Det rager da mig!

På foranledning af Jan Andersens artikel Russisk musik - hvad rager det os! vil jeg hermed gerne bidrage til debatten. Egentlig har jeg ikke tid til at skrive til DMT, men jeg må dog lige forsvare mit gamle institut, inden jeg forlader det om nogle uger - når mit speciale om Alfred Schnittke er klar til aflevering.

Naturligvis interesserer såvel undervisere som studerende sig for russisk musik, men denne interesse behøver ikke nødvendigvis afspejle sig i udbuddet af seminarer og kurser. Med et årligt seminarudbud på 8-10 kurser, hvoraf ikke alle kan oprettes af økonomiske årsager, er det klart, at ikke alle områder af musikhistorien kan være repræsenteret med en overskrift. Men det behøver ikke at betyde, at man ikke interesserer sig for disse områder - skriftlige opgaver må efter min mening betragtes som lige så vigtige som et undervisningsforløb. I dag studerer man ikke længere i 8-9 år, i hvert fald ikke hvis man ønsker støtte fra SU. For seminarerne betyder det i hvert fald én ting, nemlig at der hvert eneste år kræves en stor bredde i seminarudbuddet, helst i en form, der kan tilgodese individuelle interesser.

Et kort blik over forslagene til næste års seminarer afslører bl.a. titlen Symfonien efter Beethoven. Udviklingslinier og formaspekter (ca. 1840-1940), der meget vel kan involvere russisk musik. Men selvfølgelig kunne man udskifte seminaret om Per Nørgård, seminaret Ska' det nu være Kunst? (om ny, populær kompositionsmusik) eller det længe savnede seminar om renæssancemusik, Den katolske messe i senrenæssancen med et seminar om russisk musik. Men det ville sandsynligvis heller ikke være tilfredsstillende for Jan Andersen? Det vil i hvert fald næppe være det for de studerende.

Rune Bech Lauesen