Nye plader

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 07 - side 281-283

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Speculum Musicae plays The New Danes. Værker af Karl Aage Rasmussen, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen og Poul Ruders. Speculum Musicae, Lucy Shelton (sopran), Donald Palma, David Starobin og William Purvis (dirigenter). Bridge BCD 9054.

Det lille amerikanske pladeselskab Bridge og deres Ruders-indspilninger er for nylig blevet præsenteret i disse spalter (DMT nr. 4 1994/95). Nu er der flere nyindspilninger af dansk musik fra New York, denne gang en slags Danmarksportræt-cd fra Bridge. Fire værker af fire danskere spillet af det glimrende ny musik-ensemble Speculum Musicae.

Bent Sørensens The Deserted Churchyards fra 1990 er her en fængslende oplevelse. En stilfærdig, indefrossen spøgelsesmusik, der udvikler sig til en dance macabre på afgrundens rand. Værket, der egentlig er komponeret som et præludium post festum til Sørensens Funeral Procession, efterfølges i denne sammenhæng oplagt af Hans Abrahamsens stemningsmæssigt beslægtede ny-klassiker Winternacht.

I det hele taget må dette cd-portræt af ny dansk musik roses for både relevant og elegant programlægning. De udvalgte værker er hver for sig spændende og betydningsfulde, og samtidig træder de sammen til et flot forløb. Cd'en indledes med Karl Aage Rasmussens filosofiske Movements on a Moving Line, en kompositorisk stillingtagen til tidsbegrebet i forbindelse med den traderede sonatecyklus' fire satstyper. Her i en helt ny, revi-deret udgave af den tidligere, reviderede version af værket fra 1987 skrevet til The Elsinore Players i 1988. Forvirret? Ja, tid er noget underligt noget!

Poul Ruders' The Bells fra 1993 efter et digt af Edgar Allan Poe afslutter programmet. Her høres foruden ensemblet Speculum Musicae den amerikanske Schönberg-sopran, Lucy Shelton (har indspillet bl.a. Pierrot på Bridge), hvem værket er tilegnet. Shelton har en flot, ekspressiv stemme, der passer til Ruders' dramatisk gestikulerende komposition. Til gengæld er det svært at forstå, hvad hun synger, hvis man ikke har Poe-digtet ved hånden.

Denne cd er alt i alt et vægtigt udvalg af dansk kompositionsmusik fra de seneste år i indsigtsfuld amerikansk fremførelse. Blot kunne man have undværet dansk musik markedsført af frihedsgudinden i frøperspektiv svingende dannebrog højt over hovedet. Men hvis det er det, der skal til for at sælge 'the new Danes' i USA, så bevares. Noterne om værker og komponister har man valgt at sætte to af de implicerede komponister, Rasmussen og Ruders, til at skrive. Både kompetent og pålideligt for de nysgerrige amerikanske pladekøbere, der forhåbentlig bider på.

Carl Nielsen: Hagbarth og Signe, Ebbe Skammelsen og Sankt Hans-Aften Spil. Odense Symfoniorkester, Henriette Bonde-Hansen (sopran), Lars Thodberg Bertelsen (baryton), Lane Lind, Nis Bank Mikkelsen (fortællere), Odense Filharmonisk Kor, Det Fynske Musikkonservatoriums Børnekor, Alice Joensen (korindstudering) og Támas Vetö (dirigent). Kontrapunkt 32188.

Kontrapunkts store Carl Nielsen-projekt med Odense Symfoniorkester er nu tilføjet en decideret repertoire-nyhed, nemlig en indspilning af Carl Nielsens tre scenemusikværker, Hagbarth og Signe, Ebbe Skammelsen og Sankt Hans-Aften Spil, der mig bekendt ikke tidligere er indspillet komplet. Selvmarginaliserende musik, måske ... men alligevel vigtig. Det drejer sig nemlig om con amore-arbejder, Carl Nielsens hjertebørn: Friluftsspillene i Ulvedalene ved Dyrehavsbakken nord for København, der stod på mellem 1910 og 1930 (i øvrigt genoptaget omkring anden verdenskrig). Med inspiration fra det store udland stablede man sammen med blandt andre billedkunstneren og arkitekten J.F. Willumsen billet-billige, folkelige forestillinger på benene. Og det gik. Fint, endda! Oehlenschlägers Tristan-inspirerede vikingetragedie Hagbarth og Signe havde som det første af disse friluftsspil premiere i 1910 med musik af Nielsen og blev vældigt godt modtaget.

