Carl Nielsen og den offentlige musikkritik

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 44-49

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSEN OG DEN OFFENTLIGE MUSIKKRITIK

AF FRITS EIBE

Da CARL NIELSEN i Efteraaret blev revet bort, midt i en frodig Skabervirksomhed, var hans Betydning som Komponist forlængst anerkendt. Hans folkelige Sange havde naaet deres Maal, at blive Folkets Eje, og hans Kompositioner i de højere Kunstformer havde for længst fundet Forstaaelse i saa store Kredse, at den Modstand, som sikkert endnu bestaar, blev magtesløs.

Den Tid, da Carl Nielsens Musik var et Stridens Tegn, ligger imidlertid slet ikke saa langt tilbage. Fra sine unge Dage havde han samlet om sig en lille Beundrerskare, som instinktmæssigt følte, hvad denne Musik gav af nyt, og som var modtagelig for dens voldsomme Eruptioner, betinget af en stadig vekslende Rytmik og en ny, ikke tidligerehørt Harmonik, samtidig med, at de følte Dybden og Inderligheden af de stille Episoder med deres fornemme, næsten forskræmte Sprog. Disse Carl Nielsens saakaldte »Ildtilbedere« maatte døje mange Spottegloser Mand og Mand imellem og til Tider af den offentlige Musik-kritik, hvorom senere. Men Kredsen af Beundrere udvidedes mærkbart sikkert gennem Forbindelse med Højskoleretningen og støttet af den Laubske Bevægelse - og naaede, efter at en ny Generation, forhvilken Carl Nielsen ikke længer blev noget Problem, var vokset op, sit nuværende Omfang.

I det foregaaende er kun talt om Musikfolkets Stilling til Carl Nielsen. Hos den offentlige Kritik mødte han gennemgaaende ringe Forstaaelse og Paaskønnelse. Til Kritikken vil jeg ikke henregne de sympatisk indstillede Oversigter, som de i Carl Nielsens Kunst allerede indviede fra Tid til anden gav i Tidsskrifter - jeg tænker paa Bidrag fra Hother Ploug (Illustreret Tidende, »Musik«), Rudolph Bergh (Tilskueren Juli 1901), Knud Harder (Die Musik V, 15) - men derimod Dagspressens Beskæftigelse med hans Musik, efterhaanden som denne blev præsenteret for Offentligheden. I en lang Periode, der strækker sig lige fra Ungdomsdagene til Aarene 1912-16 (Førsteopførelserne af den 3. og den 4. Symfoni), kan man i store Træk sige, at Carl Nielsen kun hos Angul Hammerich og (i højere Grad) hos Robert Henriques fandt en positiv Kritik. Robert Henriques, hvis smukke Forhold til Carl Nielsen jeg forhaabentlig ved en anden Lejlighed faar Lov at frerndrage, udtaler den 26. November 1902, at han »usvigelig sikker tror paa Carl Nielsens Begavelse«. Selvom R. H. til Tider var lovlig haard i sin Dorn (Kritikken af Viser og Vers af I. P. Jacobsen, Dannebrog 11. Juni 1893, og Violinsonaten i A-dur, Dannebrog 16. Januar 1896), rnaa hans Bidrag til Forstaaelsen af C. N.'s Kunst alt i alt regnes til de vægtigste, som den Periode frembyder.

Gennempløjningen af Datidens nu støvede Aviser, der for en mangeaarig Musiktilhører og Læser af Anmeldelser rummer adskillige Gensynsglæder, lader hurtigt erkende en Mangel paa Konsekvens og Logik i Betragtningerne, som jo noget maa undskyldes, hvor Talen er om Hastværksjournalistik og Enkeltudtalelser, som ikke staar i direkte Forbindelse med, hvad der er sagt om det samme Emne ved en tidligere Lejlighed. Selv R. H., som dog har gjort C. N.'s Musik til Genstand for en helt anderledes Prøvelse end mange af hans Kolleger, der ofte synes at nøjes med Høre- Indtrykket af en maaske ikke helt vellykket Gengivelse (C. N.'s egne Indstuderinger var ikke altid dadelfri), er hildet i den Anskuelse, at C. N.'s første Kompositioner nok gik friskt og fornøjeligt paa, men savnede rene Linier, og at han dernæst »langtfra at afklare sig, tværtimod er begyndt at reflektere og med Flid -undgaa alt, hvad der klinger naturligt«. Den endelige Afklaring finder R. H. - i Modsætning til saa mange Medanmeldere - dog allerede ved »Saul og David«: »Med denne» Opera har den talentfulde Komponist endelig vist, at han ikke alene kan føle Musik, men ogsaa evner at udtrykke den saaledes, at Alle kan føle den med ham«. Denne Negligeren af C. N.'s Ungdomsværker, der maaske kun hos H. Ploug og -Knud Harder har faaet den Bedømmelse, de fortjener, er i endnu højere Grad gængs i de store københavnske Blades Koncertanmeldelser. Uden egentlig Forfølgelse fra nogens Side har C. N. hos Kritikken maattet lide under en vranten Mangel paa Interesse og tilsyneladende Ulyst til at beskæftige sig med Fænomenerne.

