Russisk musik - hvad rager det os! Et spørgsmål til musikvidenskaben

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 07 - side 275-275

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

»Hallo, hallo, er vi blevet afbrudt, eller er De der stadig?« Eneste lyd på linjen er knasende tanker. Støjen minder om en geigertæller, der sladrer om, at tampen brænder. Årsagen til den larmende tavshed er et troskyldigt spørgsmål til de tre Musikvidenskabelige Institutter under landets universiteter.

Hvad er den russiske musiks skæbne på universiteterne? Spørgsmålet er motiveret af det nye værk om russisk musik, der er omtalt her i DMT og som nu udgives på Borgens forlag. Det lød: »Hvor mange kurser har man inden for de sidste fem år tilbudt de studerende i russisk musikhistorie, russiske komponister eller dermed beslægtede emner i lektionskataloget?«

I det levende musikliv uden for det akademiske miljø spiller russisk musik en betydelig rolle i det repertoire, ensembler og symfoniorkestre vælger at sætte på programmet. Gennem årtier har Tjajkovskijs symfonier, ouverturer og klaverkoncerten i h-mol været en sikker publikums-træffer. I musikkens metropoler kan man ofte høre samme symfoni af Tjajkovskij spillet af tre forskellige orkestre på samme aften. Lige siden Ravels instrumentering af Mussorgskijs Udstillingsbilleder har de været et hit i koncertsalen. Sjostakovitjs symfonier fik en frapperende renæssance, da muren væltede i 1989. Meget tyder på, at Sjostakovitjs musik nu gradvist bliver be-friet for de ideologisk betingede reflekser, der længe har skabt en mental kortslutning hos en del af dens formidlere, kritikere og publi-kum. I årevis har musikken af Sjostakovitj næsten udelukkende været promoveret med beretninger om Stalins fangelejre. Få har søgt at lytte til dialektikken af kontraster i symfoniernes musikalske udtryk alene på grundlag af værkernes egen syntaks. Men alle kender til polemikken i Pravda og Isvestija og de sovjetiske kulturfunktionærers både brutale og ubehjælpsomme forsøg på at strøm-line den subtile ironiker til en 'arbejdets helt', der blev gjort til en 'trofast og patriotisk søn af det kommunistiske parti'.

Talrige festivaler og cd-udgivelser viser, at nulevende komponister som Alfred Schnittke og Sofia Gubaidulina nærmest har opnået en kultagtig status som den ny musiks ikoner. Senest er der udkommet en lang række cd-udgivelser med russisk musik på plademærket SONY. Dyrkelsen i det vestlige musikliv sker med en intensitet, der kunne minde om bondeanger efter årtiers forsømmelse. Men den prosaiske virkelighed i koncertsalen synes ikke at sætte spor i universitetets undervisning.

På Musikvidenskabeligt Institut i Aarhus besluttede man sig straks for at sende sagen i udvalg og lade Studienævnet granske i instituttets annaler. Der ligger den stadig. Det er uvist, om DMTs forespørgsel vil udvikle sig til et tværfagligt projekt og involvere Instituttet for Arkæologi og Etnologi. Instituttets sekretær, Anne Brigitte Nielsen, dristede sig dog til at svare, at der ifølge hendes erin-dring ikke havde været udbudt specifikke kurser eller seminarer om russisk musik og dens komponister på instituttets grunduddannelse eller overbygning. En generel orientering om russisk musik indgik dog i det almene introduktionskursus for nye studerende. Generelt måtte man nok erkende, at der hverken fra lærernes eller de studerendes side var noget ønske om, at der blev afholdt deciderede kurser i russisk musik og dens komponister.

På Aalborg Universitet indgår russisk musik også som en del af den almene introduktion på grunduddannelsen, men ellers har der ifølge Studienævnets formand, Thorkil Hørlyk, ikke været udbudt kurser i russiske musik og dens komponister. Det nærmeste han kan komme en akademisk analyse og behandling af russiske værker er afløsningsopgaver om Alfred Schnittke og Igor Stravinsky, samt en vejledning i et speciale om klavermusik af Skrjabin. Forklaringen på fraværet af russisk musik i undervisningen skyldes efter Thorkil Hørlyks opfattelse ikke den sproglige barriere, men den banale kendsgerning, at der blandt lærerne og de studerende ikke er interesse for seminarer eller kurser i russisk musik og dens komponister.

Ifølge formanden for Studienævnet på Musikvidenskabeligt Institut i København, Carsten Hatting, gemmer den russiske musik sig også her i nicher og afløsningsopgaver. Her forsøgte professor John Bergsagel sig for år tilbage med to seminarer for at bryde med den rutineagtige forsømmelse af det, han betegner som den »rige russiske musikkultur«. En forsømmelse, der er blevet normaltilstanden ved vore universiteter. Kurserne havde god resonans blandt de studerende. Professor John Bergsagels speciale ligger ellers inden for renæssancens vokalpolyfoni. Som en mulig årsag peger han på den strenge undervisningspligt, der har været en følge af nedskæringerne på universiteterne. Ifølge professoren kører undervisningen nu på et nødtørftigt niveau, der ikke levner lærerpersonalet ressourcer til fornyelse og afveksling. Han mener ikke, at sproget bør være en barriere. Der findes en uoverskuelig mængde litteratur på engelsk og tysk, der behandler russisk musik, dens komponister og værker på kvalificeret grundlag.

Udover musikkens kendte kongerække kan man som musikstuderende også modtage undervisning i vestafrikansk Highlife og islamisk kunstmusik på vore universiteter. Trods det åbenlyse skisma mellem universitetets undervisning og musiklivet i koncertsalen befinder den russiske musikkultur sig stadig i den apartheid-agtige situation, at hverken lærere eller studerende tilsyneladende ønsker at fraternisere med den russiske musikkultur.

Årgang 69/1994-1995, nr. 07