Hvad er Hasse Poulsen?

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 07 - side 284-286

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Så er det sket igen, at DMT har gjort mig irriteret nok til at fare i blækhuset med den noget deprimerende eftertanke, at det har jeg hverken tid eller lyst til, og hvad nytter det egentlig. Men Hasse Poulsens opfølgning på den efterhånden lange debatføljeton, som Peter Bruun og Svend Hvidtfelt Nielsen i sin tid gav bolden op til, synes jeg ikke, at jeg blot kan se passivt til, og lade passere som en ubehagelig men dog fjern sputnik.

Inden jeg uddeler mine grove hug, og giver mine følelser frit spil (jo jeg er komponist af værste skuffe, og jeg skal for den nysgerrige og anatomisk interesserede læser berette, at jeg både har en krop og et hjerte), så skal det siges, at jeg synes at Hasse Poulsens indlæg udmærker sig ved et engagement, og en stor eftertænksomhed (touché).

Fra et noget andet udsigtspunkt end de øvrige debattører (en duft fra en anden planet) formår Hasse Poulsen, at bringe et noget mere håndfast og dommedagsagtigt perspektiv ind i debatten end vi hidtil har set. Dette sker i et indlæg, der oser af patos »De sidste 6-7 år har jeg helliget mig den ny musik, den ægte og sande musik« - at noget temmeligt kategorisk var i vente kom ikke bag på mig. At være radikal er der noget galt i, og det er vel som det skal være (og derfor ikke særligt radikalt ahem), men det kan vel egentligt kun interessere alment, hvis man med sine synspunkter, som Adorno, er i stand til at redegøre for, at ens holdninger ikke blot er et udtryk for ens helt personlige præferencer, men bygger på facts, analyser og konklusioner, hvormed man kan redegøre for, at »dette er noget som forholder sig som det gør, og at det (måske) ikke er som det skal være«.

Facts og analyser er der ikke mange af i Hasse Poulsens indlæg, men fornemmelser myldrer det med. Slår jeg fx ned et sted inde midt i, hævdes det, at ny musik lyder bedre på plade end live, allright jeg mener det modsatte - ikke bare for at være Rasmus Modsat, men det gør jeg faktisk, og så står vi der, og har begge ret, fordi det er sådan vi synes, at vi har det. Et andet og mere konkret eksempel, som jeg endvidere synes er under bæltestedet, er at en bestemt slags komponister får mere fra KODA end andre, hvor har Hasse Poulsen det fra, og er det rigtigt, lad os se nogle tal. Jeg kan i KODA-nyt læse at kun 54 autorer i 1994 tjente mere end 150.000 kr., mens 4174 tjente mindre end 1000 kr. Jeg tillader mig den formodning, at der blandt de 54 mest opførte befinder sig flere kendte pop/rock stjerner, end medlemmer af Dansk Komponist Forening. Men en eller anden (fx Hasse Poulsen) skulle jo lade det afprøve, hvis det var en vigtig pointe i Hasse Poulsens indlæg. Et lidet flatterende eksempel på massiv KODA-indtjening, stammer fx ikke fra DKF's medlemmer, men fra en rytmisk musiker, der scorede noget i retning af 400.000,- på TV 'uropførelser' af jingles i et populært program, der intet med musik havde at gøre - en såkaldt fed fidus, og som sådan helt i orden.

Jeg kunne vel forsætte med at nævne hvad Musikrådet og Statens Kunstfond gør, men det vil jeg simpelthen ikke, fordi det korte af det lange er ganske enkelt, at alle skabende kunstnere, der arbejder fuldtids med deres kunst, skal have mulighed for at få skrabet de midler sammen, der skal til for at leve i dagens Danmark, enten via private sponsorer eller støtte fra kulturministeriet i det omfang det kan lade sig gøre. Så er den potte ikke længere. Samme sted i indlægget står et par andre mindre pæne ting, om at 'partiturkomponisterne' automatisk har en status som kunstnere, javel enten er det fordi de er det, eller også kender Hasse Poulsen ikke nok danske musikere, der skriver partiturer - der er en del om hvem kunstnere med stort K ville være at ramme lidt over målet, uden at de af den grund ikke også laver musik, der har stor værdi for mange mennesker.

