Nye plader

Per Nørgård: Siddharta, For a Change. Edith Guillaume (sopran), Stig Fogh Andersen (tenor), Tina Kiberg (sopran), Aage Haugland (bas) m.fl., Danmarks Radios symfoniorkester og kor, Gert Mortensen (slagtøj), Jan Latham-Koenig (dirigent). Dacapo 8.224031-32.

Mest opsigtsvækkende blandt de cd'er, der denne gang foreligger til anmeldelse, er dacapos udgivelse af Per Nørgårds opera Siddharta i en DR-produceret indspilning fra 1984. Opsigtsvækkende på flere måder, for her har vi så fået adgang til et af nyere dansk musikdramatiks hovedværker på cd. Men altså i en mere end ti år gammel indspilning, som, af uransagelige årsager, har ligget og samlet støv indtil nu. Den udkommer derfor uden at være aktuel, fx i forhold til Nørgårds produktion i øvrigt, der som bekendt har det med at flytte sig i håndfaste ryk af proklamerede, kompositionstekniske landvindinger og således også har flyttet sig en hel del i de forløbne år.

Man glemmer dog snart alt om tonesøer, og hvad der ellers er kommet til af nye elementer i Nørgårds univers, når man lytter til musikken i Siddharta. For mig giver det et sug i erindringen tilbage til dengang, operaen i 1987 fik sin danske, sceniske førsteopførelse på Det kongelige Teater. Det er smuk, både statisk og bevægelig musik, der indeholder enfoldige melodier så lette at huske, at man griber sig i at gå nynnende hen til afspilleren med boxens første cd. Med hjælp fra afbildningerne af forestillingens scenografi i bookletten er det endog meget let derpå at lukke øjnene og falde tilbage i en næsten virkelig, tredimensional operaoplevelse. Selvom lyden altså er af en ikke-scenisk produktion, heldigvis da.

Historien om prins Siddharta, der vokser op i en kunstig, lidelsesfri verden, men gennemskuer bedraget, forlader det til fordel for den virkelige verden og til sidst bliver Buddha, er velkendt. I Ole Sarvigs og Per Nørgårds åbne, librettistiske fremstilling behandles alene Siddhartas barndom og ungdom i et forløb af tre akter, hvor tidsperspektivet i en langstrakt zoom-sekvens ændres fra mytisk, nærmest statisk tid i første akt til rå real time i sidste-aktens kollaps, hvor virkeligheden går op for prins Siddharta, der desillusioneret i ordets egentlige forstand aflægger sig prinseværdigheden og forlader slottet og faderens kunstige lykkeverden. Denne indspilning er som nævnt fore-taget i 1984, i forbindelse med en koncertopførelse i DR, hvor Nørgård netop har tilføjet en afsluttende, ny-komponeret Wölfli-sekvens til musikalsk illustration af det skønnes og velordnedes endelige, katastrofale kollaps.

Siddharta er en ny opera, som lykkeligt bevarer traditionens bærende elementer i form af klar handlingsgang, iørefaldende musik, dramatik, optrin og udfoldelsesmuligheder for sangerne, som det er blevet bemærket af Nørgård-eksperten Jørgen I. Jensen. Her har vi nu fået operaen på cd i en fyldestgørende indspilning med solide sanglige præstationer og gedigent orkesterspil af Radiosymfoniorkesteret og operadirigenten Jan Latham-Koenig. Om så denne eller en anden eksisterende, svensk optagelse af operaen i virkeligheden repræsenterer den helt saliggørende version er vist nok et stridens æble blandt Nørgård-fanatikere, som jeg ikke skal gøre mig klog på.

