Carl Nielsens folkelige sang

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 22-25

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

CARL NIELSENS FOLKELIGE SANG

AF OLUF RING, SKAARUP

HVAD CARL NIELSEN betyder for den folkelige Sang, ses bedst ved en Sammenligning mellem Tingenes Tilstand før og efter ham.

Ser man bort fra den religiøse Sang, er det først i Oplysningstiden (Slutningen af 18. Aarh.), vi her i Danmark møder en bevidst Stræben efter at skabe Folkesange med gode Tekster og Melodier. Dengang lykkedes det, idet man foruden Digtere efter Folkets Hjerte havde bl. a. en Komponist , om I. A. P. Schulz. Velkendt er Schulz' Lieder im Volkston, udgivet før hans danske Periode, med den nu saa berømte Fortale om at »synge mere folkeligt end kunstmæssigt«, og mere folkelige Melodier end Schulz' til de Thaarupske Tekster gives ikke. Men allerede med Weyse begynder den usalige Sammenblanden af Kunst- og Folkesang der for denne sidste skulde blive saa skæbnesvanger i den egentlige romantiske Periode. Weyses Melodier til de Ingemannske Morgen- og Aftensange overgaas jo neppe af noget i stor og berettiget Folkeyndest, men folkelige i deres Form er de jo langt fra alle (I fjerne Kirketaarne, Bliv hos os). Jo mere Romantiken i Løbet af 19. Aarh. udfolder sig, des værre bliver Kaarene musikalsk set for Folkesangen - naturligvis kan man sige, idet Romantikens Individualiseren jo gaar stik imod Folkesangens inderste Princip - og snart finder vi Folkesangen udstafferet med Kromatik (Krøyer: Der er et yndigt Land), med Tonemaleri (Glæser: Høje Nord), med kunstige Rytmer (Rung: I Danmark er jeg født og baaren) og andet, som altsammen i denne Forbindelse maa kaldes Uhyrligheder.

Noget Skaar i Menigmands Sangglæde gjorde alt dette nu egentlig ikke. Den grundtvigske Bevægelse f. Eks. affødte en Folkesang, der var overordentlig levende og er det den Dag i Dag. Den lange Række af ypperlige folkelige Digte, som kom frem, blev stinget af fulde Bryst med dyb og oprigtig Glæde. Og om man end ud af Folkehøjskolernes og Valgmenighedernes Historie kan finde mangfoldige Eksempler paa, at man til Melodierne kun stillede eet Krav: Letfattelighed, maa man dog medgive flere af Bevægelsens Ledere den Ros, at de stod i stadig Forbindelse med Tidens mest ansete Komponister: Hartmann, Rung, Lindeman, Winding og Barnekow (men vistnok ikke Gade). Ad denne Vej frembragtes en Del Melodier, som kan staa ogsaa for vor Tids Dom, men selv om man ser helt bort fra den store Hale af Melodier, hvis Oprindelse er mere eller mindre dunkel (den ringe værdi derimod ofte ganske aabenbar), bliver Billedet dog, set med vore øjne, overordentlig broget. Ikke sjældent opstaar Miséren ved, at Digteren skriver til en foreliggende Melodi, der har fanget hans øre, f. Eks. Kaalund »Paa det jævne« til Weyses »Paa den Dag« eller Hostrup »Der, hvor vi stred og sang« til C. I. Hansens »Dejlige øresund«. Men »Folket« er ubarmhjertig overfor slige musikalske Kunstværker (disses Værd som saadan naturligvis ufortalt). Det gaar frejdigt frem efter Principet »Hug en Hæl og klip en Taa«, og Melodien, der er født som Kunstsang, men skaaret til som Folkesang, ender som en rodløs Bastard, ikke ulig en Flodhest, der forekommer i et af min Barndoms engelske Læsestykker: den »kunde ikke leve paa Landet og døde i Vandet, men syntes dog at befinde sig helt vel i et Bur«.

