Alt ved det gamle

Numus-festivalen 1995 et velgennemtænkt arrangement med få overraskelser. Amerikansk musikkultur igen i centrum

Musik er ikke strategier og teknikker. Musik er et menneskes åndedrag.

Cirka sådan formulerede Morton Feldman det engang, og festivalarrangøren, Karl Aage Rasmussen, lod sig med stor fornøjelse belære af disse ord i den fingerede posthume samtale, som han præsenterede fredag formiddag under årets NUMUS-festival.

Denne 'samtale i musikkens himmel' foregik meget passende på øverste etage i musikhuset i Århus, hvortil Feldman var steget ned og - ved et lysbilledapparats mellemkomst - havde materialiseret sig på et lærred. Karl Aage Rasmussen sad foran lærredet i en talkshow-lænestol og stillede spørgsmål, og to skuespillere sad bagved og læste højt af Feldmans underfundigheder. Ind imellem holdt samtalen inde, og små bidder af Feldmans tyste musik flød ud i rummet istedet. Festivalarrangøren Karl Aage Rasmussen, havde til lejligheden hyret den gamle radiomedarbejder, Karl Aage Rasmussen, som leverede et professionelt, intelligent og underholdende show, iklædt den klassiske, stilfulde P1-sound, som skuespiller-stemmer og stille musik faded ind og ud resulterer i.

Musik er menneskers åndedrag. Det var festivalens glade budskab, med en underforstået opfordring til at tage 'nye ører' på, og fx bruge dem til at (gen)høre Webern. Faktisk var det derfor Webern overhovedet var på programmet - igen! Arrangøren formulerede det således i programbogen: »Som tiden går bliver det mere og mere muligt at lytte til komponisten Webern uden automatisk at løfte alle de tekniske, historiske, ideologiske og æstetiske parader. Og som i fiksérbilledet kan der pludselig dukke et helt nyt ansigt op.«

Hvorefter Weberns musiks tysthed, beskedenhed og knaphed blev fremhævet som de kvaliteter, vi tilsyneladende aldrig før havde tænkt på: Webern som poeten hvis stemme altid bevæger sig i fint graduerede modulationer over en grundlæggende lavmælthed.

Her efter festivalen synes jeg sært nok, at det var lige modsat. Hørt i sammenhæng med Feldmans langsomme pianissimo-stykker, virkede Weberns musik næsten ungdommeligt utålmodig og fyldt af intense følelsesudbrud, og det gamle billede af Webern som den altid anti-dramatiske mester trådte i baggrunden. Tydeligst var det selvfølgelig i de forholdsvis tidlige værker, som i den senromantiske Passacaglia, op. 1, og i sangene op. 8 og 15. Men også i de senere værker var der et eller andet tilstede - man kunne måske kalde det 'minimal-dramatik'.

På den baggrund kunne alle fortis-simoerne og sfordzandiene pludselig også høres, og de små anonyme tretone-konstellationer, der render rundt og befolker mange af de strengt komponerede sene værker, kunne blive til udtryksfulde enheder i sig selv og ikke kun dele af de større (symmetriske) tolvtonerækker. For mig blev de sammenhænge, som festivalen etablerede ved at give Webern Feldman som bordherre, anledning til en overraskende oplevelse: jeg synes så bestemt, jeg hørte romantikeren Webern liste forbi...

Tankemodeller

Når vi lytter, leder 'tidsånden' måske altid vores opmærksomhed hen på nogle bestemte aspekter ved det, vi hører. Det kan måske være en grund i sig selv til at beskæftige sig med fortiden: at registrere hvordan den forandrer sig i takt med, at vi selv forandrer os. Men det er vel ikke kun tidsånden, der forandrer os. Vi for-andrer også tidsånden, når vi fx bevæ-ger os rundt i forskellige 'tankemodel-ler', som det hedder på Numus-sprog, - når vi prøver dem af og finder på nye.