At man har valgt at fylde ud med en ligeledes ti år gammel indspilning af slagtøjskoncerten For a Change forekommer primært motiveret af, at denne indspilning nu engang foreligger. I sine covernoter argumenterer Nørgård ganske vist for en særlig sammenhæng de to værker imellem, og For a Change, der er en akkompagneret version af solo-slagtøjsværket I Ching, kan da også godt høres som en slags 'absolut-musikalsk bro' mellem Siddharta, med den tilføjede Wölfli-tekst, og Wölfli-operaen Det guddommelige Tivoli, hvori to satser fra I Ching indgår. Men koncerten virker under alle omstændigheder malplaceret efter en hel operaforestilling, der i særlig grad kalder på ro til eftertanke i kraft af handlingens åbne slutning og ikke på et ekstranummer i form af Nørgårds mest publikumsvenlige, populære værk fra 1980'erne.

•

Per Nørgård: Works for Cello. Morten Zeuthen (cello), Anton Kontra (violin) og Erling Møldrup (guitar). Dacapo 8.224007.

Cellisten Morten Zeuthen spiller på en ny cd Per Nørgårds 1. og 2. solo cellosonate, begge ældre værker, der på storplanet præges af gradvis forandring henholdsvis uformidlet kontrast. Blandt cd'ens nyere værker, der alle stammer fra begyndelsen af 1990'erne, er den korte komposition med den venskabeligt drillende titel Sensommer-elegi, tilegnet Morten Zeuthen i anledning af hans 40 års fødselsdag, en fin fortsættelse af sololinjen i Nørgårds celloproduktion.

Quaerendo invenietis for cello og guitar med den Pirandello-parafraserende undertitel "Variationer søger et tema" kendetegnes af usædvanligt tæt sammenspil mellem de to instrumenter, der snor sig sammen i en intim omgangsform, som fuldstændig oplø-ser fornemmelsen af for- og baggrund. Det samme gælder Tjampuán for violin og cello, hvor endog instrumenternes klanglige karakterer er beslægtede, så at der med komponistens egne ord bliver tale om "to floder i én", en langsomt strømmende række af seks satser, der først til sidst tager fart.

Solo- og duo-kompositioner afløser hinanden i et veltilrettelagt program på denne cd. Solisterne er alle tre fremragende (det kan næppe komme bag på mange), og også lydteknisk er opgaven vidunderligt løst. Zeuthens cello står på én gang vægtigt, let og prægnant i rummet og gør Nørgårds cellokompositioner til en fascinerende og facetteret oplevelse.

•

C.E.F. Weyse: Symfonier nr. 1-3. Det kongelige Kapel og Michael Schønwandt (dirigent). Dacapo 8.550714.

C.E.F. Weyse: Symfonier nr. 4-5. Det kongelige Kapel og Michael Schønwandt (dirigent). Dacapo 8.550620.

På dacapos billigserie Naxos udkommer for tiden en serie på tre cd'er med C.E.F. Weyses symfonier spillet af Det kongelige Kapel under ledelse af Michael Schønwandt. To af cd'erne, som indeholder de fem første symfonier, er nu på markedet.

Naxos byder ofte på ukendte, men i øvrigt udmærkede, udenlandske kunstnere i mere velkendte værker. Lidt usædvanligt er det således her at finde etablerede danske udøvere som Schønwandt og Kapellet, men med denne kombination håber dacapo- folkene formentlig på et bedre salg af disse Weyse-plader, der vel i grunden repræsenterer lidt af en satsning rent forretningsmæssigt.

Det er 200 år gammel, dansk orkestermusik, man her får at høre. Musik der giver indblik i en tid, hvor alle de betydelige danske komponister var tyskere, Weyse selv inklusive, og hvor komponisten F.L.Æ. Kunzen endnu måtte slås for at skabe anerkendelse omkring Mozarts værker i København, hvor de ingen placering havde på koncert- og operarepertoiret.

Weyse skriver selv i forbindelse med sit arbejde i Det musikudøvende Selskab, hvortil han i slutningen af 1790'erne komponerede alle syv symfonier, at her »lærte jeg først ret at kiænde Mozarts og Haydns Symphonier, og studerte Blæseinstrumenternes Virkning.«

Symfonierne vidner bestemt om påvirkningen fra Haydn og Mozart, og de udgør et overraskende og begavet supplement til det kendte billede af romance- og sangkomponisten Weyse. Sans for udtryksfulde, tonale spændinger kendetegner allerede 1. sym-foni, der bemærkelsesværdigt for tiden står i mol (g-mol). Først i den langsomme 3. sats' melodiske duktus afslører romancemageren Weyse sig. Symfonierne er, inden for klassiske rammer, spændende og opmærksomhedsskabende musik. Blæserne udnyttes ret selvstændigt, fx i 4. symfoni, hvor de i 1. sats har direkte formunderstregende funktion. I den langsomme sats anvendes, usædvanligt på den tid, desuden klarinet.