Til sidst samme sted - igen penge, folk der kommer på finansloven, ja men hvor mange er det egentlig - jeg ved det ikke Hasse Poulsen, og hvis de er der, så er der jo nok nogen, der synes, de har fortjent det efter et langt livs indsats i dansk musikliv, og dem kan man så være enige eller uenige med, men sådan er et demokrati og det er godt, og for min del så under jeg dem det godt, eftersom dette ingenlunde er noget, der bare sker per automatik. Men det værste er, at hele denne svada af udokumenterede, og tildels ukorrekte påstande om partiturkomponisters (hvem det så end er (ifølge DMT bl.a. Hasse Poulsen)) særlige privilegier, bruges som et argument for, at musikken de skriver, skrives sådan som den gør, for at de kan blive siddende på dette lukrative flæsk. Helt ærligt hvad er det for noget vrøvl, siden Hasse Poulsen nu er så interesseret i musik, så forbløffer det mig, at der her skal ske et sådant skred i kvaliteten af hans indlæg, siden han i bedste Adorno-stil lægger ud med sin søgen efter den ægte og sande musik - for blot et par sider senere, at retirere til Fremskridtspartiets kulturprogram.

Manglen på konkrete analyser i Hasse Poulsens kritik gør, at den et meget langt stykke af vejen får karakter af en mere eller mindre personlig bekendelse til sensationen - den ægte og sande musik, der bryder alle grænser og er helt og aldeles ny og uhørt radikal, og oven i købet en publikumssucces - vi må have meget at vente os af Hasse Poulsens musik, kan man ane, ikke mindst da der lægges ud med en lille indvielse i, hvorledes Hasse Poulsen fra at være sådan en almindelig lytter udviklede sig til sin nuværende superlytter tilstand - som han skriver »Der er næsten ikke den type lyd eller musik, jeg ikke kan lytte til«, hvilken en heroisme, hvis ikke det når det kommer til stykket er indifferentisme.

Som personligt projekt et vanskeligt og beundringsværdigt projekt, hvis det gennemføres, men det falder fuldstændig til jorden som kulturkritik, eftersom jeg til enhver tid kan sige »så'n synes jeg ikke det er«, og hvad skal Hasse Poulsen så gøre, når det hele bygger på hans personlige oplevelse af sin samtids musikkultur; hvilken guddommelig indsigt besidder Hasse Poulsen, der gør, jeg skal tage alle disse 'fornemmelser' alvorligt?

Hasse Poulsen skriver »Ærligt talt, er der særligt meget nyt at hente i den ny musik?« Jeg returnerer: Ja, selvfølgelig er der det, Hasse Poulsen kan bare ikke se det, fordi hans rastløse væsen gør, at han føler et behov for at gøre op med alt, hvad han rører ved, så snart han har sat sig lidt ind i det (jazz er for gammel, fusion er plat, ny musik er formalisme, Stockhausen er ok, men ikke finere end Paul Simon, musikere er dresserede aber osv. osv. - mao. intet er helt rigtigt) - måske er han inderst inde slet ikke interesseret i at tage stilling, men ønsker blot at være rigtig anderledes kløgtigere end alle andre, og gøre op med alt og alle, blot for en sikkerheds skyld, for at ingen skal kunne se ham som naiv? Blot en tester - en fornemmelse - jeg har ikke noget at have den i, men har Hasse Poulsen det med sine fornemmelser? Jeg kunne også lancere en anden 'fornemmelse': Ærligt talt (som om man ellers skulle lyve) jeg har haft min mest livsbekræftende og stærkeste oplevelse i en koncertsal, hvor der blev spillet ny musik, og den mest intetsigende og dødssyge oplevelse til en rockkoncert, der bare var højtråbende tom for mig - andre kan have haft det anderledes, men dette er mit liv og min oplevelse. Sådan har jeg det, ergo er rock kedelig - alle må kunne se det, og ny musik ... ja ny og spændende. En sådan generalisering er helt unfair, men jeg personligt har taget stilling i mit liv, jeg skriver musik, fordi den stiller et krav til mig om at yde mit yderste, og skabe den stærkeste og smukkeste musik, som mit talent kan bære, og jeg står frem med den og inde for den - den er mit liv.

