours 3 Motetti Latini, (1984) og Missa Brevis fra 1989. Et spænd over 36 år af den nyere religiøse danske kormusik, som alligevel har fået betegnelsen 'Contemporary Danish Choral Music'. Er musik der i dag er over 40 år gammel stadig 'contemporary'? I dette tilfælde bliver svaret ja, begrundet især i den konsistens der synes at være i al Vagn Holmboes kormusik. Det kunne være en kritik, at det faktisk ikke kan høres om Holmboes musik er 10 eller 40 år gammmel; det kunne også være en anerkendelse af dens tidsløse væsen - en ikke uvæsentlig egenskab for religiøs musik.

I Lille MUKOs fortolkninger får Holmboes musik en skærende, lidt flosset klang, der går godt i spænd med den lidt forrevne og forblæste stemning, der udspringer af Holmboes specielle tonesprog. Koret synger en anelse udækket ofte næsten lige på stemmerne, en fortolkning der peger på, at det ikke er ufarlig skønsang, vi har at gøre med her. Det er samtidig også en drejning hen mod en mere moderne korklang, der ligger et stykke fra den ellers så berømmede nordiske tone, der, hvis ikke man passer på, kan kamme over i den rene pænhed. Lille MUKO og Jesper Grove Jørgensen afleverer et til tider ret hårdtslående lydbillede kombineret med et alt andet end adstadigt tempo (Benedic Domino er i Lille MUKOs version med sine 4:57 mere end et minut hurtigere end fx Oslo Cathedral Choirs udgave fra 1987).

Oven på kraftudladningerne i Holmboes musik kommer la Cours 3 Motetti Latini som en forløsning. Væk er de skingre klange og den hårdtslående dynamik, der prægede Holmboe-fortolkningerne, tilbage står en ind-levet fortolkning af en mere sart men absolut ikke mindre krævende kor-musik. La Cours tre mottetter har stået mål til mange også mindre bemidlede kors fortolkninger og er i dag en integreret del af det danske korrepertoire. Her findes nu en mulig referenceramme for landets mange korledere, selvom det nok er de færreste kor, der vil kunne leve op til Lille MUKOs ophøjede ro i især den første motet, Hodie Christus Natus est, der her får et næsten meditativt skær.

French Music for Choir. Kammerkoret Hymnia. Dir. Flemming Windekilde og Poul Emborg. Værker af Messiaen, Poulenc, Durufle, Debussy og Ravel. Spilletid 64:13. AMC Records AMCCD 943603-2.

En tyk sødlig odeur ligger som en tågedis over Kammerkoret Hymnias udgivelse med franske værker af Poulenc, Debussy, Ravel, Messiaen og Durufle. Effekten er gennemført helt ned til valget af skrifttyper og farver på coveret og musikalsk er det især fortolkningerne af Poulenc og Debussys værker, der lever op til førstegangsindtrykket, man får, når man står med cd'en i hånden. Længere fremme i gennemlytningen møder vi Messiaens Cinq rechants og O sacrum convivum og Durufles Quatre motets og præsenteres her for en anden udgave af den franske korklang. Især Durufles gregorianske referencer ligger langt fra de tykke harmonier i fx Poulencs værker. Det er religiøs fransk kormusik over for verdslig, med helt tydelige forskelle i det kompositoriske udtryk, illustreret med al ønskelig tydelighed på denne cd.

EMI udgav for ca. 25 år siden en korantologi, hvor Eric Ericson bl.a. dirigerer Stockholms Kammerkor gennem Poulencs Sept Chansons og Debussys Trois Chansons, og det er interessant at sammenligne fortolkningerne dengang og nu.

For mange er Eric Ericsons sven-ske kammerkorklang selve idealet for nordisk kormusik over en bred kam, og den nys udnævnte modtager af Nordisk Råds Musikpris er da også om nogen primus motor bag en stor del af den nordiske korskole. Hymnias udgaver af Poulenc og Debussys sange har ikke den glinsende klare overflade, man hører i Ericsons version, men som ovenfor nævnt er der også grænser for, hvor pænt kormusik skal lyde. Hymnias lidt mere kantede og rytmisk profilerede bud hænger bedre sammen med det tekstlige indhold, som yderligere styrkes gennem en efter nordisk målestok overordentlig stilren fransk udtale.

Scandinavian Contemporary A Capella. The Danish National Radio Choir. Dir. Stefan Parkman. Værker af Tormis, Nørgård, Rautavaara, Sandstrøm og Jersild. Spilletid 61:58. Chandos CHAN 9264.

