Sæbe-opera

Ny dansk opera af T.S. Høeg uropført på Den Anden Opera i København

De færreste kan undgå at have hørt, set eller læst om Den Anden Operas åbningsforestilling, Soap Opera. Med Morten Lindberg (alias Master Fat-man) som trækplaster, har medieopmærksomheden allerede længe inden premieren været uforholdsmæssig stor. Siden premieren har diskussionerne bølget om, hvorvidt det var en gang talentløst lort, et spændende og originalt bud på en fornyelse af genren, eller blot en underholdende bagatel.

Grunden til denne forvirring skyldes i høj grad, at fænomenet har været svært at placere. Er det kunst? er det kritisk? er det plat? Jeg er tilbøjelig til at sige: Ingen af delene. Og det er nok ikke kun et problem for anmelderne, men også for stykket som sådan. Det vil ingenting. Men kedeligt er det i hvert fald ikke.

Spillende på forholdet mellem den patetiske operas højdramatik og fjernsynets soap-operaer med deres stift klichéfyldte hverdagsintriger, gør forestillingen grin med disse herskende konventioner, bygget op omkring det store gimmick at lade soap-ope-raen i forestillingen spilles af Barbie-dukker. Operaen udgøres så af Morten Lindberg, Nikolaj Schiøtz Winding og Helene Gjerris, der er hhv. producent, forfatter og sekretær bag denne TV-produktion.

Soapens intriger afspejles naturligvis i produktions-teamets interne forhold; dog ikke så direkte som man kunne frygte. Men overraskelser byder Morti Vizkis manuskript be-stemt ikke på. Parodierne er faktisk morsomme - ikke mindst Barbie-seancerne - og skuespillet fungerer godt. Instruktøren Jakob Schokking har fået det maksimale ud af både manuskriptet og de tre agerende, der ikke er skuespilsuddannnede. Helene Gjerris ligner faktisk en Barbie-duk-ke, og agerer (hvadenten det er af dyd eller nødvendighed) lige så stift som en sådan. Nikolaj Schiøtz Windings forfatter er blåøjet og idealistisk og Master Fatman (undskyld, Morten Lindberg naturligvis) er glimrende som sig selv.

Tre karikaturer, men udmærkede sådanne. Der er ikke ansatser til egentlig kritik af den fordummende fjernsynskultur, og måske kunne man også hævde at en sådan ville være for nem og for banal. Vi ved det jo godt. Parodien står for sig selv, og det tror jeg egentlig er til det bedste. En løftet pegefinger her ville være at tale ned til publikum. Man kan så spørge sig, hvad stykkets eksistensberettigelse er. Og måske er det ikke andet end fjernsynsseriernes egen: Underholdning.

Musikken er en misforståelse. Hovedproblemet ligger i, at T.S. Høeg har skrevet til Athelas-ensemblet. Et umage par. Af Høeg skal man ikke forvente den store kompositoriske kompleksitet. Men man havde da lov at forvente en smule af den anarkistiske sprælskhed, der kendetegner hans normale virke i en afkrog af jazz-musikken. Men han lod sig åbenbart afskrække af at skrive for kammerensemble. Så i stedet fik vi en tam og ligegyldig musik, der lød som om Ravel og Kurt Weill havde mødt Phillip Glass hjemme hos Leo Mathiesen på en uinspireret sommerdag.

Karakteren var diverterende, indtrykket usammenhængende og mekanisk. Athelas-ensemblet, dirigeret af Flemming Windekilde, forsøgte at give materialet liv, men det gik ikke. De jazzede passager faldt fuldstændig til jorden. Det er underligt, at det ikke er sivet ind i musikverdenen, at jazz skal spilles af jazzmusikere. Mig forekommer det, hver gang jeg hører 'eksperimenter' som dette, indlysende, at det forholder sig sådan.

Den øvrige musik var påfaldende kedelig, uden sans for musikalske sammenhænge og ikke engang for stemningsmaleri. Heller ikke som dramatisk underlægningsmusik var det tilfredsstillende. Det kørte metronomisk derudaf og fik stort set aldrig fremdrift eller dynamik. Den eneste afvigelse fra denne kedsomhed, var de lydefterlignende tricks, hvor musikerne efterlignede en helikopter, en bilmotor og løvraslen - ikke så ophidsende endda.

Havde Høeg i stedet skrevet musik til sit jazzband eller havde fx Bent Lorentzen skrevet til Athelas-ensemblet, var resultatet efter al sandsynlighed i begge tilfælde blevet bedre. Dette var skuffende.

Dog fungerede to af satserne musikalsk acceptabelt: Dels vintersatsen, hvor der faktisk skabes en stemning, og dels den afsluttende sats, efter Helene Gjerris' hamskifte, hvor musikken lige pludselig får liv. Men for sent.

De tre sangere leverede udmærkede præstationer udfra det givne stof. Nikolaj Schiøtz Windings stemme var klar og ukrukket, Helene Gjerris' derimod tilpas krukket og Master Fatmans brovtende og primitiv. Master Fatmans apokryfe og uskolede sangteknik (der mest af alt minder om det, man i deathmetal-genren kalder at growle), var faktisk det bedste bud på den fornyelse af operagenren, Den Anden Opera slår sig op på. Der er stor originalitet i denne stemme, hvilket må kunne bruges som et værdigt alternativ til Lauritz Melchior-manererne på den etablerede operascene.

Alt i alt var det et stykke harmløs underholdning. Lidt for harmløst måske, men underholdende. Og et musikalsk flop, der ikke bør genta-ges.

Medvirkende i Soap Opera: Helene Gjerris, Morten Lindberg (Master Fatman), Nikolaj Schiøtz Winding. Athelas-ensemblet dirigeret af Flemming Windekilde. Scenografi og instruktion: Jacob F. Schokking. Produktion: Holland House.