Nu er der jo det med scenemusik, at den ofte er mindre interessant per se, som ren musik betragtet, og musikken til Hagbarth og Signe, skrevet under arbejdet på Espansiva, er absolut ikke på samme spændende niveau som symfonien, bl.a. på grund af nogle helt jordnære hensyn til de specielle opførelsesvilkår. Mere personligt og interessant klinger musikken til Ebbe Skammelsen, komponeret lige efter 6. symfoni.

Scenemusik lider generelt under at blive pladeindspillet eller koncertopført. Alene, uden skuespillets visuelle, kompletterende del, står musikken nøgen - og har ikke fysik til at vinde derved. Men i denne nyudgivelse gør skuespillerne Lane Lind og Nis Bank Mikkelsen et glimrende arbejde for at afhjælpe dette indlysende problem. Hvis man gider, har man nu en mulighed, den bedste næst efter en egentlig opførelse, for at opleve denne musik i funktion. Og det er helt sjovt at lukke øjnene og forestille sig, at man sidder på græsskråningen under Dyrehavens løvhang en sommerdag og hører de fire lurer samt valdhorn indlede vikingedramaet med smukt bølgende, majestætiske C-dur treklange. Lurer der her blæses klangfuldt og forbløffende rent af Ole Thrane, Robert Holmsted, Jesper Rosenkilde og Jørgen Arnsted.

Odense Symfoniorkester dirigeret af Támas Vetö og sangsolisterne Henriette Bonde-Hansen og Lars Thodberg Bertelsen er stor ros værdige for deres indsats på en alt i alt vellykket indspilning. Billedet af Willumsens ravn som 'cover art' er lige i øjet. De to ravneskulpturer (ikke ørne, som der står i de engelske noter), der senere har flankeret indgangen til Den Fries udstillingsbygning, skabtes jo netop til friluftsscenen i Dyrehaven. Kun skal brok lyde over irriterende stavefejl i de ledsagende tekster, som i sammenhæng med en pladepremiere godt kunne have været mere omhyggeligt udført.

Astor Piazzolla: Histoire du tango, Suite from 'The Rough Dancer and the Cyclical Night' m.v. Ny Dansk Saxofonkvartet. Kontrapunkt 32196.

Også på Kontrapunkt er Ny Dansk Saxofonkvartet kommet med sin anden cd. Først var det ny dansk musik fra Nørholm, Lorentzen m.fl. skrevet specielt til kvartetten. Denne gang er det tangoer af argentineren Astor Piazzolla i hans egen Tango nuove-stil, en elegisk-vital-depraveret musik der krydser argentinsk tangotradition med nyere kompositionsmusik. Og dermed en musik der udgør et oplagt angrebsobjekt for en saxofonkvartet, idet den giver mulighed for nuanceret kammermusikspil uden at kræve den pænhed i klangen, der netop for dette instrument er så ulidelig. Saxofonen er jo bordellets, caféens, natklubbens instrument. Etablissementer der netop gennemspilles i de tre første af fire satser i Piazzollas historisk resumérende suite, Histoire du tango forud for en afrundende, stueren 'koncert-tango af i dag'.

Pladens afvekslende arrangementer af Piazzollas på én gang swingende og opmærksomhedsskabende tangoer spilles her medrivende, sejt og hæsblæsende flot. Lyden er meget tæt omkring de udøvende og ret tør, lige lovlig 'studie-ren'. Men ok, det er ikke en live-indspilning, så når man griber sig selv i at lytte efter barlokalets røg og larm i baggrunden, er det ret beset en ros til Ny Dansk Saxofonkvartet.

Sven Erik Werner: Tango Studies og Tie-Break. Jeanette Dyremose og Det Danske Harmonika Ensemble. Dacapo 8.224006.

Sven Erik Werner komponerer også oven på tango-traditionen i sine 12 Tango Studies fra 1993, skrevet for harmonika solo og her glimrende udført af studerende ved Det Danske Harmonika Akademi.

Helt nær på originalforlægget er Werners valg af harmonika-instrumentet i disse etuder. Tangoer skal jo rettelig spilles på bandoneon, som

den argentinske tango-harmonika kaldes. Men i øvrigt er musikken på én gang mere klichépræget og mere fragmenteret end Piazzollas, præget af både kulturel og nostalgisk distance. Kun momentvis mærker man snerten af det særlige, suggererende sug, der er genrens væsen. Og da alligevel kun som en bekræftelse af dets fravær.