Hvilken Befrielse for os, der arbejdede med Folkesangen, da Carl Nielsen og Laub (Sammen med C.N. og Laub maa i denne Forbindelse nævnes Organist Thorvald Aagaard i Ryslinge, der har skabt en Række ypperlige folkelige Melodier og desuden virker som et udmærket Bindeled mellem de to forannævnte og Folkets brede Lag.) vendte sig til denne! For første Gang siden Schulz' Dage blev der fra (højst) kompetent Side gjort en Indsats ud fra den Grundbetragtning, at Folkesangen er sig selv, er ikke og skal ikke være en primitiv Form for Kunstsang. Folkesangen har sit særegne Maal, men ogsaa sine særlige midler og sine Love, der ikke ustraffet krænkes.

Efter et Par enkelte Forløbere fra C. N.s Haand »Du danske Mand« og »Jens Vejmand« kom i 1915 »En Snes danske Viser«, af C.N. og Laub (en ny Snes to Aar senere), det Værk, der vendte Strømmen, aabnede øjnene paa alle, der har med folkelig Sang at gøre, og fastslog den folkelige Melodis fulde Berettigelse som Egetvæsen. Disse Viser er vel endnu delvis at betragte som Enkeltmandssange, men med »Folkehøjskolens Melodibog« 1922 (ved C. N., Laub, Aagaard og Ring) er vi helt inde paa Livet af den store, folkelige Fællessang. Rent talmæssigt er C.N.s Bidrag hertil meget betydeligt: noget over 50 Melodier, heraf omtrent Halvdelen til nye Sange (Aakjær m. fl.) og Resten til Afløsning af tidligere Melodistof. En Sammenligning inden for den sidste Gruppe mellem gammelt og nyt kan ikke undgaa at virke slaaende, ogsaa, paa Lægmanden. For Musikeren frembyder C.N.s folkelige Melodier et interessant og lærerigt Stof. Netop ved at bøje sig for de gamle melodiske Love, der allerede fandt deres Udtryk i den enstemmige gregorianske Choral, opnaar C. N. at herske, at skabe Melodier af en organisk Enhed som Skovens vilde Dyr, hvis Legeme ikke kender til Plet eller Lyde, men virker fuldt ud efter sin Hensigt, Melodier, hvor Interval, Rytme, Frase er af en saadan Prægnans, at Muligheden for Mishandling i Folkemunde simpelthen er udelukket. Hvem kan synge galt i den brede marschagtige »Du danske Mand«, og hvem griber ikke sikkert om »Jeg bærer med Smil min Byrde« med dens ejendommelige slentrende Rytme! Det er ægte folkelige Melodier, fast mejslede for Bevidstheden, ogsaa hos den musikalsk udannede; det er melodier, der ikke skæver til Kunstsangen, som er Faren til den ene Side, og ikke henfalder til de intetsigende Banaliteter, der ligger hinsides Grænsen til den anden Side. Melodierne skal »staa« ogsaa i enstemmig Udførelse uden den Afhængighed af virkeligt eller tænkt. Akkompagnement, som vi saa hyppigt finder hos Romantikens Melodier, f.Eks. i Hartmanns »Flyv Fugl«. Derfor ser vi ogsaa C.N. resolut stryge en halv Takt i »Som en rejselysten Flaade«, da denne Melodi gaar ind i »Folkehøjskolens Melodibog« (Eks.3). Derfor ser vi ham uden Betænkning anvende en stadig Blanding af forskellige Taktarter i samme Melodi; Eks. »Som dybest Brønd«, der er skrevet i 2/4, 3/4 og 4/4, noget, som var utænkeligt for Romantikerne (sml. Hartmann: »Kærlighed fra Gud«). Hvor sikkert C.N. behersker sit materiale, turde fremgaa af nedenstaaende meget muntre Melodi til den fynske Folkedigter Mads Hansens »Der er en gammel Rønne«. Her har C.N. (sikkert med inderlig Fornøjelse) ladet sig gennemstrømme af sin Barndoms og første Ungdoms Minder fra det store aarlige St. Knuds Marked i Odense og andre Steder, hvor de gamle Kæresteviser lød, og det har moret ham at vandre lige paa Randen af Banalitetens Grøft uden dog et øjeblik at skride ud. Melodien anslaar straks den (nodeeks.)
bredest mulige folkelige Tone, men se, hvor nydeligt han i Takterne 1-8 fører Melodien først op og saa ned i Bevægelser saa smukt afrundede, som kun Mesteren formaar det! I Takt 9 kigger han i Overmod helt ned til Bunden af Grøften, idet han anvender Septimspringet, et Interval, der i Folkesang maa omgaas med endnu større Varsomhed end selve den store Sekst. Men Septimen holdes smukt i Tømme af de efterfølgende Noder, og det hele har intet at gøre med Markedsvisernes ikke ualmindelige Melodidannelser over den toniske Treklang og Dominantfirklangen, kun et (fornøjeligt) Berøringspunkt ved selve Septimspringet. Opmuntret af det lykkelige Udfald gentager C. N. Eksperimentet (Takt 11-12), og nu følger den store Slutspurt, hvor Sangerens unge Livsglæde skal kulminere. Gennem g-moll stiger Melodien foreløbig til b, men drejer saa i en magtfuld skalamæssig Bue - en i vor Sanglitteratur enestaaende Linie - i muntert punkteret Rytme tilbage, berører Bunden c' og gennernløber nu hele Rækken op til Toppen d" - for saa at slutte med det lille skælmske, næsten blufærdige »for mig da«. Det er »Hjalmar og Hulda«, det er de gamle kæresteviser, men løftet op i et Plan, som gør den til sund musikalsk Føde. Hvem gør C. N. det efter?