Der hviler over Schønwandts ind-spilninger af Weyses symfonier en ro og velafbalancerethed i orkestersatsens nuancer. Selv i legato-passager prioriteres en fin lethed i detaljen. De elegante rytmiske forskydninger, der er med til at gøre denne renfærdigt-klassiske musik interessant at lytte til, fremhæves kontrolleret, og indspilningerne har stor gavn af Kapellets fremragende træblæsere, der spiller på et niveau, Weyse ville have jublet over som alternativ til sin tids ikke altid lige professionelle musikere.

•

Rued Langgaard: Lieder. Anne Margrethe Dahl (sopran) og Ulrich Stærk (klaver). Dacapo 8.224011.

Sopranen Anne Margrethe Dahl ledsaget af pianisten Ulrich Stærk har for nylig indspillet dansk musik fra begyndelsen af dette århundrede på dacapo, nærmere bestemt lieder af Rued Langgaard.

Intet i disse sange indicerer imidlertid, at deres komponist er dansk. Det er vellykket liedkunst i tysk-østrigsk, senromantisk tradition fra ende til anden med tekster af Goethe, Eichendorff, Heine und so weiter i stor, ekspressiv pianistisk iscenesættelse. Og så er disse lieder skrevet af teenageren Rued Langgaard (helt præcist er de blevet til mellem 1909 og 1915), der jo musikalsk var utroligt fremmelig og fra begyndelsen mestrede den romantiske tradition til perfektion.

Der kan næppe udgives mange cd'er med bare ungdomsværker af nogen dansk komponist så hørværdig som denne, hvad indholdet angår, og også i udførelsen har den fornem klasse. Ikke mindst i kraft af Ulrich Stærks agogisk frie fraseringer med pragtfuld elan, som passer perfekt til musikkens ånd. Også Anne Margrethe Dahls kraft- og kernefulde sopran imponerer, omend den ikke altid besidder dét udefinerbare, som for alvor gør musikken beåndet, og som placerer en lille håndfuld verdenssangere i en inkommensurabel kategori for sig. En flot indspilning, der dokumenterer den skammeligt marginaliserede Langgaards tidlige geni og kompositionstekniske overblik i en central romantisk form.

Hans Abrahamsen: Seven Studies, Poul Ruders: 13 Postludes for Piano, Tage Nielsen: To Nocturner og Steen Pade: Florilegium. Amalie Malling (klaver). Dacapo 8.224019.

Robert Schumann: Humoreske op. 20, Davidsbündlertänze op. 6. Amalie Malling (klaver). Kontrapunkt 32201.

Pianistinden Amalie Malling er ude med to nye cd'er, der viser vidt forskellige sider af hendes alsidige repertoire, nemlig ny dansk klavermusik og klaverværker af Robert Schumann udgivet på henholdsvis dacapo og Kontrapunkt.

Abrahamsens Seven Studies fra 1984 leger på rationelt konstruktivistiske præmisser med romantiske såvel som rytmiske klaveridiomer. Det er virtuos klavermusik af tidssvarende, historistisk tilsnit, imponerende realiseret af Amalie Malling. Poul Ruders bevæger sig over hele spektret mellem himmel og helvede - og tilsvarende fra klaviaturets ene ekstrem til det andet - i sine 13 Postludes for Piano, efterklange af hans 1. symfoni fra 1990, Himmelhoch jauchzend zum Tode betrübt.

Også hos Tage Nielsen slår klave-rets status som det romantisk-musi-kalske udtryksmedium nr. ét igennem i to næsten chopinsk klangfokuserede nocturner, der efterfølges af Steen Pades kontant afvekslende og mere køligt-kontrollerede Florilegium.