Hvis man i Holmboes musik på Lille MUKOs cd fornemmer, at der åndeligt set er højt til loftet, er der på denne cd med Radiokoret åbnet op for de nedre regioner i den menneskelige bevidsthed. Veljo Tormis Raua needmine (jernets forbandelse) er komponeret direkte oven på vores mytologiske forestillingsverden og benytter et messende, hypnotisk sprog, der giver mindelser om ældgamle stammeritualer blandet med clusters og glissandi kendt fra mere moderne kompositionsteknikker. Det er fascinerende og stærk musik, der i høj grad lever af koblingen til vores ubevidste forestillinger. Tormis hjem-land Estland har en stor folkelig kortradition, hvor også den ny musik har en fremtrædende position. Hvorfor forstår man let, når man hører Tormis musik.

Einojuhani Rautavaara bevæger sig i den her indspillede Suite de Lorca i nogenlunde det samme idiom som Tormis, blot er den ydre anledning en spansk inspiration, hvor Tormis knyttede mere direkte an til den nordiske forestillingsverden. Det er som om, der hos de finske og baltiske komponister er et mere direkte 'hul igennem' til en klanglig og rytmisk udlægning af en fælles folkelig bevidsthed. I den danske, norske og svenske kormusik, som - cd'ens titel taget i betragtning - må være det egentlige tema her, er tonesproget oftest mere kompliceret og rytmikken mere underforstået. Modstillingen af det øst- og vesteuropæiske træder tydeligt frem selv med et så sparsomt materiale, som denne cds 5 værker trods alt må siges at være.

I Sven-David Sandströms A Cradle Song/The Tyger er symbolikken en anelse tyk i modstillingen af det slumrende uskyldige over for det truende fremmede. Det er en fortælling, vi har hørt før, og den når ikke for alvor at blive vedkommende.

Den danske afdeling består af førsteindspilningen af Per Nørgårds And Time Shall Be No More og Jörgen Jersilds Tre romantiske korsange. Nørgårds værk er sammensat af fire satser med tekster af Lars Lundkvist, Adolf Wölfli, Yunus Emre og Jørgen Gustava Brandt, fire vidt forskellige tekster der dog alle kredser om det fænomen, at tiden står stille, går i stå eller i ring, enten konkret via dødsoplevelsen eller mere symbolsk udtrykt gennem naturallusioner.

Der skal et kor af Radiokorets format til at gennemføre Nørgårds krævende musik, der bevæger sig fra ekstremt følsomme samklange i 1. satsen til de rene vanvidsudbrud i 2. satsens Wölfli-tekst, der let kunne kamme over i de rene manerer. Men ikke gør det.

I Amerika har man fostret begrebet 'extended vocal techniques', som dækker over de af den menneskelige stemmes lydlige effekter, der ikke falder inden for den traditionelle sangskoles anvendte teknikker som fx krrr- og tsss-lyde. Der er skrevet mange værker, hvor disse effekter udstilles indtil det ekstreme. Hos Nørgård integreres de, når musikken og teksten kræver det, og sekvenserne afleveres meget overbevisende af solisterne Hanne Ørvad og Kasper Høyby Nielsen.

Cd'en afrundes med Jersilds udsættelser af tekster af Blicher, Nis Petersen og Schack Staffeldt. Der er ikke mange 'extended vocal techniques' i Jersilds musik, der lægger sig loyalt op af sit tekstlige forlæg. Men værkerne klinger godt som kontrast til bl.a. Nørgårds ofte ekstreme udtryk.

Det poetiske klaverstykke i Danmark. Værker af Hartmann, Gade, Horneman, Glass, Birkedal-Barfod og Schytte. Erik Fessel, klaver. Spilletid 71:11. Oskar 2.

Hvem kan idag tage titler som Fug-lekvidder eller Brevduen alvorligt som fuldgyldige titler på stor og evig kunst? Det er citater fra en svunden tid, hvor det causerende og finurlige i nogle tilfælde alene kunne berettige eksistensen af et stykke musik.

Ambitionen, som Henning Bro Rasmussen beskriver den i teksthæftet til denne cd, var at opnå så stor integration mellem et tekstligt og musikalsk udtryk - eller måske snarere mellem en følelse eller et udtryk og den klingende musik - som overhovedet muligt. I symfonisk sammenhæng kalder vi det programmusik, og når det som her drejer sig om soloklaver, bruges betegnelsen Det poetiske klaverstykke.

