Spis brød til. Svar til Finn Gravesen

Finn Gravesen skal have tak for sit modspil til de kritiske røster vedrørende ny musik i gymnasiet og på universitetet, blandt andre undertegnedes. Han føler sig dårligt behandlet i DMTs enquete, hvilket ikke var hensigten. Det var tværtimod vores hensigt at stille en platform til rådighed for en diskussion af problemerne. Som debatskabende forum er DMT ikke kendt for at viderebringe hymner, som ligger fjernt fra virkeligheden, bare for at få tiden til at gå. Tiden er faktisk løbet fra de venlige opfordringer, som er prøvet i forskellige varianter, uden at der er sket noget afgørende.

At undertegnede skulle være i gang med et 'uforsonligt opgør med universitetet' må stå for Gravesens egen regning. Der må være noget, manden har misforstået om selve kritikkens væsen. Skal hilse og sige, at fra denne skærm er kritikken ofte møntet på de områder, som skribenten har størst respekt for, nemlig områder med uudnyttede muligheder. Det andet, som ikke har interesse, kan man uden videre lade passere.

Gravesens indlæg er interessant på flere punkter. I det afsluttende PS, hvor han tager afstand til positiveringen af fortiden, røres ved en meget lang strid om vægtning af undervisningens form og indhold på Musikvidenskabeligt Institut. Var det virkelig bedre tidligere, eller var der i mit indlæg blot tale om erindrings-optimisme? Måske en præcisering ville være på sin plads: Universitetet har i virkeligheden aldrig har haft et bud på en alternativ dagsorden, en uddannelse af andet end gymnasielærere, ikke engang internt har man kunnet finde fælles fodslag. To fløje har bekæmpet hinanden så inderligt, at den virkelige virkelighed er endnu mere grotesk end kunstens virkelighed. Ligetis to stridende parter, hentet i Pieter Breughels vanvittige verden, i Le Grand Macabre, er vand ved siden af den i sandhed uforsonlighed, der har gjort dele af dansk musikvidenskab til et af de mest pikante steder at operere i. Man priser sig lykkelig over, at de yngre forskere ikke har disse stridigheder indbyrdes. De kan blot vente på, at det dikotomiske fagmiljø vil uddø i løbet af de næste godt og vel ti år, i takt med ældre forskeres tvungne pensionisttilværelse (for ingen af dem har mig bekendt ønsket at tage imod fordelagtige aftrædelsesordninger, for derved at give plads til yngre kræfter). Som ung student oplevede jeg en følsom underviser ved navn Karin Sivertsen udtrykke og beklage dette mandsdominerede fægteri ved et af Musikvidenskabeligt Instituts møder. Hun blev mødt med tavshed og forlod miljøet. Dengang troede jeg ikke, at det kunne være så slemt. Det har vist sig at være værre.

På et andet punkt må man give Gravesen medhold: Som sidegevinst - eller hovedgevinst alt efter temperament - skete der sideløbende med den forkvaklede rytme-pædagogik, en frigørelse fra bindinger til den traditionelle måde at opfatte musikvidenskab på. Musikhistorien og videnskaben blev åbnet og udsynet blev bredere. Gravesen var selv medforfatter til en musikhistorie, som heldigvis kun blev 'lyserød'. Den undgik nemlig de mest fodformede koblinger af mu-sik og samfund, hvilket betyder, at den stadig er anvendelig nu i 1990'erne.

I historiens bakspejl må man konkludere, at de studerende - delvist selvforskyldt - blev sat som lus mel-lem de to omtalte stridende parter, og derfor ideelt set skulle tilegne sig dobbeltfærdigheder: Håndværksmæssige færdigheder og færdigheder i den nye kritiske bevidsthed, centreret omkring læsning af Marx, Frankfurterskolen osv. Det kunne de færreste klare. At sætte sig mellem to stole har aldrig været bekvemt. Og vi så disse højtlixbelagte beskæftigelsesprojekter for akademikerdrenge med stædige ambitioner om at få myndighedernes anerkendelse. Som musikere er og var de rent ud sagt elendige.

