Nye bøger

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 07 - side 279-280

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Orla Vinther. Musikken i 1800-tallet. Romantik og impressionisme. Forlaget Systime 1995. 173 sider. Kr. 200,00.

Forlaget Systime udgiver i disse år en serie bøger til brug for musikundervisningen i gymnasiet. Tidligere er ud-kommet Barokbogen af Jens Dalsgaard og Wien. Drømmeby og undergangsstad af Jens Brincker (anmeldt i DMT nr. 3/1993-94). Nu foreligger så det tredie bind, Musik i 1800-tallet. Romantik og impressionisme af Orla Vinther.

Bøgerne er redigeret af Bjarne Mørup, tidligere fagkonsulent i musik. Forlaget har således forstået at alliere sig med kompetente folk, hvilket også i foreliggende tilfælde har resulteret i en fin udgivelse. Det er ikke nogen omfangsrig bog, 173 sider, med mange nodeeksempler og illustrationer (heraf flere i farver), men alligevel når for-fatteren forbløffende vidt omkring. Orla Vinther er en erfaren mand, han har undervist og skrevet meget, og er bl.a. musikfaglig konsulent ved Den Store Danske Encyklopædi.

Denne solide faglige ballast mær-kes tydeligt, da informationsmængden på den begrænsede plads er ganske betydelig - og det uden at bogen er specielt svær eller tung at læse. Bogens omdrejningspunkt er de musikalske analyser af forskellige hovedværker fra perioden, fx 4 lieder (af Schubert, Schumann, Brahms og Wolf), Wagners Valkyrien, Liszts Les Preludes og Tjajkovskijs 6. Symfoni. Analyserne af de korte værker - de 4 lieder - er, forståeligt nok, de grundigste, men selvom de mere omfattende værker ikke på samme måde bliver - eller i denne sammenhæng kan blive analyseret i detaljen, så formår forfatteren alligevel at sætte fingeren på så mange væsentlige elementer i værkernes struktur, at centrale aspekter fremtræder ganske klart.

Analyserne støttes ikke blot af mange nodeeksempler; men desuden af en del udmærkede og pædagogiske figurer og formoversigter. De analyserede værker er valgt med henblik på at afspejle en bred vifte af stiltræk og formkategorier. Desuden er værkerne fordelt på kapitlerne, hvor de optræder i forbindelse med en kort omtale af forskellige kulturelle, idehistoriske og samfundsmæssige manifestationer af perioden. Også her mærkes forfatterens store overblik. Som i analyserne når han i disse tekstafsnit at berøre forbløffende mange træk, der er fundamentale for en forståelse af den romantiske epoke. Af kapiteloverskrifter kan nævnes Tysk opera i 1800-tallet, To mandsportrætter i tekst og musik samt Salonmusik - fra palæ til dagligstue.

De enkelte kapitler har således nærmere karakter af essays, hvorved bogen lettere lader sig anvende i uddrag. Orla Vinther skriver da også i forordet, at der »... ikke er tale om en kronologisk musikhistorie i traditionel forstand, men om en række 'nedslag' i perioden«. Og videre: »Bogen kan læses som en helhed. De enkelte kapitler vil da samle sig til et panorama, et bredt billede af perioden og dens musik, der forhåbentlig vil give stof til eftertanke og lyst til yderligere fordybelse« (s.7). Der knyttes mange fine forbindelser mellem på den ene side filosofiske/ideologiske strømninger og øvrige kulturelle udtryk, og på den anden side de musikalske parametre.

Forfatteren formulerer sig, som allerede antydet, godt og klart, og de af informationer tætpakkede passager må så formidles/opblødes af underviseren - hvilket iøvrigt også har været tanken med bogens udformning. Her tænkes især på analyserne samt på kapitlet om Romantisk Harmonik. Det er en informativ, pædagogisk og indbydende undervisningsbog. Må de næste bind i udgivelsesrækken have samme standard som disse første.

Frede V. Nielsen. Almen Musikdidaktik. Christian Ejlers Forlag 1994. 391 sider. Kr. 288,00.

Nærværende bog er også tænkt til brug i undervisning, men ikke som en egentlig lærebog - og slet ikke til gymnasieelever! Bogen, der bærer titlen Almen Musikdidaktik, er skrevet ud fra et ønske om at tilføre det nordiske sprogområde den formodentlig første samlede fremstilling af grundlæggende musikdidaktiske problemstillinger.

Didaktik forstås her som de teoretiske overvejelser vedrørende en given undervisnings begrundelse, mål og indhold. Didaktisk teoretisk virksomhed definerer forfatteren som »... en bestræbelse på at undersøge og gennemtænke de fænomener og forhold, som den teoretiske opmærksomhed rettes imod, på en så omfattende og udtømmende måde som muligt, herunder at klargøre forudsætninger af enhver art eller i hvert fald alsidigt«. (s. 25).

Det er en definition, som denne bog i sin udformning meget smukt lever op til. Ønsket om at udfærdige en alsidig og grundig udgivelse, der følger mange af problemstillingerne til dørs - med alle mellemregninger og alternativer - har ifølge forfatteren været styrende for bogens udformning. Derfor er bogen ikke en egentlig lærebog; men snarere en håndbog og inspirationskilde for lærere og elever i et pædagogisk uddannelsesforløb. Forfatteren, Frede V. Nielsen, der er dr. pæd. på afhandlingen Oplevelse af musikalsk spænding (1983), virker nu som docent ved Danmarks Lærerhøjskole, og har publiceret adskillige artikler om musikpædagogiske emner.

