Carl Nielsens kammermusik

Af
| DMT Årgang 7 (1932) nr. 01 - side 35-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Modtag Seismografs nyhedsbrev
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf

CARL NIELSENS KAMMERMUSIK

AF THORVALD NIELSEN

DET ER MIG FORTALT, at da for mange Aar siden den berømte belgiske Violinkunstner Eugen Ysaye gæstede København, gik efter Koncerten en ung Mand op i Solistværelset og præsenterede sig med følgende Ord: »Mit Navn er Carl Nielsen, - ja De kender mig vist ikke?« Uden at sige noget greb Ysaye sin Violin og spillede Begyndelsesthemaet af F-moll Kvartetten, (nodeeks.)
hvorefter han svarede: »Jo, De kan tro, jeg kender Dem!« Episoden er betegnende for Prægnansen i C.N.s Kunst: den blotte Nævnelse af Navnet faar hans musikalske Fysiognorni til at træde levende frem.

Det siger sig selv, at en skabende Kunstner af C.N.'s Format, hvis hele Drift og Indstilling bar hen mod Klarhed og Koncentration i Udtrykket, maatte føle Trang til at skærpe sin Pen og rendyrke sit musikalske Sprog i den vanskeligste og mest krævende Musikform: Strygekvartetten - ja, Kammerniusik i det hele taget - og derigennem komme til at berige vor forholdsvis fattige danske Litteratur paa dette Omraade med Værker af uforgængelig Lødighed.

Fra et meget tidligt Tidspunkt foreligger en (utrykt) Strygekvintet i G-Dur, et velklingende Arbejde, som er interessant derved, at Scherzoen viser tydelige Træk til et Fysiognomi. Saaledes finder vi allerede her den af C.N. senere med saa stor Forkærlighed benyttede Rytme. (nodeeks.) og den stejle Gentagelse af den samme figur (nodeeks.).

C.N.'s Beundring for og Kærlighed til de store Wiener-Klassikere Haydn, Mozart, Beethoven var velbekendt, ja hans Sværmeri for Mozart var efterhaanden blevet legendarisk. Alligevel, eller maaske netop af den Grund, valgte han ikke Mozart som Udgangspunkt for sine Kvartetstudier, idet han indsaa det umulige i at efterligne denne store Aands guddommelige Caprice. Til sit Formaal udsaa han sig derimod Beethoven, hvis 1.kvartet han gav sig til slavisk at kopiere. Uden Svinkeærinder til højre og venstre var her givet en fast Kvartetsats, hvis Form han teknisk maatte tilegne sig for frit at kunne give Udtryk for sit eget Aandsindhold.

Frugten af dette Studium skulde snart vise sig i den l. Kvartet i G-moll op. 13 (skrevet før, men trykt senere end F-moll Kvartetten Op. 5). Den stammer fra 1888 og giver de Løfter, som senere i saa rigt Maal skulde indfries. Selv om en vis Paavirkning fra Joh. Svendsen er umiskendelig, saa stikker han dog selv ustandseligt Hovedet frem i de accentuerede og overbundne Rytmer (nodeeks.)

og de navnlig rundt omkring i Finalen forekommende tætskruede Intervaller. N. W. Gade, som saa dette Arbejde, fremkom med den ikke uefne Bemærkning: »Det er noget Roderi, - men det er talentfuldt Roderi!«

F-moll Kvartetten Op. 5 er Beviset paa den hurtige Udvikling, som fandt Sted hos det fremstormende unge Geni, baade kvartetteknisk og indholdsmæssigt. Alt træder her frem i skarpere Belysning, Stemmeføringen er mere fri og det thematiske Stof forlenet med større Kraft og Bøjelighed. 1. Satsen har tillige en klanglig Festivitas, som til Tider nærmer sig det orkestrale. Det langsomme Stykke fortæller os tydeligt om den Hjertevarme, Carl Nielsen ogsaa som Menneske var i Besiddelse af. Fra en rolig og bred Cantilene glider vi over i et kort smerteligt bevæget Mellemstykke for atter at vende tilbage til Begyndelsesthemaet, der sluttelig munder ud i et sødt Drømmeri. Scherzoen har allerede den for C.N. egne skælmske Humor. Ejendommelig er den Maade, hvorpaa han pludselig indfører en yndig syngende Melodi i Bratschen, medens de andre Stemmer pludrer deres egen Snak. Det slutter af paa mesterlig Vis med et mægtigt Opsving og sætter et kraftigt Punktum for det hele. Finalen falder vistnok lidt mattere ud og kan i hvert Fald ikke betegnes som Værkets Højdepunkt.

