Carl Nielsen og den folkelige sang

CARL NIELSEN OG DEN FOLKELIGE SANG

AF THORVALD AAGAARD, RYSLINGE

BUDSKABET om Carl Nielsens Død vakte Sorg i store Kredse i vort Folk, skønt hans store Værker kun er kendt af de færreste og saa godt som ikke ude i Provinsen. Det er hans melodicr til Viser og folkelige Sange, man kender og elsker, og hvorved han kom i Forbindelse med de mange, fordi han paa en egen maade, uden at opgive noget som helst, hvad kunstneriske Hensyn kan fordre, har fundet det jævne, enkle Tonesprog, som alle kan magte at udføre og forstaa og maa komme til at holde af, fordi det er vokset ud af og stemt sammen med Folkets Sind og Følelse. Uden egentlig at minde om Folkevisernes Tone har hans Melodier ofte en lignende Jævnhed og Fasthed, er som en Folketone fra vor Tid.

Søger man at klare, hvorfra han har disse Evner, ja saa føres jeg i en saadan Søgen uvægerligt hen til »Min fynske Barndom«. Ved at sysle med denne lille yndige og gode Bog rinder Jens Baggesens Udbrud (i »Labyrinten«), da han i Lüneburg ser I. A. P. Schulz's saa jævne, lave Barndomshjem, uvilkaarlig én i Sinde: Han havde lagt Mærke til, at de største Mennesker plejer at komme til Verden i de mindste Huse. - At det i alt Fald saa tit er Sandhed, som det er, kan nok give én adskilligt at tænke over. - Jeg kan her, hvor det gælder Carl Nielsen, ikke komme udenom den Tanke, at Barnet fra »Sortelung«, fra det i det ydre saa uansélige, men dog saa højt elskede Hjem - med dets nøjsomme, stilfærdigt jævne Liv, har sluppet saa dejligt for al den Forkælelse og Blaserthed, som nu saa ofte suger alt det umiddelbare, oprindelige, - Instinktet, ud af den opvoksende Slægt, og har saadan reddet og faaet bevaret sit Sinds friske, aabne, Modtagelighed med den aabne, glade Forundring, levende Interesse og Forstaaelse, saa han har kunnet indsuge og bevare de mangfoldige Indtryk, han modtog i sit Liv, og som han gemte og hægede om med den største Kærlighed og Trofasthed.

I Aarenes Løb har jeg oplevet adskillige Gange, naar noget bevægede Carl Nielsen, som paa en eller anden Maade havde Tilknytning til hans Fødeø eller Hjemegn, at han gav sig til at fortælle om sin Barndom. Jeg nævner kun et enkelt lille Træk, som han fortalte med meget andet en Gang tidligt paa Foraaret 1905. Det var om, hvordan C.N. som Barn kunde mærke sin Faders helt forskellige Sindsstemninger, naar han vaskede sig, før han skulde ud at spille til Gilder. Hans Nedstemthed, naar han skulde hen, hvor man svirede og tumlede, hvor Dansen og det hele blev præget deraf, og hvor man kun brød sig lidt om Musikken og Musikanterne. Hans Glæde og Forventning, naar han skulde hen til andre Steder, hvor man f. Eks. kappedes om at faa Spillemændene med hjem efter Dansen - som hædrede Gæster, og hvor han vidste, der altid sad en Del, yngre og ældre, og glædede sig over musikken. - Det var saadan et Sted, »Niels Malers Carl« to Gange holdt Koncerter, mens han var Elev paa Musikkonservatoriet, vistnok de eneste to Koncerter, man havde i det Forsamlingshus de første tyve Aar, det eksisterede. Men det var store Begivenheder, som mindedes som saadanne mange, mange Aar efter.

Naar man var mere aabne og modtagelige paa disse Steder, hang det altid sammen med, at dér havde Mennesker haft hjemme, som havde været med i den religiøse Vækkelse, man plejer at kalde »De gudelige Forsamlinger«. Paa disse Egne havde denne Bevægelse naturligt fortsat sig ind i den grundtvigske Vækkelse, som jo ogsaa blev en dansk folkelig Vækkelse.

Er man vokset op imellem disse Mennesker, glemmer man mæppe nogensinde den hjærtelige Glæde, hvormed de mødtes og samtalede om det, som opfyldte dem. Men ingensinde kom dette Liv stærkere frem, end naar de sang. Der var Salmesangen, og der var Grundtvigs folkelige Sange. Bjørnsons Sange var endnu ny, og netop i disse Aar kom den ene ny Ungdomssang frem efter den anden fra Hostrup, han, der levede midt i dette Folkeliv og havde en saa herlig Evne til at give Udtryk i disse Sange for, hvad der rørte sig i ham og om ham.

Størsteparten af den Digtning, som da var blevet tilgængelig som folkelig Fællessang, har holdt sig og bruges den Dag i Dag i alle de Kredse, som har Tilknytning til Folkehøjskolerne. Men Melodierne, man brugte til denne Sang, manglde oftest en tilsvarende folkelig Stil og er derfor i Hovedsagen forlængst dømt til Tid efter anden at skulle afløses af mere egnede. Ingen har forstaaet dette som mange af os, der de sidste tyve, tredive Aar har virket som Sanglærere paa danske Folkehøjskoler. Det var et Sisyfosarbejde at skulle rette de mange fra Fædrene nedarvede Skødesynder i Omgangen med Melodierne. Det kunde ikke hjælpe os, at disse tit var godt nok begrundet ikke alene i en altfor ringe Brug af Noder, men endnu mere i Melodiernes Mangel paa den Jævnhed, som burde være en Selvfølge i al folkelig Sang.

