Carl Nielsen - vi yngre - og Sofokles Del 1

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 49-52

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSEN - VI YNGRE - OG SOFOKLES

Af POUL SCHIERBECK

I OKTOBER 1931 døde Carl Nielsen, og samme maaned gik TIDSSKRIFT FOR DANSK FOLKEOPLYSNING ind. Kun en astrolog vilde vove at ane sammenhæng mellem disse to facta; men selv for et almindeligt menneske er sammentræffet tankevækkende. Naturligvis dør jo hverken dansk tonekunst, dansk folkeoplysning eller dansk aandsliv overhovedet med Carl Nielsen og T.F.D.F. Jeg mindes et ord af Carl Nielsen selv: »--hvis en kulturfaktor er afhængig af en enkelt mand, er den slet ingenting værd som kulturfaktor«. Men nu sidder jeg her med det sidste hefte af det smukke og fornemme tidsskrift i haanden. Det store punktum markeres uden alle redaktionelle omsvøb igennem en kort slutnotits, værdig som den gestus, hvormed romeren og indianeren tilhyllede hovedet i sorgens eller dødens stund. Jeg gengiver den in extenso:

SIDSTE REIS!

Dansk folkeoplysning slutter med dette hefte. - Da tidens vanskeligheder sikkert vil fortynde interessen til det katastrofale, standser jeg her.

Tidsskriftet fik aldrig den udbredelse, jeg haabede, og som medarbejdernes dygtige indlæg berettigede; men jeg er næppe den eneste, der har gjort den erfaring.

Det »kulørte ingenting« med sine fade gaader og uansvarlige tryksider har skrumpet en virkelig læsekreds af dygtigt, alvorligt stof ind, saa det ialfald maa bie til alvoren aabner de farveblændedes øjne.

Men det har været mig en stor tilfredsstillelse, at jeg, takket være forstaaende, opofrende medarbejdere, har kunnet opretholde en fireaarig protest mod det indholdsløse. Jeg slutter da med redaktøroplevelser og -glæder, der berettiger mig til at gøre Ibsens ord til mine:

og sejled jeg end min skude paa grund, saa var det dog herligt at fare.

Tak og hilsen.
Ejnar Skovrup.

Sin svanesang indleder tidsskriftet lige saa værdigt, som det afslutter den, nemlig med Carl Nielsens henrivende lille sang »I kølende skygger« (1), der her for første gang trykkes fuldstændig. Og derefter er heftets første, skønt skrevne artikel helliget Carl Nielsen, og den bringer os næsten en sidste hilsen fra mesteren, et sidste forstaaende og opmuntrende smil, som fordi det først naar os efter hans død, faar et mærkeligt drag af alvor. Artiklens forfatter, Ejnar Skovrup, omtaler et møde, han for et halvt aars tid siden havde med Carl Nielsen, og jeg citerer:

Vi talte om ungdom, og hans skønne lysende øjne og de milde ord gav En et saadant haab: »De er saa dygtige og saa selvstændige, og det er ikke blot nogen faa, nej mange - imod os paa min tid. Og deres kritikere - de unge musikeres - viser, at de slet ikke kan kritisere dem, det veed de ikke nok til"

- Jeg stopper citatet netop her. Carl Nielsen brugte jo disse selvsamme ord under den sidste samtale, jeg havde med ham - kun to dage før hans død.

De unge stod altid Carl Nielsen nær, og deres kaar laa ham varmt paa sinde. Et baade fint, fyldigt og fyndig~ udtryk for mesterens forhold til ungdommen og dens til ham gav Gunnar Heerup i sine linjer her i bladet efter Carl Nielsens død. Lad dem blive staaende og mig blive fri for unødvendigt »Bessermacherei«. Og Carl Nielsens indsats som ungdomsopdrager - som lærer - er saa kendt vidt om land og lande, at det skulde synes nogenlunde unødigt nu at gøre yderligere rede for den. Men lad mig faa lov til at standse et øjeblik ved de ord, som er nævnede ovenfor, og som berører forholdet ikke mellem Carl Nielsen og de unge indbyrdes, men deres fælles forhold udadtil overfor offentligheden - og da særligt dennes »officielle« repræsentation: den professionelle dagbladskritik.

Man tager vist ikke fejl i at antage, at Carl Nielsens syn paa dette fænomens behandling i vore dage af den yngre kunst har et vist perspektiv bagud og harmonerer meget godt med hans egne ungdomsminder. Jeg er slet ikke saa sikker paa, hverken at den fejende kritikens medbør - lige fra ganske kritikløs panegyrik og ned til beskyttende venlighed - som Carl Nielsen kunde glæde sig over i de senere aar, var helt efter hans smag, eller at den helt formaaede i hans sind at opveje de bitre skuffelser fra dengang, da den ikke stod paa medbør, men paa uforstands og uviljes affejende og skarpe modvind - »dengang, da lidt forstaaelse kunde have betydet saa meget for mig, da jeg for alvor trængte til en opmuntring og en haandsrækning«, som vel flere end jeg har hørt ham sige.