Med den 3. Kvartet i Es-Dur Op. 14 skulde der indtræde en længere Standsning i C. N.'s Produktion paa dette Felt. Med god Samvittighed kunde han naturligvis give sig i Lag med andre vidt forskellige Opgaver, forsaavidt som han her havde givet os alt, hvad vi foreløbig kunde forlange. Paa en fyldigere maade end det tidligere havde været Tilfældet, udfolder han i Op. 14 sit kontrapunktiske Mesterskab og rige kombinatoriske Fantasi. Den første Sats har en vidunderlig Rejsning og bringer Tanken hen paa de store Tider, da man kunde skrive for Strygekvartet, saa det battede noget. Paa sindrig Maade er det gloriose Hovedtherna behandlet i modulationsdelen, saaledes at alle Muligheder indenfor den korte Tid er udnyttede. Paa samme Vis uddybes en lille Melodistump hentet fra det roligere Mellemstykke senere til et bredt og inderligt Espressivo, hvor hver Stemme lever sit eget Liv i en større Sammenhæng. Det herlige Stykke slutter grandiost med det store Orgelpunkt paa Es, medens de to Mellemstemmer paa deres Vej mod Maalet gennemfarer fjerntliggende Tonearter og Primoviolinen kæmper for at holde fast paa Hovedthemaet. I lange Melodier af fortættet Inderlighed og med et eget smerteligt Drag over sig synger Andanten ud. Mildere er det smukke Mellemstykke, hvor den punkterede Rytme danner en velgørende Modsætning til den vemodige Sang. De kendte Træk fra C. N.'s Humor findes straks i Scherzoens Begyndelse. Men pludselig styrtes vi ud i et vildt Furioso, et sandt Bakkanal for Strygere, der kun nødtvungent lægger sig til Ro; dog omsider faar det Ende, og vi er paa fast Grund igen. Et temmelig robust Thema af en mere folkelig Karakter danner Anslaget til Finalen, som maaske i Virkeligheden falder noget udenfor Rammen, naar man tænker paa det eksklusive Indhold, som præger de foregaaende tre Satser. Udarbejdelsen er ogsaa mere løs og har som Følge heraf vanskeligere ved at interessere.

Ind imellem disse to Arbejder (Op. 5 og 14) kommer saa A-Dur Sonaten for Viol. og Kl. Op. 9, et af de Værker af C. N. fra Ungdomstiden, som jeg holder mest af. Denne Blanding af Kraft og Følsomhed, som giver sig Udslag i den for C.N. saa ejendommelige sunde og charmerende Lyrik fra denne Periode. Jeg bekender aabent, at jeg har en gammel Kærlighed til denne Side af hans Væsen. Senere skulde han naturligvis paa en maade naa højere, men »Saul og David"-Tiden har nu et eget fortryllende Skær over sig! Det lysblaaøjede første Stykke af A-Dur Sonaten aander som i en Atmosfære af høj Havluft i Juni, og giver Udtryk for en jublende Optimisme og ukuelig Glæde over Livet. Denne Hovedstemning afbrydes dog af andre indskydelser. De vemodsfulde Suk i den monotone gentagne Rytme (Begyndelsen af Modulationsdelen), hvor selve Hovedthemaet kommer i et andet Relief, vækker Anelser om et kommende Efteraar, en egen skøn Forgængelighedsstemning, som giver Musikken Perspektiv.

Andanten har en for saa ung en Komponist mærkelig Storhed over sig, ja man føler det som den enkle Violin næsten ikke slaar til, deraf det udbredte Oktavspil og for Klaverets Vedkommende store Opbud af Terts- og Sekstgange. Fra den dystre mestolignende Begyndelse glider vi over i et yndigt poetisk Mellemstykke, der dog hurtigt maa vige for det, han egentlig har at sige. Det begynder at ulme igen fra den skjulte Kraftkilde, og gennem Tilløb af undertrykt Lidenskab bringes vi op paa Højder, hvor en af Passion baaret Melodi synger ud for fulde Lunger for tilsidst at synke tilbage i sig selv og paany give sig den gamle Stemning i Vold. Den underskønne Slutning er et Kapitel for sig. Finalen slutter sig i Fysiognomi saa temmelig til l. Sats, en overmodig smittende Frejdighed, ja ser man ikke den unge Mester, det store Naturbarn, lyslevende for sig, vandrende ud ad en fynsk Landevej fløjtende sin Melodi, ombølget af de friske Foraarsvinde. En kort Stund fyldes vi igen med Vemod over al denne Dejlighed, som engang skal blive forbi; men vi stryger det af os - der er længe til !