Sådan kan man blive ved med sin patos og sine fornemmelser og gøre sig til, og som Hasse Poulsen fortælle løst og fast - kære venner, nu skal I bare høre: I er nogle fuskere, og jeres musik »Den er hverken musik eller ny«, men I skal ikke være kede af det for »jeg holder (da) meget af klangene, lydverdenerne samt af det abstraktionsniveau på hvilket der arbejdes...«, en komplet idiotisk modsigelse efter min mening, hvordan kan man adskille form fra indhold, det er som at kritisere en fisk, fordi den er pakket ind i en avis, man ikke gerne ser i sit hjem.

Hasse Poulsen er fræk nok til at spørge, om komponister spørger sig selv om, hvad musik er, ja det er klart, efter mange års intense studier har vi fundet frem til, at det er en pølse - nej det vil jeg ikke engang tage alvorligt, hvad antager han os for, som om en komponist kunne leve et helt liv med det krævende og intense skabende arbejde uden konstant og hele tiden at spørge sig selv, hvad denne musiks væsen er, hvad vil den mig, og hvornår har jeg drevet den vidt nok, og ikke mindst er dette det mest udtryksfulde, jeg kan lave - eller dur det slet ikke - jeg for min del laver ikke andet end at vade fra tvivlen til overbevisningen et par gange i timen - det er udmattende.

Jeg er mao. ikke interesseret i, hvad Hasse Poulsen synes om den og den musik eller koncertform, det må han om (virkli'), det, der derimod er relevant, er i praksis at vise, hvorledes koncertformen og musikken kan fornyes eller forvandles/forandres/udvides/indsnævres eller vedligeholdes for den sags skyld, og hvorledes man kan skabe en autentisk musik, der vedrører nogle mennesker, og som andre kan finde frem til, hvis de vil - lægge hovedet på blokken og komme med et bud - at engagere sig personligt.

En af de ting i partiturmusikken og den vesteuropæiske tradition, som jeg er overbevist om, at Hasse Poulsen virkelig slet ikke forstår, det er, at netop pga. det forhold, at notationen af musik er blevet gradvist udviklet gud hjælpe mig siden år 900 eller der omkring, så har det været muligt i vesteuropæisk musik at udvikle polyfoni og opbygge komplicerede og velafbalancerede harmoniske systemer, noget som ganske enkelt ikke kan lade sig gøre uden notation, så enkelt er det, den tusindårige gamle tradition har konstant og hele tiden undergået forvandlinger, og gennemgået en gradvis udvikling, og sådan er det også i dag. Fornyelse er ikke noget man sådan lige hopper ud af sengen og laver i løbet af et menneskeliv eller to, det er en gradvis proces, og den gør ikke den halvgamle musik overflødig eller underlødig, bare fordi der kommer noget lidt nyere til.

Den etniske musik, som Hasse Poulsen fremhæver flere gange, har ikke udviklet sig i lange perioder, og det er helt fint, for hvorfor skulle den også det, kun når kulturer har kryd-set hinanden, og der er sket fusioner eller blandformer, men det er der vel ikke noget mere nyt i end at komponister i Vesteuropa stadigvæk bruger notationen til at udtrykke sig med, og give musikerne et udgangspunkt for deres kunstneriske arbejde. Det er hvad Stockhausen gør, og det er, hvad Per Nørgård gør, hver med sit syn på, hvad der er væsentligt for, at netop deres musik er, som den er, de kommer med et kvalificeret bud, der gør, at deres arbejde og holdninger må tages alvorligt.