Der var ganske godt salg i genren i den romantiske periode, og den dag i dag tjener den vel stadig et stort klaverpædagogisk formål. Erik Fessel spiller de små stykker aldeles fremragende med energi og 'svung', når det er nødvendigt og med inderlig indlevelse, når dét er på sin plads, og altid med en klar og logisk frasering, uden hvilken musikkens skær af misbrugte klicheer, vendinger og effekter alt for let kunne tage overhånd. Tak for det og tak for at der nu foreligger en dokumentation af så høj kvalitet af et materiale, der var en betydende del af dagliglivet i salonerne i sidste halvdel af 1800-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede.

Henning Bro Rasmussen kommer vidt omkring i sine præsentationer af de forskellige komponister og værker, men forbigår et interessant aspekt, nemlig citaterne fra større klaverværker som fx sekvensen i Louis Glass' Skitser for Piano, Op. 21 nr. V, i D-dur, der er næsten direkte kopieret fra Beethovens klaversonate opus 10 nr. 2, det er såmænd endda samme toneart! Eller hvad med Glass' Lyriske Bagateller, op. 26, hvis første 3 toner lige så godt kunne være starten på Für Elise. Vi står måske med et af de tidligste eksempler på collage-musik. Man bliver jo helt postmoderne.

Peter Brask. Chamber Works. Erik Skjoldan, klaver; Gert-Inge Andersson, viola. Spilletid 77:29. Classico CLASSCD 107.

Et godt stykke fra det poetiske klaverstykke finder vi Peter Brasks angivligt totalt dodekafone klavermusik. Her handler det så lidt om alluderede følelser og udtryk, som det kan komme til. Musikken er komponeret ud fra Peter Brasks eget 12-tone system, som er i stand til at generere et utal af mulige omvendinger og krebsgange og alskens andet godt og satstitlerne er så tilpas anonyme (Sonatina, Suite, Eleven Etudes osv.), at man faktisk ik-ke er i stand til på forhånd at spore sig ind på musikkens udtryk overhovedet.

Forsøget på at anonymisere musikken er naturligvis fuldt bevidst ligesom den ironiske indledning til teksthæftet, hvor musikken præsenteres som direkte skadelig for enhver fordom om 12-tonemusik, mens komponisten og alle andre involverede i produktionen af cd'en fralægger sig ethvert ansvar. Og ironien lykkes! Man møder musikken med en åben nysgerrighed og kastes rundt i forsøget på, at få musikken til at passe ned i en af de sædvanlige kasser, vi normalt kalder genrer. For det lyder ikke specielt meget som 12-tonemusik; alt for tit munder fraserne ud i noget, der minder om melodiske forløb eller ligefrem kadencer. Ind i mellem hører vi lidt Bach, andre gange Bartok og Chick Corea, som vi kender ham fra de 20 små Childrens Songs. Det eneste vi ikke rigtig møder, er den deciderede romantiske klavertradition. Men som nævnt ovenfor er der andre, der tager den udfordring op.

Bo Holten. Plain Songs for trumpet, percussion and orchestra. Palle Mikkelborg, Gert Sørensen. Sønderjyllands Symfoniorkester. Dir. Bo Holten. Spilletid 40:15. Exlibris EXLCD 30047.

Samarbejdet mellem Palle Mikkelborg og Gert Sørensen turde være velkendt allerede. Makkerparret optræder her sammen i Bo Holtens koncertlignende stykke med den uprætentiøse titel Plainsongs. De enkelte satser hedder Ballad, Cadenza, Psalm og March og signalerer altså heller ikke de store ekspressive udladninger.

Første gang jeg hørte cd'en kørte jeg gennem Gudbrandsdalen i Norge med kurs mod de snedækkede fjelde nordpå. En blanding af meditativ ro og lunken sentimentalitet bredte sig ved lyden af Holten, Mikkelborg og Sørensens musik. Afsnit med orkesterstemmer der lyder, som var de taget fra en Hollywood-romance, simrer svagt i baggrunden af de solistiske stemmer og veksler med improviserede afsnit, der fortrinsvis i kraft af Gert Sørensen og Palle Mikkelborgs virtuose spil peger ud over trivialiteten. Jeg var dengang som nu ikke i stand til at lægge mig fast på hverken den ene eller anden dom.

Det er på denne cd, at der er en teknisk fejl, der gør, at det ikke er muligt at søge direkte på de enkelte spor med de forskellige satser. Det betyder nu ikke så meget, for Holtens musik lægger i dette tilfælde ikke op til den store motiviske eller satstekniske analyse. Det er først og fremmest smuk musik, der ikke kan sige sig fri for et vist religiøst præg, en stræben mod de højere himmelstrøg. Storladent opbygget med næsten 'klasisiske' kulminationer og affraseringer, der taler mere til hjertet end til hjernen.

Årgang 69/1994-1995, nr. 06