Selv om det harmoniske Element i Folkesang i en vis Forstand kan siges at være underordnet (det skal jo kunne undværes), frembyder det dog hos C. N. ogsaa adskilligt af betydelig Interesse, lige langt som det er fra Fortidens Alberti-Bas eller dens paa Klaveret hyppigt overførte Korsats. Jeg vil indskrænke mig til et Par Enkeltheder: først hans Anvendelse af Underdominantens IV Trin selv i rent tonale melodier, Eks. fra »Rosen blusser« (nodeeks.)

Umaadelig forfriskende og meget nærliggende - naar det een Gang er gjort! Og hvor overlegen er han ikke, naar han i »Som en rejselysten Flaade« fører den tonale G-Dur Melodi helt over i Fis, der paa velgørende Maade uddybes ved Bassens Anslaaen af cis, og derpaa let og naturligt tilbage, altsammen - og det er i denne Forbindelse det vigtigste - uden at det harmoniske paa nogen Maade dominerer eller gør sig gældende paa Bekostning af Melodien, som i Folkesang maa være Nummer et.

C. N.og hans paanærværende Omraade fuldt jævnbyrdige Laub er de to Mænd, der til Dato har sat det stærkeste og dybeste musikalske Præg paa vor Folkesang, og de er blevet forstaaet af Folket, som de henvendte sig til. Vi har flere Gange i Historiens Løb haft Tider, hvor stærke aandelige Bevægelser har fremkaldt en Rigdom af Sange, men aldrig før har Sangenes musikalske Side, Melodierne, været Genstand for en Opmærksomhed som nu. De nye folkelige Melodier (til nye eller gamle Tekster) er fløjet over Landet, takket være Skolernes og navnlig Folkehøjskolens Arbejde, og naar trods alt den folkelige Ager for øjeblikket ligger frodig og modtagelig for Musik-Paavirkning som ingen Sinde før, da kan vi i første Række takke Carl Nielsen og Laub derfor.

Årgang 7/1932, nr. 01