Amalie Malling har både det tekniske og musikalske overblik, også over den ægte romantiske vare i form af Schumanns episodiske Humoreske op. 20 og hans romantisk-skizoide samling af Davidsbündlertänze op. 6. Det fungerer upåklageligt, men en anelse sundt og ligevægtigt spillet er det måske. Dén ekstreme indføling og korrespondens med Schumanns ømfindige overspændthed, man finder hos en pianist-personlighed som af-døde Vladimir Horowitz, hvor hver enkelt tone ånder, besidder hun ikke. En urimelighed, javist, men umulig at overhøre.

Teknisk viser en sammenligning af disse to cd'er med Amalie Malling en mørk, ulden lyd på Kontrapunkts produktion, mens også denne dacapo-cd står for et klart og flot, rumligt klangbillede.

•

Carl Nielsen: Symfoni nr. 3, Sinfonia Espansiva op. 27, Andante tranquillo og Scherzo, Maskerade Suite. Odense Symfoniorkester, Eva Hess Thaysen (sopran), Lars Thodberg Bertelsen (baryton) og Edward Serov (dirigent). Kontrapunkt 32203.

Der har indtil nu været spændende overraskelser blandt de mindre - og mindre kendte - orkesterstykker, man har valgt at servere sammen med symfonierne i Kontrapunkts Carl Nielsen-serie. I alt 5 cd'er er udkommet, der inkluderer 1., 2., 3. og 5. symfoni, alle spillet af Odense Symfoniorkester under Edward Serov, samt en cd alene med scenemusik, som jeg har omtalt i sidste nummer af DMT.

På den nyeste cd er de mindre stykker, som netop giver serien dens særlige profil, dog ikke de mest spændende. Det drejer sig om to tidlige, ret forudsigelige strygekvartetsatser, som Nielsen har omarbejdet for strygeorkester, samt tre velkendte stykker fra operaen Maskerade. Her kunne man i den overstadige ouverture til operaens 1. akt ønske sig en endnu skarpere behandling af musikkens rytmiske raffinementer - bedst lykkes dette i suitens spændstigt flotte 3. sats, "Hanedans" - og også mere plasticitet i orkesterets strygere, der savner det vittiges definitivt overlegne komponent.

Serovs Espansiva er præget af soliditet og dramatisk tyngde i forhold til fx den dansante, dynamiske flugt, der tegner lange linjer i Blomstedts og Radiosymfoniorkesterets EMI-indspilning fra 1975. Den beskedne kontrast mellem hoved- og sidetemadelen i 1. sats (målt mod partiturets angivelser) svarer tempomæssigt til den gamle indspilning med Bernstein og Kapellet fra 1965 og eksemplificerer en generel tendens til mere effektivitet end nuanceret hengivelse. Særlig Bertelsens vokalise i 2. sats er smukt båret uden af den grund at blive udflydende, selvom orkesteret på dette sted, hvor det symfoniske forløb når sit allermest afspændte punkt, hindrer musikken i virkelig at svæve. I forhold til idealet er orkesterspillet lidt stift, men indspilningen er præget af fortolkningsmæssig koherens og funktionalistisk overblik.

•

Odriozola & Kristensen play Christensen & Odriozola. H. Kristensen (blokfløjter), R. Odriozola (violin) og

J. Odriozola (cello). Point PCD 5116.

Til slut skal opmærksomheden henledes på to cd'er fra pladeselskabet Point med ny, dansk musik, hvoraf særligt en plade med musik af den fyrreårige, men først for nylig debuterede Mogens Christensen trænger sig på. Hans blokfløjteværker, skrevet i 1990'erne og suverænt spil-let af Helle Kristensen, demonstrerer en befriende ubelastet tilgang til instrumentet. Her er alle spor af både musikskole og barokfetichisme blæst væk til fordel for en på én gang erfaren og nytænkende omgang med instrumentet, der giver en frapperende alsi-dighed og bredde i udtryksregisteret.

