Ny russisk musikhistorie. Mammutværk om den russiske musiks historie under udgivelse på dansk

Efter en forelskelse gennem 40 år og en graviditet, der har strakt sig over 14 år, føder forfatter og lektor Erik Stahl nu med stort besvær første bind om den russiske musiks historie. Udgivelsen er den første i en serie på det, der er planlagt til tre værker. Første bind strækker sig fra de ældste tider til Mikhail Glinka (1804-57) og hans samtid.

Hvert bind i dette mammutværk vil indeholde ca. 500 sider tekst, der er illustreret med talrige nodeeksempler. Første bind forventes udgivet i maj måned på Borgens Forlag. Værket vil uden tvivl få en epokegørende status af den simple årsag, at der ikke eksisterer en nyere og samlet fremstilling af den russiske musikhistorie uden for Rusland og det tidligere Sovjetunionen. Rygtet om udgivelsen har allerede ført til de første meldinger med interesse for værket i Norge og Sverige.

Værket var længe tæt på at være en dansk verdenssensation som det første skrevet uden for det russiske sprogområde. Men det er lykkedes at lokalisere værket History of the Russian Music from the origin to Dargomyzjskij (1813-1869) på 226 sider og 100 nodeeksempler af Gerald Seaman udgivet 1967 i Auckland, New Zealand.

Undervejs i det enorme arbejde så Erik Stahls projekt ellers håbløst ud. Mange havde sikkert op-givet at stå distancen, med mindre man er i besiddelse af forfatterens robuste og standhaftige væsen. Da første bind var færdigt løb Erik Stahl spidsrod mellem danske og internationale forlag. Alle vendte tommelfingeren nedad. Ingen skønnede, at der var en bredere interesse for emnet. Ud fra en kommerciel betragtning fandt forlagene det uforsvarligt at engagere sig i en udgivelse. På nær forlaget Rhodos, der også hjalp med at finde penge til bogprojektet. Udgivelsen af Erik Stahls russiske musikhistorie blev en kendsgerning, da Velux Fonden gav tilsagn om en betydelig støtte til udgivelsen af første bind.

Da arbejdet efter halvandet år på Rhodos ikke bevægede sig en tomme og nærmest var gået i stå, før det rigtig havde taget form, mistede Erik Stahl tålmodigheden med forlaget. På anbefaling af den nu afdøde forlagsredaktør, Erik Vagn Jensen, flyttede projektet fra Rhodos til forlaget Borgen. Her er materialet nu klar til tredje korrektur og udgivelse.

Den russiske forbindelse

Gennem en menneskealder har den 77-årige lektor og matematiklærer Erik Stahl været en både kontroversiel og trofast gesandt for russisk kultur i Danmark. Også i perioder hvor det politiske klima efter begivenhederne i Ungarn 1956 og Prag 1968 nåede det absolutte nulpunkt i de kulturelle relationer mellem Danmark og Sovjet.

Verdenspolitikkens torden har ikke afholdt Erik Stahl fra altid at slås ihærdigt for, at de kulturelle forbindelser mellem Sovjet og Danmark aldrig frøs helt til. En så stærk og personligt engageret formidling af viden om russisk musik og kultur har uden tvivl haft personlige omkostninger. I offentligheden har Erik Stahl ofte optrådt som advokat for sovjetiske synspunkter i den kulturpolitiske debat om datidens omstridte og vulgærsociologiske begreber, som den sovjetiske kulturpolitik betjente sig af. Det gælder hele det invektive arsenal af slagord som formalisme, socialistisk realisme og kosmopolitismen der blev anvendt til at bekæmpe indflydelse fra den dekadente kultur fra vesten. Begreberne var et brændemærke på de nonkonforme kunstnere, der blev ramt af dem.

I bogen Stalinismens fascination og danske intellektuelle, hvor professor Bent Jensen ved slavisk institut, Odense Universitet, med citater fra pjecer og artikler hudfletter danske intellektuelle for deres servile eftersnakken af den sovjetiske kulturpolitik, har Erik Stahl da også fået en plads i galleriet af prominente personligheder. Her karakteriserer professoren Erik Stahl som en ihærdig og begejstret formidler af den stalinistiske linje. Det sker med henvisning til pjecen Sovjetmusikken i historisk og aktuel belysning.