Sven Erik Werners solister er alene, isolerede på en koncertscene. Sagt på en anden måde, denne musik er effent gjort, det er ikke det, men den er og bliver kunstmusik og virker, netop på baggrund af de fornemmelser, de spredte tangoassociationer vækker, sært solipsistisk. En helt anden udnyttelse af tangotraditionen end Piazzollas, postkort fra en fremmed kultur, som det også hedder i covernoterne. Men godt skrevet for instrumentet. Det gælder muligvis også cd'ens dristigste og afsluttende stykke, Tie-Break. Men selve dette værks idé, en komposition for mange harmonikaer (hvor mange?), giver et i mine øjne monokromt og ugennemsigtigt klangbillede.

Herman D. Koppel: Musik for blæseroktet op. 123. Sven Erik Werner: Catch. Asger Lund Christiansen: Oktet for blæsere op. 34. Svend S. Schultz: Divertimento for Blæseroktet. Lars Graugaard: Seven Summerscapes. Den danske Blæseroktet. Dacapo 8.224002.

Der er mere Werner på en anden dacapo-cd med Den danske Blæseroktet. Både Koppel, Werner, Lund Christiansen, Schulz og Graugaard, faktisk. Blandede bolsjer med oktetbesætningen som samlende fællesnævner.

Werners Catch er ikke en skønhedssøgende komposition. Tætte dissonanser og høje vræl afbryder det mere eller mindre statiske lydbillede. For så vidt en ensformig forestilling; og her af og til lidt upræcist leveret af den ellers velspillende danske Blæseroktet. Også Lars Graugaards små, klangmalende Seven Summerscapes udforsker nye blandinger af blæseroktettens palet, men ellers bevæger cd'en sig i afdelingen for diverterende musik. Selve oktet-besætningen til-skynder åbenbart det lette og ubekymrede. Hos Asger Lund Christiansen i form af en slags wienerklassicistisk serenade marineret i neoklassik og lidt Nielsen. Let og lækkert. Og komponeret her i 1992, såmænd. Svend S. Schultz kalder et divertimento for et divertimento, generer sig ikke for de mest melodiøse melodier, og Den danske Blæseroktet spiller hans fire karakter-satser legende let og underholdende. Så er der mere gods i Herman D. Koppels lille stykke for blæseroktet. Selvom musik er imødekommende, kan den godt have substans.

Tage Nielsen: 5 sange. Erik Norby: 8 lieder til tekster af Edith Södergran. Vagn Holmboe: "Moya", 7 japanske sange. Herman D. Koppel: 6 sange til tekster af Poul la Cour og Årstiderne. Peder Severin (tenor) og Dorte Kirkeskov (klaver). Dacapo 8.224010.

Den danske Lied-Duo bestående af tenoren Peder Severin og pianisten Dorte Kirkeskov har udgivet flere cd'er med romantisk lied-repertoire. Nu også en dacapo-cd med nyere danske lieder, eller sange, om man vil.

Severin har en fyldig og kernefuld, ret mørknet klang, men den kan virke anspændt p.g.a. af dens lidt forcerede og ufleksible karakter. En sammenligning mellem Severins og Kirkeskovs version af Holmboes klassiker-kanoniserede Moya-sange og Ole Hedegaards og Erik Kaltofts lp-indspilning på Paula fra 1984 er illustrativ. Severins version er lovlig mørk og dramatisk og savner desuden Paula-indspilningens luft og rum omkring klangen, der klæder disse enkle, japanske sange. Hvad angår den mere koncertsalsagtige lyd og Hedegaards lysere, lyrisk tuschtegnende stemme, foretrækker jeg faktisk den.

Bedst klæder Severins stemme de mere dramatiske steder. Døden hos Holmboe eller den afsluttende Sendebude i Herman D. Koppels 6 sange til tekster af Poul la Cour fra 1951 og tilsvarende ekspressive steder i Erik Norbys vidunderlige 8 lieder til tekster af Edith Södergran (1992-94). For mig den mest spændende, nye oplevelse på denne cd, hvad selve kompositionerne angår. Mindst spændende er åbningsnummeret, fem sange af Tage Nielsen komponeret mellem 1946 og 1970 til dansk-, tysk- og fransksproget poesi. Deres lidt upersonlige klaverimpressionisme kombineret med en enkel melodi i fx Når kirsebærtræerne blomstrer keder. Men leveres i øvrigt loyalt af Den danske Lied-Duo, der sammen går vågent og nuanceret til værks i deres musikalske fortolkninger.