Unægtelig har Carl Nielsens Musik været en haard Nød at knække for et Slægtled, som var opvokset med Gades romantisk-vage, homofone Musik med den for Romantikerne egne ensformige Rytmik. Hartmann, som baade rytmisk og i Henseende til Stemmeføringen staar friere, var knap erkendt under dette Synspunkt og venter endnu paa en Renaissance. Dermæst maa det erindres, at Wagnerismen netop i de Aar for Alvor brød ind over Landet for efter en kort Opblussen at træde lige saa paafaldende i Baggrunden. Man skal derfor ikke gaa altfor meget i Rette med det Slægtled, som kritiserede C. N.

Den følgende Undersøgelse kommer i første Række til at beskæftige sig ined de 10 første Aar efter Aarhundredskiftet. I denne Periode udfoldede sig den Carl Nielsen, som Nutiden særlig er fortrolig med, og det var næsten i disse Aar, at Kritikken tog mest paa Veje. Ungdomskompositioner som G-moll- Symfonien og »Hymnus amoris« gjorde almindelig Lykke og blev af Kritikken fremhævet paa Bekostning af de Brahmske Kompositioner (Violinkoncerten, respektive den 4. Symfoni), som blev udført ved samme Lejlighed. Den symfoniske Suite for Klaver Op. 8 betegnes derimod endnu ved en Genopførelse i 1907 som »berygtet«, og violinsonaten Op. 9 fik ikke alene af R. H. en haard Kritik. Ch. K. skriver saaledes (Pol. 16. Januar 1896) : »Det var - i hvert Fald ved denne første Overhøren - umuligt at danne sig nogensomhelst Mening om, hvad den unge talentfulde Komponist egentlig har villet i dette Arbejde. Det er saa sært og forvredet, undgaar med saa anstrengt en Søgen næsten alle de Meddelelsesmidler, Musik hidtil har benyttet... Stor Synd er det, om Hr. Carl Nielsen skulde spilde sit Talent paa saa ørkesløs en Eksperimenteren«. I C. N.'s Produktion forefalder det hyppigt - store Forgængere har gjort det samme - at han paa samme Tid havde flere Arbejder i Gang, som han da forelagde Offentligheden omtrent samtidig. 1 1902 saaledes Symfonien »De fire Temperamenter« og den første Opera, »Saul og David«. Senere, i 1906, havde han med korte Mellemrum Premierer paa Musikken til Drachmanns »Hr. Oluf han rider -« og den anden Opera, »Mascarade«. Om »Saul og David« er W(illiam) B(ehrend) ret forbeholden. Hans Anmeldelse i »Politiken« (29. November 1902) savner Erotik, Melodi. Senere i en Korrespondance til »Die Musik« (signeret Dr. William Behrend) - »nicht ganz gelungen«. I Nationaltidende konstaterer A (ngul) H (ammerich) Mangel paa store Linier(!), Symfonien finder nok saa megen Anerkendelse. I »Pol.« skriver Ch(arles) K(jerulf), at C. N. er »nær ved at finde sig helt til Rette med sig selv«, medens Nationaltidendes Medarbejder - st.-ts. -(Gustav Hetsch) imponeres af Orkestereffekterne.