Karakteriseringen dækker nu ikke de slagsmål, han lagde ryg til i Dansk Sovjetisk Venskabsforening i slutningen af 1970'erne, hvor han ofte følte, at han fik ørerne varmet som følge af sin uafhængige position i forhold til den kommunistiske klike, der havde sat sig på foreningen. Men Erik Stahl lægger ikke skjul på, at han skrev og udgav sin pjece i kølvandet på den kampagne mod formalismen og kosmopolitismen i det sovjet-russiske kulturliv, som Stalin og Zjdanov udløste i 1948. Kampagnen indvarslede en af de mørkeste perioder i russisk åndsliv. I historiens bakspejl kan pjecens ukritiske referat af partifunktionærernes fordømmelse af førende komponister som Prokofiev, Sjostakovitj og Khatjaturian forklares som en frugt af den kolde krigs propaganda, hvor den vestlige propaganda-maskine skabte ligeså hårdnakkede forsvarere af den sovjetiske politik og synspunkter.

Pjecen var naturligvis helt umulig at afsætte, fortæller Erik Stahl med smilende selvironi. Motivet til at udgive de sovjetiske synspunkter på det kulturpolitiske felt forklarer han som betagelsen af formlen Musikken er til for Folket, der var en af doktrinerne i den sovjetrussiske kulturpolitik. Ifølge denne formel bør den seriøse kunstmusik plante sine rødder i den brede folkelige kultur og ikke isolere sig som en elitekultur for samfundets politiske og økonomiske aristokrati. Et grundsynspunkt Erik Stahl ikke har opgivet.

Fascinationen af Sovjetunionen som tidens lykkeland delte Erik Stahl med navne som den forhenværende rektor for København Universitet, Mogens Fog, forfatterne Hans Kirk og Hans Scherfig, professor Jørgen Jørgensen m.fl. Et indtryk der var stærkt præget af det sovjetiske folks indsats mod nazi-tyskland under den anden verdenskrig. Men uanset hvad man måtte mene om tidens politiske og kulturelle debatter har Erik Stahl gennem sit arbejde i Dansk Russisk Samvirke og Dansk Sovjetisk Venskabsforbund bidraget til at knytte et tæt netværk af forbindelser mellem dansk musikliv og russiske musikere og komponister. Flere af det russiske musiklivs mest prominente personligheder har gæstet Erik Stahls hjem. Gennem det uegennyttige arbejde og studiet af russisk musik har Erik Stahl som lægmand samlet en enestående viden, som han ikke finder det passende at tage med sig i graven uden at dele den med andre, der har den samme lidenskabelige interesse for russisk musik og kultur.

Et slag i mellemgulvet

Oplevelsen af balletten Petrusjka af Stravinsky og Polovetser-dansene af Alexander Borodin på Det Kongelige Teater i midten af trediverne, og ikke mindst den første symfoni af Sjostakovitj med Thomas Jensen og Radiosymfonikerne, var en oplevelse, der ramte som et slag i mellemgulvet. Gymnasiasten Erik Stahl blev sendt ned for fuld tælling. Hans skæbne var beseglet. At oplevelsen fik den berusende karakter, forklarer han med, at han var opdraget med Carl Nielsen og de tyske klassikere. Efter mødet med den russiske musik begyndte han systematisk at studere det russiske sprog og samle litteratur om russiske forfattere og komponister. Efter krigen kulminerede det kulturpolitiske arbejde med en invitation til at deltage i en delegationsrejse til Moskva og Leningrad sammen med lægen Mogens Fog og forfatteren Hans Scherfig. Det blev det første møde med Sjostakovitj og Khatjaturian, der udspurgte en ung og benovet matematiklærer om dansk musikliv.

Efter et intensivt studie af Mikhail Glinka i 1981 var det indlysende for Erik Stahl, at der ikke kunne dannes sammenhæng i den russiske musikhistorie, med mindre man griber tilbage til den ældste og gejstlige kirkemusik. Derfor valgte han at inddrage perioden fra de tidligste kilder, man kender.

Men kan det ikke forekomme barokt, at en dansk matematiklærer skriver om den russiske musiks historie og ikke blot oversætter en russisk version?

Ifølge Erik Stahl findes der ikke en samlet musikhistorie på russisk. I 1980 begyndte et sovjetisk forskerteam ganske vist en udgave på ti bind, men arbejdet blev opgivet efter bind seks. Krise og opløsning i det russiske samfund har nu aflivet projektet. Materialet er desuden præget af sovjettidens doktriner, fordrejninger og tabuer. Alternativet havde været at anvende en af de lærebøger studerende ved konservatorierne anvender. Materialet betegner han som ubrugeligt og skrevet i en ulæselig og tør akademisk jargon.