Nogle af disse artikler - og interne arbejdspapirer fra DLH forfattet for 7-10 år siden, er i redigeret form blevet til flere af kapitlerne i den foreliggende bog. Der er altså tale om en lang tilblivelsesfase, der har resulteret i et grundigt og gennemarbejdet værk, hvor der ikke indgås noget kompromis i formidlingen af de ofte temmeligt abstrakte filosofiske problemstillinger.

Bogen er formuleret med den fagterminologi, der nu engang hører dette fagområde til, og argumentations-rækkerne føres til ende inden for alle de finere betydningsnuancer, de enkelte begreber som regel lader sig opdele i. Men inden for disse rammer af videnskabelig standard gør FVN sit yderste for at udtrykke sig klart og koncist, hvilket betyder, at selvom mange passager for de fleste læsere kan være tunge og vil kræve flere gennemlæsninger og en del eftertanke, så er formuleringerne reelt klare og logiske, og der samles hele tiden op i form af konklusioner og rekapituleringer.

I kraft af sin grundige - nærmest udtømmende - og sobre fremstillingsform leverer FVN tungtvejende argumenter for musikalsk aktivitet - under forskellige former - som basalt undervisnings-, dannelses- og socialiseringsmedium. Og det er denne dimension, der for mig at se for alvor giver de didaktiske overvejelser spændvidde og tyngde. Det er ikke nogen lettilgængelig bog; men tilgengæld yderst givende og inspirerende for den udholdende, med masser af stof til eftertanke.

Martin Knakkergaard. IO - Om Musikteknologi. Odense Universitetsforlag 1994. 296 sider. Kr. 250,00.

Dansk TV viste for nylig en særdeles tankevækkende udsendelse, der bar titlen En verden uden tid og sted, hvor forskellige intellektuelle kapaciteter ytrede sig om de mulige - nære - konsekvenser af informationssamfundets hastige elektronisk-teknologiske udvikling. Uden at være specielt kultur- eller teknologipessimistisk var en del af perspektiverne alligevel skræmmende. Der blev bl.a. peget på den kulturelle ensretning og den pluralistiske, individuelle normdannelse, begge styret af konsumideologien.

Disse og beslægtede problemfelter berøres også i Martin Knakkergaards licentiatafhandling IO, udgivet af Odense Universitetsforlag. Bogens primære anliggende er et ønske om at afklare karakteren af den teknologiske (især den digitale) udviklings indflydelse på musikkens videre skæbne: »... om teknologiens tilstedeværelse generelt finder sted på musikkens præmisser, eller om det tværtimod er teknologien, der indoptager musikken i sit altfavnende univers, og at teknologiens tilstedeværelse således finder sted på dens egne præmisser«. (s. 12).

Begge yderpunkter er velkendte. Fra den teknologiforskrækkede berøringsangst hos mange såkaldt klassisk uddannede til den mere eller mindre kritikløse anvendelse af hele isenkrammet, hvor det opfindsomme lydopbud ofte dækker over manglende indhold og eksistensberettigelse. Men i realiteten er det ikke, skriver Knakkergaard, et spørgsmål om teknologi eller ikke-teknologi; men et spørgsmål om hvilken teknologi, for al musiceren, med undtagelse af sang, er determineret af teknologi. Spørgsmålet må så snarere være elektronisk/digitalt eller ej, og istedet for dette Enten-Eller søger Knakkergaard efter et Både-Og.

Bogen er derfor ikke en håndbog i computermusik med tilhørende teknologi - eller en fremstilling af computermusikkens historie. Disse elementer bliver behandlet i bogen; men kun som basis for den diskussion, der er Knakkergaards egentlige ærinde, jfr. det tidligere citat. Disse emners skæringspunkt er analysen af Boulez' Répons, hvor komponistens integration af computerens muligheder i værket anskueliggøres og derved antyder en 'tredie vej' for fremtidig kompositionsmusik i den digitale tidsalder. Analysen har tidligere været bragt i årbogen Col Legno (AUC 1992). I bogens afsluttende kapitel, Kulturens Teknologi?, udfolder Knakkergaard de filosofiske og social-psykologiske konsekvenser af digitalteknologiens møde med den vesteuropæiske musiktradition - og kultur i det hele taget.

Forfatteren foretager her en detaljeret afdækning af den teknologiske determinering af netop denne musiktradition, hvorved en sammenkobling med det digitalelektroniske medium netop må forstås som en naturlig fortsættelse af musikkens generelle teknologisering gennem de seneste 4-500 år (jfr. s. 250 ff). Men samtidigt må denne assimilering ikke finde sted ureflekteret, ukritisk. Prisen herfor kan let blive tabet af det særegent musikalsk-kommunikative potentiale: »Men ved ikke at forholde sig kritisk til spørgsmålet om det generelle teknologiske aspekts nød-vendighed og konsekvens i det hele taget, spiller komponisten de kort sig af hænde, hvormed han kunne lade sin musik og sit hele virke brydes med den samfundsmæssige udvikling som sådan, han mister sit musikalske mandat - til fordel for et teknologisk.« (s. 253).

Knakkergaard er kritisk; men nøgternt realistisk i sin teknologivurdering, og får med denne afhandling sat samtidens digitaliserede musik i nogle vedkommende og opklarende perspektiver. Desværre vil den akademiske fremstillingsform formodentlig begrænse bogens udbredelse, hvilket er beklageligt al den stund afhandlingens problemfelter og ekskurser er yderst relevante for mange mennesker uden for musikforskernes snævre kreds. Selvom det ikke er en populærvidenskabelig udgivelse, så kunne flere passager således uden problemer være formuleret mere imødekommende. Og forordets personlige bekendelser og følelsesudstilling er irrelevant og ganske malplaceret i forhold til selve værkets saglige nøgternhed.

Årgang 69/1994-1995, nr. 07