Et af de punkter hvor jeg kan følge en del af Hasse Poulsens tankegang og også erklære mig nogenlunde enig er, at de former, hvorunder musikken opføres, er uændrede siden romantikken. Det er et langt stykke ad vejen et faktum, symfoniorkestret sidder stadigvæk organiseret i 1. og 2. violiner, selvom denne skelnen idag sjældent er relevant. Der klappes næsten på kommando, og koncerttøjet ville ikke gøre sig i en musikvideo. Sådan er det, og man kunne selvfølgelig rode lidt med det - måske var det sjovere, hvis publikum stod på hovedet, det er muligt, at sammensætningen af ensembler kan ændres, og der kan spilles lidt på synthezisere og andet elektronisk halløjsa og det bliver også gjort i høj grad, og med vekslende succes, men hvis - og det er fand'me væsentligt - hvis ikke det musikalske stof i værket berettiger - nej, kræver denne ændring for at værket kan fuldbyrdes, så er disse manøvrer komplet ligegyldige, og vil ikke kunne skjule, at dette her blot er fis og ballade, til ære for galleriet.

Koncertformen er formel, kan man sige og lade det ose af negativ energi, men man kunne også sige, at koncertformen er rituel - man går ind i en sal og samles i stilhed om musikken. Naturligvis vil denne tilstand være svær at finde sig tilpas i for en så rastløs personlighed som Hasse Poulsen, der farer fra den ene musikgenre til den anden - der er jo intet sensationelt ved en stille rituel handling uden åbenlyse mirakler eller laserfantasmer, der kommer flyvende gennem luften på flammevinger fra universets urdyb.

Det er lidt forstemmende, må jeg sige, at det væsentligste Hasse Poulsen har med sig fra en opførelse af Per Nørgårds 5. Symfoni, synes at have været hans alvidende konstatering af, at musikerne ikke var andet end »små 100 uniformerede slaver«, det er nok mildt sagt en temmelig uretfærdig nedgørelse af disse musikere, der ikke blot har gjort deres bedste ved denne lejlighed, men også har været igennem en lang årrække af benhårdt arbejde for at nå til de pulte i Radiosymfoniorkestret, de sidder bag, og nogle af dem kan sikkert ikke lide den ny musik, og fortæller vittigheder om den i kantinen, men de løser ikke desto mindre den opgave, de er sat til, og de gør det loyalt. Igen: Vi kan have forskellige personlige præferencer, men respektere hinandens arbejde og engagement det gør vi også - for vi ved, at musik kræver meget af alle, der involverer sig professionelt deri.

Musikerens rolle i fremførelsen af ny musik nedgør Hasse Poulsen efter min mening på det groveste, jeg kan ikke tro andet end, at Hasse Poulsen har været lidt for hurtig på aftrækkeren her - måske kender han ikke så mange af slagsen - måske har han endnu tilgode at få sin egen musik fremført af nogle af disse »dresserede aber«, som de bliver kaldt. Hvordan skal man egentlig forholde sig til sådan en mangel på viden om, hvordan en komponist arbejder sammen med den klassiske musiker, for der er jo ikke tale om, at musikeren bare er fingre og flæsk, og at det 'blot' er noder, der skal files af på samlebånd.

Komponisten skaber værket javel, men musikeren trænger ind i det med hele sin dygtighed, personlighed og sit musikalske talent og forløser værket på en måde, som han eller hun nu engang mener, det skal være - måske er komponisten uenig, og så samarbejdes der, indtil man forstår den musikalske intention i værket, og i dette arbejde er det lige så tit komponisten der lærer noget som omvendt. Der er tale om en yderst sofistikeret kommunikation, og kun når musikeren kan finde en følelsesmæssig genklang i sig selv og spille på disse helt personlige elementer, og musikalsk set 'forstår' musikken 'med øret', så vil den komme til sin ret, fyldt med indlevelse, kropslighed, følelser, klanglige visioner og fantasi ud over enhver verbal beskrivelse.