I naturlig forlængelse af venstrefløjens krav om lighed i uddannelse, søgte de ideologiske førerhunde at skjule ulighederne, blandt andet ved at nedsætte kravene til faglighed på alle niveauer i uddannelsen. Det er i dét historiske rum, at 'Æblemanden' hører hjemme. Et rum som er nødvendigt at medtænke og perspektivere, når man som Gravesen vil arbejde for at skabe plads til den nye musik i gymnasiet. Med mindre man ønsker at fortrænge fortidens synder.

Selv om Gravesen selv så at sige er et produkt af den tid, så burde han lade kritikken få adgang i debatten. Eller endnu mere opstrammet: Netop fordi Gravesen tog udgangspunkt i en forhenværende tidsånds sandheder og kender situationen på universitetet, så burde han af hensyn til sagen se at komme ud af det kollegiale hængedynd. Ikke mindst da han som fagkonsulent sidder i en position med mulighed for at rette op på skævhederne. Gravesen og hans kolleger i gymnasiet kan være forsikret om DMTs gode vilje, men banen må kridtes op og de nødvendige diskussioner må tages.

Det er på denne baggrund, at jeg skrev om at søge sporet til en tabt tid. Måske en utopi, men dog en tro på, at en anden vægtning af fagets indhold ville være en styrkelse; at lade de bedste af de gamle dyder gå hånd i hånd med interessen for det allernyeste. Til at begynde med blot tilstedeværelsen af et ord som 'fleksibilitet' i forhold til udviklingen uden for murene. Gravesen, og hans generation på humaniora generelt, stod for analyserne af underholdningsindustrien, populærkulturerne, den borgerlige offentlighed, de ideologiske statsapparater, imperialismen osv. Bjerge af projektrapporter om musik og musikliv, der har været en tur i det materialistiske kværneri, ligger og samler støv på biblioteker og private kamre. Det er yt nu. Det er anakronistisk begrebstænkning. Som pianisten David Tudor siger andetsteds i dette nummer om den Adorno-inspirerede musikteoretiker Heinz-Klaus Metzgers samfundsmæssige tolkninger af Cages musik: »Jeg er bange for, at det er ønsketænkning«.

De studerende råber nu på redskaber til at afdække og forstå netværksforbindelser i de forskellige kommunikationsformer, de vil have formidling, de vil spille røven ud af bukserne på deres lærere. De vil nemlig gerne kunne begå sig i en verden, der forlængst har pejlet sig ind på nye områder. Som det står til nu, er ikke kun den elektroakustiske musik tabt på gulvet på Musikvidenskab i København, vi kan såmænd også medregne den elektroniske musik. Sidstnævnte har som bekendt efterhånden nok så mange år på bagen.

Alt dette ved Gravesen godt. Og hans daglige arbejde i gymnasieskolen vidner også om en åbenhed, som ligger langt fra indholdet i det indlæg han har sendt til DMT. Hér har han iført sig iltmaske, konsulentudstyr med kasket og paraderne i stilling. Og kan omtale sit eget bagland som »et levende laboratorium for beskæftigelse med en meget bred vifte af musikalske udtryk«. Politiker-attituden og den fesne lugt af pligttale kan undertegnede godt undvære.

For en sikkerheds skyld og for at holde sig på god fod med kollegerne og baglandet, har Finn Gravesen sendt samme indlæg til bladet Gymnasie Musik (nr. 3 juni 1995). Også her opfordrer han således til et svar fra mig. Forventer Gravesen, at vi skal føre den samme diskussion parallelt i to medier, bare for at Gravesen kan få lov til at feje foran fagkonsulentens dør? Jeg foretrækker at føre debatten dér, hvor den er skabt. Her.

Anders Beyer