Ballet in Dark. Martin Knakkergaard: Ballet in Dark. A Concerto for Marimba and Orchestra og Mobile I-III. Erling D. Bjerno: Sonoris IV op. 205. Kai Stensgaard: Triglyf I. Kai Stensgaard (marimba), Ålborg Symfoniorkester og Flemming Vistisen (dirigent). MAPE CD 100.

Coveret er knaldsort. Først ved nær-mere eftersyn får man øje på et par blanke, ligeledes sorte penselstrøg, der antyder en marimba. På selve cd'en finder man så værker af de ålborgensiske komponister Martin Knakkergaard og Erling D. Bjerno spillet af Ålborg Konservatoriums marimbalærer, Kai Stensgaard.

Ballet in Dark er titlen på Knakkergaards marimbakoncert, der indleder cd'en med Ålborg Symfoniorkester under ledelse af Flemming Vistisen. Der er mange idéer i dette værk, og de arbejder både sammen og mod hinanden, men jeg har svært ved at få øje på egentlig sammenhæng eller retning i det godt 17 minutter lange, rapsodisk kontrastrige forløbs blanding af forskellige neoismer. Den sprøde marimba-stemme optræder alene eller sættes i relief af en meget fyldig orkestersats, til tider med masser af slagtøj og stort rabalder. Tomme tønder? Tja, i hvert fald en bekræftelse af covernoternes oplysning om, at Knakkergaard er meget fri og intuitiv i sin tilgang til det at komponere.

Tre Mobiler for solo marimba følger, og her gør det i sagens natur mindre, at musikken bevæger sig, som vinden blæser. Stensgaard spiller musikken udmærket, loyalt, så vidt jeg kan vurdere. Det samme gælder organisten og komponisten Erling D. Bjernos tresatsede Sonoris IV op. 205, som jeg heller ikke kan hverken juble eller rigtig forarges over. Stensgaard signerer til sidst med en spøjs Triglyf af eget fabrikat, der såmænd kan være lige så god som det foregående.

Per Nørgård: Syn. Karl Aage Rasmussen: Four, Five. Anders Nordentoft: Tre studier for Messingkvintet. Bent Lorentzen: Intrada for Brass Ensemble. Hans Abrahamsen: Rundt og imellem. Svend Nielsen: Vindbilleder. Århus Messingkvintet. Paula PACD 82.

På Paula har Århus Messingkvintet udgivet sin anden cd med fine indspilninger af værker fra de senere års danske musik.

Abrahamsens mekanisk repeterende Rundt og imellem fra den glade begyndelse af 1970'erne virker måske nok noget forældet og er ikke det mest interessante at hive frem. Men ellers er cd'en fuld af værker, der demonstrerer, at messingkvintet absolut ikke behøver være synonym med traditionel messingsuppe, men kan give anledning til gedigne, kompositionstekniske noviteter. Både Per Nørgård og Karl Aage Rasmussen bruger besætningen på klangligt differentierede og spændende måder i værker fra slutningen af 1980'erne, og også lyrikeren Svend Nielsen anvender messingkvintetten personligt og deskriptivt i fire meteorologisk-programmatiske Vindbilleder fra 1990.

Fælles for flere af værkerne er, at der eksperimenteres håndfast med vante former. Per Nørgård vender koncertformen på vrangen i Syn, hvor to sordinerede lento-satser omkranser en 'nutidigt' klingende, hurtig midtersats, Karl Aage Rasmussen konstruerer en symmetrisk, femsatset sonatecyklus og Anders Nordentoft begynder 2. sats af sine Three Studies med et 'resumé' af 1. sats! Både han og Bent Lorentzen skriver selvfølgelig fanfarer for messinginstrumenterne, det er jo oplagt. Henholdsvis 'Små fanfarer' som 3. sats og en selvstændig Intrada, der tager inspirationen op fra renæssance-intradaen. En meget hørværdig plade fra Paula med slankt, lækkert og overskudspræget spil af Århus Messingkvintet.

Årgang 69/1994-1995, nr. 07