På årets Numus-festival var det Feldman, der var hovedleverandør af tankemodeller. Selvom Feldman ikke før har været hovednavn på en Numus-festival, er der dog ikke noget overraskende ved at se en mand som ham i denne rolle. I Karl Aage Rasmussens univers står den amerikanske avantgardetradition stærkt, og det er helte som Ives, Cage og Feldman, der leverer broderparten af de musikfilosofiske bon-mots i den rasmussenske Kunst-kritik, som den fx kommer til udfoldelse i programbogen og -lægningen. Centralt i denne amerikanske tradition, står et provokerende krav om, at musikken må være fri. Lydene må ifølge Feldman frigøres fra en forpligtigelse til at fungere som kommunikation, fra at være bærere af idéer, koncepter etc. De skal blot være lyde, for sig selv, uden indbyggede eller påklistrede hensigtserklæringer og ideologier.

Karl Aage Rasmussens spørgsmål til Feldman, om ikke musikken altid er menneskeskabt, og derfor nødvendigvis må være kommunikation i en eller anden forstand, affærdigede Feldman kategorisk som akademisk. Kunstneren forholder sig til lydene selv og deres frihed til at være det, de er - ikke som referenter eller repræsentanter for en idé, men som autonome lyde. Man kunne også gribe tilbage til Ives og høre det mere radikalt udtrykt: »... en sang har nogle få rettigheder selv, lige såvel som andre almindelige borgere. Hvis den har lyst til at gå i venstre side af vejen, passere døren til fysiologi, eller sætte sig på kantstenen, hvorfor så ikke lade den?« Så megen frihed og råderum er der da vist ikke ret mange andre, der kunne finde på at tilkende et stykke musik!

Nu fik vi så også lejlighed til i løbet af festivalen at høre seks af Feldmans værker. Én ting, jeg ikke kunne lade være med at tænke over, var, hvordan musikken ofte syntes at leve op til klassiske skønhedsidealer om harmoni og balance: I lange perioder honorerede tonerne de gamle krav om modbevægelse imellem stemmerne, om økonomi i udnyttelsen af højde- og dybdetoner, således at en længere periode uden dybe toner blev modsvaret af en meget dyb tone etc. Man kunne få den tanke, at tonerne ikke så meget var sat fri til at gøre, hvad de lystede, som de var sat hen i et hjørne med besked på at være stille og passe sig selv. Eller måske var alle de toner Feldman nogensinde mødte bare tilfældigvis meget rolige og stilfærdige? Ives kendte vist nogen med betydeligt mere adrenalin i årerne.

Hvad enten Feldmans musik nu lever op til visse klassiske skønhedsidealer eller ej, så er det dog klart, at den ikke af den grund lefler for publikum. Den har en temmelig enestående særhed over sig. En særhed, som det ikke er svært at sætte i forbindelse med den person, som kunne iagttages på videoen, der blev vist søndag morgen. Man så Feldman holde et seminar og blev vidne til hans pudsige og skarpe formuleringer, hans kropsholdning, hans timing, hvisken, mumlen og ikke mindst hans humor - man kunne måske sammenfattende sige hans 'åndedrag'.

Heftig musik

Der er andre hovedbegivenheder på en Numus-festival end præsentationen af hovednavnene. Der er altid en stribe danske uropførelser, og der er også næsten altid nogle værker, der tilhører den kategori, som man har hørt om, men ikke hørt. Af sidstnævnte var det især George Antheils Ballet Mecanique, der vakte opsigt i programmet. Mage til heftig fanden-i-voldskhed skal man lede længe efter inden for partiturmusikken, og i 20'rne må stykket virkelig have virket som den rene galskab. Det ville være synd at sige, at værket er et vidunder af veldrejethed, men til gengæld skinner et temperament igennem, der vidner om en utroligt veloplagt, lidt drenget, musikalsk revolvermand, hurtig på aftrækkeren, men - heldigvis kan man sige - med mere løs end skarp ammunition. Musikken bevarer trods alt en god portion charme og personlighed midt i det, der i 20'rne sandsynligvis har virket som en kompromisløst kold og mekanistisk attitude. Noget, der begejstrede nogle (få), og vakte andres harme. Personligt synes jeg, at det var en fremragende idé, at lade dette værk få en opførelse her i år.

