Svar til Niels Krabbe og Jan Maegaard

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 06 - side 250-251

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Niels Krabbe mener, at jeg stiller en forkert diagnose i mit kritiske indlæg i sidste nummer af DMT. Lad mig sige det på følgende måde: Hvis Krabbe i egenskab af musikforsker, i en beskrivelse af det københavnske musikmiljø sidst i århundredet, skulle finde på at gengive miljøet på Musikvidenskabeligt Institut i de rosenrøde vendinger, som kommer til udtryk i det ovenstående, så vil jeg beskylde ham for historieforfalskning. Nu skriver han det i egenskab af bureaukrat og institutleder. Med den kasket på kan man som bekendt slippe godt afsted med lidt af hvert. Tror han virkelig selv, at to nyansættelser (i bedste fald yngre forskere - men det kan man som bekendt ikke være sikker på) kan udgøre den støvsuger, der kan fjerne de mange årtiers lag af støv og lugt af indeklemt leverpostej?

I respekt for instituttet og ud fra ønsket om, at det skal spille en mere betydelig rolle i det mindste i det danske musikliv, så må man opfordre institutledelsen til at få bearbejdet den udtalte paranoia over for offentlig kritik, og istedet gå ind i en åben og ærlig debat om fornyelse. Fleuretfægtning er for tøsedrenge.

Indlægget fra Jan Maegaard er interessant på en lidt speciel måde. Det tager nemlig fejl på det overordnede plan såvel som i detaljen.

Jeg mente ikke, at musikhistorien for Maegaard stopper i 1945 og jeg kender også Maegaards fine bog, Musikalsk Modernisme, som jeg ved flere lejligheder med held har brugt i min egen undervisning. Nej, det er undervisningen i det 20. århundredes kunstmusik, der slutter i 1945 for Maegaard. Det var det, jeg kritiserede.

Uddybning: Jeg har skrevet det flere gange (senest i det netop publicerede bd. 2 af Musik in Geschichte und Gegenwart (MGG) i artiklen om musikken i Danmark efter 1950), at bl.a. musik af Jan Maegaard hører med, hvis man vil tegne et fyldestgørende billede af dansk musik i dette århundrede. Maegaard mener, at han som professor ikke kan beskæftige sig med hverken sin egen eller sine kollegers musik. Den holdning er på samme tid udtryk for uacceptabelt krukkeri og faglige skyklapper for øjnene: Som underviser i det 20. århundredes musik må hele feltet medregnes. Det må ikke handle om at tilfredsstille en lærers krav om særbehandling, det må dreje sig om at give de studerende den undervisning, de har krav på, hvis de skal orientere sig i et historisk område.

Lektorer og professorer på engelske og amerikanske universiteter (dér er de også ofte komponister) vil grine en vis legemsdel i laser over, hvad der accepteres af holdninger hos de alt for forkælede lærere på Musikvidenskabeligt Institut i København.

Så mener Maegaard, at jeg ikke kender den danske musiklitteratur og de seneste års doktorafhandlinger i Danmark. Det gør jeg. Og når jeg talte om gymnasielæreren, der uvist af hvilken grund havde fået lov til at skrive dr. phil på visitkortet, så var det en tilkendegivelse af, at jeg mener, at det kan diskuteres, om den pågældende persons afhandling lever op til kravet om forskning på højeste niveau.

Maegaard slutter sit indlæg med at opfordre DMTs redaktør til at holde sig nødtørftigt orienteret om de emner, som tidsskriftet er til for at belyse. Redaktøren gør sit bedste. Og øjensynligt nogenlunde tilfredsstillende, for ellers havde fagkonsulenten i musik på den Store Danske Encyklopædi, Jan Maegaard, vel heller ikke bedt DMTs redaktør om at hjælpe Nationalleksikonet med at tilføje de navne på komponister efter 1950 fra hele verden, som hverken fagkonsulent eller fagredaktør havde kendskab til, eller havde ønsket at orientere sig i. Måske Maegaard har glemt det.

Anders Beyer

Årgang 69/1994-1995, nr. 06