Mogens Christensen formår det afgørende, nemlig at kommunikere konsekvent og imødekommende, uden dikkedarer, men med indhold. Titler som Dreamless Fragments og Krystallys indikerer samme sart udspændte og stærkt lysfølsomme poesi som den, der præger sidste års ROSTRUM-prisbelønnede Vinterlys for blokfløjte og violin (komponeret i enten 1990 eller 1991, begge muligheder angives i covernoterne).

Det er et ti minutter langt studium af vintersolens punktuelle og lineære tilstedeværelse i det landskab, den stilfærdigt fremmaner. Instrumentbehandlingen lader virke-lig de to solostemmer male en landskabelig bredde og et dybdeperspektiv i musikken, der har stedvise, karakteristiske mindelser om elektroniske klangvirkninger. Om muligt endnu mere fascinerende er blokfløjtebehandlingen i soloværket Vårnatsfugle, for mig cd'ens centrale værk, der blander naturalistisk indfanget fuglesang med temaer over tilsvarende tamfugle registreret i England anno 1717. En drilsk "ornitologisk scherzo", der som de øvrige værker bærer personligt, kompositorisk præg.

Isprængt Christensens facetterede, drømmeagtige univers rummer cd'en værker af den medvirkende violinist, Ricardo Odriozola. Foruden hans fyndigt-vittige Seven Danish Miniatures, der, trods covernoternes forsikring om et kondenseret sprog, gradvist griber til gentagelser, drejer det sig om fire spansk inspirerede danse for violin og cello samt det godt 22 minutter lange Psalms for cello solo. Celloen er med sin ambitus og sit ekspressive klangregister velvalgt til at udtrykke troens særlige blanding af dybde og diffusitet i, hvad der kan høres som et firsatset bud på en opdatering af Bachs cellosuiter. Et stilfærdigt, tidssuspenderende sjælens bad kongenialt fremført af Jane Odriozola på dette 'familiealbum', hvor komponister og udøvere i hvert fald musikalsk, og vist også matrimonalt, er lykkeligt beslægtede.

•

Axel Borup-Jørgensen: Songs and Piano Works. Helene Gjerris (mezzosopran) og Erik Skjoldan (klaver).

Point PCD 5117.

Hos Axel Borup-Jørgensen er hver enkelt tone, hver enkelt akkord en begivenhed. En moderne eksistens med egen personlighed, der slås an og derpå lever et helt, afsondret liv, til den klinger ud i ensomhed. Kun sjæl-dent opstår den dynamik imellem de enkelte, tonende eksistenser, der ophæver isolationen og skaber musikalske forløb i traditionel, præ- modernistisk forstand.

Sådan opleves blandingen af klaverværker og klaverledsagede sange, der kan høres på denne retrospektive Borup-Jørgensen-cd, og som afslører et forbløffende homogent, for ikke at sige monotont, kompositorisk univers, der ikke synes at have flyttet sig synderligt siden slutningen af 1950'erne. Den begavede, unge mezzosopran Helene Gjerris har sammen med pianisten Erik Skjoldan bevæget sig ind i dette univers, hvor klaveret for sig står stille i statiske rækker af frosne klange, mens sopranstemmen supplerer med melodiske forløb så langsomme, at man skulle tro, det var løgn.

Borup-Jørgensens særlige, eksistentielt pointillistiske klaveridiom høres fra start i klaverværket Winter Pieces fra 1959, mens Helene Gjerris styrer sin egalt klangbårne stemme imponerende flot igennem sange så langsomme, at de virker næsten umulige at synge. Hør fx de tungsindige »Verrirt« (ja, sådan bogstaveres bag på cd'ens teksthæfte, men der menes vel »verirrt«, forvildet) og »Sehnsucht« fra 1963, musik af en melankoli så dyb, at man skal være i virkeligt godt humør for ikke at lade sig gå på af deres alvorsfulde tristesse. Helene Gjerris og Erik Skjoldan har imidlertid haft overskud til at tage melankolien på sig og leverer en indlevet reproduktion af Axel Borup-Jørgensens musik.