Blandt de danske uropførelser var der en, der - meget passende - var tilegnet Morton Feldmans minde. Det var Ivar Frounbergs Other Echoes Inhabit the Garden for accordeon. Jeg vil ikke sige, at dette stykke gjorde mig klogere på Feldman. Faktisk var det svært overhovedet at spore nogen forbindelse, men det var åbenbart heller ikke meningen. Uden at give udtryk for nogen direkte musikalsk eller æstetisk indflydelse fra Feldman, udfoldede stykket sig på sine egne præmisser, og det var præmisser, der lå langt fra dem, som Feldman prædikede. Alene farten!

Det mest bemærkelsesværdige ved stykket var dog ikke farten, men den klanglige farverigdom, som man næppe havde forestillet sig kunne gemme sig i det instrument. Geir Dragsvolls to hænder udgjorde to klanglige gebeter, som stod i et højst varieret forhold til hinanden, både som separate klangflader, som modsætninger, som samarbejdspartnere, der lod tonerne glide fra den ene til den anden og som redskaber til at skabe komplekse teksturer. Et kompliceret stykke musik, men præsenteret så ukompliceret af Dragsvoll, at det næsten gjorde ondt.

Jeg har også lyst til at nævne Mats Olofsons uropførelse af Karsten Fundals solocellostykke Figure and Ground Study I og Signe Madsen og Frode Stengaards af Pelle Gudmundsen-Holmgreens Double, begge på samme koncert som Frounbergs stykke, som lysende eksempler på hvor levende og overbevisende det kan gøres, allerede ved uropførelser. Double er for præpareret klaver og violin - ja altså ikke præpareret violin, selvom det ikke var langt fra. Den blev strøget både ved hjælp af træet og hårene på buen og desuden ved hjælp af begge dele på en gang. Som så ofte før, evner Pelle Gudmundsen-Holmgreen også i dette stykke at få musikken og instrumenternes fysiske beskaffenhed, klangen og stofligheden, til at gå op i en højere enhed. Om det nu opnås ved fx at henlede opmærksomheden på 'træet' på buen eller ved at præparere klaveret, eller det nærmere skyldes de skulpturelle egenskaber, som musikken selv har, kan jeg ikke rigtig afgøre.

Jeg vil for øvrigt dårligt kunne gøre rede for hvori disse skulpturelle egenskaber består, - måske noget med en vis firskåren tyngde i rytmerne og akkorderne, som fx i andensatsens kantede 'breakdance', eller måske på grund af noget ved formen: måden hvorpå førstesatsen, hvor klaveret kun spiller på de ikke-præparerede tangenter, bliver 'puttet ind' i andensatsens præparerede klange. Jeg fik under alle omstændigheder (igen) denne her fornemmelse af Pelle Gud-mundsen-Holmgreens musik, som var den nogle små genstande, der dukkede op imellem hinanden, sådan nogle musikalske 'ting', som man kan vende og dreje inde i hovedet, forestille sig hvordan de ligger i hånden, mærke deres ru eller glatte overflade, lægge fra sig og betragte mens man tænder sin pibe, hvis man har sådan en (et eller andet sted har vi jo alle en pipe).