Vi forlader nu dette Afsnit, Ungdomstiden med dens Værker, som for mig har noget af Eventyrets Glans over sig. Udviklingen skrider rask frem, og vi staar foran en solbeskinnet Periode af C. N.'s Skabervirksomhed. Det er »Maskarade«-Tiden, som staar i Livsfestens Tegn. Hans Kunst havde naaet den store Afklaring; med suverænt Mesterskab behersker han nu de fleste af Musikkens Former. Den fremherskende lyse Tone, som ligger over hans Værker fra disse Aar, skyldes maaske Følelsen af foreløbig at have overvundet alle Vanskeligheder. »Jeg følte mig som et Rør, hvorigennem det strømmede, og jeg kunde bare skrive ned«, har han selv fortalt.

Til alt Held betænkte han os i denne Tilstand med et nyt Kammermusikværk: Strygekvartetten i F-Dur, først betegnet som Op. 19, senere forandret til op. 44. En næsten græsk Klarhed hviler over dette Arbejde, hvor hver Stemme er præget af en Finhed og Konsekvens i udførelsen, som helt er i Pagt med Kammermusikkens Aand. Hans meget sigende Intervalkunst kommer straks til Orde i Begyndelsesthemaet: (nodeeks.)

som udvikler sig i langtslyngede Melodilinier, hvis Stigninger og Fald er dikterede af den mest udsøgte Formsans. Som en stærk Kontrast og som hugget i Marmor staar det skarpt rytmiserede Sidethema. Om disse to Modsætninger drejer hele Udarbejdelsen sig. Det efterfølgende Adagio con sentimento religioso begynder med et chorallignende Motiv og bringer Tanken hen paa noget kirkerumligt, som besjæles af en medlevende Personlighed, stærk subjektivt som Stykket er. Da alle Stemmerne føres syngende melodisk, er Resultatet blevet en stor klanglig Vellyd, som i lige Grad tilfredsstiller Tilhøreren og de Spillende. Ganske pudsigt finder vi i Allegrettoen den samme Rytme, som jeg omtalte i den første Strygekvintet (Eks. 2 a), her optrædende paa en egen humoristisk drilsk Maade mod de mere vegeterende Følelser, som sluttelig faar Overtaget. Finalen, hvor Gækken slaas rigtig løs, danner en yderst festlig Afslutning paa det helstøbte Værk.

Fra en noget senere Tid stammer det lille Lejlighedsarbejde Serenata in vano. Men hvilket Lejlighedsarbejde! Kun en Udkaaret i Kunstens Verden var det forundt at undfange slig en Perle, en overdaadig Improvisation, hvis Indhold udgør en forunderlig Blanding af Poesi og Komik. Hvor genialt er ikke Serenadesteniningen anslaaet i følgende Motiv: (nodeeks.)

Og hvor kostelig er ikke Marchen til Slut, hvor de »sjasker af« (Udtrykket Komponistens eget) efter forgæves at have bejlet til den Skønnes Gunst.

Efter de modne Værker fra hans Manddoms fejreste Aar kom der en Tid, hvor vi med Spænding spurgte os selv, hvad der nu skulde komme. Thi ingen, der kendte C. N. personligt, var i Tvivl om, at hans higende Aand vilde bryde sig ny Baner, og at intet var ham mere fremmed end lægge sig til Ro paa een Gang vundne Lavrbær. Og ganske rigtigt: Fra nu af skulde han grave sine Skakter dybere ned og fra hans Fantasis glødende Esse skulde fremspringe en ny for os ukendt Verden. Det Værk, der aabner Vejen til dette Perspektiv, er den 2. Sonate for Viol. og Kl. i g-moll Op. 35, en af C. N.'s dybeste og mærkeligste Frembringelser.

