Lykkeland?

Af
| Årgang 69 (1994-1995) nr. 08 - side 322-322

I Jan Andersens foromtale af min bog om den russiske musiks historie er der en bemærkning, som ikke bør stå uomtalt. Jeg bærer med sindsro professor Bent Jensens og Jan Andersens løse påstand om, at jeg skulle have ligget under for »den stalinistiske fascination«. Men længere nede hedder det: »Fascinationen af Sovjetunionen som tidens lykkeland delte Erik Stahl med navne som den forhenværende rektor for Københavns Universitet Mogens Fog, forfatterne Hans Kirk og Hans Scherfig, professor Jørgen Jørgensen m.fl.«

Jeg deltog i 1950 i en delegationsrejse til Sovjetunionen, hvor jeg som rejsefæller havde bl.a. Mogens Fog og Hans Scherfig. Det var bestemt ikke noget lykkeland vi blev præsenteret for. Ubeskriveligt pjaltede gamle koner, som tiggede på gaderne, krigs-invalider, som havde mistet begge ben og kørte rundt i gaderne på et hjulbræt og de ubeskrivelige boligforhold i Stalingrad hvor vi besøgte et nyopbygget jernværk. I den hårde vinter havde en stor del af befolkningen været henvist til at bo i telte. Da jeg ofte var tolk for Fog og Scherfig, kan jeg bevidne, at de ikke brugte ordet lykkeland til at karakterisere, hvad de havde set.

Men for os stod det som noget eventyrligt, hvor hurtigt landet havde rejst sig efter krigen. Hverken i Moskva eller Leningrad bar bybilledet præg af krigen, men naturligvis var det ikke lykkedes at genopbygge det totalt ødelagte Stalingrad.

Kulturlivet fik vi et stærkt indtryk af ved besøg i koncertsale og operateatre i Moskva og Kiev. På Boljsjoj Teatr så jeg bl.a. Glinkas Ivan Susanin. Den hedder i dag igen Livet for zaren (ikke 'med' som Jan Andersen skriver). Bondepartisanen Ivan Susanin redder jo den vordende zar Mikhael fra at blive myrdet af polakkerne ved at ofre sit liv.

Erik Stahl