Veje til NUMUS

Et problem ved Numus-festivalen er, at den, når man endnu har den i nogenlunde frisk erindring, virker så vældig omfattende. 22 arrangementer på 6 dage, det er meget! Feldman sagde om det at komponere meget lange stykker, at »for at komme igennem et meget langt stykke, møder man ikke op med et på forhånd tilrettelagt skema; man finder simpelthen nogle måder at overleve på i dette lange stykke.«

Noget tilsvarende må man kunne sige om det at deltage i en hel Numus-festival. Det gælder om at koncentrere sig om at finde farbare veje igennem den. Jeg var faktisk til (næsten) det hele, hvad der på den ene side må betegnes som et hovedløst projekt, på den anden side et ganske sjovt eksperiment. Det føltes som om éns tolerancetærskel over for ligegyldig musik (jo, sådan noget er der også på Numus) gradvist bliver lavere, men samtidig begynder der også at indfinde sig en vis træghed i evnen til at reagere umiddelbart på den musik, man hører. Der skal mere udprægede oplevelser til for at ruske op i éns ører.

Om det nu var et udslag af festivalørhed med efterfølgende proportionsforvrængninger eller ej, så kom det dog bag på mig at opleve ved festivalens sidste koncert, at den gamle 'akademiske' komponist, Elliott Carters, guitarstykke Changes skulle vise sig at slå uropførelsen af Poul Ruders' Etude og Ricercare med flere banelængder i umiddelbar vitalitet og effektivitet. At vandre i ørkenen behøver ganske vist ikke nødvendigvis at være nogen ørkenvandring, men i den tørre, ensformige Etude og Ricercare, der forsøgte at lade som om guitaren var som skabt til avanceret polyfoni, havde jeg svært ved at se det vellykkede. Men jeg må så også indrømme, at min indre dromedar ikke havde meget fedt tilbage i puklen på det tidspunkt.

Karl Aage Rasmussens kunstneriske inklinationer, som i høj grad smitter af på hans måde at skrue et festivalprogram sammen på, giver sig i Numus-sammenhæng udslag i, at der er nogle bestemte principper for hvad, der har ret til at blive hørt, og hvad der ikke har. Det er egentlig ret sympatiske principper. For det første er der de danske uropførelser, dernæst en udtalt vilje til at lade 'outsidere' komme til orde, komponister, der sjældent bliver opført, eller som Karl Aage Rasmussen af den ene eller den anden grund mener ikke tilhører 'the establishment'; og så er der som regel også en historiefortolkende vinkel på stoffet - fx opnået ved at drage værker fra tidligere i århundredet frem igen, eller ved at lancere nogle musikæstetiske problemstillinger som temaer.

Årets festival var rig på disse områder. På mange måder var det en klassisk Numus-festival. Klassisk bl.a. fordi næsten alle de 'glemte outsidere' var amerikanere. Det drejede sig fx om Henry Cowell, John J. Becker, George Antheil (selvom han boede i Paris, da Ballet Mecanique blev skrevet), - ja selv George Crumb får i programbogen den store ære at blive kaldt outsider.

Noget, der fik denne ensidige satsning til at fremstå som særligt slående, var koncerten med Ensemble Art Pour l'Art fra Hamburg. Denne musikteater-koncert fremstod som den mest radikale afvigelse fra det gængse Numus-tonefald, og fortalte publikum, at der minsandten også sker noget i andre dele af verden - sågar i vores naboland, Tyskland! Værkerne på denne koncert var fyldte af en uortodoks og befriende mangetydig stemning, som det kunne være skønt at få lov til at høre lidt mere af herhjemme. Et værk som Andy Papes Duet for solocellist, der ganske vist fik en ærefrygtindgydende opførelse af John Ehde, fik i sammenligningen et skær af en provensiel, hyggelig og plat-humoristisk harmløshed over sig.

Bekendtskabet med komponister som Klaus Fessmann, Manos Tsangaris og Carola Bauckholt, som vist var nyt for de fleste af de tilstedeværende publikummer, kunne godt få én og anden - undertegnede i hvert fald - til at sukke efter at få gravet lidt mere i noderne hos de ukendte komponister i andre egne end lige det gamle avantgarde-USA. Ikke at den tradition ikke er interessant, men verden er, trods alt, endnu større end som så.