Udenforstaaende vil vanskeligt kunne sætte sig ind i den forfriskende Virkning, det saa havde, naar man kunde komme til en Sangtime med ny Sange eller blot med en ny, god Melodi til en kendt Sang. Hvor megen Fornøjelse fik vi f. Eks. ikke af »Jens Vejmand« og »Du danske Mand« med Carl Nielsens Melodier 1906, som begge var Pletskud. Skønt der ikke manglede Tilskyndelse til at fortsætte i dette saa vel begyndte Spor, gik det dog endnu slet ikke op for ham, at han havde noget særlig at skulle gøre her. Der kom jo nok enkelte Melodier de følgende Aar, f. Eks. 1908 til »Havets Sang« af L. C. Nielsens »Willemoes« og 1909 til Hostrups »Vi fik ej under Tidernes Tryk«, som begge er blevet meget sungne og yndede. Men det blev dog først under og efter Samarbejdet med Thomas Laub om »En Snes danske Viser« 1915 og den næste »Snes« 1917, at han rigtig kom ind paa, at her var et Omraade, hvor der burde tages fat, og hvor ogsaa han havde noget at skulle udrette. Dette Samarbejde og dets Resultat, de to Snese danske Viser vil sikkert alle Dage blive erkendt som det mest betydningsfulde Punkt i den folkelige Sangs Udvikling i Nutiden. Carl Nielsen har aldrig overfor mig lagt Skjul paa, hvad Laub her har betydet for ham. Da jeg i Sommer besøgte ham sidste Gang, kom han atter ind paa dette og sagde da bl. a.: »Ja, hvor har Laub været meget for os. Han har Lært os at agte paa de smaa Ting«.

1915 forestod Carl Nielsen Udgivelsen af en Melodisamling til Johan Borups »Dansk Sangbog«. Her og andre Gange var det ham en stor Glæde og Tilfredsstillelse at kunne anspore sine Elever til at faa Interesse for og være med i Arbejdet med at skabe gode folkelige Melodier.

Da Bestyrelsen for Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler 1920 overdrog mig at samle og udgive en Melodisamling til »Folkehøjskolens Sangbog«, blev vi snart enige om, at det burde være en harmoniseret Udgave, som saa mange nu havde stor Brug for. Dermed blev Opgaven saa meget større og vanskeligere. Jeg var med det samme klar over; at det vilde være meningsløst, om man ikke fik Carl Nielsen og Thomas Laub med til dette. Da de blev opfordret, svarede de begge ja og med Glæde. Deres Bidrag til vor Melodibog og i det hele til Fornyelsen af melodistoffet til dansk folkelig Sang kunde næppe nogen nu tænke sig at skulle undvære.

Mangfoldige Gange, naar jeg har set eller sunget Carl Nielsens melodier f. Eks. til Kaalunds »Paa det jævne«, Blichers »Ud gaar du nu paa Livets Vej« eller Poul Møllers »Rosen blusser«, til Hostrups »Der, hvor vi stred og sang« eller til Grundtvigs »De Snækker mødtes i Kvæld paa Hav« og ikke mindst »Der sad en Fisker saa tankefuld«, har jeg maattet tænke som saa: »Hvor har han det fra?« Han, som dog har levet i helt andre Sfærer, har her lige truffet den Tone, som varmt og hjerteligt kan bære de Ord, en Tone, der er som sunget ud af hine folkeligt og religiøst vakte Sind fra hans fynske Barndomstid. Ung, som han da var, har han næppe kunnet opleve meget af det selv. Men han har dog været nær ved det. I sin Bog fortæller han jo lidt om, hvordan Klaus Berntsen som ung Friskolekærer i Højby samlede Folk til Møder, talte til dem og sang med dem, og om det Indtryk det gjorde paa mange, ikke mindst paa de unge.

Jeg forklarer mig det saadan: Det, han der mødte noget af i sin fynske Barndom, og som han med sin friske og saa levende Modtagelighed samlede ind og gemte blandt de mange andre Indtryk og Minder fra hin Tid, møder ham igen, da han i Samarbejde med Th. Laub og siden under Udarbejdelsen af »Folkehøjskolens Melodibog« træffer Sangene fra sin Barndom, samtidig med at han mærker Trangen til og møder saa manges ønsker om at faa, ny og bedre Melodier til disse Sange.

I disse ønsker, denne Trang var der noget, der kaldte paa ham, tog ham om Hjertet og gav hans Melodier dette ubeskrivelige, som ikke kan analyseres, men som uvilkaarlig griber selv den jævneste blandt dem, der synger med. Derfor sørgede man, da det spurgtes, hans Røst var forstummet. Men Sorgen mildnes af Glæden over og Taknemligheden for, at denne Røst har lydt imellem os og gjort dansk folkelig Sang rigere og skønnere.