Frihed og fejlbarlighed

Lykken. Er næsten altid et andet sted. På den anden side af jordkuglen eller i naboens have. Vi søger lærkens sted, som ingen ved hvor er. Lader os inspirere af andre kulturer. I Darmstadt gik en japansk pige. Ung og håbefuld med et partitur fuld af clustre og mikrotonalitet - måske hendes æg kunne passe i stedets æstetiske æggebæger. I Osaka gik en komponist, en tid det europæiske etablissements general. Han lod sig lede af gammel japansk hofmusik og skrev et mantra og holdt en overgang næsten op med at notere musikken traditionelt i nodesystemer.

Tæthed. Hvad er nært og hvad er fjernt? Osaka, Darmstadt, Bali? Sidste år var Bali i Danmark. Ensemble Semara Ratih (10 dansere og 25 gamelan-musikere) gav koncert. Underligt 'rigtigt' hele vejen rundt. Og man forstod hvorfor så mange i kunstens verden har valfartet til en trope-ø, og ladet stedets rytmer og toner få adgang til et helt andet univers. Vi har kendt til balinesisk musik længe, men mest formidlet som bisætning i en programnote. Hvor langt rækker vores forståelse egentlig af den balinesiske tradition? Ivan Hansen kender noget til balinesisk musik og musikkultur. Læs om hans erfaringer med musikalsk analyse, med Barong-løven og Rangda-heksen - med liv og musik på Bali.

Bali. Eksotisme. Man smager på ordet og ved ikke rigtig, om det er et krydderi som giver det sidste pift, eller hvad? Debussy, Mahler, Messiaen, Boulez, Nørgård, Cage. Alle har de været fjernt fra hjemmet for at søge efter inspiration. Tilsvarende har japanere, koreanere, ja de fleste asiater søgt til Vesten for at lære mere om vore eksotiske udtryk. En japaner på Rådhuspladsen udstyret med et Nikon er ikke blot et fornøjeligt optrin, det viser i kondenseret form viljen til at tage det fremmede med sig hjem. Toru Takemitsu søgte ud i skoven og fandt sig selv. Han genfandt sin egen kulturs værdier, den 'ægte' japanske tradition: Gagaku-orkestret, Noh-teatret, instrumenterne. Jens Hesselager talte med Takemitsu da komponisten modtog Grawemayer Award i Louisville sidste år.

Fejlbarlighed. Dette tidsskrift får tilsendt artikler og debatstof. En del af dette materiale finder vej til spalterne. Det er faktisk sjældent, at noget afvises kategorisk. I forbindelse med Hasse Poulsens artikel, som vi trykte i sidste nummer, var tanken oppe og vende. Manden dumper jo ned i tusind års musikhistorie og fejer uden sans for musikkens indre dynamik historien af bordet i én bevægelse. Oven i købet på en måde, der minder om elefantens dans i porcelænsbutikken. For dette blads kernelæsere må Poulsens udtalelser rangere på samme niveau som majestætsfornærmelse, gudsbespottelse, injurier og racistiske udtalelser. Alligevel bragte vi artiklen. Dels fordi der ude i margin af artiklen står mere end blot og bar provokation, dels fordi forfatterens fejl og generaliseringer må høre med til diskussionen. »Uden retten til at fornærme ophører ytringsfriheden med at eksistere«, skrev Salman Rushdie. Troen på at noget kan være så ufejlbarligt, at det er fredhelligt, indstifter terroren. Faktisk er fejlbarligheden selve hjertet i al udvikling. Det er ikke alene menneskeligt at fejle, det er nødvendigt for udviklingens skyld.

Frihed! til at mene. Den der vil leve fejlfrit, kommer til at leve betydningsløst. I øjeblikket har mange af vore læsere lyst til at meddele, at nogen tager fejl. Gamle positioner attakeres, nye tager form. Undertiden ryger kæden af, og man har svært ved at følge med. Det hører med. Fejltagelser er ikke smertefri, de særligt udsatte græder, de onde ler. De angste gemmer sig bag et skjold eller kryber i afmagt ind i hundehuset og surmuler. Afmagt avler uheldige mekanismer, hvis den ikke får mulighed for at gennemleves og bearbejdes. København, omkring den 4. maj 1995.