I det vestlige materiale om russisk musik finder man kun spredte fremstillinger af specialister. Senest er der udgivet det første af to bind med titlen Geschichte der russischen und der sovjetischen Musik af den tyske musikforsker og specialist i russisk musik, Dorothea Redepenning. Hun har valgt at afgrænse sit arbejde om den russiske musik til perioden mellem 1825 og vor tid.

Vestlig og russisk litteratur er de to søjler Erik Stahls musikhistorie hviler på. Han lægger ikke skjul på, at hans musikhistorie er resultatet af et kompilatorisk arbejde, der hovedsagelig er skrevet på grundlag af sekundære kilder. Erik Stahl ynder selv at betragte sig som 'en ydmyg indsamler af fremmede aks'. Sådan måtte det blive, når man forsøger på at spænde over 1000 år af den russiske kulturhistorie. Erik Stahl bekender åbent, at det kompilatoriske arbejde ikke har været uden problemer grundet de mange udeladelser og fordrejninger af kendsgerningerne i de sovjet-russiske kilder.

Et ekko af systemet

De russiske forskere inddeler Erik Stahl i to kategorier. Der er de rendyrkede opportunister, der skrev som partiet ønskede at se musikhistorien. Og så er der de ædruelige og ærlige forskere, der især har beskæftiget sig med dem førrevolutionære musik. Perioden efter revolutionen er derfor den mest problematiske at beskrive på grund af den politisering af kulturens rolle, der fandt sted efter 1932, hvor det sovjetiske kulturliv blev uniformeret og reorganiseret i store og centralt styrede organisationer.

Er der ikke en fare for, at man som kompilator blot bliver et ekko af de manipulationer det officielle partiapparat fik kanoniseret?

Erik Stahl er af den opfattelse, at han gennem mange års læsning af sovjetiske aviser og tidsskrifter har opøvet en evne til kritisk at læse mellem linjerne og skelne mellem de politiske flosklers tomgang og kendsgerninger med substans. Men som filosofisk system har marxismen-leninismen ifølge Erik Stahl ikke præ-get de sovjetiske forskeres arbejder og analyser i nævneværdig grad.

Trods marxismen-leninismen som officiel statsideologi ser Erik Stahl et langt større problem i den nationalisme, der har præget den sovjetiske kulturpolitik og forskning. Doktrinen om den uløselige forbindelse mellem politik og kultur og dens katastrofale instrumentalisering af kulturen. Kultur blev i den sovjetiske periode reduceret til et redskab for partiet til indoktrinering og propaganda under den store og dybtliggende transformationsproces af sovjetrusland, hvor formålet var på rekordtid at omdanne landet til en moderne industri-nation med en socialistisk nationalkultur.

Som et af de mest banale og groteske eksempler anfører Erik Stahl 1812-ouverturen af Tjajkovskij, der slutter med zar-hymnen. Den erstattede de sovjetiske kulturfunktionærer med slutkoret fra Glinkas opera Livet med Zaren. En opera der også voldte mange problemer som politisk ukorrekt i sovjetstaten. Ordet 'Zar' forsøgte kulturfunktionærerne at erstatte med begrebet fædreland, hvor man kunne komme af sted med det. Librettoen til Glinkas opera af Baron von Rosen blev sovjetiseret med en middelmådig digters maltraktering af teksten.

Tilsvarende eksempler på musik som formidler af politisk idiosynkrasi kender man fra nazisternes anvendelse af det symfoniske tonedigt Les Preludes af Franz Liszt. Nazisternes anvendelse fik en skæbnesvanger betydning for denne musik. Les Preludes blev anvendt som intonation ved annonceringen af datidens nazistiske TV-avis, Wochenschau. Reportagen om de tyske troppers invasion blev akkompagneret af de heroiske og triumferende signaler fra Liszts tonedigt. For flere af de generationer, der oplevede anden verdenskrig har musikkens ideologiske kainsmærke gjort det umuligt at spille dette stykke, uden at det ud-løser associationer og billeder fra den nazistiske propagandas sejrsmeldinger under 2. verdenskrig.