Det maa igrunden være en underlig bestilling at være kritiker.

Men selvom Carl Nielsens udtalelse om vor ungdoms kritikere godt kan overføres paa hans egen ungdoms, var forholdene dengang alligevel forskellige fra nu. Carl Nielsen var oprører og renegat. Der levede man saa fredeligt med sine romantiske penater og var lige akkurat efter svære fordøjelsesveer begyndt at kunne gaa igang med Wagner. Og saa kom han - Carl Nielsen - og bragte forstyrrelse i denne den bedste af alle verdener. Ned med ham! - Man kan forstaa det - om end mere fra et publikumstandpunkt end fra et publikumvejledende kritikerstandpunkt. Thi det bør jo ikke glemmes, at kritikens opgave er at vejlede. Men en Carl Nielsen bliver nu engang modtaget paa samme maade som f -ex. en Wagner - først med forbitret modstand og derefter med tilbedelse.

I vore dage ligger landet imidlertid lidt anderledes end dengang. Datiden var udelukkende romantisk indstillet, mens nutiden synes at være orienteret i snart sagt alle mulige (og vel ogsaa enkelte umulige) retninger undtagen netop den romantiske. Her kunde maaske lidt klog vejledning være paa sin plads; men kritiken, der nutildags ogsaa er orienteret - og af og til en smule desorienteret - i alle mulige retninger, er desværre jævnligt ude paa en længere svømmetur, som det hedder i boxersproget. Lidt for ofte har vi set et anmeldelsesobjekt paa samme tid hævet til tinderne, nedstyrtet til tartaros, modtaget nogenlunde venligt og affærdiget med et ligegyldigt skuldertræk. Poul Henningsen har i EKKO under »kritik af pressen« givet en række herlige exempler herpaa. Hans konklusion var følgende, temmeligt indlysende: - man kan forstaa, at en censor kan give mg, en anden mg- og en tredie mg+; men naar den ene giver ug og den anden slet, saa er det censorerne, der er noget ivejen med. Man kan ogsaa se kritiken i dyb smerte og skuffelse over i en debut ikke at mene at finde et modent og fuldbaarent mesterskab kritisere hele historien sønder og sammen - for senere (let skrærnt over gjort gerning? - hvad ved vi?) at paatrykke en ringere ting storværkets glorie. Det gælder jo om at skabe balance i sagerne. For at man ikke skal tro, at jeg ensidigt sigter til vore musikkritikere, vil jeg som typisk exempel nævne tilfældet Kaj Munk. Medens dennes magtfulde skue- spil »En Idealist« fejedes saa grundigt afvejen af den københavnske aviskritik, at stykket kun oplevede 2 opførelser, fejredes »Cant«, der efter manges mening - ogsaa forfatterens - ikke var paa højde med »Idealisten«, under jubelskrig (»En dramatiker! en dramatiker!«) som noget nær det mest epokegørende seeneværk siden Shakespeare. Kaj Munks bidende protest i »Politiken« vil være i levende erindring alle obligate forsøg paa at tilsløre den ved hjælp af journalistiske røgbomber tiltrods. Den virkede som en befrielse og udløsning for, hvad en mængde mennesker gik og ikke turde udtale. Og mon for- resten ikke ogsaa adskillige af »Og nu venter vi paa Skib«s læsere i fremtiden vil tage et forsigtigt forbehold overfor dagspressens sensationsanmeldelser. Det er synd for menneskene; men det er hverken forfatterens eller læsernes skyld. Lad os haabe, at en saadan mistro til pressevirak maa afføde en tilsvarende mistænksomhed overfor pressedadel (2). Og lad os navnlig haabe, at denne reservation overfor de ikke netop altid lige vejledende anmeldelser efterhaanden maa modne folks bevidsthed for den tanke, som i virkeligheden er langt mindre absurd, end den strax ser ud til - den tanke, som Carl Niel- sen gav udtryk for i »Levende Musik«, men som mærkværdigvis ikke synes at have fanget denne bogs velvillige anmelderes opmærksomhed - den søde, sunde, friske og frodige tanke: Hvad skal vi egentlig ined de anmeldelser! Saaledes udtrykt hos Carl Nielsen: »Var der anmeldelser af Aiskylos? Havde Sofokles en god presse?« ( sluttes.)

Fodnoter:
(1) se dette hæfte pag. 10. (red.)
(2)Under pressedadel henregner jeg selvfølgeligt ikke saadan noget, som f. ex. den modbydelige massakre, der fra en vis side i pressen etableredes overfor Victor Schiøler. Sligt har jo intet med ros eller dadel at gøre; det er hinsides kritik og sandhed - og en plet paa den danske presses skjold.

Årgang 7/1932, nr. 01