Ved en Orkesterkoncert den 11. November 1905 gav C. N. forskellige Prøver paa Operaen »Mascarade«, som da var under Udarbejdelse. Ch. K. fandt ganske vist Forspillet til 2den Akt »ret grumset, men de to Danse var der Humør og Farve over og - Gudskelov! - en ganske naturlig Melodi-Linje i. Mon virkelig gamle Baron Holberg endelig skulde være i Stand til at slaa den stive Eisengarns »Originalitets«-Paryk af Hovedet paa Carl Nielsen «. Alfred) Tofft i Berl. Tid. konstaterer (ligesorri A. H.) et Gennembrud med Mascarade-Musikken, men benytter Lejligheden til at dadle C. N. for hans tidligere Kakofonier og Frygt for Banalitet, Mangel paa bred Melodi. Som Fagmand spotter A. T., at C. N. har vundet saa mange Tilhængere hos Ikke-Musikere. I Dagens Nyheder noterer »Coda«, at Helios- Ouverturen, Symfonien »De fire Temperamenter«, Korværket »Søvnen« og to Brudstykker af Operaen »Saul og David« »vakte vild Jubel. hos hele Menigheden, - thi der existerer som bekendt en lokal Carl Nielsen-Menighed, der karakteristisk nok overvejende bestaar af Malere, Billedhuggere, Litterater, Filosoffer og Universitetsmænd og som sværger til Komponistens Fane, hvor langt udenfor de af Kunsten og hans egne Evner afstukne Grænser den end svinges...Men saa var der igen dette Forspil til den nye Operas 2. Akt, der, efter hvad Dr. phil. Vilh. Andersen som Librettoens Forfatter i sit Indledningsforedrag oplyste, skulde skildre den slumrende Smaastad, som København paa Holbergs Tid var. Dette Forspil var atter af »Søvnen«s Carl Nielsen og kunde med sin Tørhed a la musiktheoretisk øvelsesopgave lige saa godt have skildret en Nat i ørkenen som en Nat i Grønnegade«. Om Mellemsatsen i »Søvnen«, den der skildrer »Mareridtet«, skriver Ch. K.: »Dette Ridt er bogstavelig talt den vildeste Jagt af de falskeste Noder, som endda Koret slet ikke kan ramme. Man faar hvert øjeblik nogle andre falske Noder i Stedet, men det har ikke synderlig Indflydelse paa Resultatet. I de Minutter, saadan en Sats varer, er selv den redeligste danske Musikven lige paa Nippet til at opsige Carl Nielsen Huldskab og Troskab.... «.

Vi gaar nu over til Begivenhederne i 1906. Til Drachmanns »Hr. Oluf han rider -«, hvormed Teatret vilde fejre Digterens 60 Aars Fødselsdag, havde C. N. skabt en vidunderlig Musik, for hvis Skyld Skuespillet, der er dramatisk svagt, men af stor lyrisk Skønhed i sin Forherligelse af den danske Sommernat, burde være holdt oppe som et Sidestykke til »Der var engang« og det dramatisk-virkningsfulde, men indholdsløse »Elverhøj«. Det store Melodrama, der i Forspillet ledsager Fremsigelsen af Sommernatsdigtet, er i sit crescendo af betagende Virkning, ligesaa Elverdansen i sin Dæmonik. Dernæst en Række Sange i en helt ny Stil. Herom skriver Ch. K.: »Mindst Udbytte havde man af selve Viserne, der forresten kun var faa. Olufs Romance udenfor løb ud i det Blaa, maaske blot, fordi den var - udenfor, og Sidsels to Viser faldt lidt matte, var ligesom for formløse. Alt i alt vakte Musikken dog ubetinget Glæde hos de mange Venner af Carl Nielsens Kunst, der netop fremfor alt ønsker ham et sikkert og naturligt Fodfæste«. S(extus) M(iskov) i Berl. Tid. savner Fantasi (Elverdansen!). Ogsaa A. T. angriber efter en senere Koncertopførelse (30. December 1906) Elverdansen. - Om »Mascarade« skriver Ch. K., at den ikke giver »synderlig Anledning til Sang-Ydelser«. A. T. savner brede Linier: »Ikke Melodiker«. A. H. roser 1. Akt, der ogsaa almindelig ansaas for den mest vellykkede. (Først senere Tiders teknisk bedre Opførelser har givet 3. Akt, hvad der rettelig tilkommer den.) Anton Hartvigsen: »Hvem skulde have troet, at Hr. Carl Nielsen kunde skrive en komisk Opera... som dramatisk Komponist var han jo ikke saa særlig heldig med sin Opera »Saul og David« Komponisten har været ganske overlegen i sin komiske Opgave« (!).

