Ikke mere end alle de andre vigtige områder!

Af
| DMT Årgang 69 (1994-1995) nr. 08 - side 322-323

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Replik til Jan Andersens Russisk musik - hvad rager det os!

I DMT nr. 7 1994/95 stod at læse et indlæg af Jan Andersen, som - efter en foromtale af udgivelsen af første bind i Erik Stahls russiske musikhistorie-trilogi - efterlyste bare det mindste lille kursus i russisk musik inden for de sidste fem år på et af landets tre musikvidenskabelige institutter.

Det var interessant læsning efter at have gået gennem foromtalen af Stahls bog, hvor en del af snakken naturligvis gik på sovjettidens repressive kulturpolitik, som den blev udtrykt af opportunistiske funktionærer og andre medløbere. Jan Andersens indlæg besidder netop lidt af den samme hovedløse, tendentiøse og tomt buldrende agitprop, som vi i vesten kender sovjettiden så godt for. Det er naturligvis en nem sag at argumentere for sin sag, hvis man ser totalt bort fra ydre omstændigheder og kendsgerninger såsom resurser og studerendes interesser, for nu at nævne et par ydmyge eksempler.

Thi, der udbydes jo undervisning på universiteterne - trods alt. Men for Jan Andersen er det åbenbart ikke rigtigt nok (eller fint nok) at udbyde og modtage undervisning i »... vestafrikansk Highlife og islamisk kunstmusik ...«. Jeg tør godt vove den påstand, at lige netop de to emner i løbet af de sidste halvtreds år har været en kende mere negligerede end lige den russiske musik. Og hvad med den nordamerikanske musik, den sydamerikanske, sydafrikansk kunst-musik, balinesisk gamelanmusik, grønlandsk musik, japansk musik... Glemte du ikke, hr. Andersen, at spørge efter disse mindst lige så under-belyste områder, eller ville det tage for meget luft ud af ballonen, hvis det kom frem, at størsteparten af alle interessante musikhistoriske emner deler skæbne med russisk musik på universitetet. Jeg mener - russisk musik er jo ikke al musiks store moder.

Nævnt bliver også, at der jo selv-følgelig bliver undervist i „... musikkens kendte kongerække ...", men selv blandt kongerækken kan man også finde huller. Huller, der i mange tilfælde fyldes ud netop af mindre opgaver og specialer (her på stedet er der inden for de sidste fem år produceret i hvert fald to specialer og et tredje er lige på trapperne om emner som russisk rockmusik, Sofia Gubaidulina og nu Schnittke).

Misforstå mig ikke. Jeg arbejder selv med russisk musik (Sjostakovitj) og kunne da kun ønske et seminarforløb opslået i f.eks. sovjettidens musikliv. Men de kurser der udbydes, bliver (i hvert fald her i Århus) valgt i høj grad ud fra de studerendes ønsker (andet ville være tåbeligt med de pres-sede studietider vore dages studerende er ofre for), de til rådighed stående lærerkræfter og ikke mindst bevillingerne, der lægger de ydre rammer. Derfor har jeg - ligesom andre, der har interesseret sig for emneområder, der ikke lige er blevet udbudt - valgt at sætte mig ind i mit emne som selvstudium, hvilket bl.a. er det vi lærer - og egentlig først og fremmest skal lære - i løbet af vores studietid.

Jeg synes Jan Andersen skyder så meget forbi i sin argumentation, at jeg kun kan betegne det som en pinlig misforståelse af forholdene på danske, musikvidenskabelige institutter.

»Hallo, hallo, hr. Andersen, ...«

Klaus Lynbech, Musikvidenskabeligt Institut, Aarhus Universitet

Årgang 69/1994-1995, nr. 08