Musikken i centrum

Selv om den russiske musikhistorie fra vort århundrede uvægerligt har en tendens til at skifte fokus fra musikken til politikken, har Erik Stahl forsøgt at fastholde musikken som det centrale i sit værk. Derfor vil man lede forgæves efter en udtømmende beretning om de teorier, der findes om Tjajkovskijs selvmord og forbindelsen til hans homoseksuelle relationer og natur. Anekdoter og biografisk materiale inddrages kun i det omfang, det har direkte betydning for en forståelse eller en analyse af musikken, der har den absolutte forrang i værket.

Spørgsmålet, om det totalitære system har ført til en nivellering af den sovjet-russiske musik besvarer Erik Stahl med et kategorisk nej. Ifølge Erik Stahl har partiets hegemoni i alle kulturpolitiske spørgsmål nærmest haft den modsatte effekt og været en spore for komponister og musikere til at frembringe stor musik med fortættet dramatik og et stærkt følelsesmæssigt indhold. Forfatteren Ilja Erenburg (1891-1967) har udtrykt det således, at musikkens klare fortrin består i, at man uden at sige noget som helst kan sige absolut alt. Blandt musikerne har cellisten og dirigenten Rostropovitj tilsluttet sig det synspunkt, at de russiske komponister måske har skabt en musik, der overgår alt andet i dette århundrede, fordi de komponerede den under et kolossalt politisk pres.

Periodiseringen af den russiske musikhistorie har været et problem. Helt mekanisk har de russiske forskere periodiseret efter rækken af zarer. Et princip der også følges efter revolutionen af de sovjet-russiske forskere. Det sidste bind fra 1917 til 1988 ønsker Erik Stahl at opdele i Lunartjarski-perioden fra 1917 til 1932, der afløses af Stalins æra fra 1932 til 1941 med krigen mod nazityskland som et dramatisk intermezzo frem til 1948, hvor den ideologiske udrensning og kamp mod den vestlige kulturs degenererede indflydelse på den socialistiske musikkultur atter sætter ind med Zjadanovs kampagne mod formalisme og kosmopolitisme i musikken.

Intonationsteorien, som den er formuleret af den russiske musikforsker Boris Assafjev (1884-1949), spiller en helt central rolle som det teoretiske grundlag for analysen af den russiske musik. Ifølge Erik Stahl har den russiske musikforsker haft en altdominerende rolle for udviklingen af det begrebsapparat, den russiske musikforskning betjener sig af. Teoretisk forsøgte Assafjev at indkredse musikkens væsen som en proces, hvor menneskets psykiske reaktioner på omverdenen kommer til syne og genspejles i musikkens akustiske billeder, der i en signalagtig og metaforisk form giver et billede af denne tilstands processuelle karakter. Intonationen er en slags akustisk blotlæggelse af den menneskelige bevidsthedsproces i intonationens symbolske udtryk, hvor intervallet og relationen mellem musik og sprog spiller en væsentlig rolle.

Det filosofiske grundlag for Assafjevs teorier om den psykologisk-dynamiske musikopfattelse står i gæld til den intuitive filosofi af Henri Bergsons ( 1859-1941), neokantianeren Ernst Cassirer (1874-1945) og den formdynamiske opfattelse af musikken, som den er formuleret af den schweiziske musikteoretiker, Ernst Kurt (1886-1946). Derfor har Erik Stahl valgt at indlede sin bog med en redegørelse for Assafjevs terminologi og intonationsteori.

Det første af de planlagte tre bind går fra den tidligste periode frem til 1850. Andet bind fra 1850 frem til 1917 ligger klar til udgivelse og tredje bind fra 1917 til 1988 arbejder Erik Stahl stadig på. Det, skønner han, bliver langt den vanskeligste og mest kontroversielle periode at skrive om. Politiseringen af kulturlivet gør materialet uigennemtrængeligt. Dertil kommer den mængde af nyt materiale, der i disse år dukker op om 20'rnes tabulagte modernister med navne som Nikolaj Roslavetz, Alexander Mosolov og Arthur Louirie. Komponister der alle var centrale skikkelser under den eksplosive scene for eksperimenterende grupperinger frem til 1932, hvor de fleste forstummede. Her ligger en korrektion til Stalintiden, der fordømte denne tids stilistiske eksperimenter i musikken som formalistiske og fremmede for folket.

Forfatteren af den nye musikhistorie regner med at bruge to år på at færdiggøre sidste bind af sin store triptykon om russisk musik. Når første bind er udgivet forventer Erik Stahl, at den tunge byrde med at skaffe ressourcer til udgivelsen forhåbentlig bliver mere overkommelig at løfte.