C.N.'s Kammermusik har alle Dage været Kritikken den største Anstødssten. R.H. giver i sin Anmeldelse af en Kompositionskoncert den 30. November 1907, hvor F-dur-Kvartetten (dengang kaldet »Piacevolezza«) og de strofiske Sange Op. 21 fandt deres Førsteopførelse, maaske Forklaringen paa dette Fænomen: »I sine Sange anslaar Carl Nielsen som Regel kun én Stemning. Han er enten følsom eller vittig. Men i sin Kammermusik spiller han paa alle Registre af sit Temperament. Han er snart barok, snart klassikerkær, snart drillevorn, snart kaad«. Ch. K. gør først paa en meget forsonende maade Løjer med sig selv og hævder, at han vilde staa sig ved at rose denne Kvartet, selv om han ikke forstod den. Skulde Eftertiden ikke give ham Ret, kunde han altid henvise til, at Tiden endnu ikke var moden til denne Musik. Dadlede han den, risikerede han derimod efter en Aarrække at blive til Spot. Han bestemmer sig imidlertid til følgende Udtalelser: »Det første Nummer paa Programmet var en ny Strygekvartet i F-Dur, med Betegnelsen »Piacevolezza«. Til Overflod havde første Sats som Tempo-Betegnelse »Allegro piacevole, ed indolente«. Enten nu Komponisten vil have Etiketten opfattet som »behageligt« eller »efter Behag«, saa maatte man efter at have hørt Kvartetten i hvert Fald sukke: »Ja, Smag og Behag er forskellig«. Hvis det, som de fire Herrer Strygere sad deroppe og spillede, for ramme Alvor skal opfattes som skøn og god Musik, ja, saa har de Herrer Beethoven, Mozart, Schubert, Schumann og Konsorter - Wagner og Tschaikowsky med - hele Banden, ogsaa vore egne med Hartmann og Gade i Spidsen -- saa har de allesammen taget os ved Næsen, ja, brugt falsk Varebetegnelse. Og saa er Ischias en Musiknydelse. For det er ogsaa meget ubehageligt. Er det for spøgefuldt? - Naa, sidste Sats i Kvartetten havde selv Betegnelsen »molto scherzoso« - og det er saamænd et stort Spørgsmaal, om ikke det hele var en munter Spøg af Carl Nielsen, for at se, hvor vidt han kunde gaa - og dog faa sine Pappenheimere med sig«. Den samme Kvartet blev af -st.-ts.- betegnet som »Bizarreri og Snurrepiberier«. A.T. bebrejder C.N. Musikblaserthed og at han nøjes med Antydninger: »Den store plastiske Form skabes ikke paa denne maade«. Om Sangene skriver S(ophus) A(ndersen): »Hr. Carl Nielsen er i sine Sange mærkelig gammeldags. Han bruger saaledes for det meste det rent understøttende Klaverakkompagnement, uddyber sjælden Teksterne, men lader dem gaa paa en Melodi, som baade kan være original og let karakteriserende men som ingenlunde føles som den eneste, den for dette Digt ejendommelige«.

Musikken til »Hagbart og Signe«, hvormed Friluftsteatret i Juni 1910 aabnede sine Forestillinger, fik ikke dengang en Kritik, der fastslaar, at denne Musik i sin Enkelthed og med sit enkle Apparat er den eneste rigtige for Skovscenen. A.H. skriver rigtigt, at Musikken er: »holdt diskret tilbage, men ikke desto mindre, ja vel netop derfor, af indgaaende Virkning«, men iøvrigt blev Opførelsen af Kritikken kun betragtet fra et literært-dramatisk Standpunkt og Musikken fik saa godt som ingen Omtale.

Fra nu af faar Pressens Holdning - sikkert under Indflydelse af en voksende Opinion - en anden Karakter. Saaledes fik den 3. og 4. Symfoni (opført 1. Gang henholdsvis 28. Februar 1912 og 1.Februar 1916) samt til Dels Violinkoncerten en anerkendende Modtagelse. Derimod blev den for Tilhørerne uforglemmelige Viseaften den 13. April 1915, da det første Hæfte »En Snes danske Viser«, som C.N. havde komponeret sammen med Th.Laub, blev foredraget for Offentligheden, af Pressen modtaget paa en Maade, som fremmaner gamle Dage. A.T. finder det ganske vist »ikke usandsynligt, at nogle af Viserne kan vinde Udbredelse«, men Ch. K. kalder det hele Foretagende »en højst besynderlig Idé«. Senere maa han dog indrømme, at Kompositionerne er gennemgaaende ganske heldige, enkelte endog fortræffelige. Som Kuriosum skal tilføjes, at -st.-ts.- kalder den som mellemspil opførte »Serenata in vano« for Klarinet, Fagot, Horn, Vcl og Bas (skrevet som Tilgiftsnummer for en Kapeltourné med Beethovens Septet) »et løjerligt lille Arbejde«.

Pressens Udtalelser om Carl Nielsen efter Brydningstidens Ophør har ikke fundet Optagelse i denne 0versigt.

Årgang 7/1932, nr. 01