Carl Nielsen og de unge

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 53-54

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSEN OG DE UNGE

Hvad Carl Nielsen har betydet for mig? -- Han var for mig den største Komponist i sin Samtid, og jo større Indsigt jeg faar i Musikkens Kunst, des større forekommer han mig. Han var en af de største Melodikere, jeg kender; i en Tid, hvor ingen anden dyrkede Melodien, den rene melodi, helligede han den sine bedste Kræfter; i en blødagtig Tid, hvor man kælede for psykiske Subtiliteter gennem klanglig Narcose, forstod han at gøre en Treklang blank og dyb; hvor andre interesserede sig for sjældne vækster, for Drivhusplanter, dær tog han sin Spade og gravede, hvor andre fandt Flimmer, dær fandt han Guld. I sin Kunstmusik var han dybt folkelig og i sin Folkemusik ægte kunstnerisk, i hvad han greb om, var han universel Hjemstavnskomponist.

Som Menneske var han usammensat, men klog; hans Tankegang var dybt original, hans Sind var aabent, men samtidigt søgende, derfor naaede han, selv som ældre, aldrig at blive bornert.

Som Kunstner og som Aand betød han noget af det mest egenartede og største, jeg har mødt, han er mit Udgangspunkt, han er min musikalske Opdrager, og hvor jeg end drager hen, glemmer jeg aldrig hans øjne.

Finn Høffding.

Carl Nielsens Betydning for en ung Musiker er saa stor og alsidig, at det kan blive vanskeligt at besvare, hvilken Side af hans Geni, man helst dvæler ved. Elementernes Oprindelighed møder man jo overalt, saa er Spørgsmaalet altsaa blot, om man vil give den ene Udtryksform Prisen paa de andres Bekostning.

For straks at tage et Par konkrete Eksempler: Klaversuiten Op. 45 (heraf navnlig lste, 3die og 6te Del) og Blæserkvintetten Op. 43 (heraf navnlig Præludiet inden Variationerne) er noget af det i Carl Nielsens Produktion, der har gjort stærkest og varigst Indtryk paa mig. Her mødes det frie og ubundne med den strængeste Lovbundethed, - det haarde og u-følsomme med den højeste Grad af Udtryksfuldhed. Den virile Urkraft i de dristigt svungne melodiske Arabesker, hele den polyfone Selvstændighed og den harmoniske Frigjorthed indenfor en bevaret Tonalitet er af en saa primitiv Storhed, at man maaske (forhaabentlig uden at blive misforstaaet) tør vove en Parallelisering med Michel Angelo's »Menneskets Skabelse«.

Indenfor Carl Nielsens Værker kunde der nævnes talrige Eksempler paa de omtalte Egenskaber hos ham (bl. a. flere af Symfoni-Satserne), dog forekommer det mig, at de er stærkest og navnlig mest koncentreret udtalt i de før nævnte Stykker, - men hvor man end møder dem, bliver gennem dem, mere end gennem nogle af de andre, det tabte Land, - nyskabt og levendegjort, - skænket os tilbage.

Flemming Weis.

Årgang 7/1932, nr. 01