Der er meget som tyder paa, at Værket er blevet til under store Fødselsveer; men den Skabning, der kom til Verden, blev til Gengæld fuldbaaren og præget af sit Ophavs fremragende Egenskaber. Her har vi Mesteren i sin fulde Udfoldelse, saa at sige fra den ene Yderlighed til den anden. En næsten ru Kraft, som momentvis slaar over i diabolsk Vildskab, og saa - en vegetativ Ro og en fortættet sjælfuld Lyrik af en egen Smertelighed. Værket er saa fuldt af Modsætninger og fostret af en saa capriciøs Fantasi, at det ofte, som Erfaringen har vist, sætter den ikke trænede Tilhører i den fuldeste Forvirring. l. Sats begynder som i en Taage, hvor man famler sig frem, eller som en Stilhed før det Uvejr, der pludselig bryder løs. Raseriet lægger sig, men Sindet er kommet saa stærkt i Affekt, at det vanskeligt kan finde Hvile. Forgæves forsøger Sidethemaet at synge ud, det bliver hele tiden afbrudt af ny Indskydelser, indtil det endelig faar Overtaget og finder et Leje, hvor det naturligt kan lægge sig til Ro. Efter en kort fantaserende Overgang føres vi ind i en fortryllende Egn - en Drøm om Lykke og Hvile. Dog, den higende Sjæl finder ingen blivende Ro, men arbejder sig ud af Fortryllelsen, ud hvor der leves og kæmpes.

Tungt sukkende begynder Adagioen, der former sig som een stor Sjælsbekendelse - undertiden er det næsten, som sad Graaden i Halsen. Det dejlige frit improviserede Mellemstykke anslaar andre mere poetiske Toner; men Stykkets Grundstemning er ligesom tilstede hele Tiden, blot i en mildere Form. Det sidste molto adagio er af en gribende Intensitet og munder ud i en vemodig Resignation. Et herligt Thema i den mixolydiske Toneart danner Portalen til sidste Sats. Det udvikles med straalende Fantasi i livfulde og spændte Rytmer og med en modulatorisk Opfindsomhed, som ikke synes at kende nogen Grænser.

Senere, for faa Aar tilbage, spurgte Undertegnede C.N., om han ikke kunde tænke sig at skrive endnu en Strygekvartet, idet jeg samtidig fremsatte den Anskuelse, at han egentlig skyldte os et Arbejde af denne Art fra sin daværende Tilstandsform: »Jo, det kunde være interessant«, var hans Svar, »men saa vilde det blive paa en helt anden maade end tidligere«. Hvorledes denne anden Maade vilde være bleven, har vi et Fingerpeg om, naar vi tænker paa hans sidste Kammermusikværk, den henrivende Kvintet for Blæsere, som han skrev kort efter Fuldførelsen af den mægtige 5. Symfoni. Vi vilde naturligvis have faaet et Stykke af et andet Indhold, men det var sikkert blevet udført med det Mesterskab i den fri Musiceren, som karakteriserer Blæserkvintetten. Og var det ikke saadan, at vi Strygere i Forvejen var betænkt med en stor og vægtig Litteratur, kunde man næsten fristes til at blive misundelig, naar man kaster et Blik paa det Partitur, sorn er en Nydelse for sig. Hvilken Frihed og Harmoni i de enkelte Stemmers Bevægelighed og hvilken Forstaaelse af hvert Instruments Fysiognomi! Medens de i l. Sats forener sig og giver Udtryk for en æventyrlig Poesi, der kulminerer i en egen efteraarsagtig Skønhed, og i den yndige Menuet taler fortroligt sammen, faar de i Præludiet og de efterfølgende Variationer Lov til frit at tumle sig hver især. I disse ellers saa knappe Stykker bliver de mest forskelligartede sjælelige Elementer skildret: Præludiets dæmoniske Fantastik, hvis Mareridt udløses i den befriende skønne Choral, løssluppen Lystighed, barok Humor, Melankoli (ja, hvorledes skal man egentlig finde Ord for, hvad det er, der foregaar i 8. Var.) og frisk Naturglæde. Højtidsfuldt men uden Højtidelighed slutter Choralen af.

Carl Nielsen har lukket sine øjne for bestandig. For sidste Gang har vi trykket hans Haand. Den inciterende Kraft, der udgik fra han mærkelige, rige Personlighed, og den Lykke og Berigelse det var at udveksle Ord og Tanker med dette elskelige og vidunderligt begavede Menneske, alt dette skal vi nu leve foruden. Men en dyb Taknemlighed fylder os, naar vi betænker, at det blev os forundt at leve i hans Nærhed og være Vidne til hans Aands mægtige Bedrifter.

Årgang 7/1932, nr. 01