Musik er abstrakt, og jeg beklager meget, hvis nogle ikke kan følge med på det abstraktionsniveau, som der lægges op til i ny musik, men musikerne kan, når de vil, og når de i et værk opdager en udtrykskraft, som de er på bølgelængde med. Af og til gør de det ikke, og så er det en dybt utilfredsstillende opgave for vedkommende at fremføre denne musik - og det er et reelt problem, fordi det går ud over alle, der er involveret. At man alt for tit accepterer - eller ligefrem kræver - at en koncert skal gennemføres til trods for, at komponist og musiker ikke er på bølgelængde, er et problem skabt af formidlerne og de økonomiske forhold. Jeg synes udmærket, at musikerne kan kræve mere af komponisterne, inden de accepterer at opføre et værk, alt for mange komponister gemmer sig bag partituret, man må have mod til at stå til regnskab for sit arbejde og stå inde for det, og man må være dygtig nok til at kunne formidle hensigten med værket til musikeren, ellers er der ingen mening med at opføre musikken.

Improviseret musik er en af Hasse Poulsens kæpheste og den har da også sine fortrin og kvaliteter, men den er ikke svaret på alt, hvordan skulle den kunne være det? Hasse Poulsen mener, at kontrol er dræbende for musik, ikke desto mindre er hele Bachs produktion et stort matematisk kontrolleret stykke mekanik, der på forunderligste vis også samtidigt er noget af det smukkeste og stærkeste musik, der nogensinde er frembragt, hvis Bach blot havde improviseret med vennerne, og aldrig skrevet noget ned, hvad skulle Glenn Gould, så have taget sig til, og hvad skulle vi have lyttet til nu.

Jeg ved ikke, hvad det er for en tankegang, der ligger bag det forhold, at Hasse Poulsen på den ene side synes, at en plade med ny musik er fedt, men at han ikke synes at kunne høre, at de musikere der udøver denne musik, ikke føler sig kontrolleret endsige dræbt af noderne, men derimod føler sig tilskyndet til musikalsk udfoldelse i pagt med deres talent; det er som at slå i en dyne, for selvom musikerne har sagt, at de ikke oplever det sådan, så insisterer Hasse Poulsen med sit vid på, at det lyder sådan - vor herre bevare os vel for en sådan totalitær holdning der ikke vil lytte til andre men kun sig selv.

Det er fand'me helt unikt, at man kan nedskrive et musikalsk arbejde på papir, aflevere det til en anden, og så høre det samme som man har tænkt, men med det liv og den gnist, som kun en dygtig udøver kan tilføre det. Det går ikke at sige, at notation er livsfjendsk Hasse Poulsen, da du i så fald må holde op med at skrive ind til DMT, brænde dine bøger og holde dig væk fra teatret ... nå ja og koncerter med ny musik.

Og så til en klassiker: Publikum. Jeg har et enkelt svar: Publikummet er hele Danmarks befolkning, en del bliver bare af træthed efter en hård arbejdsdag hængende hjemme foran lummerkassen, og så kombinerer en del den ugentlige druktur i byen med deres koncertaktivitet på det lokale diskotek, eller hvad ved jeg. Men er det komponisternes skyld, at mange vælger sådan i deres liv? Og hvad med dem der vælger anderledes, og der er trods alt en hel del, jeg har ofte oplevet koncerter for fyldte sale med ny musik ikke mindst i udlandet, men også her i Danmark. Og hvad med det perspektiv, at tiden går, og folk vælger nye veje - på et eller andet tidspunkt i ens liv var man til Slade og højhælede tåbeligheder, en snes år senere var det Per Nørgård. Enkelte oplever ligefrem et radikalt skift i deres tilværelse som følge af konfrontationen med en musik, de ikke kendte til. Hvis endelig Hasse Poulsen synes koncerterne altid er så kedelige, så må han jo hellere se at få tilføjet den musik, som han synes ikke er det. Men det forpligter edderhakkeme mig oven på den ambitiøse masseudryddelse af snart sagt alle genrer, som Hasse Poulsen har lagt ud med i DMT.

Michael Nyvang

Årgang 69/1994-1995, nr. 07